VERDEN ER FULD AF VEJE: SorgFugl/The Bird Experience

Fotos: Per Morten Abrahamsen og Thomas Wittrup.

Hvad stiller man egentlig op med sig selv – og sorgen?

"SorgFuglen" er en forestilling, der er så såre smuk og så nænsom, at den fortjener at få flere ord med på vejen og også er repræsenteret på festivalen. Siden jeg første gang så forestillingen, er den blevet til et tvær-europæisk community-projekt om sorg, der sammenknytter København, Athen, Granada, Budapest og Moskosel.

I "The Bird Experience" træder vi direkte ud i dansen mellem liv og død sammen med de tre dansere. Det er meget rørende, og hvis jeg var begejstret sidst, da jeg så forestillingen, var jeg det endnu mere, da jeg genså den i De Gamles By på Nørrebro.

I den oprindelige udgave var der meget mere materiale, men årene er gået siden forestillingen i KU.BE i 2020, og forestillingen har siden udviklet sig og er blevet enklere og mere koncentreret. Samtidig med forestillingen i De Gamle Bys kirke samsendtes fra de 4 andre opførelser rundt i Europa. Det kunne brudstykkevis ses opprijiceret på hvide stofskærme for enden af rummet. Det var stærkt på den måde, at oplevelserne, lidt forskudt, blev ført sammen. Det samme blev sorgen, for selv om den har forskellige ansigter, rammer den samme sted i hjertet. Sorgen er international og angår os alle, på hver sin måde.

Dansen med SorgFuglen bragte det hele sammen, for det der ikke kan siges, kan danses. Sorgfuglen både døde og blev vakt til live igen. Igennem dansen og lydklippene, hvor ældre stemmer fortalte om, hvordan sorgen havde mærket dem.    

Det er en stor glæde, at Ingrid Tranum Velasques og Aldo Tranum Velasques begge medvirker til festivalafslutningen.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Danser, koreograf Ingrid Tranum Velásques fortæller:

"SorgFuglen" er for mig et væsen med en hel unik tilstedeværelse. Den faciliterer en form for poetisk transformation af sorgen og taler til noget umiddelbart, spontant og dybtliggende i os som mennesker. Den har nu 4 søskendefugle, som er ude i Europa, og flokken er ikke færdig med at flyve. Der er meget sorg at tage sig af i en verden under voldsom forandring. Jeg tror den gør en forskel de steder, hvor den får skabt et rum, et ritual, for at dele sorgen med andre.

"SorgFuglen" blev til i 2020 under pandemien. Lige siden har den bygget rede rundt om i samfundet og mødt og favnet sorgfortællinger fra borgere på tværs af generationer."

Foto: Per Morten Abrahamsen

I november 2020 anmeldte jeg NextDoor Projects "SorgFugl". Jeg genså den for nylig, efter at den med EU-støtte har rejst rundt i Europa med titlen "The Bird Experience". SorgFuglen har fået fire andre fuglevenner, således at der samtidig med forestillingen i De Gamle Bys kirke også blev spillet på en skole (for 300 børn!) i Granada i Spanien, for flygtningekvinder i Athen, for udviklingshæmmede i Budapest, Ungarn og i Moskosel, Nordsverige - tæt på Finland.

Forestillingen i København var i samarbejde med gamle på Plejehjemmet Slottet og børn fra Welcome House - Dortheagården, Frederiksborgvej 77, der er et mangfoldigt hus, hvor nye københavnere fra hele verden og frivillige med forskellige baggrunde mødes. "The Bird Experience" består af nye fortællinger og en ny kontekst, men bygger på samme koncept som "SorgFugl".

Her er anmeldelsen af "SorgFugl" fra 2020.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Foto: Thomas Wittrup.

Foto: Thomas Wittrup.

Foto: Per Morten Abrahamsen

THE BIRD EXPERIENCE

med Nextdoorproject

 

 *

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen.

Anmeldelse: SORGFUGL i KU.BE

Foto: Per Morten Abrahamsen.

 

”SorgFugl” er den sigende titel på forestillingen om sorg i KU.BE på Frederiksberg nær Flintholm Station. Rummet på 2. etage er rundt og har store runde ovenlysvinduer. En tilsvarende rund mørk plade på gulvet samler rummet og centrerer fortællingen om den sorg som vi møder unge som gamle og den uforståelighed, der ligger indbygget i sorgen. Det kan være sorgen over en afdød ægtefælde eller et kæledyr. Det er tankerne om at være ladt tilbage, måske uden at have fået sagt ordentlig farvel. Hvordan kommer man gennem sorgen? Hvad stiller man egentlig op med sig selv – og sorgen?

Foto: Per Morten Abrahamsen

Ingrid Tranum Velásquez fra NextDoor Project har koreograferet, instrueret og danser selv med i forestillingen, hvor vi blidt og nænsomt bliver guidet rundt af båndede sentenser og udsagn fra voksne, børn, unge og gamle, der beretter om deres møde med sorgen og om, hvordan de kom gennem den. Musikken, komponeret af Henriette Groth og Stine Helkjær Engen, er en vidunderlig ledsager, for den smyger sig videre ind, hvor ordene ikke længere slår til. Musikken fremføres live af Henriette Groth, der spiller på diverse instrumenter med den største nænsomhed. De fire dansere (Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez og Ingrid Tranum Velásquez) er klædt i sort, og danser af og til også med sorte mundbind, og hvem skulle have troet at det faktisk passede ind så godt. For måske har vi alle mentale mundbind på, når det gælder om at udtrykke sorg, der rammer os.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Da vi kommer ind er der strøet sorte fjer på gulvet, og der ligger et kragehoved og to vinger, (udtryksfuldt kreeret af Annette Asp Christensen) som danserne skiftevist ifører sig og danser med. I løbet af forestillingen bliver kragen til indbegrebet af sorgen. Ikke mindst via den indledende forklaring om fuglenes særlige adfærd ved artsfællernes død. Det er den overrumplende fortælling om, at kragerne tilsyneladende kalder hinanden til, når en krage dør, og så sidder de i stort antal omkring den afdøde og har en særlig sang som de kun istemmer i den situation, dødesangen. Selv efter at det er sket, er der tit krager, der vender tilbage til stedet og tilsyneladende mindes den afdøde artsfælle ved at gentage sangen. Det er en smuk ramme for fortællingen, der ikke har nogen kontinuerlig historie, men som ikke desto mindre har en sikker og inciterende puls i de malende og smukt dansede scener, hvor kragen føres af to dansere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen er båret af blidhed og nænsomhed, og det går igen i dukkeføringen af kragen, der bliver ført med samme inderlighed. Det er rørende og eftertænksomt. Hvem skulle have troet, at der var så megen historie og følelse i et par fjer og en kragedukke?

Forestillingen er blevet til efter en større research, der er typisk for NextDoor Project. Oprindelig skulle der også have været lokale samarbejder med hospice og plejehjem, men grundet coronaen måtte det udskydes.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Under forestillingen sad jeg og følte mig aldeles fortryllet. Sad helt stille og faldt ind i mig selv, selv om jeg mentalt sad yderst på kanten af stolen, for jeg ville have det hele med. Når selv kragerne tilsyneladende har forstået det og også fundet en særlig måde at bearbejde det på, må vi også kunne gøre det – og jeg følte, at det var mit eget ansvar at suge så meget ud af forestillingen som muligt, for her var rig mulighed for at fordybe sig og bliver klogere på noget af det uforståelige. Det er ikke hver dag, at en sådan mulighed viser sig.

Den tango-inspirerede musik og dans lirker de lukkede rum op i sindet, og smyger sig rundt om sorgen. Det er ikke en irrelevant forestilling at se i denne tid, hvor vi med god grund kan se tilbage på et år, hvor vi har måttet forholde os til den omgivende verden og coronaen med både bekymring og sorg.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det påklistrede ekstranummer, hvor kragen blev erstattet med papirfugle, var helt overflødigt og tilføjede ikke noget, som kragen ikke allerede havde kommunikeret meget bedre og ganske ordløst til os. Meget sigende blev alle siddende, da forestillingen sluttede. Ingen havde tilsyneladende lyst til at forlade den magiske cirkel, som vi med forestillingen var blevet en del af. 

Foto: Per Morten Abrahamsen

SORGFUGL (The Bird Experience)

af NextDoor Project

Iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez

Komponist: Henriette Groth, medkomponist Stine Helkjær Engen

Dukkemager: Anette Asp Christensen

Dansere: Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez, Ingrid Tranum Velásquez

Koreografi: Ingrid Tranum Velásquez i samarbejde med de medvirkende.

KU.BE (ZEN 1), Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg

Fredag d.27.nov kl 20, Lørdag d.28.nov kl 12, 15 og 18, Søndag d.29.nov kl 13

Forestillingen indgår i OmSorg på Frederiksberg -

og er blevet fotografisk dokumenteret af Per Morten Abrahamsenbliver og filmet af  Ingeli Broberg

Læs mere på hjemmesiden

Anmeldelse af tidligere NextDoor Project-forestilling:

2018

Herfra min verden går

*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*