Viser opslag med etiketten Simon Gjerløv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Simon Gjerløv. Vis alle opslag

tirsdag den 29. juli 2025

Anmeldelse. TRANSMAND - den lange vej af Simon Gjerløv

 


Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej» kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

Efter de første 100 sider er jeg gledet langt ind i fortællingen, der meget vel kunne have været blevet en triviel fortælling om en biologisk tilstand, der hele tiden står i vejen for det egentlige. Hvordan leve som ét køn, når alt i én higer efter det andet. Vennerne er altid drengene. Kjolerne passer bare ikke ind i det. Det står egentlig ikke til diskussion. Sådan er det, og sådan har det været hele tiden, men kroppen forråder det – og står i vejen. 

Det er en smertelige beretning, men det er hele tiden holdt ud i en armslængde. Det er en umulig situation, men beretningen er så ligetil, selv om det oplevede er alt andet end ligetil. Det er ubetrådte stier og et offentligt system, der slet ikke er gearet til det, på trods af påstanden om det modsatte. Det er beretningen om en nådesløs sagsgang fra instans til instans. Det er historien om et umuligt liv, men også om en stålsat livsvilje, der er betagende. Når det kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Men vejen dertil er MEGET lang og langt fra entydig. Måden, det fortælles på, holder hele fortællingen kørende.

Det er en endeløs række at møder, konsultationer og vurderinger, der strækker sig over så mange år, at det i sig selv virker udmattende bare at læse om det. Men bag det hele er der denne stålsatte vilje og insisteren. Det er fascinerende at være i selskab med den beslutsomhed, på trods af alt. Hvor er livet forunderligt i al sin vildtvoksende fauna. ”TRANSMAND – den lange vej” er meget velskrevet. Beretningen er voldsomt præcis og koncentreret. Dette er endog bare 1. del.

Den kan både gøre det ud som vidneberetning og som mindesten over alle dem, for hvem det ikke lykkedes, og som systemet svigtede – med vilje. Beretningerne af det gennemlevede er kompetent og aftvinger respekt. Det kan godt være at vejen er lang, men teksten er præcis og direkte. Jeg er imponeret over tekstens kvalitetsmæssige niveau. Indimellem letter det beskrevne fra papiret og hæver sig højt op over det fortalte i passager som denne:

"Et af mine indre hellesteder var et minde fra jeg var 3 år gammel, hvor min far en tidlig forårsmorgen, medens de andre sov, satte mig op på min storerors sæde på stangen af sin cykel, for at køre os ud til en lysning i Kongelunden. Hvor vi delte en fløde, min far havde købt i Den runde Bager på Grækenlandsvej, hvor han måtte banke på ruden, fordi bageren endnu ikke havde åben. 
Mens vi drak fløden, kom Mikkel Ræv pludselig til syne midt i lysningen af blå skovvioler. Solen skinnede ned på ræven, så dens flotte rødbrune pels flammede op og gik i et med de funklende solstråler. Vi sad musestille og nød det smukke syn, medens nogle flødedråber langsomt trillede ned ad og dryppede fra min hage. Det kildrede, men jeg ville ikke klø mig eller tørre fløden væk, fordi ræven så så smuk og sød ud, at jeg ville fastholde øjeblikket så længe som muligt. Det eneste man kunne høre, var fuglenes kvidren, fluernes summen, lidt puslen i skovbunden og min fars pulserende hjerteslag, som det altid var så trygt at lægge øret imod hans brystkasse for at høre." (uddrag fra bogen, side 45).

Bogen bliver også en faktuel beskrivelse af et uendelig indviklet sagsforløb – ja, dem er der rigtig mange af, for ikke nok med at den fysiske transformation er lang og næsten umulig, dertil kommer også alle de ydre omstændigheder, der spiller ind. Simon når at føde to børn, inden han fysiologisk bliver til det, han har været hele tiden: en mand. Sønnen er meget plejekrævende, uhyre plejekrævende og multi psykisk handicappet, men alt det håndteres, samtidig med at Simon også videreuddanner sig til psykolog. I mange dele af den beskrevne beretning er han mere og bedre uddannet end dem, der skal vurdere og validere ham med henblik på at blive indstillet til den transformation, som bogen beskriver.

Forløbet gentager sig igen og igen. Det er uendeligt, men det er fortalt sådan, at jeg bliver hængende i historien. Der er mange faldgruber i denne type fortælling. Det kan hurtigt blive for navlebeskuende, for introvert og unuanceret. Selvfølgelig er det også for meget, for det der beskrives, ER for meget. Men det uhyggelige, hvad der også går op for hovedpersonen i mødet med andre i samme situation, hvilket først sker mange år senere, er den systematiske stigmatisering som personer med kønsskifteønsker bliver udsat for igen og igen fra systemets side. Samtidig med at systemet udadtil fremstår som foregangsgivende, mens det faktisk er udtryk for det modsatte. Den del af beretningen bør give mange i den offentliges forvaltning røde kinder og en virkelig dårlig smag i munden. Der er også beskrivelser af brodne kar i branchen. Det er horribelt. Det hele fortælles nøgternt og dækkende, og det gør, at det faktisk er til at hitte hoved og hale i et forløb, der er helt uigennemskueligt.

Måske bliver det endnu mere komplekst, eftersom vi (eller i hvert fald undertegnede) har vænnet sig til, at der er transkvinder, mens transmænd er mere sjældne. Det er i hvert fald et begreb, der kræver mere at forlige sig med, eftersom det er sværere at gribe om, fordi det ikke forekommer så tit. Det er i hver fald ikke noget, jeg har stødt på før. Det i sig selv udfordrer bevidstheden, og det skal man som læser beregne tid til at forlige sig med. Alt nyt kræver en særlig indsats. Det samme kunne også være en særlig grund til at læse bogen, for verden er større end vi er klar over – og denne bog er med til at åbne noget af det fastlåste. Det er en dokumentation, der er nødvendig og tilmed meget velskrevet.

Undervejs har jeg tænkt en del over, hvad det var, der holdt mig fast i fortællingen, for beretningen på 370 sider er lang og spækket med referater af den sagsgang som hovedpersonen går igennem. Jeg tror, at det for mig skyldes, at det samtidig giver adgang til at se verden og kønsperspektivet på en yderst sjælden måde. Det er beskrevet af Simon Gjerløv, der blev født som pige, men aldrig følte sig som pige. Denne vandring – i hvert fald fysiologisk fra pige til dreng, fra kvinde til mand er uhyre spændende. Undervejs er der mange vante forestillinger om køn og kønsbevidsthed, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er fascinerende læsning, men det er også oprørende. Men det fortsætter. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse mere, selv om der kommer flere i den planlagte serie, men det ændrer ikke, at bogen har været meget mere spændende end så meget andet.



 Simon Gjerløv

TRANSMAND – DEN LANGE VEJ 

Forlaget mellemgaard, 2025.

370 sider

 *





Bogen er anmeldt forud for



hvor Simon Gjerløv medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*


Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025


*

tirsdag den 8. juli 2025

LIVSFORTÆLLINGER på Sommerfestivalen 2025


Andres (livs)fortællinger er noget af det mest fascinerende, men også noget af det mest sårbare, man kan arbejde med. Det er en af festivalens livsnerver. Livsfortællingerne kan både have form som en rejseberetning eller en livsberetning. Det kan handle om et fremmed sted eller land - eller om en periode i ens liv. Det kan handle om at finde sig selv ude i det fremmede. Andre gange behøver man end ikke a rejse ud.

I år er der 11 livsfortællinger fordelt på festivalens 4 første dage. Livsrejsen er en af de forunderligste rejser. Oplev det på festivalen i mødet med Linne, Tekla, Simon, Marie Louise, Lisbeth, Benthe, Bjørn, Ilham, Bernt, Nynne & Eva samt Irma.

Her er en oversigt over det dag for dag:



FESTIVAL-ÅBNING: lørdag den 2. august 2025 kl. 12-20

i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.

Se programmet for dagen.



BJØRN WALTHER KNUDSEN  
 
Mens Ann Sofie er på arbejde, slår Bjørn sig ned i en lille kassettebåndsbutik i en satelitforstad til hovedstaden Jakarta i Indonesien og falder i snak med ejeren, der har en kandidatgrad i russisk, men meget hellere vil sidde i sin lille butik, omgivet af 15.000 kassettebånd og lytte til indonesisk gamelan-musik, ryge indonesiske cigaretter, drikke kaffe og sludre med kunderne, mens livet og trafikken drøner uophørligt forbi. Bjørn fortalte om det for første gang til festivalåbningen sidste år, men har nu været tilbage igen og er vendt hjem med flere indonesiske kassettebånd, som han vil afspille til festivalåbningen. Sidste år indgik det i serien ET ANDET BLIK. Læs mere. Hør   podcast (2024). 


2. FESTIVALDAG; tirsdag den 5. august kl. 15-21
i GLOBAL Arts Gallery, Skalbakken 8 A, Vanløse
Se programmet for dagen.




SIMON GJERLØV

Simon Gjerløv fortæller om lokalt miljøpolitisk borgerengagement til festivalåbningen, 
men i Vanløse kommer det til at handle om Simons personlige beretning via hans bog: "TRANSMAND - den lange vej" (2025), 
der er udkommet i bogform på Forlaget mellemgaard.
"Simon Gjerløv debutbog kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller måske er det rigtigere at sige, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende." Uddrag fra bogens anmeldelse, der offentliggøres inden festivalen.   



Picture
BENTHE PLOUG

Det er tredje gang Benthe Ploug medvirker på festivalen. Benthe, der også er psykoterapeut, har tidligere fortalt om et andet af hendes værker: ”Fortællinger om fortvivlelse og forvandling”, der består af 20 fortællinger, der omhandler forskellige eksistentielle livskriser. Sidste år fortalte hun om den netop udkomne bog, "Mageløs Magi i nutidens Indien" (Lemuel Books, 2025) baseret på egne oplevelser fra rundrejser i Indien. Læs mere. I år gælder det hendes udgivelse: ”Livsfortællinger. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom” (Forlaget mellemgaard, 2016).  Læs anmeldelse 


IRMA CLAUSEN

Benthe Ploug har inviteret Irma Clausen, der medvirker i bogudgivelsen,  LIVSFORTÆLLINGER. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom”
(Forlaget mellemgaard, 2016), til at fortælle om sit liv. 
Irma Clausen er antropolog og filminstruktør.
Ydermere er Irma Clausen bogaktuel med sin selvbiografiske bog:
KUN DØDE FISK FLYDER MED STRØMMEN (2025)
Det er første gang Irma medvirker på festivalen.

Picture
EVA BILLESBØLLE TWOREK 
& NYNNE TWOREK  

Billedkunstneren Eva Billesbølle Tworek og lyrikeren Nynne Tworek er mor og datter, men også jævnbyrdige i udarbejdelsen af den vandreudstilling, ”Øjeblikket bag Glasdøren”, der i flere år har vandret fra sted til sted. I ord, billeder, musik og foredrag har de skildret deres forhold til Lea, søster og datter, født med Downs syndrom og autisme. For 35 år siden, da Lea blev født, skabte Eva en vandreudstilling, ” Et kromosom for meget”. Nu er det blevet til endnu en udstilling. Nynne skrev digtsamlingen ”Glasdøren” og Eva malede en serie malerier med overskriften ”Øjeblikket”. De arbejdede uafhængigt af hinanden, og ville skildre relationen og forholdet til Lea med alt hvad det indebærer af kærlighed og frustrationer. Lea lever et rigt og kreativt liv på det bosted, hvor der bliver taget særligt hensyn til hende. Hver søndag er hun hjemme hos forældrene til lagkage og kylling. Men hvad har det betydet for dem, hver især - og for dem som familie? Hvordan har interessen været og hvad har det affødt af reaktioner? Det fortæller de om på festivalen. Hør podcast (2020) med Eva og læs mere. Hør podcast (2020) med Nynne og læs mere. Læs opslag (2023)

3. festivaldag: 
tirsdag den 7. 8, 2025 kl. 19.00-21.30
på Forsøgsstationen, 
Sønder Boulevard 81 på Vesterbro 
Se programmet for dagen.

Picture
Foto: Christian Grønne.

MARIE  LOUISE  MALMSTRØM 
 
”Da det røde Air Greenland propelfly stadsede sine motorer på landingsbanen i Nuuk, blev der stille. Helt stille. Min familie og jeg havde længe drømt om at prøve kræfter med en anderledes hverdag. Nysgerrigheden havde placeret mine to drenge på tre og fire år samt min kæreste og mig foran den lille ankomstterminal, som akkurat stod frem i snestormen knap 100 meter fra os, den mandag i 2019. Med dørenes åbning fulgte stormen og begyndelsen på et eventyr.” Sådan indleder Marie Louise Malmstrøm sin bog, ”IS I MAVEN. 155 dage som kirurg i Nuuk” (2022). Marie Louise vil på festivalen læse op og fortælle om sine oplevelser, der resulterede i bogen.  (Anmeldelse offentliggøres senere).

Picture
LISBETH MØLLER

Lisbeth beskriver sig selv som et menneske i forandring. I 2021 forlod hun en karriere i erhvervslivet og rejste til Sydamerika på, hvad der endte med at blive en tre år lang udviklingsrejse. Efter i årtier at have levet primært i hovedet, fordybede hun sig i krop, sjæl og følelser gennem bl.a. argentinsk tango, åndedrætsterapi og forskellig plantemedicin. Tilbage i Danmark forsøger hun nu at kombinere sine gamle og nye verdener i arbejdet med ledere og organisationer og at skabe plads til krop og følelser også i en “corporate” kontekst. Hun vil fortælle om, hvordan det, for et menneske hidtil “uden krop”, er at åbne en fysisk kanal til at udtrykke sig igennem.


FESTIVAL-afslutningen: søndag den 10. august 2025 kl. 13-16
i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, Christianshavn
Hvis det ikke er udevejr bliver det i Dansk Forfatterforening, 
Strandgade 6 - et par gader derfra.  
se programmet for dagen.





Foto: Camille Holm Hasenfuss. 


LINNE WINDFELDT
 VALLING RASMUSSEN

For Linne Windfeldt Valling Rasmussen startede det på efterskolen med en interesse for, hvad der foregik på Christiansborg. At der var nogle systemer, der blev bestemmende for, hvordan det samlet bliver. Det startede med en frustration, der skulle blive til handling. Via frivilligt arbejde i Ungdom NOAH gik det videre til Mosegården, et midtsjællandsk landbrugskollektiv, der leverede grønt til 130 husstande. Senere vendte hun alligevel tilbage til byen, hvor Linne ”længes tilbage til landet og jorden og de mere nære fællesskaber. Men på mine egne præmisser. Min livskrise buldrer stadig, shit, tyverne er ikke for sarte sjæle…” Hør om Linnes seneste livsafsnit til festivalåbningen. Hør podcast (2019) og læs mere


 
Picture
Foto: Robin Skjoldborg.

ILHAM HERISI

"Monologen "En Vred Kvinde" er ikke kun min personlige fortælling, men også andre minoritetskvinders fortælling om, hvordan vi bliver undertrykt i samfundet. Det handler ikke om at finde sig selv, men at udfordre samfundet og de fordomme der bliver pålagt én og kræve at blive set for den, man er. Det er karakteren, der finder sig selv og sin styrke på trods af de udfordringer, man møder i samfundet." Ilham Herisi skrev og fremførte monologen i Krudttønden i december 2024. Læs teateranmeldelsen og oplev et uddrag til festivalafslutningen, hvor Ilham fortæller om forestillingen.

Picture
Foto: Jens Ulrich/dizzyBild

BERNT STUBBE ØSTERGAARD
  
Blomsterbørn, hippier, flippere ... kært barn har mange navne.
Blomsterbørn blev den danske betegnelse for flowerpowergenerationen, der voksede op i 60'erne og 70'erne. De flyttede i kollektiv og forlangte nedrustning, sagde nej til atomkraft, gik ind for ligestilling mellem kønnene, fri kærlighed og stop for forurening og rovdrift på naturens resurser. Med idealer hentet fra utopisk socialisme og ansvarsfuld anarkisme kæmpede de for kærlighed og fred. 
Efter det voldsomme studenteroprør i 1968 sprang masser af "blomster" ud, og hundredtusindvis af unge flyttede i nye boformer og indgik i tættere fællesskaber, der understøttede megen social og politisk aktivisme. Mange slog sig ned på landet for at realisere drømmen om selvforsyning og giftfri mad, og en stor del af deres kampe og erfaringer er stadig højaktuelle i dag, hvor den truende klimakatastrofe kalder på fundamentale ændringer i vores forbrugsmønstre, skift til vedvarende energikilder og omlægning af det danske landskab til øget grønsagsproduktion og meget mere skov.
Bernt Stubbe Østergaards BLOMSTERBØRN - LIVET I LANDKOLLEKTIVERNE tager læseren med til et blomstrende årti, hvor mange af nutidens kampe blev indledt. Mød Bernt til festivalafslutningen, hvor han fortæller om at drømme stort og radikalt - og om stadigvæk at tro på drømmen, selv om den ændrer sig. (Anmeldelse offentliggøres senere).

Picture
TEKLA IRENE WALTHER

Tekla Irene Walther, født på en gård i Vestjylland i 1925 som den yngste af en stor børneflok. Her, 100 år senere, fortæller hun om sin søgning efter svar i bogen "Livet Latteren Dansen" (2025). Vejen gik over 7 års skolegang, mark- og husarbejde også for naboer. Bagerbutik, samvær, 1 års ophold i England. Derefter sygeplejeuddannelse, rejser, mellemskole og HF eksamen. Livsglæden vokser med arbejde, ægteskab, husbyggeri og glade mennesker. Venner. Som ældre folder hun sine kræfter ud i sang og dans, i latter og teater. Her finder hun flere svar på sit spørgsmål. Mød Tekla til festivalafslutningen, der samtidig også fungerer som en reklame for den kommende Gammelfestival. (
Anmeldelse offentliggøres senere).
*



Festivalens program:    
1. dag: 2.8.2025 (Amager)      

2. dag: 5.8.2025 (Vanløse)       
3. dag: 7.8.2025 (Vesterbro)   
          4. dag: 10.8.2025 (Christianshavn)
        5. dag: 13.8.25 (hemmeligt sted)  


      Samlet link til hele festivalen