Anmeldelse: 3 URNER I STUEN på Sydhavn Teater & FETCH! på Teater V

Fotograf: Bjarne Stæhr/Lars Grundwald.

Absurd teater, hundeshow - og virkelighed

I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.

Foto: Lars Grundwald.

 3 URNER I STUEN

Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.

I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med. 

"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."

Foto: Lars Grundwald.

Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til. 

Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.

Foto: Lars Grundwald.

Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.

De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.

Foto: Lars Grundwald.

Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.

Foto: Lars Grundwald.

3 URNER I STUEN

3.-10 marts 2022 

Sydhavn Teaters P44-intimscene

75 min. 

MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg

SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard

PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen

SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels

SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

INSTRUKTIONS SPARRING: Rikke Stächer Christensen

TEKNISK SUPPORT: Brian Larsen

PRODUCENT: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:

Ditte Menneskebarn (2021)

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - Nej tak! (2018)

D´Arc (2016)

*

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

"I had a vivid dream one night... 

I dreamt

I was a dog."

"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde. 

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.

Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.

Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.

Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.

Fotograf: Bjarne Staehr.

Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker. 

Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.

De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af  Johan Kølkjær.

Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os. 

Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt. 

"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

5.-20. marts 2022

Gæstespil af Livingstones Kabinet

på Teater V

Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone

Instruktør: Nina Kareis

Scenograf: Johan Kølkjær

Komponist: Pete Livingstone

Dramaturg: Jörn Burmester Wium

Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon

Lyddesigner: Erik Christoffersen

Lysdesigner: Sonja Lea

FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.

Hjemmeside & Billetter

Trailer (via FB)

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Andre anmeldte Livingstones Kabinet-forestillinger: 

Canada (Bådteatret, 2020)

Kejseren (Teaer V, 2019)

KLIK (Bådteatret, 2012)

Anmeldelse: DITTE MENNESKEBARN på Sydhavn Teater

Foto: Lars Grunwald.

DITTE MENNESKEBARN blev filmatiseret i 1946 af Bjarne Henning-Jensen med en ung Tove Maës i hovedrollen, men der skulle gå næsten 100 år før romanen blev bearbejdet som teater. 

Mille Maria Dalsgaard er kunstnerisk leder af Sydhavn Teater, og er selv på scenen sammen med Maria Carmen Lindegaard i denne teaterbearbejdede udgave af den 600 sider lange roman af Martin Andersen Nexø fra 1917-1921.

Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen spiller i Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen. Kapellet ligger gemt inde bag træerne på kirkegården. Næsten som en hemmelighed. På samme måde er Ditte Menneskebarn en slags hemmelighed, for hun lever så kort og når kun at blomstre  så kortvarigt, før hendes liv bliver blæst ud som et lys, der er brændt op i begge ender.

De to skuespiller ligger halvvejs skjult i en dynge hvidt vasketøj, da vi kommer ind. Henover loftet hænger vasketøj udspændt på snore, der kan fires op og ned i scenografien, der er skabt af Laura Rasmussen. Malik Grosos har stået for de projektioner, der vises på væggene.

Foto: Lars Grunwald.

Hun dør allerede som 25-årige opslidt af det tjenende liv hun har levet. Et liv, hvor hun den ene gang efter den anden har ofret sig for andre. Hun bliver narret og udnyttet af mændene, af samfundet - og af livet - og alligevel bliver hun ved med at tro på godheden. Den godhed som hun selv personificerer gennem et opofrende liv. Hun er tro over for sig selv, og går ikke på kompromis, heller ikke selv om det bliver hendes undergang.

Ditte kommer ud at tjene, men render af pladsen, da gårdens søn gør hende gravid, men barnet må hun give fra sig. Moren fængsles, og bliver skør af at sidde inde. Ditte sørger imens for sine moderløse søskende. Senere kommer hun ind til den store by, til København, hvor hun vil starte på en frisk. Først bliver hun ansat på et spædbørnshjem, men børnene dør og skaffes af vejen. Bagefter kommer hun i huset. Først i et fint hus, hvor alt hun gør er forkert. Bagefter kommer hun i huset hos en digter og bliver en del af familien. Det er næsten for godt til at være sandt. Det er som at være trådt ind i paradisets have, men også der smides hun ud igen, og falder tilbage til den barske verden hun er rundet af, hvor alting er hårdt og ubarmhjerteligt. Men for Ditte er der ingen vej videre til noget bedre. Derfra er der kun vejen ned. At hun kortvarigt har oplevet noget andet og bedre, gør det kun sværere, da paradisets port endegyldigt smækker i bag hende. 

Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen er instrueret af tyske Mareika Mikat, der sammen med Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet romanen til teater. Det startede de på helt tilbage i 2014. Spillestilen er meget ekspressiv, og er rundet af Bertolt Brechts måde at lave teater på, hvor teatret er et politisk arnested for de nye samfundsomstyrtende ideer. Det er ikke det psykologiske teater som vi ellers er vant til, men er en mindre følende, mere vrængende og udtryksfuld teaterstil. 

Allerførst blev jeg overvældet og kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kunne lide det eller ej, for det virkede umiddelbart så udvendigt, manieret og karrikeret. Nærmest som den italienske masketradition, comedia dell´arte, hvor der grimasseres og overspilles på livet løs. Det gjorde mig stakåndet og jeg gispede, men langsomt tilegnede jeg mig spillestilen og nød de energibølger, der skyllede ind over mig. Sammenspillet mellem Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard er forrygende. Deres timing er imponerende og deres nærhed og tilstedeværelse er gribende. De glider legende ind og ud af en masse roller, sådan så Ditte snart spilles af den ene og den anden.  Nærmest som var det leget frem under improvisationsøvelser. 

Det er kropsligt teater, der skildrer kvindeliv. Den eneste mand, der skildres bare nogenlunde sympatisk, er den digtende familiefar, der forfører hende ligesom de mange øvrige mænd. Han er en pseudo-kunstner, der taler om at nærme sig de fattige, men det er bare ord, der ikke er bundet i noget egentligt. Han bliver chokeret over at se at Ditte er gået i hundene, men uden at opdage at det skyldes ham selv.

Det er historien om, hvordan godheden klarer sig igennem verden. Som Bertolt Brechts "Det gode menneske fra Sezuan", hvor konklusionen ligeledes er, at det er ikke let at være et godt menneske i denne verden. Godheden bliver forført og uskylden bliver tabt.

Efter forestillingen talte jeg med forestillingens tyske instruktør, Mareika Mikat, der fortalte at da hun voksede op i det gamle DDR var Martin Andersen Nexøs værker skolepensum. Martin Andersen Nexø (1869-1954) var proletarforfatter, kommunist, og talte de undertryktes sag. I Danmark havde han været med til at stifte Socialistisk Arbejderpart i 1918. Det blev senere til Dansk Kommunistiske Parti (DKP). Som erklæret kommunisk var han nødt til at flygte til Sverige under krigen. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden, hvor han levede indtil sin død tre år efter. For generationer af østtyskere havde hans værker klassikerstatus.  

 

DITTE  MENNESKEBARN

af Martin Andersen Nexø

Sydhavn Teater

i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard

4.-25. september 2021

Tekstbearbejdelse til scenen: 

Mareike Mikat & Mille Maria Dalsgaard

Instruktør: Mareike Mikat

Medvirkende: 

Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard

Scenograf: Laura Rasmussen

Lyd- og Lysdesigner: Brian Larsen

Videodesigner: Malik Grosos

Produktionsleder & afvikler: Svend M. Holst

Byg: Nyby Sceneteknik

Scenografassistent: Johanne Hornum

Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen

Kostumeassistent: Katrine Engell

Barnestemme: Carlos Alberto Lindegaard

Producent: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Anmeldelser af Sydhavn Teaters andre forestillinger:

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - nej tak!  (2017)

D´ARC (2016)

*

Se også fortegnelsen

over de øvrige 144 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: GENERATION KROP i Dansekapellet

Foto: Hilmar Guðjónsson

Forestillingen om kvindelige kropsfornemmelser slutter med opråbet ”Giv plads til en brownie i dit liv”. Det er også betegnende for forestillingens tone og stil. Den bliver (gen)opført i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. 

Foto: Fanny Lindström

Det lød umiddelbart lidt kinky, at det handlede om kvindelige kropsfornemmelser, men skulle opleves i herrernes omklædningsrum, så stor var overraskelsen, da vi blev ført ned til, hvad der mest af alt mindede om et tyrkisk hamam. Vi var på forhånd blevet bedt om at iføre os varmt tøj, da stedet ville være uopvarmet, men siden var varmen åbenbart vendt tilbage, for der var hamam-varmt, og de tre kvinders kropscabaret blev gennemført i kropsvarme omgivelser. Det var simpelthen et rart sted at være. 

Det var meget intimt, og selv om jeg sad på en hård taburet, sad jeg alligevel umådelig bekvemt, velsagtens fordi stemningen var så varm og favnende. Ligesom forestillingen - eller kropscabaretten som det rettere var.

Foto: Fanny Lindström

De tre dygtige skuespillere og sangere: Ann Hølund, Cipa Pape og Christina Bonde, tog os venligt med sig ind i deres intime kropsuniverser. Både jeg og min 21-årige kvindelige ledsager nød at blive ført med ind i de kvindelige universer, der for vore begges vedkommende syntes langt væk, men alligevel var genkendelige. 

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det i stedet havde været mænd, der opførte cabaretten. Eller rettere ville det overhovedet være muligt? Næppe, men hvorfor egentlig ikke? Godt nok har vi ikke samme nedtrådte traditioner for at dyrke vores krops-utilstrækkeligheder, men så er der til gengæld andre steder at hænge hattene. Det kunne fx handle om, hvordan vi positionerer os via kroppen. Om at kroppen også giver os en plads i et kropsligt hierarki som vi er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. For vi må jo også falde igennem eller i hvert fald ved siden af lige så meget som kvinderne i forestillingen, men alligevel mangler vi selvfølgelig traditionen for at  udstille vore svagheder - offentligt. Det ville selvsagt være et statustab. Det må være den væsentligste forskel. Men vi har heller ikke sproget til det. Det må opfindes først.  Det ville  føles meget umandigt. Hvor det netop føles meget kvindeligt, når det gælder kvinderne. Det er en sær ubalance, som blotter kønnenes ulighed. For med de tre kvinder på scenen var det en fornøjelse at kigge med på.

Foto: Fanny Lindström

Selve set-uppet, at det skulle opleves i et omklædningsrum, gav fornemmelsen af at være voyeur til noget, der kun kunne hviskes eller opføres i smug. Som om vi blev ført med ind i et hemmeligt intimt rum. Det var et dejligt incitament, der lovede en masse – og det blev overraskende nok fuldt indfriet.

De tre gled ud og ind mellem en masse figurer. Stærkest var det, når de slet ikke sagde noget, for det var det mest sigende. Det kom til udtryk i blikke, i dansen mellem dem og i deres egne modsigelsesfulde fysiske udsagn, der ofte var meget ironiske og smertefulde. Alligevel blev der heller ikke sagt for meget i denne udsigelse af det hele. Det var en slags kropshadets Melodi Grand Prix, der blev sunget sikkert og trygt i land af de tre, hvor det var Cipa Pape, der satte tonen og sang for og holdt det musikalske niveau på et inspirerende højt niveau. Smukt iscenesat af Mille Maria Dalsgaard, der er drivkraften bag Sydhavn Teater, der er et lille storbyteater under Københavns Kommune, der nytænker scenekunsten i samarbejde med dygtige unge instruktører med fokus på stærke nye og klassiske tekster og i form af vilde eksperimenter i byens mange rum. Det er med andre ord et teater uden noget faktisk teaterrum. Et teater, der i lighed med Teatergrad optræder rundt omkring i byen – og gør det med stor iderigdom. Ud over Sydhavn Teater er Kalder på Venus den anden aktør bag forestillingen. Kalder på Venus er en tværkulturel performancegruppe bestående af fire aktører; en musiker, skuespiller, danser og instruktør. Gruppen opstod ud fra en fælles nysgerrighed om at forene de tre kunstformer.

For mig startede forestillingen allerede da den smukke og meget voluminøse kvindelige billetkontrollør bød velkommen i en stor hvidprikket sort kjole. Det var en dejlig smilende velkomst. Bagefter viste hun os ned til forestillingen. Hendes Rubensagtige skønhed og tilstedeværelse var en sigende kommentar til forestillingens dellejagtende slanketemaer. For verden er sammensat – heldigvis.

Det sluttede med en brownie – i bogstavelig forstand – og bagefter blev vi alle siddende, for det var slet ikke behageligt igen at skulle forlade det varme og trygge rum, som var blevet skabt omkring os i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. Det er faktisk det største kompliment, når publikum bagefter bare bliver siddende. Når publikum slet ikke vil hjem.

Foto: Hilmar Guðjónsson

GENERATION KROP

Sydhavn Teater & Venter på Venus

Dansekapellet

fra den 13.-29. september 2019

65 min.

Medvirkende: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde

Idé: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde, 
Stinne Vilde Vium

Instruktør konsulent: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Katja Andreassen

Producent: Marie Egetoft

Foto: Forestillingsbilleder, pressebilleder, trailer: 
Fanny Lindström.

Pressebillede (med tråde): Hilmar Guðjónsson

Læs mere

Trailer 

Billetter

Spillested: 

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Forestillingen spiller fra 13. – 29. september

Alder: Fra 12 år

Varighed: 65 minutter 

Dobbeltanmeldelse: HÅBET ER LYSEGRØNT på Edison - og FJER//MAJINSKI i Østre Kapel

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der løber hunde og ulve igennem de to forestillinger af henholdsvis Mammutteatret og Sydhavn Teater. Mennesker bliver til hunde og ulve, og fortærer sig selv og hinanden. De firebenede kræ er tegn på at dyret har taget bolig i os. Vi er ikke længere hævet over dyrene. Faktisk er dyrene lettere at tage bestik af end os, for de er i det mindste rene i deres motiver, der er ingen tøven i deres handlinger, de er driftstyrede – og dødelige.

Fotograf: Lars Grunwald

I Mammutteatret seneste forestilling HÅBET ER LYSEGRØNT er det ikke længere til at skelne dyr fra mennesker. I Henrik Grimbäck & Claus Flygares iscenesættelse af Casper Kollings & Claus Flygares stærke og groteske tekst er der en glidende overgang fra menneske til ulv. Det er mennesket der er de uudgrundelige. Hvad er deres motiver og hvorfor gør de som de gør? Det må jo ende galt med de valg vi tager. Det synes at være tekstens bagvedliggende misantropi. En tekst om livet som det udfolder sig lige nu. Det er – som det også står i programmet – halsløs gerning at forsøge at fastholde dette nu, for lige så snart vi gør det, flytter det sig længere væk. Ikke desto mindre er det kunstens store fortjeneste at den netop evner det umulige. Det er Mammuttens særkende at den har gjort det umulige i 35 år – og stadig formår at gøre det. Mammutteatret er dansk teaters Cadillac - stadigvæk. Teatrets kunstneriske ledelse består af Claus Flygare, Tina Gylling-Mortensen og Nicolas Bro. Hos dem er det er drøm at blive spist af en ulv.

Fotograf: Henrik Grimbäck

I MACINSKI//FJER i Østre Kapel er det hundene, der minder os om at vi stadig er mennesker. Gustav Scavenius, Kasper Ørum og Rakel Valdimarsdottirde slipper et sådant raseri løs, så jeg som tilskuer rykker tilbage i stolen. Det er rasende godt og bliver akkompagneret af Malik Grosos på theremin – et luftbølgeinstrument, hvor enhver fysisk rystelse markerer et skift i musikken. De samme rystelser forplanter sig til spillerne i det nøgne scenerum i Østre Kapel i Sydhavnen. Teksten er på én gangbåde poetisk og barsk. Den er baseret på Ursula Scavenius´ prisvindende debutroman ”Fjer – tre fortællinger”. Teaterleder og instruktør Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet teksten til teater – og hvilken bearbejdelse! Store dele af forestillingen foregår i en næsten rasende spillestil. Det er en både frydefuld og frygtelig oplevelse. Instruktøren, der også er teaterleder, er selv en frygtløs skuespiller, der har en ekspressiv og performativ spillestil præget af sine år i tysk teater og det er samme sceniske og performative direkte tilstedeværelse og spillespil som hun afkræver sine spillere. Det er teater, der bliver til meget mere end teater. Det bliver til stormende civilisationsbilleder. Spillet tager afsæt i "Majinski", der er den første af de tre fortællinger i den postapokalyptiske roman ”Fjer”. Det er samtidig navnet på en genial opfinder, der har bosat sig i et trøstesløst byggeri. Hans datter strejfer rundt. Han beskriver det som om hun bevæger sig rundt i hans underbevidsthed. Da datteren Lucia møder Alexander, en ung digter og skuespiller, er det faderens største ønske at de gifter sig. Aleksander overværer at konen bliver påkørt og køber en kørestol til hende. Faren bliver langsomt ædt op indefra af et lurende krigstraume. Det er stort teater, der hæver sig over tid og sted – og giver publikum en gysende flot og frydefuld teateroplevelse, mens hundene langsomt kredser os ind.

Fotograf: Sofie Diemer

Der er eminent ensemblespil i begge forestillinger. Det er betagende at opleve to så vidt forskellige bud på signalementer af vores tid. Der er ingen glad optimisme, det er snarere dystopier. Forestillingerne efterlader os fyldt med advarsler om hvor galt det går, hvis vi ikke passer på. På Edison fører Tina Gylling-Mortensen, Andrea Vagn Jensen, Josephine Park og  Anne Sofie Wanstrup an. Det er stærk spil over hele linjen. Andrea Vagn Jensen er bankkunden, der vil optage et banklån i Danske Bank, skønt bankrådgiveren spillet af Tina Gylling-Mortensen, forsøger at få hende fra det. For lånet skal bruges til at købe en ulv. Det går da også som bankrådgiveren har forudsagt, for ulven spise hende. Det er en rigt fabulerende tekst, der tager afsæt og springer lige i struben på én. Den cirkusagtige musik i mellem scenerne forsøger at kaste et formildende skær over gruen. Historien udspalter sig i to dele, dels historien om bankrådgiveren Preben Harris (navnet vækker latter fra publikum, for Tina Gylling-Mortensen er transformeret til ukendelighed i sit bank-look og ligner til forveksling Preben Harris!), og dels historien om, hvad der sker med den ulv som bankkunden ønsker et lån til at købe. Siden fletter de to historier sig sammen og indgår i en meget større fortælling, for det viser sig at bankrådgiveren har en digter i maven, der debuterer med sit eget miserable liv omsat til digte, der er så overdrevne i deres digteriske sandhed at andre mennesker omkring hende bukker under for det hun skriver, for hendes debut er mest af alt en personlig vendetta. Oplagstallet er det samme som Yahya Hassan opnåede med sin digtsamling. Oplæsningerne fra digtsamlingen er ubetalelige. Måden de bliver læst op på er et helt studie i komik. Det er forestillingens fortjeneste at den spilles komisk, mens alvoret slår os i nakken, når vi ler. Hvis vi ellers tør... for der er intet komisk over den civilisationskritik som forestillingen rejser. Visuelt er det en fornøjelse. Ida Grarup Nielsens kontorscenografi kan det hele i et svært teaterrum.

Fotograf: Henrik Grimbäck

På begge scener er der en renfærdighed og et så direkte spil, at det er umuligt ikke at blive revet med. Begge tekster er vilde. Hunde- og ulve-vilde. Så tag din indre hund og ulv med i teatret, der er alt at hente i Østre Kapel og på Edison.

*

HÅBET ER LYSEGRØNT

af Mammutteatret på Edison

Spilleperiode: 16.4.-5.5.2018

Hjemmeside & billetter

Medvirkende:

Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup
samt statisterne Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Vallentin
Manuskript: Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare
Instruktion: Henrik Grimbäck / Claus Flygare
Scenografi: Ida Grarup Nielsen

Forestillingen varer 70 min, og spiller uden pause.

Anmeldelser af teatrets andre forestillinger:
Catering (2015)
 Sidst på dagen er vi alle mennesker (2016)
 De danser alene (2017) 

*

FJER//MAJINSKI

af Sydhavn Teater i Østre Kapel

Spilleperiode: 21.4.-11.5.2018

Hjemmeside & billetter


Forfatter: Ursula Scavenius
Medvirkende:
Gustav Scavenius, Kasper Ørum, Rakel Valdimarsdottir
Instruktør: Mille Maria Dalsgaard
Lyd & lys: Brian Larsen
Afvikler & pub guide: Malik Grosos
Instruktørassistent: Julie Hultberg
Forhus: Julie Hultberg, Sofie Diemer

Anmeldelser af teatrets andre forestillinger:
D´ARC (2016)
Marienborg - nej tak! (2017) 

*