Anmeldelse: AFTER MISS JULIE i Krudttønden

Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

Der er swingende dansemusik i radioen.  Det er lige efter 2. verdenskrig. Verden er af lave og samfundet er i opbrud. Alle de faste ideer er i frit fald. Tidens vinde kaster de tre personer i AFTER MISS JULIE hid og did. Det er en tid, hvor der drømmes store drømme, men er det mere end bare drømme? Det er den undertekst, der ligger neden under den skæbnetunge genfortælling af Patrick Marber baseret på Strindbergs ”Frøken Julie” i That Theatre Company´s engelsksprogede forestilling i Krudttønden. Selv om den engelske titel indikerer at det er i tiden EFTER det oprindelige Strindberg-stykke, er der i stedet tale om en versionering, der nagler det oprindelige stykkes tidløshed hårdt og brutalt fast til tiden lige efter krigen. Det giver både fordele og ulemper. Det er let at identificere sig med et tidsbillede med klare paralleller til vor egen tid, men det er på bekostning af orginaltekstens tidløshed. For mens AFTER MISS JULIE kommer til at handle om det der bliver sagt, handler originalteksten om det der IKKE bliver sagt. Om alt det farlige, der ligger og lurer bag det usagte. Alligevel spilles der overbevisende. Benjamin Stender har både fysikken og psyken til at spille Jean, tjeneren med sociale ambitioner. Marie Winther Nørgaard er Julie, et forvoksent pigebarn, der leger med andres følelser og hengiver sig til tjenerskabet i ordets dobbeltbetydning. Johanne Wang-Holm er Jeans forlovede. Krigen afbrød deres forlovelse, så det aldrig blev med ring, men de er tydeligvis et par, indtil Julie pludselig dumper ind ad døren til køkkenet, hvor hun kaster sig over Jean. Christine ser det ske. Jean lader det ske, og ønsker det hemmeligt også. Julie lader ikke til at vide, hvad hun er ved at rode sig ud i. Måske er hun bare ligeglad. Ud af dette slynger sig en fortælling om magt og sex. Om sex og dominans.

 

Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

I Ian Burns gennemarbejdede iscenesættelse holdes teksten i et tæt greb, men det sætter ikke historien fri. Men det kan være en pointe at en historie om fastholdelse netop ikke sættes fri. De tre roller er som skakbrikker på et skakbræt, hvor hvert træk bringer dem tættere mod deres egen destruktion, for på bedste græske tragedievis går alle under. Forestillingen er deres overlevelseskamp. Men Julie bliver aldrig farlig nok. Som elskovssygt pigebarn, spilles hun som nutidig kvinde, der er havnet i en tidslomme lige efter krigen. Det kunne sagtens have fungeret, hvis hun i al sin naivitet også havde været beregnende. Men når hun ikke oplever noget socialt fald, når hun går i seng med farens tjener, oplever Jean heller ikke nogen reel social opstigen, og derved stækkes det eksplosive indre drama, der er indlejret i historien. På samme måde bliver Christines udbrud til sidst heller ikke så voldsomt som det KUNNE have været. Det oprindelige Strindberg-stykke er meget klarere, hårdere og grusommere i sin tidløse brutalitet, men alt det har Marber fravalgt. Det gør stykket rarere og mere underholdende, men er det egentlig en fordel, når det handler om det begravede vilddyr som vi alle bærer rundt på, og når stykkets beske morale er at civilisation bare er et tyndt lag fernis oven på vores iboende vildskab? Når sex bare er et våben for at opnå magt?

Sidst jeg så originalversionen i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse og før det i Lis Vibeke Kristensens iscenesættelse på Café-Teatret, sad jeg helt fremme på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt. Det gjorde jeg ikke i Krudttønden. Alligevel er det en flot opsætning, også selv om det aldrig bliver farligt nok.

 

Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

AFTER MISS JULIE 

af

Patrick Marber

(efter August Strindbergs "Frøken Julie") 

Instruktør: Ian Burns

Instruktørassistent: Peter Vinding

Scenografi: Tamara Tomanic

Lyddesign: Mark Jones

Lysdesign: Katja Andreassen

Originale kompositioner: Mikkel Sönnichsen

Kostumer: Hanne Mørup

Hår/makeup: Elizabeth Bukkehave

THAT THEATRE COMPANY

Hjemmeside og billetbestilling

Spilleperiode: 22. februar - 25. marts 2017

Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø.

 

Anmeldelse: THE CITY på Bådteatret.

Gæstespil med Why Not Theatre Company.

Det ligger i betoningen af det usagte. I starter er det bare enkelte ord, der klinger forkert. Ægteparret taler til hinanden, men aldrig med hinanden. De er så tæt på, at de ville kunne række hånden ud og røre hinanden, men gør det ikke. Snart er det et par ord, der falder ud af munden på den ene, og lander ned på havegangen foran den anden og splintres. Og en nøgle, der bliver væk. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er sådan noget, der sker. Selv i de bedste familier, sker det. Det er tilsyneladende ingenting.

Parret bor i en idyl. Deres lille have midt inde i byen er den perfekte ramme omkring deres samliv. Kvinden er oversætter. De mødes efter arbejde og udveksler tanker om dagen, der er gået. Hun, Clair (Sue Hansen-Styles) fortæller ham om mødet med en mand, der beretter om sin forsvundne datter. Hun har allerede set hende. Datteren blev hjulpet bort af en sygeplejerske. Den fremmede mand viser sig at være forfatter. En af dem, der aldrig giver interviews og som nøder kvinden til at høre sin beretning. Det viser sig at hans fortid rummer en torturhistorie, men også at pigen ikke bare er forsvundet, for hun er død. Dræbt af hans ligegyldighed og uformåen som far. Senere inviterer forfatteren oversætteren med til en konference i Spanien. Hun kommer glædesstrålende hjem og beretter om den til sin mand.

De får besøg af naboen, Jenny (Vanessa Poole). Hun spørger om der dog ikke er mulighed for at de kan låse børnene indenfor, for deres råb og skrig gør det umuligt for hende at sove, når hun kommer træt hjem fra arbejde. Men børnene leger ikke længere udenfor. De har leget med dørens lås, og har låst sig inde. Og de er ikke de eneste i stykket, der har smidt nøglen væk.

Manden, Chris (Andrew Jeffers), der imellemtiden er blevet arbejdsløs, beretter om mødet med en gammel skolekammerat. Der skete henover køledisken i det lokale supermarked. Skolekammeraten er slagter. Han insisterer på at Chris skal huske deres fælles fortid. Han var den de andre lagde for had og drillede. Især Chris.

Clair er vant til at bruge ord, og lever af dem. Måske er det det daglige arbejde med andres tekster, der giver hende lyst til at skrive sine egne, så hun begynder at skrive sig selv. Hun opfinder virkeligheden omkring sig. Det er det hun skriver, som vi oplever på scenen.  

”The city” er et konversationsstykke, der umiddelbart virker såre tilforladeligt. De fire medvirkende kæmper for at opretholde ro og orden, og alligevel bliver sprækkerne mellem dem stadig større. Ligesom byen, der er gengivet på teaterplakaten og som pryder scenens bagvæg. Det er et nærmest futuristisk bylandskab. Det lyner med ild fra himlen, og flammer slikker hen over bygningerne i forgrunden. Det er jo en storby, og selvfølgelig er der ild. Der er vel altid lidt ild i en storby. Men der kan også være ild i mennesker. Inde i byen. Midt inde i den. Det er det, vi oplever i ”The city”, mens ilden tager fat og vi hygger os med en lille passiar efter arbejdstid. Hvad er virkelighed og hvad er fantasi? I byens smeltedigel ophæver det ene det andet.

”The city” er fermt skrevet dramatik, om at være menneske. Det er godt instrueret og velspillet. Hvor kan det engelske sprog dog lyde smukt, sådan som det ligger i munden på stykkets fire medvirkende. Bådteatrets grå indre er som skræddersyet til denne grå fortælling om at være menneske omspændt af byens flammer. Lukket inde i skroget af en båd. Omgivet af koldt vand, der ville kunne oversvømme hele sceneriet hvert øjeblik det skulle være. Når man som tilskuer bagefter træder ud på dækket og skuer ud over byens lys, virker stykket endnu mere som en grum fortælling fra byens indre, om mennesker der sætter ild til sig selv og deres omgivelser.

 

Manuskript: Martin Crimp

Instruktion: Barry McKenna

Lys: Katja Andreassen

Scenografi: Andrew Jeffers/Barry McKenna

Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Vanessa Poole og Emilia Poole Jönsson

Spilleperide: 2.-20. april 2013

Gæstespil på Bådteatret af Why Not Theatre Company

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=79