søndag den 27. september 2020

Anmeldelse: LIVSTIDSGÆSTERNE på Betty Nansen Teatret

 

Foto: Sara, Peter & Tobias.


Det er utroligt, hvad hun kan, Line Knutzon. Hun afklæder os rapt og behændigt, mens vi ler af os selv i Elisa Kragerups vellykkede instruktion af ”Livstidsgæsterne” på Betty Nansen Teatret. Det er noget af det bedste jeg længe har set. Det er som at lægge sig på briksen og fortælle om sit liv. ”Livstidsgæsterne” annonceres som: ”en nyskreven komedie om alle dem, der er dig”. Det er fornemt og meget træfsikkert. Jeg har sjældent grint så meget - af mig selv. Som altid er det bedste grin, når der slet ikke er noget at grine af. Fordi vi i bund og grund ikke aner, hvordan vi ellers skal reagere. Fordi det er så tragisk.


Foto: Emilia Therese


Jeg vidste ikke, at jeg havde savnet teatret så meget. Men det var pragtfuldt at synke forventningsfuldt ned i sædet i det gamle teater og lade drømmene tage over. Eller var det virkeligheden, dén virkelighed, der er mere virkelig end virkeligheden selv, der tager over? I Line Knutzons dramatik er man ikke sikker, det hele kører rundt, men der er alligevel sket noget gennem de sidste år, for fra at tage os helt ud i galaxerne, er det blevet et tættere og mere stramt univers. Det fornemmes, at stykket er blevet til under coronaen, det er første gang at vi er kommet så tæt ind på livet af personerne. Som om galaxerne er suspenderet, dramatikken er rykket helt tæt på, vi er helt inde i sindet – og bliver der. Der er ingen nåde – og ingen vej ud. Døren ud til verden er lukket hermetisk. Det er den måde, at personerne i forestillingen overlever på, men det er også det, der får dem til at bukke under. Det lyder måske ikke særlig lystigt. Men det er det. Død morsomt.


Foto: Emilia Therese


Der er seks på scenen, anført af Niels Ellegaard og Maria Rossing. Ellegaard er sjælens triste vicevært. Rossing er sindets sanselige småborger. Ena Spottag er den temperamentsfulde fortrængnings-mester. Tryggvi Sæby Björnsson er den ambitiøse. Elliot Crosset Hove er voksenlivs-mimeren og Xenia Noetzelmann er kynikeren. Det er stærkt ensemblespil.

I starten møder vi dem til en slags beboermøde i deres bofællesskab eller kollektiv. De kommer spredt dumpende til det, der mest af alt ligner et trist undervisningslokale. Det er tomt, forstemmende og sjælløst, men meget virkningsfuldt kreeret af Karin Gille. Det varer lidt, inden vi bliver klar over, at vi er inde i hovedet på dramatikeren. At de seks stemmer udgør én person og er sider af én og samme person, at de er vore egne stemmer inde i hovedet. Først da bliver det for alvor morsomt – og farligt. For vi kender det. Vi kender stemmerne og fornemmelsen af, at det til daglig er de samme stemmer, der kæmper for at sætte sig igennem inde i os.


Foto: Emilia Therese

De fortæller om mødet med verden. Den verden som de har forsøgt at redde sig i skjul fra. De venter på besøg – og de HADER det. Holdnings-Claus vil komme på besøg, og der er ikke noget værre, bagefter føler de sig så dårligt tilpas, alting blegner, når han har været på besøg. De gennemspiller hans besøg og forsøger at spille op til ham og trumfe sig selv igennem, men det er svært, når ingen af dem vil noget med livet. Ingen af dem har ambitioner – og de ved det, og hader at blive mindet om det. En af forestillingens morsomme scener viser, at de desperat forsøger at blive klogere ved at læse en kinesisk nobelprisbelønnet forfatter. Det er dømt til at mislykkes, de er mere optaget af ugebladenes glitrede universer, der bare er så meget nemmere at kapere og gå til. Måske lyder det karikeret, og det er det også. Men det ændrer ikke, at det er ramt lige på kornet, dovenskaben har sneget sig ind. Og det er det værste. Sandheden er, selv om den er ilde hørt, at de kun interesserer sig for sig selv og deres. Det er ikke til at holde ud, når de skal lytte til andre og deres liv. Det interesserer dem ikke en døjt. Men de beslutter sig for at leve i nuet. NU skal det være. Lidt efter bliver de klar over, at der er gået først to og så syv år, men de aner ikke, hvad der er sket i mellemtiden, hvis der da over hovedet er sket noget? Det er slet ikke sikkert. Ikke i Line Knutzons vidunderlige ”Livstidsgæsterne”. Men for os i teatret er der pludselig gået to timer.


Foto: Emilia Therese

Alene titlen siger det hele. Det er noget med at få livstid og være gæst. På Betty Nansen Teatret kan man opleve det hele. Der er ingen tid at spilde, hvis man vil møde ”alle dem, der er dig”. Det er et godt sted at starte, for jeg var en anden, da jeg bagefter forlod teatret. På vejen ud var der en dame, der sagde: ”Det med at der pludselig er gået 2 år, det kender jeg godt!”



LIVSTIDSGÆSTERNE

120 min.

Betty Nansen Teatret

25. september til 24. oktober 2020

Medvirkende: Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing

Manuskript: Line Knutzon

Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi: Karin Gille
Lysdesign: Christian Alkjær
Lyddesign: Troels Møller
Dramaturiske konsulenter: Solveig Gade og Lau Tobias Tronegård-Madsen
Koreografkonsulent: Signe Fabricius

Hjemmeside og billetter

Teaser


Trailer


Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.  

---

 Se listen over de øvrige 117 teateranmeldelser

---

Ingen kommentarer: