Anmeldelse: IS I MAVEN! 156 dage som kirurg i Nuuk af Marie Louise Malmstrøm

På forsiden er der en formation, der nærmest falder ned fra midterryggen og breder sig ud nedefter. Som et isbjerg eller en isformation i blågrønne farvenuancer. Det går igen inde i bogen, hvor det danner en slags opdeling af bogen, hvor der flere steder er indsat dobbelte opslag med udviskede grålige, isgrønne farver, der glider ind over hinanden som isfrosne overflader. Det er smukt og meget poetisk. Det understøtter bogens poetiske tone, der samtidig punkteres af den ramsaltede humor. Det er en fin kombination.

”Da det røde Air Greenland propelfly stadsede sine motorer på landingsbanen i Nuuk, blev der stille. Helt stille. Min familie og jeg havde længe drømt om at prøve kræfter med en anderledes hverdag. Nysgerrigheden havde placeret mine to drenge på tre og fire år samt min kæreste og mig foran den lille ankomstterminal, som akkurat stod frem i snestormen knap 100 meter fra os, den mandag i 2019. Med dørenes åbning fulgte stormen og begyndelsen på et eventyr.” (uddrag fra bogens forord, side 4).

Teksten, der både er på grønlandsk og dansk, er på samme måde anelsesfuld og lidt gådefuld. Den beskriver i små passager forfatterens ”156 dage som kirurg i Nuuk” (som også er bogens undertitel). Teksten er flertydig, og det er tydeligt, at forfatteren gør sig store anstrengelser for at undgå stereotyperne, der ligger lige for.

”KRISTI HIMMELFART DEN 30. MAJ

Et dødsfald på grund af botulinumtoksinforgiftede søkonger efter fermentering i sælovertræk, fordi fermenteringsprocessen slog fejl. Botulisme kan ikke smages. Til kaffemikken efter begravelsen blev serveret søkonger. Afdødes egenproduktion. Yderligere tre dødsfald og to på intensiv.” (uddrag fra bogen, side 70).

Det bliver til en dans hen over tynd is, for hvordan møde alt det nye, når man kommer udefra – og fra Danmark? Det bliver derfor til billeder og skildringer af mødet med et folk, der i bund og grund er meget anderledes end det, vi er vant. Teksten er spændende, og den åbner ind til alt det anelsesfulde, der ligger bag de anderledes måder at gebærde sig på, når vind og vejr bestemmer liv og skæbne, men også en indre og ydre natur, der er drevet af noget helt andet end det, vi kender til.

”Fredag den 12. april.

En læge ringer om en patient fra en bygd. Hun har et fastsiddende stykke moskuskød i sit spiserør – på andet døgn. Alvorlig tilstand, kan være livstruende. Hun skal overflyttes inden for få timer med fly, men det aflyses grundet voldsom turbulens. Næste flyvelejlighed viser sig at være to dage senere.” (uddrag fra bogen, side 20).

Marie Louise Malmstrøm er nysgerrig og forholder sig åbent til det, hun møder på sit arbejde. Hun træder forsigtigt i sine skildringer af det grønlandske, og det hun ikke forstår. Hun er tydeligvis ikke ude på at indgå i en politisk diskussion, men vedbliver gennem bogen at insistere på sin ret til blot at være iagttager og en forsigtig skildrer af det, hun oplever i mødet med den grønlandske natur omkring hende, og i de mennesker hun møder.

Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

”Onsdag den 24. april.

Der findes utallige ord for is: ”ilog”(isblomst på et vindue), ”tullut”(sammenfrosne isklumper sammenført af blæst eller strøm), ”nutarneq”(nyis i en revne), ”sikusiaq”(is, man har observeret). Men for en inuit er dét at beskrive karakteren af sine mavesmerter nærmest umuligt. Her er ingen ordrigdom.” (uddrag fra bogen, side 32).

Det er en svær kunst at forholde sig åben. Det er så let at forfalde til hurtige slutninger og konklusioner, men det holder hun sig for god til, og derved sikrer hun sig også, at læseren heller ikke gør det samme. Hun har en nysgerrig poetisk åre, der trives i mødet med det uvisse i det grønlandske. 

”Grønland er hundespand, der fornemmer revner i isen og undviger. Grønland er mos i alle nuancer af gulligbrun. Grønland er synet af pukkelhvalsblåst fra altanen. Grønland er en eftermiddagstur i jollen og fire torsk på linen ved første kast. Grønland er at plukke søpindsvin og tang til aftensmaden.” (uddrag fra bogen, side 52).

Som en kirurg lægger hun dybe snit gennem beretningen, så hendes skildringer hele tiden balancerer på en knivsæg og undgår derved at bekende sig til hverken det ene eller det andet. Måske kan man sige, at læseren efter endt læsning ikke er blevet meget klogere, men har til gengæld fået en meget bredere viden og måske også har forstået, at dette ikke lader sig aflæse med vores normale, danske øjne. Det kræver mere end det. Det skal opleves på en helt andet måde – og den måde er det smukt at blive gelejdet hen imod. Det er bogens fortjeneste, at det lykkes så fint.  Verden har flere nuancer og facetter end det vi umiddelbart møder. Vi skal meget længere ned i historien og beretningerne. Malmstrøm lægger det ene snit efter det andet og skære alt fedtet væk for at blotlægge nogle af de sandheder, der ligger bag. Eller forsøger i hvert fald at gøre det. Det er op til læseren selv at regne resten ud. Det er et flot udsyn, hun med bogen skaber for os. Vi er på herrens mark. Måske kan vi slet intet andet konkludere, end at vi ved så forsvindende lidt og forstår endnu mindre, men måske er vi blevet lige så bjergtagne og nysgerrige som Marie Louise Malmstrøm selv – og det er faktisk ikke så ringe. Det er i hvert fald en spændende bog, der ingen nemme svar og konklusioner lægger frem. Forfatterens åbenhed er det hele værd.

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

”EFTERSKRIFT

-          Som en tidligere anæstesiologisk kollega plejede at sige:

”I Grønland overgås fantasien kun af virkeligheden”.

Øjving Rosing

KIRURGISK OVRLÆGE

NUUK”

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Marie Louise Malmstrøm:

IS I MAVEN!, 156 dage som kirurg i Nuuk

Frydendal, 2022

170 sider. 

Forlagsredaktion: Henning Lund

Korrektur: Hanne Lund

Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Oversættelse fra dansk til grønlandsk af Paornánguaq Helene Kleist

Fotos: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

 

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Marie Louise Malmstrøm medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

På besøg hos billedkunstneren Susse Volander

Foto: Michael Svennevig.

At besøge Susse Volander i HF Birkevang er noget ganske særligt. Det lille firkantede hus med det højryggede tag ligger og skutter sig bag en høj hæk. Lidt gemt væk som en hemmelighed. På entrédørens glasrude er der i en regnbueformet halvcirkel skrevet med slyngede kulørte bogstaver ”DenLilleBitteBilledskole i Birkevang”, og det er også de glødende farver, der først springer én i møde, når man træder indenfor. Det er sådan et sted, hvor man umiddelbart føler sig godt tilpas og har lyst til at blive. Det er farverne, der gør det. De er allevegne. 

Det er ikke bare malerierne i sig selv, men også alle vægge, paneler, kommoder og skabe i huset, der er udsmykket og bemalet. Normalt ville så mange farver tage vejret fra én, for det kan nogle gange komme til at virke så massivt, at man bliver slået bagover og næsten får åndenød af det, fordi det kan suge al luften ud af én. Det gør det også i Susses og Oles hjem, men på den gode måde. At træde ind dér, føles som træde ned i et vældigt farvebad, for det befrier og lader én slappe af i et mægtigt farvegilde, for farverne leer imod én og byder hjerteligt velkommen. Alle farver er nøje afstemt efter hinanden. Det er sjældent at opleve noget sådant. 

Det er som at træde ind i et eventyr. Det samme sker, når jeg åbner Susses nye bog: ”Brug Bogen og leg med mig i Grønland”. Det er blot første bog i en klippeklistre-serien, hvor det er meningen at børn og voksne sammen skal klippe bøgerne sønder og sammen, for dermed at kreere overraskende scenarier fra f.eks. Grønland. I forordet skriver Susse Volander at det netop er en sådan bog som hun selv ”ville have elsket at have som barn. En bog, der skulle bruges, klippes i, limes sammen og som var kreativ sammen med mig”. Bogen er skabt med inspiration fra en tur i Grønland: ”Alt var fuldstændig hvidt, det var magisk.” Den består af fire landskaber som man kan trylle frem ved at klippe og klistre sig igennem bogen. Indsatte QR-koder giver adgang til de sange og det omgivende musikalske univers, der ledsager bogen på bedste vis. De små film er også animeret af forfatteren. 

Musik & sang fra bogen. Musik: Aviaja Lumholt. Sang: Miké Thomsen.

Man kan sige at både motiver og farver blander sig i bogen og breder sig videre i filmene og ud igennem musikken, og kæder det hele sammen til et betagende hele. ”Alt er hvidt. Himmel og jord flyder sammen i hvidt. De går lige bag hinanden, men det kan de hverken se eller høre.” Et af de bogens indledende fotos viser kunstneren malende på et flyvende tæppe. 

Foto: Michael Svennevig.

Alene med dét billede er det tydeligt, at vi er trådt ind i magisk univers, hvor det er en fornøjelse at rejse ud i verden på et flyvende tæppe – og denne rejse går til Grønland. Bogen er tosproget, så al tekst også er gengivet på grønlandsk. Bøgerne henvender sig til børn fra 7 år og opefter og deres legende voksne. Selv kommer jeg næppe til at opleve det, for bogen er så smuk, at jeg slet ikke nænner at nærme mig den med saksen. Jeg nyder at bladre den igennem. 

Foto: Michael Svennevig.

Ligesom hjemme hos Susse, er bogens univers et organisk mylder af farver, men så nøje afstemt efter hinanden, at det er føles som at blive inviteret med til farvefest. Det er umuligt at undslå sig. Farverne og de glade motiver drager én med. Bogens opsætning virker uhyre gennemarbejdet og er meget lækkert sat op. Den er indbundet i hardcover-format og ligger godt i hånden. Der er ikke sparet på noget. Trykket, papiret, motiverne og farvegengivelserne spiller organisk sammen. Det er simpelthen en overvældende smuk og farverig bog. Et åbent kunstværk.

Mød Susse Volander til festivalåbningen, 

lørdag den 6. august 2022 

i HF Prøvestenen på Amager

Se Video:

*

*

*

Læs også de øvrige kunstnerportrætter 

i samme serie: "På besøg hos..."

Lena Gemzøe

*

Foto & layout: Michael Svennevig.

Læs mere om den kommende festival.

*

Margrethe Tjalve: "Iseskrog"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Tanken blev født, da lektor Margrethe Tjalve skulle til Grønland på studietur med en gruppe studerende, som hun underviste på gymnasiet i Helsingør. Hun ville gerne fortælle om Grønlands missionshistorie – og om det særlige, som knyttede Grønland og Danmark sammen.

Margrethe læste om Hans Egede, der kom til Grønland i 1721 sammen med hustruen Gertrud Rask, men der var noget som hun ikke kunne få til at passe, og det fik hende til at dykke dybere og dybere ned i stoffet. Måske kunne det ad åre blive til en PHD, men da der ingen primærkilder fandtes, altså skriftlige kilder fra Gertrud Rasks egen hånd, blev det alligevel ikke til nogen videnskabelig afhandling. Desuden var Margrethe Tjalve heller ikke historiker, men filolog. I stedet blev det til en rund fortælling, som hun kunne skrive og give stemme i en skønlitterær form som roman.

”Mit personlige emancipationsprojekt” kaldte Margrethe det i et indslag i Skønlitteratur på P1. Det kom til at handle om drømme, håb og længsler.

Uddrag fra anmeldelse:

”Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Musikken på podcasten: 

”Interstellar” fra cd´en ”Theory of Colours”(2019) er skrevet og komponeret af sønnen Esben Tjalve, der har indspillet det med bandet Red Kite.

*

Mød Margrethe Tjalve på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Lyt også til de to præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 
1. del og 2. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Anmeldelse: ISESKROG af Margrethe Tjalve

Hans Egede og hustruen Gertrud Rask kom til Grønland i 1721. I de fleste historier er Hans Egede hovedpersonen, når det gælder missionsgerningen og koloniseringen af Grønland, men ikke i Margrethe Tjalves roman, ISESKROG. Gertrud Rask sad ikke fast i samme stive rettroenhed som Hans Egede, og grønlænderne kunne ikke lide Hans Egedes kobling mellem handlen og mission, men de kunne godt lige Gertrud Rask, der af mange blev opfattet som en kvinde med særlige kræfter. Det gjorde, at de fik et ganske godt forhold til hinanden, så Gertrud Rask faktisk blev venner med grønlænderne, og ville til sidst slet ikke hjem derfra. Heller ikke selv om hun i første omgang havde strittet voldsomt imod overhovedet at komme dertil. Men hun tabte sit hjerte til landet, naturen og folket.

Ligesom Margrethe Tjalve tydeligvis har gjort under sit mangeårige arbejde med romanen.

Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.

Foto: Michael Svennevig

Det er en besk morale i bogen, når Gertrud Rask i slutningen konkluderer: ”Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (s. 369). Men det er samtidig en betagende skildring af Hans Egede eller Palasi, som grønlænderne kaldte ham, og af hans hustru Gertrud Rask, der har hver deres tilgang til livet og menneskene – og den gerning som de selv og kongen har givet dem. Det bliver på mange måder en kamp om at vinde mennesker for sig – og der har de hver deres tilgang. Hvor Hans er teologisk funderet, er Gertrud mere praktisk anlagt. Det er Hans, der sætter sin vilje igennem og får dem afsted, men det er hende, der formår at opbygge noget varigt i forhold til grønlænderne.  Der er også betagende skildringer af hendes fascination af og forhold til hjælpepræsten. Især er det en afgørende ulykkesstund i begyndelsen af romanen, hvor hendes søn er nødstedt uden at hun kan gøre noget, og hun lover at tage missionsgerningen på sig, hvis Gud lader ham overleve. Det sker og hun holder sit løfte. Der mangler ikke dramatiske optrin. Det er en roman fuld af overlevelseskampe, der er båret af dyb menneskelig indsigt og en overvældende og meget righoldig research, der gør, at tiden og begivenhederne folder sig ud i fuldt panoramisk format for læseren. Vi kommer med på en fascinerende, men også farefuld færd til menneskenes land, Grønland.

”Det var deres blinde iver, der førte dem herop i stedet for Hans forsyn. Iver efter hvad? I hvert fald ikke rigdom! Var det hendes vilje, og ikke, som hun altid troede, en opgave, Gud havde givet dem?

Min vilje, gentager hun. Hører du mig?

Og hvad så, om Gud hører hende, hvornår har Gud i grunden hørt? Sygdom, sorg, vrede, forbitrelse. det er onde ånder, som hun har erfaret gennem det sidste halve år. Hun dukker hovedet. Tomheden rammer hende som et slag med en storåre. Oppe fra Guds plads må menneskene på havnen tage sig ud som myrer, der løber rundt i deres baner, frem og tilbage.

Hvilke planer er der for dem? Hun lytter igen, stadig intet svar.

Den tomhed er også grønlændernes. Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (side 368-69)

*

 Margrethe Tjalve: ISESKROG (Forlaget Vandkunsten, 2017), 376 sider.

Hør den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve, 

der offentliggøres i morgen

Mød Margrethe Tjalve på 3. festivaldag i Vanløse.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER


*