Ørkendrømme: Anmeldelse: DIG OG MIG VED DAGGRY på Teater V

fredag den 20. november 2020

Anmeldelse: DIG OG MIG VED DAGGRY på Teater V

Morgenen efter forestillingen vågner jeg med hovedet fyldt med voldsomme billeder. Jeg har i drømme vandret rundt i et myldrende univers, hvor det er svært at orientere sig og alligevel har det også ledt mig hen til steder, hvorfra der var overvældende udsigter og indsigter. Præcis ligesom i forestillingen skabt af Teater Nordkraft baseret på Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds roman af samme navn. Instruktøren Minna Johannesson har dramatiseret den effektivt, og alle roller spilles af de fem skuespillere Jela Natius Abildgaard (Louise eller Lou som hun kaldes), Alexander Clement (Liam), Petrine Agger (Louis mor, Ulla/Johannes), Jacques Lauritsen (Louises far, Gorm/Liams far, Ian) og Lærke Schjærff Engelbrecht (Jeppe/Sille). Sammen med scenografen Claus Helbo udgør de den faste stab på Teater Nordkraft, der er Aalborgs lille storbyteater.

Det er en moderne Romeo & Julie-historie, der gæster Teater V i denne tid. En beretning om umulig kærlighed, men også om jagten på livets mening. Forestillingen starter og slutter i samme punkt: de elskende, Lou og Liam, har lænker sig sammen og er sprunget ud fra Limfjordsbroen i et fælles selvmord, bagefter oprulles historien, der leder frem mod deres endeligt.

I forestillingens mest magiske øjeblik ser vi først Lou og bagefter Liam i orkanens øje, hvor de stående i en røghvirvel træffer og udfører den endegyldige beslutning om aldrig mere at skilles, før de hopper ud fra broen. Røgen cirkler rundt om dem og udvisker alt andet. Alle broer er brændt bag dem, og nu står de på den sidste brændende bro. Broen mellem liv og død som de kaster sig ud fra. Hvordan det scenografisk lader sig gøre at skabe en sådan røgtunnel er mig helt ubegribeligt, men forunderligt er det. Det står i kontrast til den øvrige scenografi, der udspiller sig i og omkring store trækasser, der normalt bruges til transport. Her er de fyldt med tøj og puder som skuespillerne bruger meget tid på at sprede og samle, så de kan udgøre de skiftende lokaliteter i historien. Arrangementsmæssigt er der meget for skuespillerne at holde styr på, men det virker de upåvirkede af. Dramaturgisk er der mange flotte sceneovergange, der fungerer overrumplende, eftersom skuespillerne i deres dobbeltroller uden overgange kan springe ud og ind af figurerne. Det får historier til at skride fremad på en rap nærmeste tegneserieagtig måde, stilen er hårdslående og rå. Som i Shakespeares Romeo & Julie er det en historie, der udspringer af de elskendes forskellige sociale baggrunde. Volden og døden sender dem ud på en vej, der fører direkte mod deres fortabelse. I forestillingens flotte program forklarer instruktøren, at ”I vores version er selvmordet et punktum, ikke et komma.”

Ligesom Louise & Liam er vi som publikum reduceret til fluer, der sværmer omkring ilden. Hele tiden med fare for at brænde os på historien, det er som en eskalerende voldsspiral leder dybere og dybere ned og ind i en forråelse, der også blotlægger et andet af forestillingens temaer om tab af uskyld. For Louise er så forelsket at hun ikke længere kan mærke sig selv, og Liam bliver i stedet hendes naturlige omdrejningspunkt i en kærlighed, der bliver mørkere og mørkere, og ender med at blive begsort. Det er kun på et hængende hår meningløsheden finder hjem til sidst, da forestillingen lakker mod sit punktum. Selv ville jeg have foretrukket et komma, men sådan går det ikke, når man hopper ud fra Limfjordsbroen. Det er brutalt teater, der ender med det store fald, men det lykkes heldigvis at efterlade lidt mening til publikum inden de to elskende forsvinder i dybet.