Er "Fading With Birds" en svanesang? Er dette den finsk/danske komponist og musiker Tom Sonntags sidste udgivelse? Han skriver, at det handler om ”the ending of time”. Han er kørestolsbruger og har muskelsvind, så fremtiden er ikke uendelig for ham. Det er de kort, han har fået at spille med i dette liv. Musikken er båret af en stille resignation og en tilsyneladende ubesværet afklarethed. Det meditative er tydeligt, når han beskriver det som «a sound reflection om my wondering about the ending of time»... Not with fear, but as a relief from pain and distress. A strong hope to transcend into a state of ease... Courage to let go and fade away with birds…” Som et musikalsk testamente - et melodisk farvel til livet og naturen, båret af en spindelvævstynd lethed, kombineret med finsk melankoli. Det er blevet til 75 minutters musik fordelt på 11 skæringer. Det grafiske arbejde på omslaget og indercoveret, med fotos af Michael Dam og layout af Christian Grønne, har samme æstetiske lethed.
Det starter med klaver, og en sagte violin glider ind over
i lange bløde strøg. Som
regndråber drypper tonerne ned over ”In the old forest”, der indledes med ordene:
”My self perishes when I listen to you in the old forest”. Tom synger og taler med
en stille sprukken stemme, skiftevist syngende, hviskende og talende.
Lucy Bannons violin er grædende. Det er svært ikke at blive
berørt af denne visdomsfyldte sang. Toms stemme siget det hele. Det er så
ærligt, at det gør ondt at lytte til.
På ”Fragiles” indledes der med regnvejr. Klavertoner daler
ind over os. De høje diskante toner rammer os blidt. ”As fragile children we drift unsure but
still true like mists in the forest.” Bløde mundharpelyde blæser
ind over. Vi er igen ude ved porten ind til evigheden. Vi kigger ind i et spejl,
der spejler vores egen udødelighed - eller manglen på samme.
”Kneeling Aura” er mere munter. Måske er det daggry. Junglelydene
er både morsomme og lidt aparte. Det hele er spillet af Tom på keyboard med diverse
lydeffekter. Melodica og flydende luftige toner brydes, under hvad der kunne
lyde som et indledende tordenvejr. Men det bliver aldrig rigtig voldsomt, selv om himlen trækker sig sammen og ændrer vores syn på verden.
Toms og Poul Poclages stemmer cirkler melodisk ind over hinanden i ”Child”. Det ene øjeblik næppe hørligt, før det senere koncentreres, og Tom hviskende synger teksten: ”Look up with an elder´s sight/Step out with a child´s mind”. Måske er det noget af essensen af denne række af dødesange, der lige så vel kunne være livssange. Vi bevæger os ud til den yderste grænse, hvor tonerne står vibrerende tilbage, mens vi skuer ud mod horisonten. Det virker på én gang både animerende og meget insisterende. Sagte og nænsomt.
I ”Parrallel Waves” fortsætter regnen. Denne gang mere vedvarende. Lange glidende toner fanger os ind, og vi suges ind i en uendelig verden. Vores opmærksomhed bliver låst fast. Musikken er som store vældige filmiske lydkulisser. Der er kælet for den organiske lyd. Det er på én gang drømmende og insisterende som kun de bedste drømme er.
I ”Ravenows” bringer Sandy Chatterjees vokal os straks til
Indien. Han spiller på shamanistisk tromme med Toms luftfulde sang i
forgrunden. Højt klingende klokkelyde giver tempelassociationer, mens ravne flyver mod nat. Vi hører deres dæmpede ildevarslende skrig, da
de flyver tæt forbi. Pludselig arbejder en dyb tromme sig ind i lydbilledet. Der er mange elementer i spil, og samspillet er tæt og totalt. Det er som at bade i vældige vandmasser. Det er frydefuldt at stige ned i dette
raffinerede lydbad.
”From water” introducerer rent dagslys. Væk er alt det dunkle og anelsesfulde. I det klare
lys kan vi se det hele – og det er en storslåede udsigt. Lyset gennemvæder os, og der er en opvågning, som løfter
os videre op. Melodicaens toner viser vej. Musikken, der består af lange
fortællende tonerækker, bølger rundt om os. Måske som vandmyg, der skøjter hen
over vandets overflade på en varm sommerdag. En barnestemme blander sig og
giver os al naiviteten tilbage.
I ”Distant Memories” dukker William Hoydal Nikolajsens drengesopranstemme
op midt i det uendelige. Det er betagende – og en af de smukkeste skæringer på
cd´en. Jeg får lyst til at græde, når jeg hører det.
I titelnummeret ”Fading with birds” er det Lucy Bannons
lyse stemme, der synger sammen med alle fuglestemmerne. En ravn skræpper, og
lyden trækker sig sammen som uvejret i et foregående nummer, ”Kneeling Aura”. Klavertonerne lægger
sig omkring det hele. Toms egen vokal minder om de finske skove. Der er ekko
fra dybe dale og en tilbagevendende melankoli, der dukker frem mellem træerne
i den uendelige skov.
På det længste nummer, ”Through A Window”, på 13½ minut, åbnes der med en Jan Gabarek-saxofon-lyd, der bringer os endnu dybere ind i skoven. De fleste lyde er frembragt elektronisk, men klinger så organisk, at der ikke er en eneste rest af den mekanik, der ligger til grund for det hele. Sandy Chatterjee spiller guitar og percussion på nummeret. Det er samplinger med naturlyde. Det er på én gang både storladent og inderligt. Det er gigantiske landskaber, der rulles ud for lytterens indre blik. Det er fængslende at lytte til.
På nummeret ”Through A Window” flimrer solen igennem løvet. Det løsner alt det insisterende i de foregående numre. Det er smukt og betagende at slutte cd´en med denne rejse mod lyset og en medfølgende afklaring. Det er en tilbagelagt rejse, der nu har funder hjem. Også for denne lytter.
På den afsluttende ”Storm Song”, hvor Poul Næs spiller double bas, er de første ord: ”Finding home/In this storm/ Finding home/ Outside time”. Vi er nu tilbage ved starten. Væk er melankolien og alt det anelsesfulde. Noget er fuldbragt - og en cirkel er sluttet.
Live video-optagelse
af CD´ens sidste nummer:
"Storm Song" (3:44))
*
