Knud Vilby: BÅLTALE (og lykønskning!)

Foto: Michael Svennevig.

 

Forfatteren Knud Vilby (født 1942) har i det forgangne år kunnet fejre sin 80-årige fødselsdag. Igennem en menneskealder har han kæmpet for retfærdighed og givet sin stemme til kende, når der er blevet begået uret. Global udvikling, herunder fattigdom og miljø, optager ham brændende. Som talsmand og formand for en lang række betydningsbærende  institutioner (bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening) har han gennem årene med stor troværdighed og grundig tilbundsgående research i såvel sin journalistik som i sine bogudgivelser altid været en lødig og værdifuld betragter og kommentator af vor verden og de politiske bevægelser, der har præget den. Meget sigende hedder hans seneste bog "Udsat. Optegnelser om liv og nød". 

Knud Vilby indleder 3. festivaldag på Østerbro og holder den afsluttende båltale til festivalafslutningen på Christianshavn. 

Tillykke med fødselsdagen, Knud!

*

Her er et uddrag af Knud Vilbys båltale forud for festivalen:

"To ord om menneskers fundamentale vilkår har fået en ny betydning i Danmark og i Europa det seneste år. Ordene er krig og flugt.

Krig er - igen - blevet en nærværende realitet og trussel, også her.

Og flugt er blevet et vilkår for endnu millioner af mennesker. Europæiske mennesker.

Og danskerne har fået lov til at opføre sig menneskekærligt og humant, og de har vist, at det vil de gerne. I årevis har den danske regering spændt ben for humanisme og menneskerettigheder i flygtningespørgsmålet. Regeringen har givet næstekærlighed og gensidig menneskelig respekt meget dårlige vilkår. Men med ukrainerne fik danskerne lov til at hjælpe.

Lad os få lov til at tro på, at det giver muligheder, også for at vi som nation kan opføre os ordentligt overfor andre flygtninge og nødstedte i verden.

Lad os i det hele taget bevare den tro og det håb, som kunst og kultur og tusinder af positive enkeltindsatser inspirerer os til.

Vi lever – igen – i oprustningens tid. Men vi ved godt alle sammen, at uanset hvad verdens autoritære ledere siger og gør, så er vi nødt til at tro og håbe, både trodsigt og kærligt. Vi skal mødes og udveksle tro og tanker både lokalt og globalt, og vi skal turde tro på, at det gør verden bedre. Og vi skal som samfund samarbejde globalt om de helt store trusler. Klimaændringerne, sulten, fattigdommen.

Det er meget få problemer - om nogen overhovedet - der løses med militære midler. Og vor sikkerhed trues i dag af langt mere, end det generalerne er udlært til at tage sig af.

Derfor skal vi finde nye veje videre på trods. Derfor skal vi tænke og arbejde og synge og danse og mødes i alle mulige sammenhænge - for at skabe den nødvendige forvandling og for at styrke håbet og den gensidige kærlighed."

Foto: Michael Svennevig.

Mød Knud Vilby på 3. festivaldag på Østerbro, 

torsdag den 11. august kl. 19-21 i Salonen, 

Østerbrogade 222 

og til festivalafslutningen, på Christianshavn,

søndag den 14. august kl. 13-16. 

Hvis det udevejr bliver det i gårdhaven ved Dansk PEN, 

Dronningensgade 14 - og ellers bliver det i 

Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 

- et par gader derfra. 

*

Hør podcast med Knud Vilby fra 2019, 

hvor han fortæller om Dansk Flygtningehjælps historie 

i bogen skevet til den fhv. generalsekretær Arne Piel Christensen. 

Læs mere. Læs festivalanmeldelsen af bogen.

Læs mere om festivalen 

FORVANDLING eller ej. Om at finde nye veje videre, 

#forvandling

*

Anmeldelse: CAPULANA FABRIKKEN af Nadja Manghezi (2020)

 

Nadja Manghezi er lærer og cand.mag. Najda tog sammen med sin familie til Mocambique i 1976 som cooperant for at hjælpe med opbygningen af det nye land. Efter nogle års arbejde tog hun hjem for 20 år efter at vende tilbage til hovedstaden Maputo, denne gang som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke. Denne gang uden børn og med sin mand på den anden side af grænsen i et frit Sydafrika. Nadja har skrevet flere bøger om livet i det sydlige Afrika på engelsk, portugisisk og dansk.

Foto fra bogen af forfatteren

Kvinderne i Mocambique skal klare sig. Oftest uden mænd, alene med børnene. Bogen fortæller om en mulighed, de havde … for et stykke tid. I en tid med virus og angst, HIV/Aids, som de ikke forstår, men som kan ramme dem alle. I 1976 løsrev landet sig fra Portugal i en frihedskamp under FRELIMOs ledelse. Men kampen mod fattigdom og sygdom er lige så hård nu, 20 år efter i 1995, hvor handlingen udspiller sig. Døden lurer altid lige om hjørnet, men det er ikke kedeligt at være sammen med kvinderne på Fabrikken i baghaven.

 ”Ja. Sådan måtte det være. Sorgen måtte ændres til vrede. Ellers var den ikke til at bære.”(side 200).

Det er en livsvarm og klog beretning om, hvordan en spæd ide tager form og blomstrer op til at blive en lille fabrik, hvor kvinderne gennem arbejde med at sy og dekorere Capulana-billedtæpper indgår i et tæt arbejdsfællesskab. Samarbejdet giver dem en ny styrke. Det er en bevidsthedsproces, hvor de skal klare alting selv. Mændene et helt uden for regnestykket, ”for dem kan man alligevel ikke regne med”. I det hele taget opleves mænd som et forstyrrende moment i kvindernes liv. Der er ikke plads til kærlighedshistorier, for det handler om overlevelse. Kvinderne er der for hinanden. Kirken spiller også en stor rolle, men vigtigst er deres indbyrdes fællesskab og det, der vokser ud af det. Det er Nadja Manghezis selvbiografiske fortælling et levende og varmt bevis for. Det er en gribende fortælling om at finde sig selv og sin vej igennem tilværelsen. Det handler også om, hvad et menneske er og om de valg, vi tager, der kommer til at definere os.

Foto fra bogens forside af forfatteren

Det starter med et billedtæppe, der bliver til flere, mens kvinderne dygtiggør sig og slutter sig sammen. De laver en opbygning, så de hver især har ansvar for forskellige dele af arbejdsprocessen. De udstillede billedtæpper bliver en stor succes, som de gentager flere gange, indtil det igen slutter. Intet varer evigt, men de lærer meget – og vi, læserne, får i tilgift denne varme beretning om fællesskab og medmenneskelighed. Det er den slags fortællinger vi ikke kan få nok af. Indsatte farvefotos før hvert kapitel understreger det faktuelle i historien.

I bogen er det HIV/Aids, der er dén fortiede trussel. som de lever i skyggen af. I dag har truslen/virussen fået et andet navn. Vi er alle en del af samme verden. Det er det, som understreges af fortællingen. Livet er et barsk sted at opholde sig. Og ikke kun i Mocambique.

”Jeg tror først, det er en zebra, når jeg ser dens striber”, var hendes korte svar…”, (side 116).

Foto af forfatteren

Det er i det kulturelle møde mellem den tilrejsende idealistiske dansker og de mere realistiske afrikanske kvinder, at fortællingen udspiller sig og finder en dybere klangbund i de følelsesmæssige tilknytninger, der gør, at der ikke kun syes tæpper, men også spindes menneskelige relationer på kryds og tværs. Der skal manøvreres med snilde, når de kulturelle elefanter ikke skal vækkes, for det er vigtigt langsomt at tale sig ind på hinanden for ikke at krænke hinandens finfølelser. Det er ikke altid lige let, men at læse om dette møde er både underholdende og lærerigt. Desuden er det skrevet med et godt blik for, hvor historien er, og hvordan den lettest kan formidles.

Vi får de forskellige kvinders historier fortalt i tilbageblik, alt imens fabrikkens arbejde breder sig. Der er bl.a. Lizas fortælling om det hårde arbejde på cashewnødde-fabrikken. Hver af kvindernes historier indgår i et større mønster, der udgør et kluddetæppe af mennesker, følelser og måder at overleve på. Det er et billede på livet på godt og ondt. Livet er ubarmhjertigt, men også det hele værd. Vi har jo ikke andet.

Foto fra bogen af forfatteren

”Det er som om hun er stolt over at være adopteret”. Og efter en lille tænkepause: ”Det er jeg også. Glad og stolt. Men nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg er dansker eller swazi. Det er bare det. Jeg tænker ofte på, om jeg ville være blevet ligesom de andre tre, pigerne i hvert fald, hvis jeg var blevet i Swaziland og var vokset op der. Og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg hellere ville det?”(side 100).

Sproget er godt, glidende og harmonisk. Der er nogle lidt underlige ordadskillelser, hvor lange sammensatte ord skrives afskilt. Men det er blot en skønhedsplet. Mønstre og figurer er der masser af i fortællingen om, hvordan motiverne på billedtæpperne breder sig og bliver til en vigtig bestanddel af deres liv, mens der arbejdes koncentreret. ”Fabrikken”, som kvinderne kalder deres arbejdsplads, foregår under et halvtag og i en baghave, så mere etableret er det heller ikke, men det er heller ikke nødvendigt, når det kun er regntiden, der kræver at man søger indendørs. Det er elementerne, der bestemmer over menneskene. Livet og døden står med åbne arme ved både vugge og grav.

Foto fra bogen af forfatteren

Fortællingens 277 sider er ikke for lang, for vi skal igennem meget, før vi forstår, hvad der er på færde. Det er slet ikke så enkelt som det måske først ser ud. Fortællingen rulles ud som et billedtæppe med en vis klædelig langsommelighed, som det lønner sig at studere enkelthederne i. Det tager den tid det tager, og kan ikke forceres.  Sådan er det også med livet.

”Og sne? Nogle havde set billeder, andre måtte prøve at få mening med en forklaring om, at det lignede det, der sad fast indvendig på siden af fryseren, når man åbnede. Helt uvirkeligt.”(side 198).

 

Nadja Manghezi. Foto Michael Svennevig.

Læs mere. Hør podcast.

 

#forvandling

Mød forfatteren Knud Vilby

Foto: Michael Svennevig

"Er der noget bedre end at blive ført rundt igennem historien – igennem komplicerede politiske beslutninger - af én, der har været med fra starten, og som kender alle de mange forløb indefra. Der er ikke tale om en meningsmager, men om en sagkyndig, der har oplevet det hele på egen krop og som har taget sig tiden til at reflektere over det gennemlevede og sammen med forfatteren Knud Vilby (født 1943) har samlet det i bogen: ”Danske værdier og udfordringer i en globaliseret verden”. Arne Piel Christensen (født 1938) har gennem sit mere end 30 årige virke som formand (eller generalsekretær som det også hedder) for Dansk Flygtningehjælp fulgt organisationen fra dens spæde begyndelse, hvor han blev ansat til det, der fra starten bare lød som bare en midlertidig ansættelse på 1½ år, men sådan gik det som bekendt ikke."

Læs hele festivalanmeldelsen

Knud Vilby fortæller på denne 20. festivalpodcast om arbejdet og tankerne bag "Danske værdier og udfordringer" som er blevet til igennem et samarbejde mellem Arne Piel Christensen og Knud Vilby.

Hvis man vil forstå den komplicerede nutid, så er det en god ide at starte med at gøre sig fortrolig med fortiden, for det startede helt nede i håndhøjde, for siden at vokse sig ufattelig stort.

Læs om forløbet i denne klart skrevne og smukt formulerede beretning, der sagtens kan læses som en underholdende guide til de 30 første år af Dansk Flygtehjælps historie. Fra en tid, hvor kvoteflygtninge blev en selvfølgelighed - lige så selvfølgeligt som de IKKE er det i dag.

Foto: Michael Svennevig

Mød Knud Vilby på festivalen MØD VERDEN,

hvor han medvirker på festivalens 4. dag

i Salonen på Østerbro,

torsdag den 15. august 2019 kl. 19-21, 

hvor han fortæller mere om bogen

Anmeldelse: DANSKE VÆRDIER OG UDFORDRINGER af Arne Piel Christensen i samarbejde med Knud Vilby

Arne Piel Christensen i samarbejde med Knud Vilby: 

DANSKE VÆRDIER OG UDFORDRINGER 

Vandkunsten 2019, 296 s.

Er der noget bedre end at blive ført rundt igennem historien – igennem komplicerede politiske beslutninger - af én, der har været med fra starten, og som kender alle de mange forløb indefra. Der er ikke tale om en meningsmager, men om en sagkyndig, der har oplevet det hele på egen krop og som har taget sig tiden til at reflektere over det gennemlevede og sammen med forfatteren Knud Vilby (født 1943) har samlet det i bogen: ”Danske værdier og udfordringer i en globaliseret verden”. Arne Piel Christensen (født 1938) har gennem sit mere end 30 årige virke som formand (eller generalsekretær som det også hedder) for Dansk Flygtningehjælp fulgt organisationen fra dens spæde begyndelse, hvor han blev ansat til det, der fra starten bare lød som bare en midlertidig ansættelse på 1½ år, men sådan gik det som bekendt ikke. I det indledende afsnit fortæller han om sin egen familie og trækker slående parraller til de familieforhold som vi siden er kommet til at betragte som mellemøstlige, men bare to generationer tilbage var det vores egne levevilkår, men det har vi gladelig glemt. Det er en god og sund påmindelse. Længere siden er det ikke.

Der er mange udfordringer og der er også mange danske værdier. Bogen leverer velanbragte indspark, for der er plads til mange velbegrundede spark. Det må der nødvendigvis være for en tidligere generalsekretær fra Dansk Flygtningehjælp, der må se på at de tidligere selvfølgelige kvoteflygtninge ikke længere er spor selvfølgelige. Men samtidig er det muligheden for at se tilbage på en masse historiske forløb og ikke mindst på løsninger, der netop blev til, fordi der var en grundlæggende tro på at dette var noget vi sammen skulle løse. Denne selvfølgelighed er det siden knebet med.

Bogen spiller på flere strenge for det er dels Arne Piel Christensens egne arbejdserindringer, og dels skitseringen af den politisk kontekst, der gør at teksten lige så let kan læses som en introduktion til det, der er sket. Jeg er ikke tidligere stødt på en så let læselig, fint formidlet og stadigvæk mangesidigt forklaring på det morads vi er endt i i dag. Det tales om et ”globalt imperativ”: ”For hvor langt skal vi gå? Hvilke krav skal vi stille til os selv og det samfund, som vi og generationerne forud har skabt?” (s. 290) Under overskriften ”Dårlig samvittighed hjælper os ikke” står der at vi ”må være med til at indrette samfundene her og omkring os, så vi hele tiden prøver at gøre verden til et bedre sted at være. Især for dem, der i dag må savne alt.” (s. 289)

Det er en udgivelse fuld af løsningsforslag, og rig på en visioner for hvordan det heldigvis stadigvæk kan blive meget bedre. Dét kan det. Meget, endda.

Efter at have vendt bogens sidste side, er det mange indtryk og tanker, som jeg sidder tilbage med. Udover det rent faktuelle er det især skildringen af Arne Piel Christensen oplevelse af at være vidne til genforeningen af familiesammenførte, der ofte efter mange års adskillelse endelig genforenes: 

”En gang imellem tog jeg selv med i lufthavnen, når vi og naturligvis primært den ventende flygtning skulle modtage ægtefæller eller børn, og det var stærke oplevelser. Hvis jeg ikke havde nogen særlig relation til de ankomne, gav jeg mig ikke til kende. Der var jo andre. Men jeg kunne godt lide at stå ude i siden og se deres forening. Jeg har sjældent set så megen glæde, som da familiemedlemmer, som ikke havde set hinanden i flere år, igen forenedes.” (side 270).

Det er spændende og engageret læsning.

Mød Knud Vilby på festivalen MØD VERDEN, 

når han på festivalens 4. dag  i Salonen på Østerbro,

torsdag den 15. august kl. 19-21

fortæller om arbejdet med bogen.

Det gør han også på denne 

20. festivalpodcast, 

hvor der er uddrag fra 

Arne Piel Christensens egen tale 

til udgivelsesreceptionen  tidligere på året.