Ørkendrømme: Søren Birch Plum

Fotos: Kasper Nybo Photography og Rumle Skafte.

Foto: Kasper Nybo Photography

THANK YOU HAVE A NICE DAY

i Dansekapellet

14.-25. februar 2023

Vi bliver budt indenfor i Center for Eskapisme. På scenen lyser et gult Smiley-ansigt op i mørket, mens der hypnotisk tælles ned til rejsens afgang og til Gunilla Lind Danseteaters opgør med livet, stående på randen af verdens undergang.

”Føler du også at virkeligheden bliver for meget?

Er dine skuldre vokset dig over hovedet?

Gemmer du dig i dine egne skørter?”

Det lyder umiddelbart voldsomt, men det groteske presser sig på – og danser med på scenen i form af to overdrevent smilende ”lykkevejledere”, men let er det ikke, når virkeligheden hele tiden presser sig på. Tryk avler modtryk, og den første kunde på klinikken er helt fastlåst i sine bevægelser, der er svære at få blødt op. Det bliver langsomt bedre, men helt godt bliver det aldrig. Scenografen Kirsten Victoria Lind har helt konkret lavet to dragter, hvor skuldrene er vokset ejeren over hovedet. Det er i samme kulørte storblomstrede stof som de øvrige tre danseres dragter. Det er festligt på en pralende, forløjet måde, der er med til at sætte forestillingens tone. Musikken er udtryksfuldt lagt i hænderne på Kristoffer Rosing-Schow. I starten virker musikken næsten anmassende, for senere at blive helt kælen. Der er indlagt grin, latter og klapsalver. Vi er helt ude på overdrevet i den visuelt overdådige forestilling i Dansekapellet. Bag det hvide snorgardin, der omkranser scenen, kan der anes store skikkelser, der bevæger sig forbi i røg og damp. Er det underbevidstheden, der trænger sig på? Det er i hvert fald betagende med disse forbiglidende skikkelser fra en anden verden, der trækker forbi på bagscenen delvist skjult bag de agerende.

Foto: Kasper Nybo Photography

Det er med til at forstærke fornemmelsen af, at vi kigger på et postuleret rum, som var livet et stort Tv-show eller måske snarere et realityprogram. På et tidspunkt synker de fem på scenen sammen i et fælles passivt TV-kiggeri, alt imens de uden afbrydelse æder og propper sig. Det er slik og skuespil til folket.

Foto: Kasper Nybo Photography

Koreografen Gunilla Lind er ikke sådan at sætte i boks. Sidste jeg var i Dansekapellet til forestillingen, LOVEU2ND (2019), blev jeg helt slået bagover. Bagefter anede jeg ikke, hvad jeg havde set – og det var først den efterfølgende morgen, at jeg begyndte at begribe, hvad jeg var blevet udsat for. For det var sært, overrumplende og meget mærkværdigt, men også fascinerende. THANK YOU HAVE A NICE DAY er langt fra så gådefuld og underlig, men stadig rundet af samme store lyst til med dansende billeder at bevæge sig tæt ind på livet af os. Gerne med overrumplende tableauer, overraskende drejninger, stor visuel poesi og massiv musik. Der bliver gået til stålet, selv om THANK YOU HAVE A NICE DAY er blidere, og alligevel kunne dansernes overdrevne smil også dræbe. Det skal man ikke tage fejl af. Det er forunderligt, for netop den mandlige lykkedanser formåede faktisk at smile så afvæbnende, at det så helt tilforladeligt ud, selv om vi vidste, at de var ude på en selvmordsmission. Eller rettere gjaldt det os, for vi var draget med ud på denne mission sammen med danserne Jacob Schrøder, Marcus Alexander Roydes, Raphaël Eder-Kastling, Ruth Rebekka Hansen og Shuli Nordbek.

Foto: Kasper Nybo Photography

”Læn dig tilbage. Træk vejret dybt. Du er nu nået ind i venteværelset på Center for Eskapisme. Benægtelsernes højborg, hvor du lærer at leve godt, mens skibet går ned. Men måske virker behandlingen ikke helt som den burde?”

Foto: Kasper Nybo Photography

THANK YOU HAVE A NICE DAY

IDÉ OG KONCEPT: Gunilla Lind

KOREOGRAF: Gunilla Lind

DANSERE: Jacob Schrøder, Marcus Alexander Roydes, Raphaël Eder-Kastling, Ruth Rebekka Hansen, Shuli Nordbek

SCENOGRAF: Kirsten Victoria Lind

KOMPONIST: Kristoffer Rosing-Schow

DRAMATURG: Josefine Elna Ibsen

PRODUCENT: Shuli Nordbek

GRAFISK DESIGN: Tilia Lind Hasselager

Danseforestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinusfonden, A. P. Møller Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Beckett-Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside & billetter

Foto: Rumle Skafte.

TURBO

på Forbrændingen

14. - 25. februar 2023

(spilles også på P44, Sydhavn Teater og i Høje Gladsaxe)

Scenen på Forbrændingen i Albertslund er meget velegnet til den debuterende dramatiker Frederik Timms stærke og meget mundrette tekst i forestillingen TURBO, der er et joint adventure mellem Mungo Park og Sydhavn Teater. Det er en stærk oplevelse om forbrændingen af et menneske og de drømme, der ikke længere er relevante, når livet pludselig snører sig ind og tager vejret fra én. Mungo Parks Søren Birch Plum og Alexander Mayah-Larsen mødes på scenegulvet med Sydhavns Teaters Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard. Det er Mille Maria Dalsgaard, Sydhavns Teaters afgående kunstneriske leder, der har instrueret, så det er en fryd at opleve de fire veloplagte spillere stramt styret og sluppet endnu friere løs i forestillingen, der har dampen oppe hele vejen igennem.

Foto: Rumle Skafte.

Med en produktionstid på bare tre uger er det knald eller fald, og resultatet er opløftende. Selv om stykket og dets karaktertegning af de fire personer er en nedstigning i mørket. Det virker symbolsk, at man skal klatre ned ad mange trin for at komme til scenen og tilskuerpladserne, for også forestillingen er en nedstigning, men det sker så veloplagt og humoristisk, at det er umuligt ikke at blive forført af spillernes stærke energi og dynamiske sammenspil.

Foto: Rumle Skafte.

Det er meget slapstick og klovneri i forestillingen, men det bliver styret med stram hånd og bliver derved et stærkt kunstnerisk greb. Især Søren Birch Plum og Malik Grosos har en fabelagtig god kemi og energi sammen, der slår gnister. De er totalt for meget, men det passer så godt til deres karakterer, der i forestillingen kaldes ”Svampen” og ”Pelikanen”.

Foto: Rumle Skafte.

Teatret kalder det en street-absurdistisk komedie om en ung machomand, der rammes af en altopædende sygdom. I programmet forklares, at ”hormondyr” betyder veltrænet person. At ”sorte skejs” betyder penge, der ikke er blevet betalt skat af. At ”wifey” betyder kæreste med potentiale til at blive kone, og at ”gribbe” betyder kvinder, som efter ens opfattelse kun er ude efter penge. Og dermed er scenen sat.

Foto: Rumle Skafte.

Hovedrollen som Turbo spilles af Alexander Mayah-Larsen, og han gør det skræmmende godt. Det er overraskende at opleve både ham og Søren Birch Plum (begge fra Mungo Park) spille så diamentalt modsatte roller af det, de senest har spillet i på Mungo Parks musikalske ”Ingenmandsland”, men i TURBO er der væsentlig mere drøn på turbinen, og de er meget stærkere her som Svampen og Turbo. Maria Carmen Lindegaard har en voldsom scene, hvor hun binder Turbo til en stol, mens hun skiftevist hudfletter ham med medfølelse og indædt had. Det er stærkt spillet.

Foto: Rumle Skafte.

Forestillingen spilles på Forbrændingen i Albertslund, i Høje Gladsaxe og på Sydhavn Teater og kommer derved rundt og møder et andet publikum, end den ellers ville have fået. Den får de unge i tale og gør det så godt, at publikum kvitterer med tilråb og taktfast jubel. Det er skønt at opleve.

TURBO

Medvirkende:

Søren Birch Plum, Alexander Mayah-Larsen, Malik Grosos, Maria Carmen Lindegaard

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Brian Larsen

Dramatiker, forfatter: Frederik Timm

Producent: Mungo Park

Co-producent: Sydhavn Teater

Arrangør: Sydhavn Teater

FORBRÆNDNINGEN

PREMIERE

Tirsdag 14. Februar kl. 20

Onsdag d. 15. Februar kl. 20

Torsdag d. 16. Februar kl. 20

P44

Fredag d. 17. Februar kl. 20

Lørdag d. 18. Februar kl. 17

Mandag d. 20. Februar kl. 20

Tirsdag d. 21. Februar kl. 20

Onsdag d. 22. Februar kl. 20

Torsdag d. 23. Februar kl. 20

GLADSAXE

Fredag d. 24. Februar kl. 20

Lørdag d. 25. Februar kl. 20

Hjemmeside & billetter

Se oversigten over de

233 andre anmeldelser

Foto: Rumle Skafte.

Efter forestillingen opdager min ledsager og jeg, at vi begge – uafhængigt af hinanden - kender én, der er bidt af en gal UFO, ligesom i indie-musicalen INGENMANDSLAND på Mungo Park. Vi synes begge, at det er underligt og lidt uforståeligt på den måde at knytte sit liv an til noget, der virker så fjernt og så uforståeligt. Sådan er der sikkert mange, der tænker, og måske er det grunden til, at der ikke tales særligt meget om det – og alligevel hænger det usagt i luften imellem os som noget uundgåeligt og umådeligt fascinerende.

Foto: Rumle Skafte.

I filmen ”Mysterious skin” af Gregg Araki (2004) baseret på Scott Heims roman af samme navn bliver UFO-fascinationen ligefrem et dække for en underliggende overgrebshistorie, der er så farlig, at kun en UFO-oplevelse kan dække for den. Dette blot for at sige at UFO-musicalen på Mungo Park af Nana Plechinger Tüchsen er ude i et umuligt ærinde, og måske er det netop derfor, at den fungerer så godt. Det umulige møder den fascination, de fleste af os kender til. For er det et emne, der er latterligt eller giver det mening?

Foto: Rumle Skafte.

Teaterlederen Anna Malzer har taget beretningerne til sig og instrueret den sære historie, så alle brudfladerne finder sammen og har gjort det til en musical om tro, håb og UFO´er. Alexander Mayah Larsens Orhan, der er en 30-årig, usikker og lidt tøvende ingeniør, er ladt tilbage efter farens selvmord med en kasse efterladenskaber og en masse ubesvarede spørgsmål. I kassen finder han UFO-magasiner, en UFO-trøje og mystiske optagelser af lyde og toner, der angiveligt stammer fra farens nærlydsoptagelser af UFO-møder. Orhans bror, Albert (spillet af Søren Birch Plum), som han bor sammen med, har ikke lettere ved at finde sig til rette i livet. Famlende forsøg på at realisere sig selv som digter trækker lange veksler på brorens tålmodighed. Men da Orhan møder den selvsikre Lilly (spillet af Laura Kjær/Nana Morks), kaster det dem begge ud på en undersøgende rejse for at finde tilbage til, hvad der reelt lå bag farens fascination og tilknytning til de overnaturlige oplevelser han havde. Sammen opsøger de Finn Heino (spillet af Henrik Prip), der selv har haft en masse UFO-oplevelser og også har fotograferet dem – og som faren desuden har boet hos. De to har kendt i hinanden i 20 år. For Lillys tilfælde handler det om at lave endnu en podcast om et uforklarligt fænomen, som hun forsøger at afsløre som enten ”fis eller fakta”. For Orhan handler det om at finde ud af, hvem faren var. Den far som resten af familien affejede som smågal. Men var han det?

Foto: Rumle Skafte.

Vi bydes indenfor til tonerne fra Gnags ”Danmark” og med ordene:

”Danmark/ Det banker på din dør/ Har aldrig set dig så selvisk og ensom nogensinde før/ Åh, Danmark/ Pas på du ikke dør”

Bagefter iblandes Poul Krebs ”Sådan nogen som os” og Anne Dorthe Michelsens ”Jeg har lagt mine våben” m.fl. Det burde være dødsdømt fra starten, men det mærkelige sker, at brudstykkerne fra diverse slagere er så kunstfærdigt arrangeret og sammenvævet af Ingvild Skandsen sammen med den øvrige musik, at det ikke bare bliver spiseligt, men ligefrem lækkert, for det er så frækt gjort og virker så overrumplende, at jeg når at nyde musikken, inden jeg opdager, hvad det er, og på det tidspunkt sidder jeg allerede og slår takten med foden, helt forført.

Foto: Rumle Skafte.

De fire på scenen står for det hele. Deres stemmer klinger smukt sammen, og musikken er, hvad de selv formår at frembringe på scenen. Der er ingen playback, intet stort maskineri at gemme sig bag. Emil Sebastian Bøll står for lyddesignet, der understøttes af lysdesignet af Mads Lindegaard. Scenografien af Frederikke Dalum er på samme måde som det øvrige, yderst sparsom, men meget velfungerende. Så enkelt kan det gøres. Det hele reddes af denne enkelhed som det er grebet an med, for historien er lige modsat, selv om der også er ansatser til en kærlighedshistorie mellem Orhan og Lilly. Men det er i mødet med Finn Heino at det hele kommer i balance. Mens de andre svæver rundt i deres usikkerhed, selv Lilly, der skal forestille at være stålsat i sin afdækning af ”fis eller fakta” hænger usikkert i en usikker verden, lige indtil Henrik Prips Finn Heino endelig kan fortælle historien om, hvad der ligger bag det hele (og det skal ikke røbes her). Heinos beretning er lige så fantastisk som alt det øvrige, men den er også rørende. Ikke mindst eftersom Prip ER Finn Heino. Henrik Prip formår at få det hele til at bundfælde sig. Han bliver det prisme som det hele kan ses igennem. Det er stort spil i en umådelig rodet historie, der mirakuløst nok kommer til at fremstå meget enkel og fokuseret.

Foto: Rumle Skafte.

Selvfølgelig er det akavet, når de fire skuespillere bryder ud i sang, men sådan er konventionen, og som instruktøren skriver i forestillingens program: ”det føles som at have drukket 1,5 glas rødvin hver gang der synges”. Måske er det enkelheden og nøgenheden, der betager. For det er stort og skævt tænkt, og faktisk så vildt, at det umulig kan lykkes, men det gør det!. Underet sker, alt det akavede finder sin egen sære balance i denne usædvanlige forestilling i Mungo Parks nye fine teatersal i Allerød.