Viser opslag med etiketten Harold Pinter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Harold Pinter. Vis alle opslag

fredag den 31. januar 2020

Anmeldelse: OLD TIMES i Krudttønden


Fotograf: Rolf Konow

Det er ganske få kunstnere forundt at få et begreb opkaldt efter sig, sådan som det er sket med den engelske Nobelprisbelønnede forfatter og dramatiker Harold Pinter (1930-2008). At noget er ’pintersk’ betyder, at det er gådefuldt, tåget og uigennemskueligt. Han var uddannet skuespiller og instruerede mange af sine egne forestillinger.  Pinter var også arvtager til absurdisten Samuel Beckett, for Pinters dramatik er lige så krævende. På overfladen ser det hele idyllisk ud, men under overfladen gemmer der sig et mylder af dødelige følelser. Personerne i hans dramatik kæmper mod hinanden og ofte for deres egen overlevelse. Virkeligheden ophører, og vi er steget ned i en underverden, hvor alle civilisationens begrænsninger er gledet af os. Som i Sartres ”Lukkede døre” befinder vi os i et limbo, hvor tiden er ophørt og hvor vi er fastholdt i et frysende nu. Hvad der gør hans dramatik enestående, er samtidig stykkernes achilleshæl, for modsat naturalistisk dramatik, hvor hovedpersonen oplever en (ny) indsigt og derefter kan træffe et (bedre) valg, er personerne i Pinters dramatik fastholdt og ude af stand til at vælge. De har ikke valgets muligheder. Det har dramatikeren taget fra dem. Det betyder, at der ikke er mulighed for at lære noget. Der er ikke mulighed for at blive klogere. På den måde bryder det med den erkendelse, som er omdrejningspunktet i det meste af al dramatik siden de græske dramaer. Det er et særkende, men selvfølgelig også en begrænsning. Det vil sige, at vi på en måde allerede er fordømt, at vi allerede har spillet vore kort, og egentlig ingen indflydelse har på udfaldet. Det gør hans univers uforsonligt. Det er med andre ord ikke noget rart sted at befinde sig – og alligevel kan han som ingen anden udfordre os, og vise os sider af vores verden og os selv som vi knap anede eksisterede. Eller måske ved vi det godt, men vil helst fortrænge det. Pinter er fortrængningernes mester.



Fotograf: Rolf Konow

Men hvad er det egentlig, der sker i hans dramatik? Menneskene er på nærmest Strindbergsk maner kun ude på at rive hinanden psykisk i stykker. Det er djævelsk. Men samtidig en tilstand, hvor de simpleste ord får den største betydning. Derfor er de også indbegrebet af teater – og det er skønt, at House of International Theater i København serverer den ene Pinter-opsætning efter den anden. Al ære og respekt for det!



”Old Times” er fra 1971. I Jeremy M. Thomas´  meget fine instruktion møder vi Kate, der er gift på 12. år med Deeley, og stykket begynder lige efter ankomsten af et telegram fra Anna, der er Kates veninde. Det er i hvert fald, hvad vi først forledes til at tro. Men ingenting er som det umiddelbart ser ud hos Pinter. Veninderne har ingen kontakt haft gennem de sidste 20 år, og på husbondens spørgsmål om det er hendes bedste veninde, svarer Kate affejende, at man vel ikke kan tale om den bedste, når man ikke har haft andre. Men Kate fortæller, at der også var noget underligt ved Anna, fordi hun stjal hendes undertøj. Men det var selvfølgelig muligt, fordi de boede sammen. Deeley studser: ”I boede sammen?”. ”Ja, selvfølgelig gjorde vi det!” Da Anna dukker op, er det tydeligt at hun – allerede inden hun overhovedet har sagt noget – er Kates diametrale modsætning. Det er fristende at se dem begge som to sider af samme person og sind, men det vil også være en begrænsning i forhold til resten af stykket. Hvor Kate, spillet af Jana Pulkrabek, er katteagtig, afsondret, sfærisk og svær at fastholde, for der er ikke rigtig noget, der bider på hende, så er Anna, spillet af Dina Rosenmeier, lige modsat. Anna er intimiderende, lidt vulgær og oser af sex. Andreas Lyon spiller Deeley. Det er ingen nem rolle at være splittet mellem de to kvinder. Med de tre i rummet starter der en kamp om deres fælles fortid, om deres minder. Det er stærkt spillet. For hvem af dem tog egentlig Kate med i biografen til Carol Reeds ”Odd man out” (1946). Det var Reed, der også instruerede ”Den tredje mand” med Orson Welles. I ”Odd man out” er det James Mason, der er den jagede. I ”Old Times” er det selve erindringerne, der bliver jaget rundt på scenen. For hvad skete der egentlig? Var det Deeley, der blev forelsket i Kate, da de mødtes i biografen, eller var det Kate og Anna, der fulgtes ad i biografen. Hvem så "Odd man out" sammen med Kate? Det står åbent.


Fotograf: Rolf Konow


Det engelske sprog er som skabt til Pinters dramatik. Det er en fornøjelse at høre det spillet på engelsk.
Publikum sidder i to rækker hele vejen rundt om scenen. Vi kan ikke komme tættere på. Det er simpelthen en oplevelse. Gulvet er dækket af et rundt hjertebestrøget tæppe. På scenen er der i 1. akt en chaiselong, en lænestol og to små borde med drinks og kaffe. En standerlampe og to bordlamper gør det meget fint og enkelt ud for belysningen. Det er en smuk og enkel scenografi til et meget komplekst stykke.
Det er mere en regel end en undtagelse, at tæppet hives væk under publikum. I 2. akt ryger vi direkte ned i underbevidstheden, hvor vi må kæmpe med uvisheden. For er det hele blot noget, der foregår i underbevidstheden? Hvem er døde og hvem er levende?  For når Kate siger til Anna: ”Jeg så dig død!”, åbner det for endnu flere fortolkninger.  Hvor er det at personerne bevæger sig hen, og hvem er det egentlig, der kender hvem? Er det Deeley og Kate, eller Kate og Anna eller måske Deeley og Anna? Hvem har en forhistorie sammen, for slet ikke at tale om, hvem der har været i seng sammen? Er det dem alle – eller er vi blot tilskuere til et skyggespil, hvor ingen af dem er i live, men blot skygger på et teater, der gentager samme skyggespil om og om igen? Gå på opdagelse i det pinterske univers, og start for eksempel med ”Old Times” i Krudttønden. Det er en stor, livgivende og intens dødelig oplevelse.




Fotograf: Rolf Konow


OLD TIMES

af Harold Pinter (spilles på engelsk)
Krudttønden: 29.1-2.2.2020
Matrikel 1: 5.-15.2.2020

Instruktion: Jeremy M. Thomas

Alternerende medvirkende:
Andreas Lyon,Tom Hale, Camilla Søeborg, Dina Rosenmeier, Jana Pulkrabek

Scenemestre: Joan Bentzen og Lakeisha Salto
Lyddesign: Karl Heding
Instruktørassistent: Hector Smith

*



*

Tidligere anmeldte engelsksprogede forestillinger:

2019:




2018:


2017:





2016:



2015:




2014:



2013:



*


fredag den 1. februar 2019

Anmeldelse: THE LOVER i Huset





Det er morgen, og vi befinder os i ægteparrets soveværelse. HUN er ved at gøre sig klar til at gå på arbejde. Klæder sig på og spiser morgenmad. HAN støvsuger og serverer morgenmaden for hende. Det er ham, der går hjemme, mens hun tager på kontoret. De mødes igen om aftenen, efter at han har haft besøg af ”the lover”. Det er et åbent ægteskab, hvor både han og hun har hver deres udenomsægteskabelige affærer. De har lovet hinanden at så længe de elsker hinanden, spiller det andet ingen rolle. Ingen væsentlig rolle, i hvert fald. Men langsomt bliver først hun og derefter han mere og mere nysgerrig, hvad angår den andens affærer. Selvfølgelig er de ikke jaloux på hinanden, det er de da hævet over. Selvfølgelig er de, men noget er alligevel sat i skred, og langsomt kryber skeletterne frem fra skabe og skuffer, indtil der ikke er mere plads imellem dem.

Fotograf: Filip Orestes

Harold Pinter (1930- 2008) fik ikke for ingenting Nobels litteraturpris i 2005. Han er absurd, men ikke mere end at han også er realist. Det spændende ved hans dramatik er, at den både kan spilles som komedie og tragedie. Eftersom det ene altid er indlejret i det andet, og især hos Pinter. Pinters ”The Lover” (1963) er et kammerspil for HAN og HUN, men hun spiller en dobbeltrolle. Om der er to eller tre roller, er op til den enkeltes fortolkning af stykket. Det starter fredeligt og roligt. Scenografien er et rigt udstyret soveværelse. Underlægningsmusikken er frokostjazz. Alting virker så rart og tilforladeligt, men det skal man ikke lade sig narre af.

I denne opsætning er rollerne byttet om, men de fungerer stadig upåklageligt. Selvfølgelig er det lidt bizart, men sådan er Pinter også, så det understøtter fint stykkets egen ide.
Hun spørger henkaster ham om ”elskeren” kommer om eftermiddagen. Men det er ikke helt så enkelt som det lyder. Slet ikke som det eskalerer i løbet af forestillingen. Der bygges så grundigt og omstændeligt op, så når det hele tipper, viser det sig, at vi har siddet og fulgt et spil i spillet. At det hele er iscenesat. At det er teater. Også for de to personer i stykket. Mere vil det være synd at røbe her. Ud over at stykket tager en overraskende drejning, der til allersidst gør det hele endnu mere gribende, forunderligt, bizart og Pintersk.



Fotograf: Filip Orestes

Det er en elegant leg med teatret og dets virkemidler. Stilfuldt og stærkt forløst af Jeremy Thomas-Poulsen, der har instrueret Jana Pulkrabek og Tom Hale sikkert gennem Pinters skæve og fascinerende tekstunivers. Det giver god mening at opleve forestillingen på engelsk. Hun taler engelsk og han amerikansk, og det giver en fin sproglig cocktail. Det er let forståeligt og bør ikke afskrække nogen fra at opleve den fine forestilling.



Fotograf: Filip Orestes

Det var en fuld sal, der tog godt imod forestillingen, selv om min sidemand gabte 4 gange i løbet af forestillingen. Det er en stille forestilling. Eller det er en tilsyneladende stille forestilling, der langsomt spinder publikum ind i sit net, som der er svært at komme ud af igen, netop fordi det sker så langsomt og nænsomt. Det virker helt efter hensigten, så det til sidst er svært at få vejret.



Fotograf: Filip Orestes


THE LOVER (1963)

Én-akter. 70 min.

Dramatiker: Harold Pinter
Medvirkende: Jana Pulkrabek, Tom Hale
Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen
Lys: Paul Damade
Forestillingsleder: Angelique Giroir


Produceret af 
Manusarts og Down The Rabbit Hole Theatre

Spilleperiode: 30.1.-3.2.2019
Spillested: HIT, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K. 
(Tidligere kendt som ”Huset” i Magstræde).
Læs mere om teatret 
om hvordan det hele startede
om spillestedet
  
Om Harold Pinter og “The Lover”.



*

Tidligere anmeldelser af teatrets forestillinger:

2017: 
Venus in Fur