Anmeldelse: MANNING ER FRI på Mungo Park

Fotograf: Jon Kort

Selvfølgelig er det en spændende historie, for hvordan går det til at Bradley Manning lækker fortrolige militæroplysninger til WikiLeaks – hvilken historie ligger der bag den dristige beslutning og drastige handling? Først den miserable opvæksthistorie. Han passer ikke ind nogen steder. Hverken hjemme, i skolen eller ude blandt andre. Han er for lille, for klein, for utilpasset, og alligevel er han et menneske som alle andre, et menneske der lider under sin egen utilstrækkelighed. Da han ikke passer ind i samfundet, går han ind i militæret. Allerede da er hans kontakt med andre begrænset til dem, han kommunikerer med via  computer. Det bliver hans måde at komme videre på, da han heller ikke passer ind i militæret, for det går straks bedre, da han bliver sat til at sortere i de digitale militære indberetninger fra de mange militære krigsoperationer. Han er konstant omgivet af skærme, og sammen med en hær af computernørder skal han sortere alle de beretninger og afrapporteringer som de får ind fra de træfninger som de udstationerede soldater kommer ud for. I starten opretter han nærmest for sig selv en mappe på computeren, hvor han gemmer de hemmeligt klassificerede beskeder, der ikke passer ind andre steder. De mange fejl og overtrædelser, der langsomt vokser i omfang bliver til flere og flere. Bradley får dem smuglet ud og lækker dem til WikiLeaks.

 

Men historien og forestillingen brækker over på midten, og bliver først rigtig farlig, da Manning bliver lukket inde i den sorte boks sammen med os – og slangen. For selvfølgelig har det konsekvenser. Han pågribes, sættes i fængsel, stilles for retten, dømmes og føres tilbage i fængslet. En af Barack Obamas sidste gerninger som præsident er at benåde Manning. Det sker den 17. maj 2017. Nu er hun fri.

Slangen er der hele tiden – og går igen på forestillingens plakat. Vi er med i boksen lige akkurat længe nok til at forstå hans afmagt og sorg, men også hans glæde over at være fri til sidst. Derved er det en forestilling om at føle sig fri, eller rettere om aldrig at være det – og alligevel blive det til sidst. For det bliver han – gør han ikke?

Foto: Bjarke Maccarthy

Anders Budde Christensen er en kamæleon som skuespiller. Han kan uden synlig anstrengelse glide fra den ene tilstand til den anden – også fra mand til kvinde. Vi tror ham hele vejen og tilbagelægger de store afstande mellem ham og os - og vores tvivl. For selvfølgelig tvivler vi. Sådan er det at være menneske.

Både som skuespiller og dramatiker leder Anders Budde Christensen os ad mange veje frem til hjertet i den karakter, som han portrætterer så tilsyneladende ubesværet. Dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. Det er ikke nogen let opgave, men det er sikkert det som gør det så rørende at opleve. For snart fortoner freden sig, og vi er ladt tilbage i boksen, der visuelt stærkt og helt enkelt er genskabt på scenen af Nicolaj Spangaa.

Foto: Bjarke Maccarthy

Fra at være en sprængfarlig politisk cocktail bliver det til et sjæledrama, da Bradley bliver til Chelsea. I fængslet bliver han bogstavelig talt rippet for alt. Der er intet andet tilbage end hans egen kamp med sig selv.  Forestillingens andet tema er dén kamp. Kampen for at finde ind til det jeg, der ingen steder passer ind. ”Don´t ask, don´t tell” er militærets måde at håndtere homoseksualitet på, men der er ingen fortilfælde for transseksuelle i det amerikanske militær.
 

Foto: Bjarke Maccarthy

 

Jo, fængselsscenerne i boksen er for lange, men det er samtidig dem, der er bedst, så det ville ødelægge oplevelsen at få dem beskåret. Forestillingen falder i to tempi. Den første del om de lækkede militær-hemmeligheder bliver fortalt, ligesom opvæksthistorien. Det er i sig selv en ond cirkel, hvor det ene fører uløseligt til det næste. Det sætter sig ikke rigtigt som fortælling, og alligevel danner det baggrunden for den efterfølgende Jakobskamp i boksen, der til gengæld er fortalt så præcist og nøgent, at det retfærdiggør det øvrige. Det er her, at sandheden trænger tydeligst igennem.
 

Foto: Bjarke Maccarthy

Lækningen af militærhemmelighederne er sket i god tro – eller er det? Forestillingen lader det hænge i luften. Whistleblower eller forræder? Det er ubesvaret, men når det gælder kampen i boksen, er der ingen tvivl. Det rammer lige der, hvor det gør allermest ondt. Lige i vores identitet. Det er stærkt teater. Det er her at enhver tvivl fejes bort. Det er voldsomme scener. Ikke i sin ydre voldsomhed, men i skildringerne af den indre kamp, men uden at være selvudleverende, for der er ikke længere noget at udlevere, intet selv, for Bradley er udslettet, der er kun Chelsea tilbage. Som et slangeæg ruges hun ud, og bliver til den stemme, der hele tiden har talt i Mannings underbevidsthed. Endelig får han vished. Det gør vi osse.

MANNING ER FRI

Varighed: 100 min. - Monolog -  Premiere: 10.3.2018

Dramatiker og skuespiller: Anders Budde Christensen

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyskoder: Yaw Darko

Video: Nicolaj Spangaa og Rasmus Overgaard Hansen

Koreografisk konsulent: Esa Alanne

Instruktørassistent: Tamara Mathiesen

Produktionsleder/scenemester: Peter Schøning

Teknik: Oskar Jankovic og Klaus Boje Bent

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Kreativ producent: Anne Sophie Fogedby

Hjemmeside og billetter

Læs også det uddybende interview mellem Anders Budde Christensen og Maria Kjærsgaard-Sunesen i forestillings teaterprogram med overskriften "Mannings metamorfose".
Ros til teatret for deres altid gode, informative teaterprogrammer.
 

Fotograf: Jon Kort

 Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Faust, Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene (Mungo Park Kolding)

 

Anmeldelse: NORDSKOVEN på Aveny T.

 

Gæstespil af Mungo Park.

Det gælder om at løbe. Løbe og løbe. At blive ved med at løbe. At løbe fra det hele, når det bliver for svært. Jeppe ville helst være hos faren, men har svært ved at slippe forbi moren. Storebroren beskytter ham, men det er ikke let og blev ikke lettere med årene. Moren er fuld. Hun får overbalance til festen. Hun er festlig, drikkende og iført pels, for festligt skal det være. Jeppe venter bare. På faren og på at komme væk. Når det bliver for svært så løber han. Løber afsted fra det hele. Men han kan ikke løbe fra det. Nordskoven omkring barndomsgården bliver en tilstand, der aldrig forlader ham. Heller ikke selv om han skifter fornavn til Kasper. Det hjælper ikke. Ikke spor. Heller ikke da han begynder at spille teater og kommer ind på skuespilleruddannelsen i Århus. Han bliver forelsket på skift i sit fag og i de piger der er omkring ham. Især hende, der bliver gravid med hans barn. Kasper er identisk med skuespilleren, der står foran os. Han hjælpes fermt på vej gennem sin fortælling af Henrik Prip. De to fortæller levende og fortættet om en opvækst og et liv fuldt af bakker, der skulle løbes opad.

Fotograf: Mikkel Russel

Forestillingen rammer lige i mellemgulvet. Det er en regulær mavepuster. Det handler om alt det man ikke kan løbe fra. Heller ikke selv om man løber hele natten gennem mørket. Det kredser én ind og griber fat uden at man har mulighed for at forsvare sig imod det. For hvad sker der, når man ikke længere kan forsvare sig mod sig selv? Selv om det er ubærligt, er den sceniske iscenesættelse af Tue Biering garant for at det berettes med den distance som det giver, når der er to fortællere, sådan at det sværeste kan fortælles pr. stedfortræder, sådan så det lige præcis ikke bliver mere ubærligt, for det er ikke for smertens egen skyld. Forløbet er styret og spillet med stor fortællemæssig dygtighed, så det går lige til grænsen, men heller ikke længere, så historien stadig kan reddes på målstregen og ende i en slags forløsning. Ingen stor forløsning, men trods alt en slutning, der lover både håb og bedring, så hovedpersonens liv kan føres videre på en troværdig og enkel måde. Mere kan man ikke forvente efter at have været ført igennem fortællingen. Det er modigt at stille op med sin egen historie, men det vil altid være en versionering, sådan som alle beretninger er. Alt teater og al kunst er i høj grad ofte selvfortælling, men det autentiske tilfører et ekstra fascinerende lag, ligesom i forestillingen om ”Nordskoven” og hvad der gemte sig derinde i mørket.
 

 

Instruktøren Tue Biering har gjort det til sit særkende at han placerer sig lige mellem virkelighed og fiktion. Han arbejder i fast makkerskab med forestillingens scenograf, Marie Rosendahl Chemnitz. Han har taget filmiske livtag med ”Guldfeber og ”Viljens Magt” (der begge var i Fix & Foxys regi), men også i flere fascinerende forestillinger i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Han er i høj grad dokumentarist, og har et sikkert greb om historien, der fortælles effektivt og præcist uden unødvendige svinkeærinder. Der er mørkt i skoven, men det er nødvendigt at gå igennem den for at komme ud på den anden side.

 

Instruktør: Tue Biering
Medvirkende: Kasper Leisner & Henrik Prip
Scenografisk konsulent: Marie Rosendahl Chemnitz
Rekvisitør/kostumier: Katrine Bunton
Lyddesign: Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesign: Jacob Rasmussen
Instruktørassistenter: Tabita Friis Kristensen/Ida Marie Bille
Producent: Anne Sophie Fogedby
Varighed: 100 minutter uden pause
Alder: Anbefalet fra 13 år

Gæstespil af Mungo Park, Allerød, der frem til og med den 14. juni viser 12 forskellige forestillinger på Aveny T.

Læs mere.