Simon Gjerløvs
debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej» kunne meget hurtigt blive en historie,
der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det
ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter
bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller.
Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig
selv afvæbnende.
Efter de
første 100 sider er jeg gledet langt ind i fortællingen, der meget vel kunne
have været blevet en triviel fortælling om en biologisk tilstand, der hele
tiden står i vejen for det egentlige. Hvordan leve som ét køn, når alt i én
higer efter det andet. Vennerne er altid drengene. Kjolerne passer bare ikke
ind i det. Det står egentlig ikke til diskussion. Sådan er det, og sådan har
det været hele tiden, men kroppen forråder det – og står i vejen.
Det er en
smertelige beretning, men det er hele tiden holdt ud i en armslængde. Det er en
umulig situation, men beretningen er så ligetil, selv om det oplevede er alt
andet end ligetil. Det er ubetrådte stier og et offentligt system, der slet
ikke er gearet til det, på trods af påstanden om det modsatte. Det er
beretningen om en nådesløs sagsgang fra instans til instans. Det er historien
om et umuligt liv, men også om en stålsat livsvilje, der er betagende. Når det
kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Men vejen dertil er MEGET lang
og langt fra entydig. Måden, det fortælles på, holder hele fortællingen
kørende.
Det er en endeløs
række at møder, konsultationer og vurderinger, der strækker sig over så mange
år, at det i sig selv virker udmattende bare at læse om det. Men bag det hele
er der denne stålsatte vilje og insisteren. Det er fascinerende at være i
selskab med den beslutsomhed, på trods af alt. Hvor er livet forunderligt i al
sin vildtvoksende fauna. ”TRANSMAND – den lange vej” er meget velskrevet.
Beretningen er voldsomt præcis og koncentreret. Dette er endog bare 1. del.
Den kan både
gøre det ud som vidneberetning og som mindesten over alle dem, for hvem det
ikke lykkedes, og som systemet svigtede – med vilje. Beretningerne af det
gennemlevede er kompetent og aftvinger respekt. Det kan godt være at vejen er
lang, men teksten er præcis og direkte. Jeg er imponeret over tekstens
kvalitetsmæssige niveau. Indimellem letter det beskrevne fra papiret og hæver
sig højt op over det fortalte i passager som denne:
Bogen bliver
også en faktuel beskrivelse af et uendelig indviklet sagsforløb – ja, dem er der
rigtig mange af, for ikke nok med at den fysiske transformation er lang og
næsten umulig, dertil kommer også alle de ydre omstændigheder, der spiller ind.
Simon når at føde to børn, inden han fysiologisk bliver til det, han har været
hele tiden: en mand. Sønnen er meget plejekrævende, uhyre plejekrævende og
multi psykisk handicappet, men alt det håndteres, samtidig med at Simon også
videreuddanner sig til psykolog. I mange dele af den beskrevne beretning er han
mere og bedre uddannet end dem, der skal vurdere og validere ham med henblik på
at blive indstillet til den transformation, som bogen beskriver.
Forløbet
gentager sig igen og igen. Det er uendeligt, men det er fortalt sådan, at jeg
bliver hængende i historien. Der er mange faldgruber i denne type fortælling.
Det kan hurtigt blive for navlebeskuende, for introvert og unuanceret.
Selvfølgelig er det også for meget, for det der beskrives, ER for meget. Men
det uhyggelige, hvad der også går op for hovedpersonen i mødet med andre i
samme situation, hvilket først sker mange år senere, er den systematiske
stigmatisering som personer med kønsskifteønsker bliver udsat for igen og igen
fra systemets side. Samtidig med at systemet udadtil fremstår som foregangsgivende,
mens det faktisk er udtryk for det modsatte. Den del af beretningen bør give
mange i den offentliges forvaltning røde kinder og en virkelig dårlig smag i
munden. Der er også beskrivelser af brodne kar i branchen. Det er horribelt.
Det hele fortælles nøgternt og dækkende, og det gør, at det faktisk er til at
hitte hoved og hale i et forløb, der er helt uigennemskueligt.
Måske bliver
det endnu mere komplekst, eftersom vi (eller i hvert fald undertegnede) har
vænnet sig til, at der er transkvinder, mens transmænd er mere sjældne. Det er
i hvert fald et begreb, der kræver mere at forlige sig med, eftersom det er
sværere at gribe om, fordi det ikke forekommer så tit. Det er i hver fald ikke
noget, jeg har stødt på før. Det i sig selv udfordrer bevidstheden, og det skal
man som læser beregne tid til at forlige sig med. Alt nyt kræver en særlig
indsats. Det samme kunne også være en særlig grund til at læse bogen, for
verden er større end vi er klar over – og denne bog er med til at åbne noget af
det fastlåste. Det er en dokumentation, der er nødvendig og tilmed meget
velskrevet.
Undervejs har
jeg tænkt en del over, hvad det var, der holdt mig fast i fortællingen, for
beretningen på 370 sider er lang og spækket med referater af den sagsgang som hovedpersonen
går igennem. Jeg tror, at det for mig skyldes, at det samtidig giver adgang til
at se verden og kønsperspektivet på en yderst sjælden måde. Det er beskrevet af
Simon Gjerløv, der blev født som pige, men aldrig følte sig som pige. Denne
vandring – i hvert fald fysiologisk fra pige til dreng, fra kvinde til mand er
uhyre spændende. Undervejs er der mange vante forestillinger om køn og
kønsbevidsthed, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er fascinerende læsning,
men det er også oprørende. Men det fortsætter. Jeg er ikke sikker på, at jeg
har lyst til at læse mere, selv om der kommer flere i den planlagte serie, men
det ændrer ikke, at bogen har været meget mere spændende end så meget andet.
Simon Gjerløv
TRANSMAND – DEN LANGE VEJ
Forlaget mellemgaard, 2025.
370 sider
*
.jpg)
.jpg)
