I teaterforestillingen INSIDEREN befinder vi os hele tiden på ydersiden. Godt nok sidder alle i salen iført høretelefoner og kigger på scenen, hvor den navnløse hovedperson befinder sig i et glasbur. Han er på én gang fastholdt og fritsvævende. Det minder lidt om scenen i en af de mange Marvel-filmatiseringer, hvor en farlig skurk er holdt fast i et udefineret flugtsikkert rum, men flygter alligevel altid fra det - på den ene eller anden måde. Men ikke i INSIDEREN.
I INSIDEREN er vi på en måde holdt fangen ligesom hovedpersonen. Holdt fast og smeltet sammen med den forbrydelse, som han har begået.
-Hvordan startede det?
-Hvorfor gjorde du det?
-Hvad er det første du husker?
-Hvem tog den første kontakt?
Vi befinder os også i et forhørslokale, hvor de samme spørgsmål stilles igen og igen af en yderst sympatisk spørgende stemme, men ikke desto mindre også irriterende vedholdende stemme. Hun (Marion Reuter) befinder sig - ligesom vi gør - over for kronvidnet i sagen.
Egentlig er det et akavet set-up, for nærlyden i høretelefonerne indbyder på samme tid til både nærvær og distance. Helt tæt kommer vi senere i forestillingen, hvor vi også befinder os inde i hovedet på kronvidnet.
Det er en fortælling om økonomisk spekulation og kriminalitet, men det også en fortælling om følelsesmæssig afstumpethed og grænseløs grådighed.
Det er så omfattende økonomisk svindel, at det svimler for én. Tallene er så store og så høje, at det virker helt abstrakt. Men det hele bliver yderst konkret, da 200 politifolk samtidig i 14 lande begynder at optrævle den konkrete sag takket være kronvidnet, der mod strafnedsættelse angiver det omfattende netværk. Det er svært at afgøre hans egen rolle i det. Det er i og for sig meget lidt vi får at vide, så det handler ikke så meget om selve sagen som det handler om det, der sker inde i den person, der går fra at være en almindelig, ambitiøs finansstuderende, der bliver nyansat i et stort advokatfirma, og til hvordan han fører sig frem blandt kollegerne. Storskrydlende, som han er, får man hurtigt øje på ham højere oppe i systemet, og hans egen ærgerrighed får ham straks fanget ind.
Derefter går det slag i slag, og det han lærer, er han hurtig til selv at lære videre, snart er det ham, der fanger andre ind. Men ingen kræver særlig megen tilskyndelse, hvis de i forvejen føler sig hævet over andre mennesker. Og det gør de, de andre. Måske er de rundet af systemet, der føder dem så kyniske og spejlblanke, at de sjældent mærker, når de overskrider grænsen mellem at blivet styret til selv at styre. Måske er det en animalsk drift i os, der som et slumrende uhyre kun begrænses af vore egen moral og etik, og hvis den smuldrer, er der ikke langt til at lade sig falde. Det bliver et spil. Et game. En spænding. En rus.
Christoffer Hvidbjerg Rønje er alene på scenen omgivet af 3D-lyd. Han er omgivet af stemmer. Både konkret og i overført forstand. Hans egoisme er så skinger, at andre ikke er andet end stemmer for ham, så det er passende at vi ikke ser dem, for det gør han heller ikke.
I forestillingen er stemmerne indtalt af Marion Reuter, Hanin Georgis, Benjamin Kitter og William Halken.
Johan Sarauw har iscenesat det stærke drama med sikker hånd. Ligesom han gjorde i HEROIN (Får 302, 2021), REN HANG IN PEACE (R.H.I.P) (Fotografisk Center, 2022) og DE HOVEDLØSE (Mungo Park, 2020).
Christoffer Hvidbjerg Rønje er fascinerende. Han er som en varulv i jakkesæt, og når han krænger jakken og den hvide skjorte af, forvandler han sig til et vildt dyr, der banker ind i ruden, der adskiller ham fra os. Det er den rude, der redder os, for ellers ville han være sprunget på os. Han er et vilddyr, der æder og fortærer sine omgivelser.
Scenografien er af Signe Krogh. Lyden er designet af Sun Hee Engelstoff, Peter Albrechtsen og Marcus Hjelmborg. Lyser er designet af Jens Hansen. Forestillingen er skrevet af Anna Skov Jensen baseret på en ide af Torben Dahl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar