Når man går på gaden – skridt for skridt – glider man ind i en tilstand, hvor alting omkring én bliver en del af forestillingen. Det bliver et billedspor, der følger det allerede optagede lydspor. En mand, der kommer løbende ud fra en opgang og bremser lige foran én, bliver til en potentiel skuespiller, der lige så godt kunne være en del af forestillingen. En kvinde, der råber til en mand, der vender sig lige som jeg passerer forbi, er måske også med i forestillingen? En ambulance, der suser forbi, og hvis udrykningsblink reflekteres i vinduerne overfor, er måske også med? Med ét er den vante virkelighed ophævet, og man træder ind i en slags dokumentar om hjemløse i København før og nu. Det er ikke for ingenting, at forestillingens musikalske guide som optakt minder os om, at selv om vi nu skal opleve en forestilling, så eksisterer virkeligheden stadig – for vi går rundt ude i den, så pas på bilerne – og hinanden!
Fortællingen
på de udleverede små MP3-afspillere er delt op i 5 dele, afbrudt af live-performede
sange og vandreture gennem mørket. Der er digte fra Nis Petersens ”Nattens
Pibere”, skrevet for mere end 100 år siden, men det mærkes ikke. Livet for de
hjemløse har ikke ændret sig stort siden dengang. Jo, måske i det ydre, men ensomheden
er stadig den samme.
Flere
af digtene bliver læst af hjemløse. Der er flere ord, der er dem fremmede,
men ikke indholdet. Det er tydeligt, at de forstår digtene. Det er et genialt
greb, der giver en stærk autencitet, der går igen i de hjemløses egne beretninger, der
blev leveret med fandenivoldsk humor. Samme humor går igennem de indsatte
passager fra deres øllede samtaler på bænken, afbrudt af sjofle vittigheder og
fyndige udråb. Men alt sammen flot afstemt efter hinanden. Uden at det på noget
tidspunkt tipper over.
Mit
blik går på vandring, og jeg ser ting som jeg ikke har lagt mærke til før.
Heller ikke selv om jeg kender mange af stederne vi passerer. Verden bliver en anden. Måske skyldes det tempoet, der giver mulighed for at nå
at se sig omkring og orientere sig på ny. Men selvfølgelig også, fordi optikken
er blevet en andens: den hjemløses.
Første stop på turen er i en tunnel under Jagtvej, som jeg aldrig har lagt mærke til før. Den syngende og spillende guide (Rasmus Rhode) slår ud med hånden og fortæller, at det er et af byens gode steder, hvor der er ly og læ. Derefter er det tid til udvortes og indre afspritning. Det sidste sker med russisk vodka, der ødselt skænkes op i små snapsebægre. Rhode synger om gaderne, om natten, om vandringen gennem byen. Stemmen får mig til at tænke på Benny Holst´ protestsange. Det er et genhør fra en svunden tid, der er vakt til live igen. Selv ligner han både en poet og en hjemløs, der får mig til at fundere over, om alle digtere ikke inderst inde er hjemløse...
Sammen med de indsamlede hjemløseberetninger på lydsporet, der er optaget og redigeret af selvsamme Rhode, hører vi de hjemløses egne beretninger om, hvad der har gjort dem hjemløse. Det er beretninger om svigt – og om at dø. Både om at dø en lille smule for hver dag, men også om de kammerater, der døde på vejen af en overdosis.
Fra
Nørrebrogade 155 fører en port ind i gården. Det bliver indgangen til en lang rigt
graffiti-udsmykket passage, og med lydsporet i ørerne bliver det som at vandre
igennem en udsmykket kulisse. Det hele bliver på én gang filmisk surrealistisk,
men også endnu mere virkeligt.
Vi gør holdt på tomten ved Jagtvej 69, hvor det gamle ungdomshus lå. En ambulance kører forbi, dens blå blik rammer os, mens vi lytter til endnu en sang, der træffer os dér i mørket. Stemmen er lavmælt, men kraftfuld. Akkompagnementet er stille. Det får os til at spidse øren.
Forestillingens højpunkt er, da vi gennem mørket bliver ledt op ad en stejl trappe, op på en bakke. Trin for trin bevæger vi os længere og længere op mod himlen, der hvælver sig over os. Som var det en himmelstige vi bevæger os ad. Helt op, hvor der venter os et imponerende udsyn ud over de omgivende bygninger, mens vi lytter til en smuk sang om stjernerne, der tindrer lige over os. I digtene og sangene var der en stræben efter stjerner, men også en stærk jordbundenhed. Kombinationen er fængslende. Smukkere og mere enkelt bliver det ikke. Måske er det grunden til, at det kommer til at virke så fortryllende. Mørket, der lukker sig mere og mere om os, og gør det endegyldigt, da vi til sidst går ind på Assistens Kirkegård. Hvad der sker der, er ikke mindre magisk og dragende end det øvrige, men det skal ikke røbes her.
Forestillingen er dygtigt og præcist instrueret af Jeremy M. Thomas. Rasmus Rhode og Jeremy M. Thomas udgør som
makkerpar Teater Ord/Blindt.
Den
langsomme gang ind i historien - skridt for skridt - gjorde, at historien satte
sig uafrysteligt fast i mig, og blev en del af mig - og endte med at frisætte
noget i mig selv.
"Nattens Pibere”
Teater Ord/Blindts vandreforestilling og audiowalk om hjemløsheden med tekster af digteren Nis Petersen fra digtsamlingen af samme navn
Spiller kl. 20.00, Ons.-Lør.
Fra den. 26.8-26.9.2020
Mødested: LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 Kbh N.
Medvirkende: Rasmus Rhode
Instruktør: Jeremy M. Thomas
Idé: Rasmus Rhode
Producent: Teater Ord/Blindt
Arrangør: Teater Ord/Blindt
Trailer og en sang fra forestillingen (via FB).
Nis
Petersen (1897–1943) debuterede 1926 med digtsamlingen »Nattens Pibere«. Senere fulgte digtsamlingerne »En Drift Vers« (1933) og »Til en Dronning« (1935). Petersens egentlige
litterære gennembrud fandt sted med romanen »Sandalmagernes Gade« (1931), der
kom i mange oplag og også blev oversat til mange andre sprog.
Her er uddrag fra digtsamlingen, hvoraf flere bliver
gengivet i forestillingen. Digtene er alle skrevet efter en periode, hvor
digtren selv levede som hjemløs:
Til en ven, der tog det hvide pulver
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar