Anmeldelse: CAPULANA FABRIKKEN af Nadja Manghezi (2020)

 

Nadja Manghezi er lærer og cand.mag. Najda tog sammen med sin familie til Mocambique i 1976 som cooperant for at hjælpe med opbygningen af det nye land. Efter nogle års arbejde tog hun hjem for 20 år efter at vende tilbage til hovedstaden Maputo, denne gang som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke. Denne gang uden børn og med sin mand på den anden side af grænsen i et frit Sydafrika. Nadja har skrevet flere bøger om livet i det sydlige Afrika på engelsk, portugisisk og dansk.

Foto fra bogen af forfatteren

Kvinderne i Mocambique skal klare sig. Oftest uden mænd, alene med børnene. Bogen fortæller om en mulighed, de havde … for et stykke tid. I en tid med virus og angst, HIV/Aids, som de ikke forstår, men som kan ramme dem alle. I 1976 løsrev landet sig fra Portugal i en frihedskamp under FRELIMOs ledelse. Men kampen mod fattigdom og sygdom er lige så hård nu, 20 år efter i 1995, hvor handlingen udspiller sig. Døden lurer altid lige om hjørnet, men det er ikke kedeligt at være sammen med kvinderne på Fabrikken i baghaven.

 ”Ja. Sådan måtte det være. Sorgen måtte ændres til vrede. Ellers var den ikke til at bære.”(side 200).

Det er en livsvarm og klog beretning om, hvordan en spæd ide tager form og blomstrer op til at blive en lille fabrik, hvor kvinderne gennem arbejde med at sy og dekorere Capulana-billedtæpper indgår i et tæt arbejdsfællesskab. Samarbejdet giver dem en ny styrke. Det er en bevidsthedsproces, hvor de skal klare alting selv. Mændene et helt uden for regnestykket, ”for dem kan man alligevel ikke regne med”. I det hele taget opleves mænd som et forstyrrende moment i kvindernes liv. Der er ikke plads til kærlighedshistorier, for det handler om overlevelse. Kvinderne er der for hinanden. Kirken spiller også en stor rolle, men vigtigst er deres indbyrdes fællesskab og det, der vokser ud af det. Det er Nadja Manghezis selvbiografiske fortælling et levende og varmt bevis for. Det er en gribende fortælling om at finde sig selv og sin vej igennem tilværelsen. Det handler også om, hvad et menneske er og om de valg, vi tager, der kommer til at definere os.

Foto fra bogens forside af forfatteren

Det starter med et billedtæppe, der bliver til flere, mens kvinderne dygtiggør sig og slutter sig sammen. De laver en opbygning, så de hver især har ansvar for forskellige dele af arbejdsprocessen. De udstillede billedtæpper bliver en stor succes, som de gentager flere gange, indtil det igen slutter. Intet varer evigt, men de lærer meget – og vi, læserne, får i tilgift denne varme beretning om fællesskab og medmenneskelighed. Det er den slags fortællinger vi ikke kan få nok af. Indsatte farvefotos før hvert kapitel understreger det faktuelle i historien.

I bogen er det HIV/Aids, der er dén fortiede trussel. som de lever i skyggen af. I dag har truslen/virussen fået et andet navn. Vi er alle en del af samme verden. Det er det, som understreges af fortællingen. Livet er et barsk sted at opholde sig. Og ikke kun i Mocambique.

”Jeg tror først, det er en zebra, når jeg ser dens striber”, var hendes korte svar…”, (side 116).

Foto af forfatteren

Det er i det kulturelle møde mellem den tilrejsende idealistiske dansker og de mere realistiske afrikanske kvinder, at fortællingen udspiller sig og finder en dybere klangbund i de følelsesmæssige tilknytninger, der gør, at der ikke kun syes tæpper, men også spindes menneskelige relationer på kryds og tværs. Der skal manøvreres med snilde, når de kulturelle elefanter ikke skal vækkes, for det er vigtigt langsomt at tale sig ind på hinanden for ikke at krænke hinandens finfølelser. Det er ikke altid lige let, men at læse om dette møde er både underholdende og lærerigt. Desuden er det skrevet med et godt blik for, hvor historien er, og hvordan den lettest kan formidles.

Vi får de forskellige kvinders historier fortalt i tilbageblik, alt imens fabrikkens arbejde breder sig. Der er bl.a. Lizas fortælling om det hårde arbejde på cashewnødde-fabrikken. Hver af kvindernes historier indgår i et større mønster, der udgør et kluddetæppe af mennesker, følelser og måder at overleve på. Det er et billede på livet på godt og ondt. Livet er ubarmhjertigt, men også det hele værd. Vi har jo ikke andet.

Foto fra bogen af forfatteren

”Det er som om hun er stolt over at være adopteret”. Og efter en lille tænkepause: ”Det er jeg også. Glad og stolt. Men nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg er dansker eller swazi. Det er bare det. Jeg tænker ofte på, om jeg ville være blevet ligesom de andre tre, pigerne i hvert fald, hvis jeg var blevet i Swaziland og var vokset op der. Og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg hellere ville det?”(side 100).

Sproget er godt, glidende og harmonisk. Der er nogle lidt underlige ordadskillelser, hvor lange sammensatte ord skrives afskilt. Men det er blot en skønhedsplet. Mønstre og figurer er der masser af i fortællingen om, hvordan motiverne på billedtæpperne breder sig og bliver til en vigtig bestanddel af deres liv, mens der arbejdes koncentreret. ”Fabrikken”, som kvinderne kalder deres arbejdsplads, foregår under et halvtag og i en baghave, så mere etableret er det heller ikke, men det er heller ikke nødvendigt, når det kun er regntiden, der kræver at man søger indendørs. Det er elementerne, der bestemmer over menneskene. Livet og døden står med åbne arme ved både vugge og grav.

Foto fra bogen af forfatteren

Fortællingens 277 sider er ikke for lang, for vi skal igennem meget, før vi forstår, hvad der er på færde. Det er slet ikke så enkelt som det måske først ser ud. Fortællingen rulles ud som et billedtæppe med en vis klædelig langsommelighed, som det lønner sig at studere enkelthederne i. Det tager den tid det tager, og kan ikke forceres.  Sådan er det også med livet.

”Og sne? Nogle havde set billeder, andre måtte prøve at få mening med en forklaring om, at det lignede det, der sad fast indvendig på siden af fryseren, når man åbnede. Helt uvirkeligt.”(side 198).

 

Nadja Manghezi. Foto Michael Svennevig.

Læs mere. Hør podcast.

 

#forvandling