Carl og Mikkel er bedste venner. Vi er tilbage i 1941. Krigen raser mellem Tyskland og Rusland. Tyske tropper er trængt ind i Rusland, og vinteren nærmer sig. De to venner melder sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten mod den fælles fjende, Rusland.
Carls far er landmand, og Carl hjælper faren på gården. Mikkels far er værnemager og samarbejder med tyskerne, og de er velstående i modsætning til Carls familie. Mikkels far er stolt af Mikkel, mens Carls far skammer sig over sønnens valg og slår hånden af ham, da han drager afsted.
Matias
Hedegård Andersen spiller Carl, gårdmandssønnen, der knokler for
faren, spillet af Erik Viinberg. De kan kun lige med nød og næppe få livet til
at hænge sammen på gården, og da Carl lover at sende penge hjem, svarer faren, at han aldrig vil tage imod tyske blodpenge.
Caspar Juel Berg spiller vennen, Mikkel. De har et vidunderligt samspil de to. Som et par kåde hvalpe, der hele tiden slås og undfordrer hinanden. Caspers Mikkel overtaler Matias´ Carl til at melde sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten.
Erik Viinberg spiller begge fædre og oberststurmkaptajnen. Han er god til at fange de to fædres forskellighed - men også den voldsomme og stålfaste tyske kaptajn.
Det hele foregår på en enkelt opbygget scene af Claus Helbo. En stor reol bestående af kasser illuderer interiøret hos de to familiefædre, men også baggrunden for resten af historien, hvor (højtaler)kasser agerer togvogn, kaserne og slagmark. I teatrets verden er alt illusion, og også i denne historie baseret på virkelige hændelser. Det er en historie, der på én gang både informerer og underholder, og som fungerer gnidningsfrit som teater.
Der er måske nok lidt vel megen flytten rundt på kasserne i de opbyggende scener, uden at det tjener andet formål end at holde skuespillerne beskæftiget, for det er en meget stramt instrueret forestilling af Kurt Bremerstent. Forestillingen har sit helt eget åndedræt. Den virker så legende, selv om historien er yderst alvorlig. Scenerne mellem de unge eventyrlystne mænd er træfsikkert fanget - lige der mellem leg og alvor. I korte øjeblikke er det som om legen smutter fra dem, og det får os som publikum til at snappe efter vejret. Instruktionen er imponerende - og spillet ligeså. Men det hele skyldes selvfølgelig teksten af Andreas Dawe, der ikke for ingenting er nomineret til en Reumert.
Forestillingen er lavet til 7., 8. og 9. klasse, men bortset fra introduktionen glemte jeg det, så snart forestillingen startede. Bagest på scenen sidder den aldrende Carl og tænker tilbage på tiden, da han drog i krig med vennen. Det har sat sig på tværs inde i ham. Vi mærker smerten, og forstår det godt, da han fortæller om savnet af sin døde ungdomskammerat. De var blodbrødre.
Det, der startede som en eventyrlig udflugt, og som noget, der kun skulle vare få måneder, blev til en krigstjeneste, der først sluttede med krigen. Det var i hvert fald dét, som deres kontrakter lød på.
Mikkels kæreste, Signe, skriver et brev til Mikkel, som han vil læse højt for Carl, men midtvejs tier han. Carl må selv læse det sidste. Stemningen i Danmark er slået om. Der er kommet modstand mod tyskerne og aktive modstandsgrupper opererer, og Signe slutter brevet med at skrive, at hun skammer sig over, at han har meldt sig til krigstjeneste hos fjenden. For hende er han ikke andet end en forræder.
Spillet mellem de to venner er gnistrende. Ja, faktisk mellem alle tre på scenen. Styrkeforholdet imellem vennerne skifter undervejs. Mikkel er fra starten den udfarende og provokerende over for den mere proviensielle Carl. Men da de først kommer afsted, viser Carl sig at være den perfekte soldat. Han er også den af de to, der tænker klarest og kan se, hvilken vej det går. Russerne er vant til kulden og langt talrigere, og er meget bedre udrustet end tyskerne, der bliver færre og færre, efterhånden som krigen og kulden får dem til at bukke under. Carl finder en vovelig vej ud, men Mikkel vil ikke følge ham - og det bliver hans død.
Det er fantastisk at starte en ny teatersæson med en forestilling som FORRÆDER, der er produceret af Randers Teater. Jeg talte bagefter med stykkets instruktør, Kurt Bremerstent, der fortalte, at eftersom teatret kom fra Randers, samme område hvor Hvidstengruppen holdt til i, fik han lyst til at der også skulle være en historie, der skildrede andet end modstandsarbejdet, som vi forvejen kender så godt. Det her er i stedet historien om, hvad der skete med alle de andre. Dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste, opfordret af den danske regering, og drog ud for at kæmpe på Østfronten.
Anmeldelser af Teater V-forestillinger:
2020:
2019:
(Livingstones Kabinet)
2017:
(Odin Teatret)
(Teater O)
2015:
(Off Off )
2014:
2013:
*
Se oversigten over de
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar