Viser opslag med etiketten Betty Nansen Teatret. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Betty Nansen Teatret. Vis alle opslag

søndag den 27. september 2020

Anmeldelse: LIVSTIDSGÆSTERNE på Betty Nansen Teatret

 

Foto: Sara, Peter & Tobias.


Det er utroligt, hvad hun kan, Line Knutzon. Hun afklæder os rapt og behændigt, mens vi ler af os selv i Elisa Kragerups vellykkede instruktion af ”Livstidsgæsterne” på Betty Nansen Teatret. Det er noget af det bedste jeg længe har set. Det er som at lægge sig på briksen og fortælle om sit liv. ”Livstidsgæsterne” annonceres som: ”en nyskreven komedie om alle dem, der er dig”. Det er fornemt og meget træfsikkert. Jeg har sjældent grint så meget - af mig selv. Som altid er det bedste grin, når der slet ikke er noget at grine af. Fordi vi i bund og grund ikke aner, hvordan vi ellers skal reagere. Fordi det er så tragisk.


Foto: Emilia Therese


Jeg vidste ikke, at jeg havde savnet teatret så meget. Men det var pragtfuldt at synke forventningsfuldt ned i sædet i det gamle teater og lade drømmene tage over. Eller var det virkeligheden, dén virkelighed, der er mere virkelig end virkeligheden selv, der tager over? I Line Knutzons dramatik er man ikke sikker, det hele kører rundt, men der er alligevel sket noget gennem de sidste år, for fra at tage os helt ud i galaxerne, er det blevet et tættere og mere stramt univers. Det fornemmes, at stykket er blevet til under coronaen, det er første gang at vi er kommet så tæt ind på livet af personerne. Som om galaxerne er suspenderet, dramatikken er rykket helt tæt på, vi er helt inde i sindet – og bliver der. Der er ingen nåde – og ingen vej ud. Døren ud til verden er lukket hermetisk. Det er den måde, at personerne i forestillingen overlever på, men det er også det, der får dem til at bukke under. Det lyder måske ikke særlig lystigt. Men det er det. Død morsomt.


Foto: Emilia Therese


Der er seks på scenen, anført af Niels Ellegaard og Maria Rossing. Ellegaard er sjælens triste vicevært. Rossing er sindets sanselige småborger. Ena Spottag er den temperamentsfulde fortrængnings-mester. Tryggvi Sæby Björnsson er den ambitiøse. Elliot Crosset Hove er voksenlivs-mimeren og Xenia Noetzelmann er kynikeren. Det er stærkt ensemblespil.

I starten møder vi dem til en slags beboermøde i deres bofællesskab eller kollektiv. De kommer spredt dumpende til det, der mest af alt ligner et trist undervisningslokale. Det er tomt, forstemmende og sjælløst, men meget virkningsfuldt kreeret af Karin Gille. Det varer lidt, inden vi bliver klar over, at vi er inde i hovedet på dramatikeren. At de seks stemmer udgør én person og er sider af én og samme person, at de er vore egne stemmer inde i hovedet. Først da bliver det for alvor morsomt – og farligt. For vi kender det. Vi kender stemmerne og fornemmelsen af, at det til daglig er de samme stemmer, der kæmper for at sætte sig igennem inde i os.


Foto: Emilia Therese

De fortæller om mødet med verden. Den verden som de har forsøgt at redde sig i skjul fra. De venter på besøg – og de HADER det. Holdnings-Claus vil komme på besøg, og der er ikke noget værre, bagefter føler de sig så dårligt tilpas, alting blegner, når han har været på besøg. De gennemspiller hans besøg og forsøger at spille op til ham og trumfe sig selv igennem, men det er svært, når ingen af dem vil noget med livet. Ingen af dem har ambitioner – og de ved det, og hader at blive mindet om det. En af forestillingens morsomme scener viser, at de desperat forsøger at blive klogere ved at læse en kinesisk nobelprisbelønnet forfatter. Det er dømt til at mislykkes, de er mere optaget af ugebladenes glitrede universer, der bare er så meget nemmere at kapere og gå til. Måske lyder det karikeret, og det er det også. Men det ændrer ikke, at det er ramt lige på kornet, dovenskaben har sneget sig ind. Og det er det værste. Sandheden er, selv om den er ilde hørt, at de kun interesserer sig for sig selv og deres. Det er ikke til at holde ud, når de skal lytte til andre og deres liv. Det interesserer dem ikke en døjt. Men de beslutter sig for at leve i nuet. NU skal det være. Lidt efter bliver de klar over, at der er gået først to og så syv år, men de aner ikke, hvad der er sket i mellemtiden, hvis der da over hovedet er sket noget? Det er slet ikke sikkert. Ikke i Line Knutzons vidunderlige ”Livstidsgæsterne”. Men for os i teatret er der pludselig gået to timer.


Foto: Emilia Therese

Alene titlen siger det hele. Det er noget med at få livstid og være gæst. På Betty Nansen Teatret kan man opleve det hele. Der er ingen tid at spilde, hvis man vil møde ”alle dem, der er dig”. Det er et godt sted at starte, for jeg var en anden, da jeg bagefter forlod teatret. På vejen ud var der en dame, der sagde: ”Det med at der pludselig er gået 2 år, det kender jeg godt!”



LIVSTIDSGÆSTERNE

120 min.

Betty Nansen Teatret

25. september til 24. oktober 2020

Medvirkende: Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing

Manuskript: Line Knutzon

Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi: Karin Gille
Lysdesign: Christian Alkjær
Lyddesign: Troels Møller
Dramaturiske konsulenter: Solveig Gade og Lau Tobias Tronegård-Madsen
Koreografkonsulent: Signe Fabricius

Hjemmeside og billetter

Teaser


Trailer


Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.  

---

 Se listen over de øvrige 117 teateranmeldelser

---

tirsdag den 12. april 2016

Anmeldelse: SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER på Edison


 
Foto: Per Morten Abrahamsen

Vi kender dem alt for godt, alle eksperterne og konsulenterne, der forvalter vores liv uden at vi kan sætte ansigter på dem. De befinder sig i en gråzone rundt om os og tager de beslutninger, der styrer livet omkring os. I Kasper Colling Nielsens kraftfulde og empatiske teatertekst møder vi dem, når de skal forklare sig over for en psykolog. Psykologen sidder midt på første række og udspørger dem på skift. Alle er de blevet bedt om at tage en ting eller en genstand med som har en særlig betydning for dem. For én er det kæreste eje en computer, for en anden barndommens hunds sutteklud, for en tredje en lille plastik høne, for en fjerde en snetinde i en vandkugle, der kan rystes, så det hele dækkes af hvirvlende snefnug, for en femte en AC/DC T-shirt.


Foto: Per Morten Abrahamsen
På scenen er der opbygget en gigantisk knaldrød, lakblank pyramideagtig scenekonstruktion af Christian Albrechtsen, hvor vi i løbet af forestillingen bevæger os højere og højere op igennem jobpyramiden indtil vi ender øverst oppe hos den øverste chef, der ligesom de øvrige er blevet sat stævne af psykologen. Nicolei Faber har instrueret Claes Bang, Marijana Jankovic og Simon Sears i en stram iscenesættelse, der mest af alt minder om træk på et skakbræt. Den overdådige scenografi er et visuelt scoop, der giver mindelser om myretuen eller termitboet som en af forestillingens konsulenter beretter så begejstret om. Belysningen får det optimale ud af scenografien og lader forestillingens største visuelle billeder opstå ved noget så enkelt som papir, der smides op i luften, for at dale ned og antage grønne og røde mønstre i det farvede scenelys. Så enkelt og så raffineret kan det gøres. Det lyder ikke af meget, men i Mammutteatrets stramme opsætning virker det overdådigt. Historien omsættes i en så enkel scenegang at den næsten overflødiggør sig selv. Bedre kan det ikke gøres. Det er teatrets største illusion, når den næsten forsvinder for øjnene af os. Når den formår at ramme en enkelhed, hvor ingen hurtige ideer eller sjove indfald har fået plads, men i stedet er omfattet af en klart udarbejdet masterplan i en halsbrækkende scenografi, der giver os fornemmelsen af at bevæge os op ad et bjerg og at vi hvert øjeblik kan blive kastet i afgrunden, hvis vi et øjeblik taber koncentrationen og mister fodfæstet, hvis og når vi bliver fundet for lette under de igangværende psykologsamtaler.

Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Under de første samtaler er det let at opretholde et ”dem” og ”os”, men fra og med den tredje samtale smuldrer det og bliver umuligt at opretfolde den skelnen, der tidligere har været garant for adskillelsen. Det udligner sig, så det fra at handle om forskelle, kommer til at dreje sig om ligheder. Langsomt træder vores nysgerrighed længere og længere ind på scenen og menneskeliggør eksperterne og konsulenterne. Måske fordi vi bliver klar over at vi selv er blevet sådan, og derfor ikke længere formår at adskille os fra dem. Det er skræmmende - og mesterligt gjort.
Hvert et ord og hver en bevægelse arbejder så godt og synkront sammen at det fremstår med en betagende enkelhed. Det sceniske udtryk er renset for alt overflødigt, så den næsten forsvinder. Fjerlet er det ved at svæve væk, indtil det sparker os og vort eget selvbillede omkuld. Moralen kan glimrende opsummeres med forestillingens titel: Sidst på dagen er vi alle mennesker.

 
Det er ikke for ingenting at Mammutteatret inden for dansk teater er blevet til den Rolls Royce som det er. Teatrets forestillinger kan være underlige og mærkelige, men de er aldrig ligegyldige. De sætter sig fast i tilskuernes bevidsthed og arbejder videre. Teatret har en stolt 33 års historie og er stadig bannerfører inden for sit felt. Mammutteatret er skuespillernes teater, og det er en undtagelse at denne forestilling kun har tre medvirkende for som oftest plejer scenen at være tæt befolket af  skuespillere.
Teatrets seneste forestilling ”Catering” var ligesom denne en co-produktion mellem Mammutteatret og Betty Nansen Teatret, og spiller i Siloen på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. ”Catering” var lige som denne et lige så frisk bud på teater i tiden. Selv om ”Catering” var væsentlig farligere og langt mere chokerende. (Læs anmeldelsen).
Spilleperiode: 12. april – til 7. maj 2016.
Læs mere.
Foto: Per Morten Abrahamsen
 

tirsdag den 10. november 2015

Kirsten Thorup og Projekt Paradis

Nu er jeg menneske igen - 6
 
 
For 20 år siden blev forfatteren Kirsten Thorup stillet en ganske særlig opgave udfordring, der blev en kæmpe udfordring og kastede Kirsten Thorup ud i en enorm research blandt tyrkiske piger og deres forældre, blandt iranske politiske flygtninge og blandt bosniske krigsflygtninge, og som resulterede i forestillingen ”Projekt Paradis” på Betty Nansen Teatret i Peter Langdals instruktion i december 1996. Et stykke i tre dele på tilsammen 4 timer, der forgik på 3 scener. Skuespillet udkom i bogform kort efter premieren på forlaget GAD. Men hvad har ændret sig siden dengang? Hvad var det mest overraskende som hun stødte på under sin rearch på et tidspunkt, hvor debatten var så meget anderledes? På et tidspunkt, hvor fronterne slet ikke var trukket op som de er i dag. Hvad er der sket i årene siden, og hvordan ville det tage sig ud, hvis hun i dag skulle skrive stykket igen? Og hvad er det egentlig i hende, der har fået hende til igen og igen at engagere sig og give stemmen til dem som ingen har? Hvor kommer det engagement fra?
Jeg er meget glad for at have mulighed for at spørge Kirsten Thorup om det til arrangementet i overmorgen på Betaniahjemmet.

Her er et uddrag fra manuskriptet til forestillingen ”Projekt Paradis. En triologi” (GAD, 1997).  Det er taget fra den midterste del med titlen: ”Talkshow”.

”22.Træerne.                                                                                                                                                            
Hvis jeg er ligeglad med hvad danskerne tænker, rammes jeg ikke så dybt af al den propaganda imod flygtninge i medierne og fra nogle politiske partier.                          
Jeg var tvunget til at flygte. Jeg er ikke her for at udnytte det danske system. Danskerne glemmer at flygtninge ikke er ofre. Vi er stærke mennesker. Vi har taget store beslutninger. Vi har gjort modstand. Vi er som træerne. Når vi kommer her, har vi kun rødder. Der er ikke noget over jorden.  Så vokser vi op igen. Plantet om i den fremmede jord. Vi mister forbindelsen med vores rødder. Nu er der kun stammen og grenene, de grønne blade. Alt det der er over jorden. Men vi har intet rodnet mere. Vores rødder er kappet af. Sådan nogle træer er lette at vælte.”
 
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":
2) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/prolog-nu-er-jeg-menneske-igen.html  




 



 

torsdag den 8. januar 2015

Anmeldelse: IK´ FOR BØRN på Betty Nansen Teatret




Personlige fortællinger om skilsmisse.

C:ontacts nyeste forestilling er ikke for børn,
I halvmørket inden lyset går op for workshop-forestillingen kommer de medvirkende hurtigt listende ind på scenen og stiller sig på række bagerst. Uvilkårligt tæller man for at se, hvor mange der er med, men det bliver ved med at vrimle ind. Stadig flere og flere. Til sidst er der så mange at jeg opgiver at tælle dem.
Da lyset går op kommer de rytmisk ned imod publikum. Når de står på scenen med lidt mellemrum så fylder de 23 overvejende unge hele scenerummet. I løbet af forestillingen kommer de tættere og tættere på scenekanten. Også i overført forstand, for de ender med - efter knap 2 timer - at sætte sig på scenekanten og lægge op til diskussion. Inden da når de hver især at fortælle deres skilsmissehistorier. Det sker i små tableauer, rollespil eller i en blanding med musik og sang. Det er sin sag at få så mange medvirkende til at indgå som dele af en samlet krop for at få forestillingen til at lykkes. Det er godt iscenesat/koreograferet af Inger Eilersen. Donna Cadogan har stået for sang og Babak Vakili for rap. Fortællingerne er de medvirkendes egne. 
Det er ikke bare teater, så når der grædes, er det en ægte tåre, og når en af pigerne ruller ærmerne op, ser vi arene, hvor hun snittede i sig selv.
Der er mange smerter. Mange sår der endnu smerter og læsker, men alt sammen styret og tilrettelagt, så der ikke bliver en udstilling af ubearbejdede smerter, men mere et helt smertekatalog over hvor høj prisen har været for forældrenes uenighed, der resulterede i en skilsmisse.


Der er også humor, som når de to søstre forsøger at regne sig frem til om det er 9 eller 11-12 eller 13 søskende de har, ud over hinanden. For hvem skal man egentlig tælle med, når forældrene finder nye partnere, der igen finder nye partnere, der igen…
Det er også den sørgmodige beretning om pige med de to sammenbragte familier, der fejrer hendes fødselsdag. Og det er fantastisk eller næsten magisk dejligt, for alle har det godt sammen, lige indtil tiden er gået og de alle bryder op i hast – og efterlader hovedpersonen mutters alene.
Der er mange fædre, der får så hatten passer.
Voldsomst er skildringen af den persiske far, der tyranniserer familien. Det er den voksne søn der fortæller historier med så stor insisterende vrede, at faren og moren er iført masker. Faren med en grissemaske og moren med en hønemaske, og hvor sønnen taler for dem. Siger det, der er deres ord. Og det der i sidste ender også får bragt familien frem til en skilsmisse – for at overleve.


Det er flere gange i løbet af forestillingen, når vreden er ved at blive for stor, for tung og for sort, at der bruges masker, for ellers ville det ikke blive til at holde ud. Men uden disse udbrud ville det heller ikke fungere. Det er nødvendige rystelser, der binder historierne sammen, men som publikum føler man sig kvæstet bagefter, men det er lavet smukt og dedikeret, sådan så alting er nøje afstemt efter hinanden, så det alligevel fremstår afrundet selv om det er tunge smertetyngede historier.
Eneste rekvisitter er de medvirkendes skuldertasker, der i løbet af forestillingen bruges på mange overraskende måder. Og papir der rives rytmisk i stykker. Hvem skulle tro at det kan lave så megen larm, når 23 mennesker river lange papirstrimmel ud. Men det gør det!


På et tidspunkt bruges drejescenen, men ellers er alt holdt så enkelt som muligt. Musikken er på forhånd indspillet og synges live fra scenen, og ellers er alt skabt med 23 kroppe på en scene og lige så mange fortællinger fra de medvirkende, der aldersmæssigt spænder fra 14-47 år.
Der er hende der er ”i forhold”. Et forhold der har varet i 25 år, og som nogle gange har det godt med det, og andre gange er ved at gå i stykker over det, men hun kan hverken være i det eller komme ud af det igen. Forholdet hedder ”skilsmisse”.
Det binder smukt en sløjfe omkring alle historierne, for det er fælles for dem alle. De er hver især præget af det, og mange af dem sidder fast i følelsen. De er alle "i forhold" som de ikke kan komme ud af. Men at tale om det, at give det ord, er første skridt på vejen, sådan som forestillingen så smukt gør det.

 
MANUSKRIPT: De medvirkende
INSTRUKTION:
Inger Eilersen
WORKSHOPLEDER - SANG: Donna Cadogan
WORKSHOPLEDER - RAP: Babak Vakili
ALDERSGRUPPE: Fra 8. klasse og op 

IK' FOR BØRN spiller på BETTY NANSEN TEATRET,
Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Læs mere: http://www.contact.dk/generelt/projekter/ik'-for-boern.aspx
Spilleperiode: 5.-18. januar 2015.
Gratis billetbestilling: http://www.contact.dk/generelt/billetbestilling.aspx
Forestillingen er støttet af Egmont Fonden.
  

Om C:NTACT

C:NTACT er en selvstændig fond, der har til huse på Betty Nansen Teatret, hvor de laver kunstneriske scene-, medie- og uddannelsesprojekter for deltagere med forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Med afsæt i den personlige fortælling skaber de levende møder mellem mennesker. C:NTACT arbejder både i Danmark og internationalt, hvor de bl.a. har lavet projekter i Afrika, Mellemøsten, Europa og i Grønland.