ROD
Vi er på et jernbaneterræn, hvor hovedpersonen, Rod, der er en rod, forsøger at bryde ind i en udrangeret togvogn, men da han kommer ind, opdager han, at den allerede er beboet. Da Billie uventet dukker op, kæmper de om, hvem der skal være der. Billie vinder. Rod lægger sig udenfor, men det er koldt. Billie forbarmer sig og lader ham alligevel komme indenfor. Hun tegner en streg hen over gulvet i togvognen og erklærer, at de skal blive på hver deres side af stregen. Men de bliver alligevel venner. De er begge på flugt fra deres liv, som de ikke kan holde ud.
Lukas er den tredje medvirkende, og han passer insekterne. Han har en stor rejsekuffert i togvognen fuld af natsværmere, som han tager sig af og passer på. Han fortæller om den svære metamorfose, som pupperne går igennem, inden de bliver til sommerfugle. De ved ikke, hvad der sker, men pludselig er det sket, at de har fået vinger og kan flyve. Det er et billede på den udvikling vi selv gennemgår, når vi udvikler os fra et til noget andet. Det gør ondt, det er svært og uvist, men det rummer muligheden for at finde en ny og bedre vej gennem livet.
Rod spilles af Simon Hilmoine, og vi mærker lige fra starten, at han har svært ved at være i sig selv. Han er fanget og kan ikke slippe væk. Billie spilles af Maria la Cour, der på samme måde forsøger at flygte. Lukas, der spilles af Johan Damgaard-Lauritsen er den, der frister Rod til at blive og tage kampen op. Han får Rod til at forstå, at der allerede er sat noget i gang, der rummer løsningen i sig selv. Om Rod bliver transformeret til noget nyt og bedre eller om han går i sig selv, må man selv se i forestillingen på Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15 på Vesterbro - lige bag Vesterbrogade. Jeg havde aldrig været der før, selv om teatret har eksisteret i over 30 år, men jeg kommer hjertens gerne igen.
Forestillingen ROD er skabt af holdet bag, baseret på en historie af Mie Brandt, der også er teatrets kunstneriske leder. Den flotte togscenografi er kreeret af Johanne Eggert. Den er belyst stemningsfuldt af Jim Falk. Forestillingen er koreograferet af Ingrid Tranum Velásquez. Den er velfungerende som en dans. Niels Lehmann har været dramaturg og Emma Asmussen har været dramaturgisk sparringpartner. Vibeke Brix har været kunstnerisk sparingspartner. Det er vigtigt at nævne, for det er blevet en meget vellykket forestilling om et alvorligt emne, for hvor går man hen, når man ikke længere kan være i sig selv? Eller som der står beskrevet i forestillingens program: "Fra mismod til mod i en forvildet verden".
Det er en meget mørk forestilling, men det må det nødvendigvis blive, når emnet er så svært. Livet kan være svært og kan synes umuligt at komme igennem. Netop fordi mørket synes så ufremkommeligt, bliver lyset i forestillingen, når det endelig trænger igennem - for det gør det - så meget desto klarere. Det virker overrumplende. Det bliver skabt med stor teatralsk magi og fik mig til at snappe efter vejret.
Det er en forestilling om at flyve. Om at sætte fra og hæve sig op over det, der begrænser én, men det handler lige så meget om at tage kampen op med det, der holder én fast. Det er ikke nødvendigvis en hjælp at flygte. Det vigtige er, at finde styrken til at blive sig selv - og få mod nok til at ændre det, der går én imod. På sin vis er det en ret banal historie, men det vigtige er ofte ret banalt. I forestillingen skildres det med stor præcision. De tre skuespillere kæmper bravt for at komme i mål med fortællingen. Det er en fryd at se noget, der vil noget og som lykkedes med at gøre det så kunstnerisk stærkt.
Til sammenligning gik jeg senere på dagen på Nørrebros Teater for at se MENNESKEKRYB, der på samme måde handler om at forvandle sig og blive til det man er. Tematisk virkede det så oplagt, men jeg måtte gå i pausen, for jeg kunne ikke holde det ud. Her var lys og farver, overdådig scenografi og stor fantasi. Her var fest og musik, men det virkede helt tomt og uden nerve. Det var sjov og ballade og så ganske sjælløst på trods af en dygtig instruktion og et velfungerende teatermaskineri. Alle spillede ypperligt. Det hele så så godt ud, og så var det faktisk skidt. Meningen fortonede sig i det rene ingenting. Men måske gik jeg glip af alt det bedste. Måske blev det en fantastisk forestilling efter pausen, men jeg holdt det ikke ud. Jeg var død allerede efter 1. akt. Der skal mod og styrke til at holde fast i den gode historie, sådan som det sker i ROD - og helt udeblev i MENNESKEKRYB. Hurra for Teatret Zeppelin for at holde teatrets flag så kunstnerisk højt.
ROD
Teatret Zeppelin
1.-28. marts 2025
1 time
fra 7 år af
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar