Det
er utroligt, hvad hun kan, Line Knutzon. Hun afklæder os rapt og behændigt, mens vi ler af os selv i Elisa Kragerups vellykkede instruktion af ”Livstidsgæsterne” på
Betty Nansen Teatret. Det er noget af det bedste jeg længe har set. Det er som at
lægge sig på briksen og fortælle om sit liv. ”Livstidsgæsterne” annonceres som:
”en nyskreven komedie om alle dem, der er dig”. Det er fornemt og meget træfsikkert. Jeg har sjældent grint så meget - af mig selv.
Som altid er det bedste grin, når der slet ikke er noget at grine af. Fordi vi i
bund og grund ikke aner, hvordan vi ellers skal reagere. Fordi det er så tragisk.
Jeg
vidste ikke, at jeg havde savnet teatret så meget. Men det var pragtfuldt at synke
forventningsfuldt ned i sædet i det gamle teater og lade drømmene tage over.
Eller var det virkeligheden, dén virkelighed, der er mere virkelig end virkeligheden
selv, der tager over? I Line Knutzons dramatik er man ikke sikker, det hele kører
rundt, men der er alligevel sket noget gennem de sidste år, for fra at tage os
helt ud i galaxerne, er det blevet et tættere og mere stramt univers. Det
fornemmes, at stykket er blevet til under coronaen, det er første gang at vi
er kommet så tæt ind på livet af personerne. Som om galaxerne er suspenderet, dramatikken er rykket helt tæt på, vi er helt inde i sindet – og bliver
der. Der er ingen nåde – og ingen vej ud. Døren ud til verden er lukket
hermetisk. Det er den måde, at personerne i forestillingen overlever på, men det
er også det, der får dem til at bukke under. Det lyder måske ikke særlig lystigt.
Men det er det. Død morsomt.
Der
er seks på scenen, anført af Niels Ellegaard og Maria Rossing. Ellegaard er
sjælens triste vicevært. Rossing er sindets sanselige småborger. Ena Spottag er
den temperamentsfulde fortrængnings-mester. Tryggvi Sæby Björnsson er den
ambitiøse. Elliot Crosset Hove er voksenlivs-mimeren og Xenia Noetzelmann er
kynikeren. Det er stærkt ensemblespil.
I starten møder vi dem til en slags beboermøde i deres bofællesskab eller kollektiv. De kommer spredt dumpende til det, der mest af alt ligner et trist undervisningslokale. Det er tomt, forstemmende og sjælløst, men meget virkningsfuldt kreeret af Karin Gille. Det varer lidt, inden vi bliver klar over, at vi er inde i hovedet på dramatikeren. At de seks stemmer udgør én person og er sider af én og samme person, at de er vore egne stemmer inde i hovedet. Først da bliver det for alvor morsomt – og farligt. For vi kender det. Vi kender stemmerne og fornemmelsen af, at det til daglig er de samme stemmer, der kæmper for at sætte sig igennem inde i os.
De
fortæller om mødet med verden. Den verden som de har forsøgt at redde sig i
skjul fra. De venter på besøg – og de HADER det. Holdnings-Claus vil komme på
besøg, og der er ikke noget værre, bagefter føler de sig så dårligt tilpas, alting blegner, når han har været på besøg. De gennemspiller hans besøg og
forsøger at spille op til ham og trumfe sig selv igennem, men det er svært, når
ingen af dem vil noget med livet. Ingen af dem har ambitioner – og de ved det,
og hader at blive mindet om det. En af forestillingens morsomme scener viser, at
de desperat forsøger at blive klogere ved at læse en kinesisk nobelprisbelønnet
forfatter. Det er dømt til at mislykkes, de er mere optaget af ugebladenes
glitrede universer, der bare er så meget nemmere at kapere og gå til. Måske
lyder det karikeret, og det er det også. Men det ændrer ikke, at det er ramt
lige på kornet, dovenskaben har sneget sig ind. Og det er det værste. Sandheden er, selv om den er ilde hørt, at de kun interesserer sig for sig selv
og deres. Det er ikke til at holde ud, når de skal lytte til andre og deres
liv. Det interesserer dem ikke en døjt. Men de beslutter sig for at leve i
nuet. NU skal det være. Lidt efter bliver de klar over, at der er gået først to
og så syv år, men de aner ikke, hvad der er sket i mellemtiden, hvis der da
over hovedet er sket noget? Det er slet ikke sikkert. Ikke i Line Knutzons
vidunderlige ”Livstidsgæsterne”. Men for os i teatret er der pludselig gået to
timer.
Alene
titlen siger det hele. Det er noget med at få livstid og være gæst. På Betty
Nansen Teatret kan man opleve det hele. Der er ingen tid at spilde, hvis man
vil møde ”alle dem, der er dig”. Det er et godt sted at starte, for jeg var en
anden, da jeg bagefter forlod teatret. På vejen ud var der en dame, der sagde: ”Det
med at der pludselig er gået 2 år, det kender jeg godt!”
LIVSTIDSGÆSTERNE
120
min.
Betty
Nansen Teatret
25.
september til 24. oktober 2020
Medvirkende: Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing
Manuskript: Line Knutzon
Teaser
Trailer
Forestillingen er skabt som en
del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med
Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over
længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.
---
Ingen kommentarer:
Send en kommentar