Viser opslag med etiketten HIT. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HIT. Vis alle opslag

lørdag den 17. oktober 2020

Tredobbelt anmeldelse: CLOSE TO YOU på Bremen Teater, HARRY CLARKE + THE SHY MANIFESTO i Bøssehuset

 


Tre forestillinger om at blive synlig, om generthed og fortabelse, og om at blive det, som man drømmer om. Karen Carpenter drømte om at blive jazz-trommeslager, men blev i stedet popsangerinde. Philip drømmer om at blive alt det han ikke er, og det lykkedes også, da han bliver til Harry Clarke. Calluns generthed forhindrer ham i at træde frem foran andre, og da han endelig gør det, får det katastrofale følger. Tre stærke historier om at blive noget andet end det man er - og ikke mindst om, hvad det kræver - og koster.


Foto: Erling Mølgaard

CLOSE TO YOU på Bremen Teater

Musikforestillingen CLOSE TO YOU er en hyldest til sangduoen og søskendeparret The Carpenters, der i 1970´erne toppede hitlisterne med sange som Top Of The World, There´s A Kind Of Hush, Only Yesterday, Please Mr. Postman, Yesterday Once More, Goodbye To Love og selvfølgelig Close to You, der startede det hele. Sangene var skrevet og arrangeret af broren Richard Carpenters og blev sunget af søsteren Karen Carpenter, der med sin uskyldsrene, nærmest overjordiske stemme sang sig højt op på poppens stjernehimmel. Det var pop helt igennem. Hverken mere eller mindre. Selv var jeg ikke direkte fan af dem, men deres sange fulgte mig alligevel gennem mange år. Men ved Karen Carpenters død i 1983, som bare 31-årig, var det slut. 13 år efter udkom det soloalbum, som hun indspillede før sin død, hvor det var muligt at høre hende fra en helt anden side. 


Foto: Erling Mølgaard


Musikken virker i dag næsten sfærisk, og det er et skønt genhør. Musikforestillingen, der er på turné rundt i landet, er i høj grad en crowdpleaser i denne tid, hvor vi netop drømmer om at være tæt på hinanden, men må nøjes med bl.a. at lytte til The Carpenters sange, der momentvist kan give os en følelse af samhørighed og nærhed. Der var da også udsolgt til forestillingen på Bremen Teater. Musikken og sangene rummer en forglemmelse, en romantisk drøm som det er dejligt at give sig hen til for en stund. Især i denne tid.

CLOSE TO YOU er betagende. Eller rettere musikken er. Jeg sidder og får en klump i halsen over, at det er lykkedes at vække den til live igen. Linda Olofsson er uddannet på Göteborgs Musicalakademi, og formår på fortryllende vis at synge sangene, så jeg bliver helt let om hjertet. De er gengivet med et nærvær og en sårbar styrke så jeg må knibe mig i armen. Det er såre smukt og renhjertet, så længe sangene lyder, men ingenting varer evigt. Heller ikke i musikforestillingen CLOSE TO YOU. 

Historien bag det musikalske søskendepar rummer alt, hvad der skal til af tragedie, sygdom og svigt for at kunne give en kontrastrig fortælling til sangene. Det er et fint fortællerisk greb at lade broren genfortælle historien om deres sange og liv, her 40 år efter, hvor sangene og den afdøde lillesøster vender tilbage og i et drømmesyn synger 20 af deres sange igen. Broren spilles og synges af Lars Oluf Larsen, der er uddannet skuespiller i 1985 fra Statens Teaterskole. Han har også skrevet manuskriptet efter en ide af Erling Mølgaard. Der er mange fine ting i forestillingen, men det er ganske uforståeligt, hvordan det alligevel er lykkedes at lave en så ringe sammenbindende historie. Så snart sangene forstummer, er magien væk. 


Foto: Erling Mølgaard


Instruktøren, Troells Troya, har ikke haft en heldig hånd med teksten, for handlingen er forsøgt peppet op med gags og intetsigende overspil. Alt det smukke, ømme og meget, meget fine, som de to hovedrolleindehavere formår at tilføre de usædvanligt flot fremførte musiknumre, er som blæst væk i dialogerne. Når det så imponerende er lykkedes at mane sangene så krystalklart frem, at tiden nærmest står stille, hvorfor er den samme ægthed og tilstedeværelse så ikke tilstræbt i replikkerne? Den del af musikforestillingen bliver aldrig andet end blot et vedhæng til sangene. Historien har alt, hvad der skal til. Der er så meget tragedie og levet liv bag de smukke sange, men efter pausen lykkedes det kortvarigt, for der smelter fortællingen og sangene sammen, og det bliver muligt at fornemme, hvad det kunne have været, hvis skuespillet og teksten var taget lige så alvorligt som udførelsen af sangene er det. Den sammenkædende båndede interviewstemme lyder som en bilreklame, og det er synd. Især fordi den fungerer fint, når den efter pausen udspørger broren og bliver helt nærværende i spørgsmålet: ”Var hun nogensinde rigtig lykkelig?” Det må være et af de spørgsmål, som vi sidder tilbage med. Var det hele kun en drøm? Men musikken bliver stående og overstråler det hele. Det er imponerende, hvad de to hovedrolleindehavere formår med dem. Tiden kalder på musikkens lethed, det er noget vi har brug for i en tid som denne.


CLOSE TO YOU

Medvirkende: Linda Olofsson og Lars Oluf Larsen

Manuskript: Lars Oluf Larsen

Instruktør & scenografi: Troells Toya 
Musik & Tekst: Carpenters 

Lyddesign: Søren Kyed

Idéoplæg: Erling Mølgaard 

*

Hjemmeside  

- er pt. på turné rundt i landet til og med 14.11.20

 


Foto: Benny Thaibert


HARRY CLARKE i Bøssehuset

Det er simpelthen en god historie, og hvis det virker genkendeligt, skyldes det måske, at det er en ofte fortalt fortælling, men det bliver den ikke ringere af. Philip Brugglestein i David Cales monolog er som Matt Damon i The talented Mr. Ripley. De er begge noget som de ikke ønsker at være, og antager derfor en anden persona. En bedre, en større og en mere glamourøs. De forsøger at lægge fortiden bag sig for at slippe fri af sig selv.  I Cales HARRY CLARKE er Philip genert og bliver allerede fra barnsben af faren beskyldt for ikke at være dreng nok. Efter endnu én af farens overhalinger sker der noget uventet, for Philip slår sig i tøjret, og slipper noget gemt løs inde i sig. Hvor det kommer fra er der ingen der ved, for Philip begynder pludselig at tale med en fin engelsk accent. Han er kun glad og lettet over at slippe af med sin tøvende svaghed, for den nye persona kan alt det han ikke selv tør. Mange år efter manifesterer det sig igen, og bemægtiger sig ham endnu mere. Han bliver en anden, og det ene ord tager det andet, og pludselig er det stærkere end ham selv. Han har begivet sig ud på en glidebane, og det er umuligt at stoppe - og han løber linen ud. Det, der startede som en lille hvid løgn, vokser sig stadigt større. Derved er det også en fortælling om fortabelse. Om at give slip på sin sjæl - og sig selv. Det er med andre ord også en Faust-historie. Der er alt at vinde - og tabe. 


Foto: Benny Thaibert


Alene hans nye navn: Harry Clarke. Det rimer lidt på Harry Lime. Carol Reeds hovedperson i ”Den 3. mand” spillet af Orson Welles, der på samme måde laver mange forskellige beretninger om sig selv, så man bagefter må spørge sig selv: hvem var egentlig Harry Lime?

Det samme kan man som tilskuer spørge sig om efter monologen, opført i Bøssehuset på Christiania. Jody Fish gør Philip/Harry umådelig sympatisk, og i og med at vi får indblik i, hvordan det er startet, nærmest for at beskytte sig og undslippe sin barndom, giver vi ham længere snor end hvad godt er, for da han møder den rige familie Schmidt, indynder han sig og begynder at forføre hele familien fra en ende af. Det er fortalt så neddæmpet, at vi næsten tilgiver ham, men uhyrlighederne bliver vildere og vildere, og det moralske kompas er for længst slået i stykker, hvis det overhovedet nogensinde har virket. Det er intenst og dygtigt instrueret af Joseph Sherlock.

Det er der kommet en betagende monolog ud af, der ikke overraskende også handler om generthed, og hvad der sker, når generte mennesker giver slip og slår sig løs. Det lyder måske harmløst, men det er skræmmende og meget forståeligt i denne engelsksprogede monolog.





HARRY CLARKE

Monolog

Spillested: Bøssehuset, Christiania

Datoer: 15th, 21st, 23rd, 24th, 27th, & 29th at 20:00 hrs + 17th and 31st at 17.00 hrs

Dramatiker: David Cale (UK)

Medvirkende: Jody Fish

Instruktør: Joseph Sherlock

 *

Hjemmeside  og billetter 

Teatertrailer (via FB)


 



THE SHY MANIFSTO i Bøssehuset

Det er en djævelsk velskrevet monolog af Michael Ross og instrueret af Jeremy M. Thomas, der senest også har instrueret den vellykkede nattevandring, Nattens Pibere. Teksten er vidunderlig, og den bliver leveret frisk og pågående af Daniel Neil Ash. Egentlig er det en trist fortælling, men den engelske humoren er så skarp og finslebet at det er oplagt at tænke at det kun fungerer, fordi det foregår på engelsk. Det gør næsten ondt at le, men det er også en overlevelsens latter. Den er der plads til mange gange undervejs. Callun er en bogorm, der meget hellere vil være alene med sine bøger end omgivet af mennesker. Han er ikke på Facebook, for det fordrer, at man har venner. Eller i hvert fald digitale venner, men han har ingen, hverken digitale eller virkelige. 


Foto: Benny Thaibert


Historien oprulles kun langsomt, og det er let at fatte sympati for denne indadvendte unge mand, der nærmest har gravet sig ned i sig selv. Selvfølgelig er det også et råb om hjælp, for ingen graver sig så dybt ned frivilligt, men det er også morsomt. På den der særlig engelske rå måde. Man skal holde ørene stive, for det går over stok og sten. Monologen er bygget op som en samtale med en filmende mobiltelefon. Det giver fin mening, for det ville næsten være for nøgent, hvis fortællingen skulle fortælles direkte til publikum, der er placeret hele vejen rundt om scenen. Tragikomisk er hans beskrivelser af, hvor oprørt han bliver, da Gil hilser på ham, for hvorfor gør han mon det? Der er aldrig nogen, der har hilst på ham før. Han er ikke sådan én man hilser på. Han beskriver at hans sidekammerat efter flere år stadig ikke ville kunne genkende ham ved en lineup efter en forbrydelse. Det er noget, som Callun for længst har affundet sig med. Det er bare en konstatering. Sådan er det at være ham. Det bliver værre endnu, da Gil, som alle er vilde med, næste gang hilser på ham med den meget mere familiære forkortelse: Call. Det er aldrig sket før. Det er mildest talt oprørende for Callun... For er der slet ingen grænse for, hvad man skal finde sig i?

Kort tid efter får han en mail, hvor Gil spørger om han kommer til hans fest, og eftersom Callun ikke kan finde ud af at melde fra, er han nødt til at tage med. Han vågner op dagen efter i Gils seng kun iført underbukser, som han har taget omvendt på. Eller rettere har andre givet ham dem - omvendt - på, for alt det generte er tilsyneladende gået fløjten til festen. Efterhånden som Callun får refereret det han har gjort til festen, mister han fodfæstet. Selv kan han ikke huske noget, men det kan alle andre. OM de kan!

Uden nogen yderligere overgang er vi sprunget 15 år frem i tiden, og møder personerne igen. Callun går på Bournemouth strand og samler skrald op. Han er blevet til absolut ingenting, og konstaterer tørt: ”Er det ikke det, alle drømmer om... at gå rundt og samle lort op på Bournemouth Beach.”


Foto: Benny Thaibert


THE SHY MANIFSTO 

Monolog

Spillested: Bøssehuset, Christiania

Datoer: 16th, 17th, 20th, 22nd, 28th, 30th, & 31st at 20:00 hrs 

+ 24th at 17.00 hrs

Dramatiker: Michael Ross (UK)

Medvirkende: Daniel Neil Ash

Instruktør: Jeremy M. Thomas

Hjemmeside og billetter 


fredag den 31. januar 2020

Anmeldelse: OLD TIMES i Krudttønden


Fotograf: Rolf Konow

Det er ganske få kunstnere forundt at få et begreb opkaldt efter sig, sådan som det er sket med den engelske Nobelprisbelønnede forfatter og dramatiker Harold Pinter (1930-2008). At noget er ’pintersk’ betyder, at det er gådefuldt, tåget og uigennemskueligt. Han var uddannet skuespiller og instruerede mange af sine egne forestillinger.  Pinter var også arvtager til absurdisten Samuel Beckett, for Pinters dramatik er lige så krævende. På overfladen ser det hele idyllisk ud, men under overfladen gemmer der sig et mylder af dødelige følelser. Personerne i hans dramatik kæmper mod hinanden og ofte for deres egen overlevelse. Virkeligheden ophører, og vi er steget ned i en underverden, hvor alle civilisationens begrænsninger er gledet af os. Som i Sartres ”Lukkede døre” befinder vi os i et limbo, hvor tiden er ophørt og hvor vi er fastholdt i et frysende nu. Hvad der gør hans dramatik enestående, er samtidig stykkernes achilleshæl, for modsat naturalistisk dramatik, hvor hovedpersonen oplever en (ny) indsigt og derefter kan træffe et (bedre) valg, er personerne i Pinters dramatik fastholdt og ude af stand til at vælge. De har ikke valgets muligheder. Det har dramatikeren taget fra dem. Det betyder, at der ikke er mulighed for at lære noget. Der er ikke mulighed for at blive klogere. På den måde bryder det med den erkendelse, som er omdrejningspunktet i det meste af al dramatik siden de græske dramaer. Det er et særkende, men selvfølgelig også en begrænsning. Det vil sige, at vi på en måde allerede er fordømt, at vi allerede har spillet vore kort, og egentlig ingen indflydelse har på udfaldet. Det gør hans univers uforsonligt. Det er med andre ord ikke noget rart sted at befinde sig – og alligevel kan han som ingen anden udfordre os, og vise os sider af vores verden og os selv som vi knap anede eksisterede. Eller måske ved vi det godt, men vil helst fortrænge det. Pinter er fortrængningernes mester.



Fotograf: Rolf Konow

Men hvad er det egentlig, der sker i hans dramatik? Menneskene er på nærmest Strindbergsk maner kun ude på at rive hinanden psykisk i stykker. Det er djævelsk. Men samtidig en tilstand, hvor de simpleste ord får den største betydning. Derfor er de også indbegrebet af teater – og det er skønt, at House of International Theater i København serverer den ene Pinter-opsætning efter den anden. Al ære og respekt for det!



”Old Times” er fra 1971. I Jeremy M. Thomas´  meget fine instruktion møder vi Kate, der er gift på 12. år med Deeley, og stykket begynder lige efter ankomsten af et telegram fra Anna, der er Kates veninde. Det er i hvert fald, hvad vi først forledes til at tro. Men ingenting er som det umiddelbart ser ud hos Pinter. Veninderne har ingen kontakt haft gennem de sidste 20 år, og på husbondens spørgsmål om det er hendes bedste veninde, svarer Kate affejende, at man vel ikke kan tale om den bedste, når man ikke har haft andre. Men Kate fortæller, at der også var noget underligt ved Anna, fordi hun stjal hendes undertøj. Men det var selvfølgelig muligt, fordi de boede sammen. Deeley studser: ”I boede sammen?”. ”Ja, selvfølgelig gjorde vi det!” Da Anna dukker op, er det tydeligt at hun – allerede inden hun overhovedet har sagt noget – er Kates diametrale modsætning. Det er fristende at se dem begge som to sider af samme person og sind, men det vil også være en begrænsning i forhold til resten af stykket. Hvor Kate, spillet af Jana Pulkrabek, er katteagtig, afsondret, sfærisk og svær at fastholde, for der er ikke rigtig noget, der bider på hende, så er Anna, spillet af Dina Rosenmeier, lige modsat. Anna er intimiderende, lidt vulgær og oser af sex. Andreas Lyon spiller Deeley. Det er ingen nem rolle at være splittet mellem de to kvinder. Med de tre i rummet starter der en kamp om deres fælles fortid, om deres minder. Det er stærkt spillet. For hvem af dem tog egentlig Kate med i biografen til Carol Reeds ”Odd man out” (1946). Det var Reed, der også instruerede ”Den tredje mand” med Orson Welles. I ”Odd man out” er det James Mason, der er den jagede. I ”Old Times” er det selve erindringerne, der bliver jaget rundt på scenen. For hvad skete der egentlig? Var det Deeley, der blev forelsket i Kate, da de mødtes i biografen, eller var det Kate og Anna, der fulgtes ad i biografen. Hvem så "Odd man out" sammen med Kate? Det står åbent.


Fotograf: Rolf Konow


Det engelske sprog er som skabt til Pinters dramatik. Det er en fornøjelse at høre det spillet på engelsk.
Publikum sidder i to rækker hele vejen rundt om scenen. Vi kan ikke komme tættere på. Det er simpelthen en oplevelse. Gulvet er dækket af et rundt hjertebestrøget tæppe. På scenen er der i 1. akt en chaiselong, en lænestol og to små borde med drinks og kaffe. En standerlampe og to bordlamper gør det meget fint og enkelt ud for belysningen. Det er en smuk og enkel scenografi til et meget komplekst stykke.
Det er mere en regel end en undtagelse, at tæppet hives væk under publikum. I 2. akt ryger vi direkte ned i underbevidstheden, hvor vi må kæmpe med uvisheden. For er det hele blot noget, der foregår i underbevidstheden? Hvem er døde og hvem er levende?  For når Kate siger til Anna: ”Jeg så dig død!”, åbner det for endnu flere fortolkninger.  Hvor er det at personerne bevæger sig hen, og hvem er det egentlig, der kender hvem? Er det Deeley og Kate, eller Kate og Anna eller måske Deeley og Anna? Hvem har en forhistorie sammen, for slet ikke at tale om, hvem der har været i seng sammen? Er det dem alle – eller er vi blot tilskuere til et skyggespil, hvor ingen af dem er i live, men blot skygger på et teater, der gentager samme skyggespil om og om igen? Gå på opdagelse i det pinterske univers, og start for eksempel med ”Old Times” i Krudttønden. Det er en stor, livgivende og intens dødelig oplevelse.




Fotograf: Rolf Konow


OLD TIMES

af Harold Pinter (spilles på engelsk)
Krudttønden: 29.1-2.2.2020
Matrikel 1: 5.-15.2.2020

Instruktion: Jeremy M. Thomas

Alternerende medvirkende:
Andreas Lyon,Tom Hale, Camilla Søeborg, Dina Rosenmeier, Jana Pulkrabek

Scenemestre: Joan Bentzen og Lakeisha Salto
Lyddesign: Karl Heding
Instruktørassistent: Hector Smith

*



*

Tidligere anmeldte engelsksprogede forestillinger:

2019:




2018:


2017:





2016:



2015:




2014:



2013:



*


torsdag den 28. november 2019

Anmeldelser: THE SANTALAND DIARIES og CHAPPERS DECEMBERØNSKE


Skæve, men dejlige juleforestillinger uden sne

To charmerende soloforestillinger på Teater Vestvolden med Tomas Lagermand Lundmes ”Chappers decemberønske” og David Sedaris´ ”The Santaland Diaries” i Krudttønden tager begge livtag med julen på utraditionelle måder. ”Chappers Jul” er for de 5 årige og deres forældre, mens ”The Santaland Diaries” er en gay comedy, for de voksne. I den første kommer vi så langt væk fra julen som muligt, mens vi i den anden kommer meget tæt på. Det er flotte præstationer af de to skuespillere, der begge investerer betydelig varme og charme i de to meget forskellige roller, der begge bæres igennem af deres ligefremme nærvær og tilstedeværelse. For vi befinder os i yderzonerne, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til nogen hvid jul, men det bliver der måske alligevel. Både i Hvidovre og på Østerbro, hvor historierne gled ned med henholdsvis lagkage og gløgg til de to premierer.




CHAPPERS DECEMBERØNSKE 
på TEATER VESTVOLDEN

Chapper ønsker sig slet ikke noget til jul. Han ønsker sig ingenting. Da han efter flere år alligevel ikke har fået det han ønsker sig, tager han konsekvensen af det og boycotter julen. Hans mor er mere nærværende og tilstede i de evindelige og uendelige samtaler med veninden, end hun formår at være i forholdet til sønnen. I hvert fald har han fornemmelsen af slet ikke at blive set. Han forsøger at tegne sin ønskeseddel for moren, men hun forstår ikke hans tegninger og interesserer sig heller ikke for dem, og vil meget hellere tale i telefonen med veninden. Chapper fantaserer om, hvordan han lader hendes mobiltelefon forsvinde. For grunden til at han ingen ønsker har, er, at han drømmer om selv at føle sig ønsket. Tomas Lagermand Lundme er en god, varm og loyal skildrer af den menneskelige varme, der går som en åre gennem hans værker. Han er god at holde i hånden, for han har hjertet på rette sted – også i Chappers decemberønske.


                                                                                                                  Fotograf: Søren Meisner

Chapper spiller rollen med stort nærvær. Vi er med ham på fodboldbanen, og bagefter da han trækker sig ind i sig selv og opsøger ingentinghuset, hvor han med kridt tegner sig til noget af alt det, han ikke har. Han er nøjsom og stærk i sine fravalg, og fremtryller en forunderlig verden fuld af ingenting i ingentinghuset. Det er en leg med de muligheder som vi stadigvæk har, selv med tomme hænder, for fantasien har vi altid – og den er rigere end alt andet. Det er en sød og charmerende pointe i en juleforestilling, der er befriende fri for sne og jul, og som gør en dyd ud af at fortælle en nødvendig historie om nærvær og fællesskab. Det handler ikke om ønskesedler, men om selv at være ønsket.
Historien udfolder sig i en stemningsfuld scenografi af Annika Nilsson smukt lyssat af Gert Christoffersen. Anders Lundorph har instrueret Chapper og fået det hele til at virke hjemligt og rart – selv i ingentinghuset.

Fotograf: Søren Meisner




Spilleperiode: 24,11-15.12.2019

Spilledage: 
Tir. – fre. kl. 9.30 & 11.30, 
lør. – søn. kl. 10 & 12.

5 år og opefter

45 minutter

MEDVIRKENDE
Chapper
ISCENESÆTTELSE
Anders Lundorph
MANUSKRIPT
Tomas Lagermand Lundme
SCENOGRAF
Annika Nilsson
MUSIK/SANG
Chapper og Pharfar
LYD
Jonas Jørgensen
LYS
Gert Christoffersen
VÆRKSTED/AFVIKLING
Mikkjal Galan
IDÈ, KONCEPT OG PRODUKTION
Teater Vestvolden Hvidovre

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teater Vestvolden:

*


THE SANTALAND DIARIES af HIT i KRUDTTØNDEN

Der er kun én ting, der er værre end at blive ansat som fulltime alf i stormagasinet Macy, og det er ikke at blive det. For som voksen at skulle være klædt ud som alf er ydmygende. Forestillingen falder i to dele, for først kommer vi med til den skarpe udvælgelse af de kommende julemænd og alfer, der skal igennem flere interviews og en drugtest, før de ”heldige” kommer i juletræning som julemænd og alfer. David Barrett er rørende både i sit normale tøj, men endnu mere i sit alfe-outfit. Hans overdrevne gestik passer fint til caféforestillingen, hvor han i højt tempo bevæger sig rundt foran scenen, mens han beskriver sin transformation fra arbejdsløs kunstner til alf.  Hans imitationer af de øvrige ansøgere er umådelig morsomme. Selv er han tillidsvækkende og opnår hurtig en fin kontakt til publikum, der bærer monologen igennem.  I anden del bliver scenetæppet trukket fra, og vi befinder os sammen med ham i Santaland i stormagasinet Macy, hvor ydmygelserne ikke bliver mindre.
Det er et forfærdeligt sted, hvor det vrimler med plastikjul, julemænd og alfer. Det er enhver julehaders mareridt. Samtidig er det den perfekte måde at udstille menneskeligt armod på. Teksten er skrevet af David Sedaris ud fra egne alfe-supermarkedserfaringer, og scenisk bearbejdet af Joe Mantello. Det er gribende beretninger om julekunder, udklædninger og skingre børn, der føles som om det er ydmygelsernes yderste holdeplads for de fastansatte alfer og julemænd, men alt som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligt, at der ingen grænser er for ydmygelserne.  De er uendelige – og uhyrlig morsomme.
David Barrett tager både børnene og publikum ved hånden og fører os gennem juleræset med afvæbnende charme og højt tempo.  At det bliver iblandet struttende hormoner de mandlige alfer og julemænd imellem gør det kun endnu mere festligt. Det balancerer på kanten uden at tippe over. Det er dygtigt og godt instrueret af Jeremy M. Thomas, der sørger for at historien eller rettere den menneskelige deroute formidles ligetil og rørende, for vi befinder os i en menneskelig yderzone, eftersom de ansatte alle er arbejdsløse kunstnere og drop-outs med drømme om det store kunstneriske gennembrud, selv om de dagligt må kæmpe sig gennem deres egne menneskelige nederlag frem mod julen, alt mens de hærges af hektiske børn med udslidte fotograferende forældre. Det gør de, mens strømmen af børn og forældre bliver stadig større, mere intens, skinger og hektisk alt som julen nærmer sig. Det MÅ ende galt...
Ofte undervejs tænkte jeg på den vidunderlige anti-julefilm BAD SANTA (2003) med Billy Bob Thornton, der også er ansat som julemand i et stormagasin. BAD SANTA 2 (2016) skulle eftersigende være mindst lige så god – og grovkornet. God Jul!




Spilleperiode: 28.11.-1.12.2019

Spilledage: Fredag kl. 20, lørdag kl 12 (ekstra forestiling) & kl. 20, søndag kl. 17.

15 år og opefter
Engelsksproget forestilling af HIT, House of International Theatre
80 minutter

David Barrett as Crumpet



Karl Heding on guitar

Lakeisha Salto on vocals

Directed by: Jeremy Thomas-Poulsen

Playwright: David Sedaris, adapted by Joe Mantello

Produced by: HIT

Co-producer: Down the Rabbit Hole Theatre


*


 Tidligere anmeldte HIT-forestillinger:
The Lover (2019)

 *