Anmeldelse: PARISISKE DIGTE af Reza Farmand

PARISISKE DIGTE  (Forlaget BoD, 2020)
er oversat af digteren selv fra persisk til dansk.

Under overskriften ”Nogle ord om de Pariske Digte” skriver Reza Farmand: ”Pariske Digte” er et poetisk aftryk af Paris, og et forsøg på at komme tæt på det der kendetegner byen og dens særlige ånd. Det er en hyldest til Byernes By, der altid har plads og rum til vildskab, anarki og stor poesi. Digtsamlingen er blevet til under inspirationsrejser til Paris i årene 2004-06.”

Allerede i det første digt, ”Poesiens rejse” bliver vi ledt blidt på vej, for vi står på tærsklen til en forunderlig rejse, når den dansk-iranske digter skriver: ”Vil jeg føre en biflod/ ind i min poesi”.

I digtet ”Pigalle” er ”dens sexede hud... for evigt frisk”. Mens der på Montmartres kirkegård ”Falder visne smil ned over min tavshed/ Imens jeg bladrer i Pigalles røde bog”.

Sideløbende med digtene er der er et faglitterært rejsebogsspor, hvor der er indføringer i byen med forklaringer for den nytilrejsende.

De to spor: digtene og det forklarende faglitterære spor falder forunderligt nok sammen, så det ene uddyber det andet. Det er en lidt underlig kombination, men det fungerer, og selv for en garvet pariserfarende er der inspiration at hente både fra digtene og fra det forklarende spor

I digtet om ”Rue Saint Denis” er det digterens persiske baggrund, der taler med, når han skriver: ”Alligevel,/ Dette at de føler sig trygge/ I deres nøgenhed er smukt/ Dette at ingen religion kan/ fra sine ørkener kaste med sten/ Mod disse kvinder er smukt.”

I digtet ”Montmartre” står der: ”Det føles som om min poesi og jeg/ er trådt ind i en kæmpe fest...”

I ”Belleville” er der tale om ”forglemte indvandrere”, men at anføre i en note: ”I Belleville-kvarteret bor mange med indvandrerbaggrund”, virker ganske overflødigt. Til gengæld er det dejligt belærende at kunne komme til at kende meget af baggrunden til meget af det, der normalt bliver taget for givet. Det betyder at det er et godt sted at begynde – og for dem, der har deres faste gang i Paris, gælder det bare om at komme afsted så hurtigt som muligt. Jeg har allerede bestemt mig for min næste rejse. Godt animeret af Reza Farmands fine og meget appetitlige franske digte.

Bogens titel kunne også have været” En perser i Paris”, for det er, hvad det er. Det er netop grunden til, at digtene giver et andet og måske mere åbent blik på byens sind og tone. Som Hemingway skrev: "Der er ingen ende på Paris”. Men måske er det alligevel at spænde buen for hårdt for en dansk læser, når der medtages en hyldest til Mahvash, der var en iransk sanger, danser og skuespillerinde, for det er svært at relatere til uden kendskab til hendes successer i hjemlandet.

At Paris også er andet end et fysisk sted, mærkes tydeligt i afslutningsdigtet, hvor byen snarere bliver til en poetisk tilstand:

Rejsens sidste nat

Jeg er ved Gambettas station/ De ledige borde omkring mig/På fortovscaféen er optaget af poesien/ Mit hjerte er tungt som tusinder af spørgsmål/ I denne rejsens sidste nat

O, rejse!/ Du, min fine, du min milde!/ Du, min fuglerigets veninde!/ Du, min berusende stille hastighed!/ Dig kysser jeg /Dig tilbeder jeg /Du har gjort mine gloser lykkelige

Måske kan det hele opsummeres i det første af de ”Korte pariske digte”, hvor der står:

I Paris drikker min poesi/ Hvad den vil, hvor den vil/Jeg siger den aldrig imod

I det tilbagevendende omkvæd i digtet ”Rue de Seine” står der: ”Vågnede Baudelaire op/Ville han tro at være trådt ind/I sin poesi, og forundret/Ville han sætte sig ned ved et bord”

Reza Farmand: PARISISKE DIGTE 

Læs også digterens tre andre nye digtudgivelser:

"Duas stening" , "Polardigte" og "Min mor blev ikke smuk"  

(alle tre på Forlaget BoD, 2020). 

Mød Reza Farmand på 4. festivaldag på Østerbro

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*