Viser opslag med etiketten Daniel Neil Ash. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Daniel Neil Ash. Vis alle opslag

torsdag den 28. november 2024

Anmeldelse: ENTER COPY på Bådteatret

Foto: Jacob Stage.


Vi befinder os i et forsøgscenter, der senere viser sig at være et militært anlæg. Vi er der sammen med tre personer, som vi gradvist lærer at kende. I starten er de lige så udefinerede som stedet. Tid, sted og rum er uvist. Det kunne både være før, nu eller ude i fremtiden. De tre personer, som vi er sammen med, har ansøgt om at være med. De har betalt mange penge for det, og i den første indledende scene møder vi Alice, en 60-årig pensioneret arkitekt, spillet af Sue Hansen-Styles. Hun har underskrevet snesevis af dokumenter, der bekræfter at hun er her af egen fri vilje, og at hun ikke kan holde stedet ansvarlig for, hvad der skulle ske hende. Heller ikke, hvis det skulle resultere hendes død. Det er så at sige rammen for fortællingen. Det er en meget spinkel ramme, som den serbiske dramatiker Tanja Mastilo tager afsæt fra. Mastilo er næsten husdramatiker hos Why Not Theatre Company, der efterhånden har opført mange af hendes stykker - og har gjort det med stort held og dygtighed.


Foto: Jacob Stage.

Det er et gennemgående træk i Tanja Mastilos dramatik, at vi er lukket inde sammen med personer, der føler sig fastholdt og lukket ude fra det omgivende liv. Hendes dramatik giver mindelser om Jean-Paul Sartres "Lukkede Døre" og August Strindbergs "Et Drømmespil". Det er fabulerende og nådesløst. Det uvisse fungerer godt på en scene. Publikum er ofte lige så uvidende som de medvirkende. Det er et godt dramatisk udgangspunkt, når vi alle bliver holdt fast i samme uvished. Derved bliver det et forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Det er meget selvransagende, men også krævende, for hele tiden får vi kun historierne fortalt drypvist. Ofte gør det, at vi bliver holdt frit svævende - ligesom i denne forestilling, hvor vi også præsenteres for Kendall, en 40-årig levemand, spillet af Bennet Thorpe, der er blevet forladt af sin kone. Den tredje person er den unge Simon, spillet af Daniel Neil Ash, der har massive rygsmerter efter seks operationer som følge af, at han har befundet sig inde i et sammenstyrtet hus. 

Disse spredte oplysninger om de medvirkende varer det lang tid inden vi får. Længe handler det om, hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. Alice udviser omsorg for Simon, der viser sig at være i hæren og den eneste af de tre, der ikke selv har betalt for at være med. Han kredser meget om løjtnanten, der betyder alt for ham, og som han også har varme følelser for. Det er uvist, om det netop er grunden til, at han er der. 


Foto: Jacob Stage.

Vi ved det ikke, der er ingenting vi ved med sikkerhed. De tre udsættes for simulationer. Kendall bringes tilbage til et dansested, og vi danser rundt sammen med ham. Stedet leger med hans erindringer og prøver at genopbygge dem kunstigt. På samme måde som Alice bringes til at se sin afdøde søn. Både manden og sønnen omkom i en trafikulykke. Alice er chokeret, rystet og skælder ud over, at hun på den måde bringes tilbage i sine minder. Vi fornemmer, at det er noget af det som hele forsøget går ud på.

Det er ganske udmattende ikke at vide, hvad der sker - og stykket bevæger sig ikke ud af stedet. Det er meningen, at vi skal føle os lukket inde i en kunstig forsøgsverden, hvorfra der ingen vinduer er ud til omverdenen. Undervejs ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af forestillingen. Jeg svæver lige så meget i det uvisse som de tre på scenen, men selv om jeg bagefter forlader teatret forvirret og konfus, er det alligevel et af den slags stykker, der arbejder videre i underbevidstheden. Det er både irriterende og fascinerende.


Foto: Jacob Stage.

Faktisk er det noget af det, som teatret er så eminent til. Det planter frø i vore sind, der bagefter spirer videre. Det er ofte den slags oplevelser, der har en væsentlig længere levetid end forestillinger, der umiddelbart virker forløste og færdige. ENTER COPY leger med vores underbevidsthed. Det drillende og udfordrende er  hele pointen. Så selv om jeg forlader teatret uforløst, er forestillingen slet ikke færdig med mig. 

Jeg er på overarbejde. Mit sind og min krop kæmper for at finde sammenhængen. Det er først på cykelturen hjem, at det slår mig, at det jo netop er et billede på vores moderne liv, hvor vi omgiver os med skærme og derved ophæver den ydre virkelighed omkring os, eftersom det digitale skærmliv langsomt overtager vores fysiske liv. I stigende grad bruger vi tid på at kontakte hinanden gennem skærme på bekostning af den nærhed, som vi dermed fravælger. Vi er blevet helt og aldeles spundet ind i vores digitale omgivende verden. Vi er efterhånden mere til stede i vores mange parallelle universer. Vi går rundt med skyklapper på. Eller i hvert fald med høretelefoner. Jo, vi lytter til musik, til podcasts, til radio og er ikke længere fuldt til stede der, hvor vi er. Vores bevidsthed suges hele tiden andre steder hen. Det er noget af det, forestillingen med rette gør opmærksom på. 


Foto: Jacob Stage.


Det umiddelbare mest varme ved forestillingen er den udefrakommende mekanisme stemme, der taler til de medvirkende i eksperimentet. Nathan Meister har en blød, rund og meget melodisk klang og resonans i stemmen, så at vælge ham som den computerregenererede stemme udefra er velvalgt. Det er Meisters stemme og Daniel Neil Ash, der fascinerer mig mest ved forestillingen. Ash har et betagende stumspil. I en forestilling, der er meget lidt fortællende, er et sådant smertefuldt spil meget sigende.

Jonathan Hjorth er scenograf, lysdesigner og konsulent på lyden. Det er et fint stykke arbejde han får til at fungere godt sammen med teksten. Også selv om instruktøren, Jacob Stage, har valgt, at der hele tiden skal flyttes rundt med de flytbare, oplyste kasser på scenen. Det fungerer som sceneskift, men mindre ville også have kunnet gør det. Vigtigere er, at han får arbejdet godt med spillerne, selv om teksten er umådelig svær, da den insisterer på stilstanden, og at der skal være så lidt fremdrift som muligt. Jeg synes ikke, at det er en af Mastilos bedste tekster. Det fungerer som et eksperiment. Jeg håber, at retningen fremover bliver mod mere samling end opløsning. På mig virker det ikke farbart at fortsætte videre ud ad denne vej.

Tankevækkende er det! Vores menneskelighed smuldrer, og vi står nøgne tilbage. På den vis er det ikke noget rart menneskesyn, vi er omgiver af. Det er også en vigtig vision for teatret at stille spørgsmål og flytte os hen til steder, hvor vi bliver stillet over for endnu flere spørgsmål - og det må man sige at forestillingen gør. Det er spørgsmål uden svar. Det er de svar, vi selv må bakse med at finde. Det er ikke behageligt, men nødvendigt.

Forestillingen opleves endeløs. Personerne hænger frit sprællende, og det er netop meningen. Det er samme fortællestruktur, der går igennem megen af Tanja Mastilos øvrige dramatik og dermed også gennem Why Not Theatres seneste produktioner. Denne gang er fortællekonstruktioner lige ved at opløse sig selv. Det er ganske skræmmende - og det lover ikke godt for den verden, vi præsenteres for på scenen. Der er ikke meget håb at finde. Det er i det hele taget svært at finde ud og komme væk. Men der er ingen vej uden om COPY ENTER. 


COPY ENTER

Gæstespil af 

Why Not Theatre Company

på Bådteatret

28. november - 18. december 2024

105 minutter


Manuskript: Tanja Mastilo

Instruktion: Jacob Stage

Scenografi og lys og lydkonsulent: 
Jonathan Hjorth

Medvirkende: 
Sue Hansen-Styles, Bennet Thorpe, Daniel Neil Ash 
og Nathan Meister

Forestillingen spilles på letforståeligt engelsk.

Hjemmeside & billetter

Se mere på 

*


Tidligere anmeldte 
 Why Not Theatre-forestillinger:

2023:

2021:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 233 teateranmeldelser.

*

lørdag den 17. oktober 2020

Tredobbelt anmeldelse: CLOSE TO YOU på Bremen Teater, HARRY CLARKE + THE SHY MANIFESTO i Bøssehuset

 


Tre forestillinger om at blive synlig, om generthed og fortabelse, og om at blive det, som man drømmer om. Karen Carpenter drømte om at blive jazz-trommeslager, men blev i stedet popsangerinde. Philip drømmer om at blive alt det han ikke er, og det lykkedes også, da han bliver til Harry Clarke. Calluns generthed forhindrer ham i at træde frem foran andre, og da han endelig gør det, får det katastrofale følger. Tre stærke historier om at blive noget andet end det man er - og ikke mindst om, hvad det kræver - og koster.


Foto: Erling Mølgaard

CLOSE TO YOU på Bremen Teater

Musikforestillingen CLOSE TO YOU er en hyldest til sangduoen og søskendeparret The Carpenters, der i 1970´erne toppede hitlisterne med sange som Top Of The World, There´s A Kind Of Hush, Only Yesterday, Please Mr. Postman, Yesterday Once More, Goodbye To Love og selvfølgelig Close to You, der startede det hele. Sangene var skrevet og arrangeret af broren Richard Carpenters og blev sunget af søsteren Karen Carpenter, der med sin uskyldsrene, nærmest overjordiske stemme sang sig højt op på poppens stjernehimmel. Det var pop helt igennem. Hverken mere eller mindre. Selv var jeg ikke direkte fan af dem, men deres sange fulgte mig alligevel gennem mange år. Men ved Karen Carpenters død i 1983, som bare 31-årig, var det slut. 13 år efter udkom det soloalbum, som hun indspillede før sin død, hvor det var muligt at høre hende fra en helt anden side. 


Foto: Erling Mølgaard


Musikken virker i dag næsten sfærisk, og det er et skønt genhør. Musikforestillingen, der er på turné rundt i landet, er i høj grad en crowdpleaser i denne tid, hvor vi netop drømmer om at være tæt på hinanden, men må nøjes med bl.a. at lytte til The Carpenters sange, der momentvist kan give os en følelse af samhørighed og nærhed. Der var da også udsolgt til forestillingen på Bremen Teater. Musikken og sangene rummer en forglemmelse, en romantisk drøm som det er dejligt at give sig hen til for en stund. Især i denne tid.

CLOSE TO YOU er betagende. Eller rettere musikken er. Jeg sidder og får en klump i halsen over, at det er lykkedes at vække den til live igen. Linda Olofsson er uddannet på Göteborgs Musicalakademi, og formår på fortryllende vis at synge sangene, så jeg bliver helt let om hjertet. De er gengivet med et nærvær og en sårbar styrke så jeg må knibe mig i armen. Det er såre smukt og renhjertet, så længe sangene lyder, men ingenting varer evigt. Heller ikke i musikforestillingen CLOSE TO YOU. 

Historien bag det musikalske søskendepar rummer alt, hvad der skal til af tragedie, sygdom og svigt for at kunne give en kontrastrig fortælling til sangene. Det er et fint fortællerisk greb at lade broren genfortælle historien om deres sange og liv, her 40 år efter, hvor sangene og den afdøde lillesøster vender tilbage og i et drømmesyn synger 20 af deres sange igen. Broren spilles og synges af Lars Oluf Larsen, der er uddannet skuespiller i 1985 fra Statens Teaterskole. Han har også skrevet manuskriptet efter en ide af Erling Mølgaard. Der er mange fine ting i forestillingen, men det er ganske uforståeligt, hvordan det alligevel er lykkedes at lave en så ringe sammenbindende historie. Så snart sangene forstummer, er magien væk. 


Foto: Erling Mølgaard


Instruktøren, Troells Troya, har ikke haft en heldig hånd med teksten, for handlingen er forsøgt peppet op med gags og intetsigende overspil. Alt det smukke, ømme og meget, meget fine, som de to hovedrolleindehavere formår at tilføre de usædvanligt flot fremførte musiknumre, er som blæst væk i dialogerne. Når det så imponerende er lykkedes at mane sangene så krystalklart frem, at tiden nærmest står stille, hvorfor er den samme ægthed og tilstedeværelse så ikke tilstræbt i replikkerne? Den del af musikforestillingen bliver aldrig andet end blot et vedhæng til sangene. Historien har alt, hvad der skal til. Der er så meget tragedie og levet liv bag de smukke sange, men efter pausen lykkedes det kortvarigt, for der smelter fortællingen og sangene sammen, og det bliver muligt at fornemme, hvad det kunne have været, hvis skuespillet og teksten var taget lige så alvorligt som udførelsen af sangene er det. Den sammenkædende båndede interviewstemme lyder som en bilreklame, og det er synd. Især fordi den fungerer fint, når den efter pausen udspørger broren og bliver helt nærværende i spørgsmålet: ”Var hun nogensinde rigtig lykkelig?” Det må være et af de spørgsmål, som vi sidder tilbage med. Var det hele kun en drøm? Men musikken bliver stående og overstråler det hele. Det er imponerende, hvad de to hovedrolleindehavere formår med dem. Tiden kalder på musikkens lethed, det er noget vi har brug for i en tid som denne.


CLOSE TO YOU

Medvirkende: Linda Olofsson og Lars Oluf Larsen

Manuskript: Lars Oluf Larsen

Instruktør & scenografi: Troells Toya 
Musik & Tekst: Carpenters 

Lyddesign: Søren Kyed

Idéoplæg: Erling Mølgaard 

*

Hjemmeside  

- er pt. på turné rundt i landet til og med 14.11.20

 


Foto: Benny Thaibert


HARRY CLARKE i Bøssehuset

Det er simpelthen en god historie, og hvis det virker genkendeligt, skyldes det måske, at det er en ofte fortalt fortælling, men det bliver den ikke ringere af. Philip Brugglestein i David Cales monolog er som Matt Damon i The talented Mr. Ripley. De er begge noget som de ikke ønsker at være, og antager derfor en anden persona. En bedre, en større og en mere glamourøs. De forsøger at lægge fortiden bag sig for at slippe fri af sig selv.  I Cales HARRY CLARKE er Philip genert og bliver allerede fra barnsben af faren beskyldt for ikke at være dreng nok. Efter endnu én af farens overhalinger sker der noget uventet, for Philip slår sig i tøjret, og slipper noget gemt løs inde i sig. Hvor det kommer fra er der ingen der ved, for Philip begynder pludselig at tale med en fin engelsk accent. Han er kun glad og lettet over at slippe af med sin tøvende svaghed, for den nye persona kan alt det han ikke selv tør. Mange år efter manifesterer det sig igen, og bemægtiger sig ham endnu mere. Han bliver en anden, og det ene ord tager det andet, og pludselig er det stærkere end ham selv. Han har begivet sig ud på en glidebane, og det er umuligt at stoppe - og han løber linen ud. Det, der startede som en lille hvid løgn, vokser sig stadigt større. Derved er det også en fortælling om fortabelse. Om at give slip på sin sjæl - og sig selv. Det er med andre ord også en Faust-historie. Der er alt at vinde - og tabe. 


Foto: Benny Thaibert


Alene hans nye navn: Harry Clarke. Det rimer lidt på Harry Lime. Carol Reeds hovedperson i ”Den 3. mand” spillet af Orson Welles, der på samme måde laver mange forskellige beretninger om sig selv, så man bagefter må spørge sig selv: hvem var egentlig Harry Lime?

Det samme kan man som tilskuer spørge sig om efter monologen, opført i Bøssehuset på Christiania. Jody Fish gør Philip/Harry umådelig sympatisk, og i og med at vi får indblik i, hvordan det er startet, nærmest for at beskytte sig og undslippe sin barndom, giver vi ham længere snor end hvad godt er, for da han møder den rige familie Schmidt, indynder han sig og begynder at forføre hele familien fra en ende af. Det er fortalt så neddæmpet, at vi næsten tilgiver ham, men uhyrlighederne bliver vildere og vildere, og det moralske kompas er for længst slået i stykker, hvis det overhovedet nogensinde har virket. Det er intenst og dygtigt instrueret af Joseph Sherlock.

Det er der kommet en betagende monolog ud af, der ikke overraskende også handler om generthed, og hvad der sker, når generte mennesker giver slip og slår sig løs. Det lyder måske harmløst, men det er skræmmende og meget forståeligt i denne engelsksprogede monolog.





HARRY CLARKE

Monolog

Spillested: Bøssehuset, Christiania

Datoer: 15th, 21st, 23rd, 24th, 27th, & 29th at 20:00 hrs + 17th and 31st at 17.00 hrs

Dramatiker: David Cale (UK)

Medvirkende: Jody Fish

Instruktør: Joseph Sherlock

 *

Hjemmeside  og billetter 

Teatertrailer (via FB)


 



THE SHY MANIFSTO i Bøssehuset

Det er en djævelsk velskrevet monolog af Michael Ross og instrueret af Jeremy M. Thomas, der senest også har instrueret den vellykkede nattevandring, Nattens Pibere. Teksten er vidunderlig, og den bliver leveret frisk og pågående af Daniel Neil Ash. Egentlig er det en trist fortælling, men den engelske humoren er så skarp og finslebet at det er oplagt at tænke at det kun fungerer, fordi det foregår på engelsk. Det gør næsten ondt at le, men det er også en overlevelsens latter. Den er der plads til mange gange undervejs. Callun er en bogorm, der meget hellere vil være alene med sine bøger end omgivet af mennesker. Han er ikke på Facebook, for det fordrer, at man har venner. Eller i hvert fald digitale venner, men han har ingen, hverken digitale eller virkelige. 


Foto: Benny Thaibert


Historien oprulles kun langsomt, og det er let at fatte sympati for denne indadvendte unge mand, der nærmest har gravet sig ned i sig selv. Selvfølgelig er det også et råb om hjælp, for ingen graver sig så dybt ned frivilligt, men det er også morsomt. På den der særlig engelske rå måde. Man skal holde ørene stive, for det går over stok og sten. Monologen er bygget op som en samtale med en filmende mobiltelefon. Det giver fin mening, for det ville næsten være for nøgent, hvis fortællingen skulle fortælles direkte til publikum, der er placeret hele vejen rundt om scenen. Tragikomisk er hans beskrivelser af, hvor oprørt han bliver, da Gil hilser på ham, for hvorfor gør han mon det? Der er aldrig nogen, der har hilst på ham før. Han er ikke sådan én man hilser på. Han beskriver at hans sidekammerat efter flere år stadig ikke ville kunne genkende ham ved en lineup efter en forbrydelse. Det er noget, som Callun for længst har affundet sig med. Det er bare en konstatering. Sådan er det at være ham. Det bliver værre endnu, da Gil, som alle er vilde med, næste gang hilser på ham med den meget mere familiære forkortelse: Call. Det er aldrig sket før. Det er mildest talt oprørende for Callun... For er der slet ingen grænse for, hvad man skal finde sig i?

Kort tid efter får han en mail, hvor Gil spørger om han kommer til hans fest, og eftersom Callun ikke kan finde ud af at melde fra, er han nødt til at tage med. Han vågner op dagen efter i Gils seng kun iført underbukser, som han har taget omvendt på. Eller rettere har andre givet ham dem - omvendt - på, for alt det generte er tilsyneladende gået fløjten til festen. Efterhånden som Callun får refereret det han har gjort til festen, mister han fodfæstet. Selv kan han ikke huske noget, men det kan alle andre. OM de kan!

Uden nogen yderligere overgang er vi sprunget 15 år frem i tiden, og møder personerne igen. Callun går på Bournemouth strand og samler skrald op. Han er blevet til absolut ingenting, og konstaterer tørt: ”Er det ikke det, alle drømmer om... at gå rundt og samle lort op på Bournemouth Beach.”


Foto: Benny Thaibert


THE SHY MANIFSTO 

Monolog

Spillested: Bøssehuset, Christiania

Datoer: 16th, 17th, 20th, 22nd, 28th, 30th, & 31st at 20:00 hrs 

+ 24th at 17.00 hrs

Dramatiker: Michael Ross (UK)

Medvirkende: Daniel Neil Ash

Instruktør: Jeremy M. Thomas

Hjemmeside og billetter