Viser opslag med etiketten Christian Grønne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christian Grønne. Vis alle opslag

mandag den 11. august 2025

Anmeldelse: FADING WITH BIRDS af Tom Sonntag

 

Layout: Michael Dam. Foto: Christian Grønne.


Er "Fading With Birds" en svanesang? Er dette den finsk/danske komponist og musiker Tom Sonntags sidste udgivelse? Han skriver, at det handler om ”the ending of time”. Han er kørestolsbruger og har muskelsvind, så fremtiden er ikke uendelig for ham. Det er de kort, han har fået at spille med i dette liv. Musikken  er båret af en stille resignation og en tilsyneladende ubesværet afklarethed. Det meditative er tydeligt, når han beskriver det som «a sound reflection om my wondering about the ending of time»... Not with fear, but as a relief from pain and distress. A strong hope to transcend into a state of ease... Courage to let go and fade away with birds…” Som et musikalsk testamente - et melodisk farvel  til livet og naturen, båret af en spindelvævstynd lethed, kombineret med finsk melankoli. Det er blevet til 75 minutters musik fordelt på 11 skæringer. Det grafiske arbejde på omslaget og indercoveret, med fotos af Michael Dam og layout af Christian Grønne, har samme æstetiske lethed.  

Det starter med klaver, og en sagte violin glider ind over i lange bløde strøg. Som regndråber drypper tonerne ned over ”In the old forest”, der indledes med ordene: ”My self perishes when I listen to you in the old forest”. Tom synger og taler med en stille sprukken stemme, skiftevist syngende, hviskende og talende. Lucy Bannons violin er grædende. Det er svært ikke at blive berørt af denne visdomsfyldte sang. Toms stemme siget det hele. Det er så ærligt, at det gør ondt at lytte til.

På ”Fragiles” indledes der med regnvejr. Klavertoner daler ind over os. De høje diskante toner rammer os blidt. ”As fragile children we drift unsure but still true like mists in the forest.” Bløde mundharpelyde blæser ind over. Vi er igen ude ved porten ind til evigheden. Vi kigger ind i et spejl, der spejler vores egen udødelighed - eller manglen på samme.

”Kneeling Aura” er mere munter. Måske er det daggry. Junglelydene er både morsomme og lidt aparte. Det hele er spillet af Tom på keyboard med diverse lydeffekter. Melodica og flydende luftige toner brydes, under hvad der kunne lyde som et indledende tordenvejr. Men det bliver aldrig rigtig voldsomt, selv om himlen trækker sig sammen og ændrer vores syn på verden.

Toms og Poul Poclages stemmer cirkler melodisk ind over hinanden i ”Child”. Det ene øjeblik næppe hørligt, før det senere koncentreres, og Tom hviskende synger teksten: ”Look up with an elder´s sight/Step out with a child´s mind”. Måske er det noget af essensen af denne række af dødesange, der lige så vel kunne være livssange. Vi bevæger os ud til den yderste grænse, hvor tonerne står vibrerende tilbage, mens vi skuer ud mod horisonten. Det virker på én gang både animerende og meget insisterende. Sagte og nænsomt.

I ”Parrallel Waves” fortsætter regnen. Denne gang mere vedvarende. Lange glidende toner fanger os ind, og vi suges ind i en uendelig verden. Vores opmærksomhed bliver låst fast. Musikken er som store vældige filmiske lydkulisser. Der er kælet for den organiske lyd. Det er på én gang drømmende og insisterende som kun de bedste drømme er.

I ”Ravenows” bringer Sandy Chatterjees vokal os straks til Indien. Han spiller på shamanistisk tromme med Toms luftfulde sang i forgrunden. Højt klingende klokkelyde giver tempelassociationer, mens ravne flyver mod nat. Vi hører deres dæmpede ildevarslende skrig, da de flyver tæt forbi. Pludselig arbejder en dyb tromme sig ind i lydbilledet. Der er mange elementer i spil, og samspillet er tæt og totalt. Det er som at bade i vældige vandmasser. Det er frydefuldt at stige ned i dette raffinerede lydbad.

”From water” introducerer rent dagslys. Væk er alt det dunkle og anelsesfulde. I det klare lys kan vi se det hele – og det er en storslåede udsigt. Lyset gennemvæder os, og der er en opvågning, som løfter os videre op. Melodicaens toner viser vej. Musikken, der består af lange fortællende tonerækker, bølger rundt om os. Måske som vandmyg, der skøjter hen over vandets overflade på en varm sommerdag. En barnestemme blander sig og giver os al naiviteten tilbage.

I ”Distant Memories” dukker William Hoydal Nikolajsens drengesopranstemme op midt i det uendelige. Det er betagende – og en af de smukkeste skæringer på cd´en. Jeg får lyst til at græde, når jeg hører det.

I titelnummeret ”Fading with birds” er det Lucy Bannons lyse stemme, der synger sammen med alle fuglestemmerne. En ravn skræpper, og lyden trækker sig sammen som uvejret i et foregående nummer, ”Kneeling Aura”. Klavertonerne lægger sig omkring det hele. Toms egen vokal minder om de finske skove. Der er ekko fra dybe dale og en tilbagevendende melankoli, der dukker frem mellem træerne i den uendelige skov.

På det længste nummer, ”Through A Window”, på 13½ minut, åbnes der med en Jan Gabarek-saxofon-lyd, der bringer os endnu dybere ind i skoven.  De fleste lyde er frembragt elektronisk, men klinger så organisk, at der ikke er en eneste rest af den mekanik, der ligger til grund for det hele. Sandy Chatterjee spiller guitar og percussion på nummeret. Det er samplinger med naturlyde. Det er på én gang både storladent og inderligt. Det er gigantiske landskaber, der rulles ud for lytterens indre blik. Det er fængslende at lytte til. 

På nummeret ”Through A Window”  flimrer solen igennem løvet. Det løsner alt det insisterende i de foregående numre. Det er smukt og betagende at slutte cd´en med denne rejse mod lyset og en medfølgende afklaring. Det er en tilbagelagt rejse, der nu har funder hjem. Også for denne lytter.

På den afsluttende ”Storm Song”, hvor Poul Næs spiller double bas, er de første ord: ”Finding home/In this storm/ Finding home/ Outside time”. Vi er nu tilbage ved starten. Væk er melankolien og alt det anelsesfulde. Noget er fuldbragt - og en cirkel er sluttet.  

 


FADING WITH BIRDS 
af Tom Sonntag
11 skæringer 
74 minutter

Produktion: Tom Sonntag
Optagelse: sonnMusic/Tom Sonntag
Mix & mastering: sonnMusic/Tom Sonntag

*

Gæstemusikere/sangere:

Sandy Chatterjee: guitars, udu, vocals

Lucy Bannon: violin, vocals

Willianm Hoydal Nikolajsen: vocals

Poul Poclage: ukulele, vocals

Poul Næs: double bas


*   

Live video-optagelse 

af CD´ens sidste nummer:

"Storm Song" (3:44))


 

Tidligere anmeldelser:


VIEW (2019)

Hør også festivalpodcasten om Toms liv og musik (2022)


 *





Cd´en er anmeldt forud for



hvor Tom Sonntag medvirker til

festivalens åbning på Amager og 

på det afsluttende  NACHSPIEL i Husum. 

*


Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivaludgivelser 2025


*

 

onsdag den 23. juli 2025

Anmeldelse: IS I MAVEN! 156 dage som kirurg i Nuuk af Marie Louise Malmstrøm


På forsiden er der en formation, der nærmest falder ned fra midterryggen og breder sig ud nedefter. Som et isbjerg eller en isformation i blågrønne farvenuancer. Det går igen inde i bogen, hvor det danner en slags opdeling af bogen, hvor der flere steder er indsat dobbelte opslag med udviskede grålige, isgrønne farver, der glider ind over hinanden som isfrosne overflader. Det er smukt og meget poetisk. Det understøtter bogens poetiske tone, der samtidig punkteres af den ramsaltede humor. Det er en fin kombination.

”Da det røde Air Greenland propelfly stadsede sine motorer på landingsbanen i Nuuk, blev der stille. Helt stille. Min familie og jeg havde længe drømt om at prøve kræfter med en anderledes hverdag. Nysgerrigheden havde placeret mine to drenge på tre og fire år samt min kæreste og mig foran den lille ankomstterminal, som akkurat stod frem i snestormen knap 100 meter fra os, den mandag i 2019. Med dørenes åbning fulgte stormen og begyndelsen på et eventyr.” (uddrag fra bogens forord, side 4).

Teksten, der både er på grønlandsk og dansk, er på samme måde anelsesfuld og lidt gådefuld. Den beskriver i små passager forfatterens ”156 dage som kirurg i Nuuk” (som også er bogens undertitel). Teksten er flertydig, og det er tydeligt, at forfatteren gør sig store anstrengelser for at undgå stereotyperne, der ligger lige for.

”KRISTI HIMMELFART DEN 30. MAJ

Et dødsfald på grund af botulinumtoksinforgiftede søkonger efter fermentering i sælovertræk, fordi fermenteringsprocessen slog fejl. Botulisme kan ikke smages. Til kaffemikken efter begravelsen blev serveret søkonger. Afdødes egenproduktion. Yderligere tre dødsfald og to på intensiv.” (uddrag fra bogen, side 70).

Det bliver til en dans hen over tynd is, for hvordan møde alt det nye, når man kommer udefra – og fra Danmark? Det bliver derfor til billeder og skildringer af mødet med et folk, der i bund og grund er meget anderledes end det, vi er vant. Teksten er spændende, og den åbner ind til alt det anelsesfulde, der ligger bag de anderledes måder at gebærde sig på, når vind og vejr bestemmer liv og skæbne, men også en indre og ydre natur, der er drevet af noget helt andet end det, vi kender til.

”Fredag den 12. april.

En læge ringer om en patient fra en bygd. Hun har et fastsiddende stykke moskuskød i sit spiserør – på andet døgn. Alvorlig tilstand, kan være livstruende. Hun skal overflyttes inden for få timer med fly, men det aflyses grundet voldsom turbulens. Næste flyvelejlighed viser sig at være to dage senere.” (uddrag fra bogen, side 20).

Marie Louise Malmstrøm er nysgerrig og forholder sig åbent til det, hun møder på sit arbejde. Hun træder forsigtigt i sine skildringer af det grønlandske, og det hun ikke forstår. Hun er tydeligvis ikke ude på at indgå i en politisk diskussion, men vedbliver gennem bogen at insistere på sin ret til blot at være iagttager og en forsigtig skildrer af det, hun oplever i mødet med den grønlandske natur omkring hende, og i de mennesker hun møder.


Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder


”Onsdag den 24. april.

Der findes utallige ord for is: ”ilog”(isblomst på et vindue), ”tullut”(sammenfrosne isklumper sammenført af blæst eller strøm), ”nutarneq”(nyis i en revne), ”sikusiaq”(is, man har observeret). Men for en inuit er dét at beskrive karakteren af sine mavesmerter nærmest umuligt. Her er ingen ordrigdom.” (uddrag fra bogen, side 32).

Det er en svær kunst at forholde sig åben. Det er så let at forfalde til hurtige slutninger og konklusioner, men det holder hun sig for god til, og derved sikrer hun sig også, at læseren heller ikke gør det samme. Hun har en nysgerrig poetisk åre, der trives i mødet med det uvisse i det grønlandske. 

”Grønland er hundespand, der fornemmer revner i isen og undviger. Grønland er mos i alle nuancer af gulligbrun. Grønland er synet af pukkelhvalsblåst fra altanen. Grønland er en eftermiddagstur i jollen og fire torsk på linen ved første kast. Grønland er at plukke søpindsvin og tang til aftensmaden.” (uddrag fra bogen, side 52).

Som en kirurg lægger hun dybe snit gennem beretningen, så hendes skildringer hele tiden balancerer på en knivsæg og undgår derved at bekende sig til hverken det ene eller det andet. Måske kan man sige, at læseren efter endt læsning ikke er blevet meget klogere, men har til gengæld fået en meget bredere viden og måske også har forstået, at dette ikke lader sig aflæse med vores normale, danske øjne. Det kræver mere end det. Det skal opleves på en helt andet måde – og den måde er det smukt at blive gelejdet hen imod. Det er bogens fortjeneste, at det lykkes så fint.  Verden har flere nuancer og facetter end det vi umiddelbart møder. Vi skal meget længere ned i historien og beretningerne. Malmstrøm lægger det ene snit efter det andet og skære alt fedtet væk for at blotlægge nogle af de sandheder, der ligger bag. Eller forsøger i hvert fald at gøre det. Det er op til læseren selv at regne resten ud. Det er et flot udsyn, hun med bogen skaber for os. Vi er på herrens mark. Måske kan vi slet intet andet konkludere, end at vi ved så forsvindende lidt og forstår endnu mindre, men måske er vi blevet lige så bjergtagne og nysgerrige som Marie Louise Malmstrøm selv – og det er faktisk ikke så ringe. Det er i hvert fald en spændende bog, der ingen nemme svar og konklusioner lægger frem. Forfatterens åbenhed er det hele værd.


Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard
Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder


”EFTERSKRIFT

-          Som en tidligere anæstesiologisk kollega plejede at sige:

”I Grønland overgås fantasien kun af virkeligheden”.

Øjving Rosing

KIRURGISK OVRLÆGE

NUUK”


Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard


Marie Louise Malmstrøm:

IS I MAVEN!, 156 dage som kirurg i Nuuk

Frydendal, 2022

170 sider. 

Forlagsredaktion: Henning Lund

Korrektur: Hanne Lund

Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Oversættelse fra dansk til grønlandsk af Paornánguaq Helene Kleist

Fotos: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

 

 *





Bogen er anmeldt forud for



hvor Marie Louise Malmstrøm medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*


Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025


*