Der
er swingende dansemusik i radioen. Det
er lige efter 2. verdenskrig. Verden er af lave og samfundet er i opbrud. Alle
de faste ideer er i frit fald. Tidens vinde kaster de tre personer i AFTER MISS
JULIE hid og did. Det er en tid, hvor der drømmes store drømme, men er det mere
end bare drømme? Det er den undertekst, der ligger neden under den skæbnetunge
genfortælling af Patrick Marber baseret på Strindbergs ”Frøken Julie” i That
Theatre Company´s engelsksprogede forestilling i Krudttønden. Selv om den engelske titel
indikerer at det er i tiden EFTER det oprindelige Strindberg-stykke, er der i
stedet tale om en versionering, der nagler det oprindelige stykkes tidløshed
hårdt og brutalt fast til tiden lige efter krigen. Det giver både fordele og
ulemper. Det er let at identificere sig med et tidsbillede med klare paralleller
til vor egen tid, men det er på bekostning af orginaltekstens tidløshed. For
mens AFTER MISS JULIE kommer til at handle om det der bliver sagt, handler
originalteksten om det der IKKE bliver sagt. Om alt det farlige, der ligger og
lurer bag det usagte. Alligevel spilles der overbevisende. Benjamin Stender
har både fysikken og psyken til at spille Jean, tjeneren med sociale
ambitioner. Marie Winther Nørgaard er Julie, et forvoksent pigebarn, der leger
med andres følelser og hengiver sig til tjenerskabet i ordets dobbeltbetydning.
Johanne Wang-Holm er Jeans forlovede. Krigen afbrød deres forlovelse, så det
aldrig blev med ring, men de er tydeligvis et par, indtil Julie pludselig
dumper ind ad døren til køkkenet, hvor hun kaster sig over Jean. Christine ser
det ske. Jean lader det ske, og ønsker det hemmeligt også. Julie lader ikke til at vide,
hvad hun er ved at rode sig ud i. Måske er hun bare ligeglad. Ud af dette
slynger sig en fortælling om magt og sex. Om sex og dominans.
I
Ian Burns gennemarbejdede iscenesættelse holdes teksten i et tæt greb, men det sætter
ikke historien fri. Men det kan være en pointe at en historie om fastholdelse netop
ikke sættes fri. De tre roller er som skakbrikker på et skakbræt, hvor hvert
træk bringer dem tættere mod deres egen destruktion, for på bedste græske
tragedievis går alle under. Forestillingen er deres overlevelseskamp. Men Julie
bliver aldrig farlig nok. Som elskovssygt pigebarn, spilles hun som nutidig
kvinde, der er havnet i en tidslomme lige efter krigen. Det kunne sagtens have
fungeret, hvis hun i al sin naivitet også havde været beregnende. Men når hun
ikke oplever noget socialt fald, når hun går i seng med farens tjener, oplever
Jean heller ikke nogen reel social opstigen, og derved stækkes det eksplosive indre
drama, der er indlejret i historien. På samme måde bliver Christines udbrud til
sidst heller ikke så voldsomt som det KUNNE have været. Det oprindelige
Strindberg-stykke er meget klarere, hårdere og grusommere i sin tidløse brutalitet,
men alt det har Marber fravalgt. Det gør stykket rarere og mere underholdende,
men er det egentlig en fordel, når det handler om det begravede vilddyr som vi
alle bærer rundt på, og når stykkets beske morale er at civilisation bare er et
tyndt lag fernis oven på vores iboende vildskab? Når sex bare er et våben for
at opnå magt?
Sidst
jeg så originalversionen i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse og før det i
Lis Vibeke Kristensens iscenesættelse på Café-Teatret, sad jeg helt fremme på
kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt. Det gjorde jeg ikke i Krudttønden. Alligevel
er det en flot opsætning, også selv om det aldrig bliver farligt nok.
Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen
AFTER MISS JULIE
af
Patrick Marber
(efter August Strindbergs "Frøken Julie")
Instruktør: Ian Burns
Instruktørassistent: Peter Vinding
Scenografi: Tamara Tomanic
Lyddesign: Mark Jones
Lysdesign: Katja Andreassen
Originale kompositioner: Mikkel Sönnichsen
Kostumer: Hanne Mørup
Hår/makeup: Elizabeth Bukkehave
THAT THEATRE COMPANY
Spilleperiode: 22. februar - 25. marts 2017
Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar