Anmeldelse: VI VÅGNER I SIBIRIEN af Martin Paludan

”-I det mindste er der ingen udstoppede elge.” (s. 5)

Det starter med sne og trusser. Stemningen er let, lidt underlig, men munter, selv om der ligger en stor sorg bag.

Hovedpersonen siger om sig selv: ”Jeg har flyttet fire gange i mit liv, og nu er det her på en eller anden måde allerede blevet et sådant sted, jeg kommer til at bo. Et menneske har kun en vis mængde tilknytning i kroppen; den kan placeres hvor som helst, men mængden kan aldrig forøges, og den vil altid langsomt sive ud. Det er her jeg bor; rent tilfældigt trækker jeg stadigt vejret, og så er det her, jeg bor.” (s. 10).

Hovedpersonen befinder sit i et sjæleligt eksil i provinsen. Da kvinden er væk dukker der en sommerfugl op, flere kommer til og snart er der fyldt med sommerfugle.

Det er en besk fortælling fyldt med sproglige sommerfugle. De er allevegne og gør at det er umuligt at slippe fortællingen. Det er fantastisk hvad de kan, de sommerfugle. Det vrimler med dem. De er overalt – og det løfter fortællingen igen og igen, selv om det nærmest er en ikke-fortælling, men fortalt med en glød og en sproglig veloplagt begejstring, der bærer hele vejen igen. Alt andet går under, men sproget overlever.

Men det er en dejlig vandring at tilbagelægge sammen med hovedpersonen. Det er også en vellystig vandring. Men først og fremmest er det en rejse, der går fra det private og ud i det almenmenneskelige. Det er en vandring, der hele tiden udvider sig, så det efterhånden som bogen skrider frem, blive stadigt mere spændende at se, hvor bogen ender, for den giver læseren en tro på at vi er startet med slutningen, men det skal vise sig at det kan blive endnu værre – og gør det også. Samtidig får man også indtrykket af at det først vil være ved næste gennemlæsning at man får styr på det hele, og først da vil kunne se og påskønne alle de overraskelser, der støder til undervejs. I bund og grund er det en undergangsvision, og hold op, hvor det går nedad. Men det er skildret så veloplagt og sprogligt kækt, så hvis undergangen er så munter, så skal det nok gå. Det hele er selvfølgeligt indeholdt i hovedpersonens måde at møde verden og kvinden på som det hele kommer til at dreje sig om for ham. Sproget er meget elastisk og veloplagt. Ofte er der passager undervejs, som jeg må genlæse, for det er så tæt og veloplagt skildret, at det er en nydelse. Det er lagt et stort og dedikeret arbejde i at nå frem til en så smukt gennemkomponeret roman, der formår at holde læseren så tæt limet til bogens sider.

Fortællingen er fortalt med stor sproglig forsigtighed. Nærmest indirekte som om alt det voldsomme først når læseren med en behagelig forsinkelse, så meget desto voldsommere virker det, når virkeligheden trænger igennem. For alt det der først fortælles nærmest sørgmuntert, træder stadigt tydeligere frem gennem romanden anden del, før det eskalerer mod slutningen. Men stadig på en fjern og uvirkelig måde. Som om alting er set og skildret gennem hovedpersonens ikke-konfronterende humanistiske livssyn. Han træder hellere til side og væk, end han får noget i klemme. Kæresten er mildest talt anderledes. Hendes udvikling romanen igennem er fængslende. Kronologien er brudt op, så vi kommer baglæns ind i historien og får historien oprullet i omvendt rækkefølge. Det er flot fortalt og godt udført. Det der lignede en roman om en mistet kæreste, et forlist parforhold og en kuldsejlet tosomhed ender med et større samfundsoprør, hvor alting løbes over ende – inklusiv hovedpersonen, selv om han betragter det hele - i slutningen fra en solskinsplet i Californien. Betragter alt det, der er gået under. Ser tilbage på sin liv, der minder om det sunkne Atlantis.

Bogens tone bærer fortællingen, og er meget karakteristisk - som i passagen her: ”Lægen siger, at muligheden foreligger, vi kan blive ved med at forsøge, det er muligt, at det sker, det er slet ikke utænkeligt, det er bare heller ikke sikkert, at det er sandsynligt.” (s. 109 – epilog – om at få børn) ”Du brokker dig, men du er glad: vi er glade for det liv, vi har at brokke os over.” (s. 112)

Romanen placerer sig et sted imellem prosa og lyrik. Det er en drømmende roman, der balancerer på kanten af virkeligheden. Hele tiden med fare for at falde ned. Smukkest er det i de passager, hvor sproget overrumpler og trækker os helt ukendte steder hen, som her: ”Den unge kvinde og kulden indfinder sig samtidigt. Mens vi transporterer hendes ejendele op på førstesalen, daler dens små børn ned over os. Fnuggene som foder i et akvarium vi lever på bunden af, som har magten over vores liv.” (s. 19)

Det bliver mere og mere uhyggeligt med en indbildt graviditet (s. 123), en abort i haven, et hus og ikke mindst et samliv, der falder sammen om dem. Sneen spiller en særlig rolle – på mange måder og på flere planer. Den lægger sig over det hele, og giver det et lyrisk anstrøg. Den gør at vi kan bære det. Vi får tilmed en stor læseoplevelse. Det gør at vi overlever – som læsere, selv om alt andet går under. Vi overlever, men vi vågner i Sibirien.

Martin Paludan: VI VÅGNER I SIBIRIEN, roman, 128 sider, Forlaget Brændpunkt 2018.

Mød Martin Paludan til festivalafslutningen 
af MØD VERDEN, 

hvor han fortæller og læser højt fra romanen,

søndag den 18. august 2019 kl. 13-16, 

gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn

(i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokalet, Strandgade 6 - et par gader derfra).

På Facebook: 

Se festivalen MØD VERDEN

 - og festivalafslutningen.

Se festivaltrailer

Læs mere om Martin Paludan og se forfatterens egen hjemmeside

I morgen, den 28.5.19, offentliggøres festivalpodcasten med Martin Paludan.