Anmeldelse: PIGEN BAG SMILET af Birgitte Bregnedal

Romanen PIGEN BAG SMILET er en selvstændig fortsættelse af Birgitte Bregnedals fine debutroman ”Pigen med sherifstjernen” fra 2021. Hendes tætte og underspillede måde at formulere sig på, fornægter sig ikke. Hun kryber helt ind under huden på den delvist selvbiografiske pige, der i bogen er skildret som ”pigen bag smilet”. Hun er altid glad, og når hun ikke er det, lader hun som om. Forældrene er blevet skilt, og hun forsøger at finde ligevægten sammen med søsteren, hunden og moren i det nye hus, hvor de er flyttet hen efter skilsmissen. Faren ser de kun sjældent, når han ellers husker aftalerne med dem. I stedet er moren begyndt at se Ejnar, som fortælleren ikke synes om. Det lader til, at Ejnar også er gladest for hunden. Alting fortælles underspillet og indirekte. Det virker godt, men er også meget forstemmende. Sproget er meget enkelt, og virker som om det er skrevet næsten uden nuancer, men det skal man ikke lade sig narre af, for lige bag det enkle ordvalg, er det et bundløst hav af uudtalte følelser og usagte sandheder. Det er det dyb, som læseren uvægerligt falder ned i – og derfra er der ingen vej op.

 

”Jeg forsøger at slippe ud, men jeg kan ikke.” (indledende sentens fra ”Pigen bag smilet”)

 

Morens fødselsdag nærmer sig og hun glæder sig til de gaver døtrene vil overraske hende med. Storesøsteren Kamilla har syet en toiletpung, hvori hun har lagt duftende sæbe, men hovedpersonen, Line, har ingen penge og ved kun at moren bliver glad, hvis hun får en stor gave. Hun låner af søsteren, ”låner” også en enkelt seddel fra mores pung, samler flasker – og da der alligevel mangler lidt, er der en af farens venner, der forbarmer sig og spæder til i Brugsen og betaler differencen, så der alligevel bliver råd til den store gryde. Dog viser det sig, at moren hellere ville have haft kasserollen. På den måde kommer vi helt tæt på familien og de forventninger, der knytter sig til fødselsdagen, moren og de to døtre – og ikke mindst den fraværende og savnede far.  Det er ikke den store verdenssituation, der ridses op i fortællingen, men de helt nære relationer. Men et eller andet er uhjælpeligt gået i stykker imellem dem. Noget der heller ikke kan repareres med den perfekte fødselsdagsgave, men det tror Line.

 

”Alt var sjovere, når min mor var i godt humør.” (s. 18, fra ”Pigen bag smilet”)

 

Det er godt skrevet og set. I historien bringes vi så tæt på personerne, at det er ved at tage pusten fra læseren. Det er en teknik og en måde at fortælle på, der virker knugende. Det hele foregår så at sige uden de store falbelader, men barnesindet får det ene slag efter det andet. Det er ikke let at være barn, og det er dét, forfatteren minder os om. Nogle ting er det bedst at glemme. Men her huskes det hele.

 

”De var venner på kryds og tværs og havde været det siden børnehaven. Jeg var ikke ven med nogen og sagde ikke så meget, efter at vi var flyttet fra far.” (s. 22, fra ”Pigen bag smilet”)

 

Line har ingen veninder, men da der kommer en ny pige i klassen, håber hun inderligt på at de kan blive veninder, for hun ønsker sig brændende en veninde. Men sådan går det ikke. Slet ikke. Alligevel lykkedes det til sidst. Det er den eneste forløsning som historien bringer med sig – og det er lige akkurat nok til, at jeg som læser kan løfte hovedet efter endt læsning. Historien om den pony som hun lige så brændende ønsker sig, ender heller ikke godt. Til gengæld er det svært at slippe universet efter endt læsning. Historien er ikke lang, og den er hurtig læst, men barndommen skildres som en slagmark, og det er tungt og forstemmende, og alligevel er det en stor, omend tung fornøjelse, at læse ”Pigen bag smilet”.

”Du er en klog pige, og du er altid så glad.” (side 128, fra ”Pigen bag smilet”)

Birgitte Bregnedal: 

”Pigen bag smilet”, 

Fru Nysgerrig, 2025, 

132 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  Birgitte Bregnedal medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: PIGEN MED SHERIFSTJERNEN af Birgitte Bregnedal

 

Omslag: Sabine Brandt Studio. 

  

Vi er ude på landet i 70´erne. De glade 70´ere fristes man til at sige, men det klinger alligevel forkert, og er ikke spor morsomt, sådan som det skildres i Birgitte Bregnedals debut som voksenforfatter. Det er en ferm børne- og ungdomsforfatter, der med "Pigen med sherifstjernen" tager et skridt ud i nyt farvand. Ikke at Birgitte endnu ikke har skrevet om farlige og komplekse emner, for det har hun. Birgitte Bregnedal er forfatter til mere end 20 børnebøger og også enkelte for læsesvage unge og voksne. Egentlig er hun uddannet økonom, men kvittede finanskarrieren og kastede sig ud i livet som forfatter efter 13 økonomi-år. Hun er medlem af Danske Rejsejournalister. Som rejseskribent kombinerer hun eventyrlysten og skrivningen - to af hendes store passioner.

Men tilbage til sherifstjernen, for dens symbolik løber hele vejen gennem debutbogen. Den 6-årige jeg-fortæller ser på livet på en frisk og usentimental måde. Sammen med den ét år ældre storesøster, Mille, ser hun på voksenlivet som det omgivende dyreliv på gården, det er også meget lig sådan som de vokse i hendes verden ter sig. Det er ikke let at være barn, men det må man bare få det bedste ud af. Sådan er det!

Mens søsteren ser op til moren, er det faren som jeg-fortælleren holder sig til. Som børn går de ind og ud af mange forskellige verdener, for noget må gerne siges til den ene, men ikke til den anden. Det går igen i forholdet til bedsteforældrene. Det er ikke altid lige let farvand at manøvrere i. Der er lidt "Emil fra Lønneberg" over den ligefremme måde som fortællingen berettes på, men smilet når ikke med. Alligevel er der noget afvæblende over Birgitte Bregnedals måde at skrive på. Selvfølgelig er barnets ofte pudsige optik afparerende i sig selv, men det er ikke kun det. Der er noget direkte hjerteløst i den måde som børn kan behandle sig selv og andre på, så på den måde slægter de hinanden på i familien.

Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio. 

 

”Bella fik otte hvalpe, men far slog de tre ihjel ude på bagtrappen. Han tog fat om en hvalp ad gangen, løftede den og slog dens hoved ned mod cementtrappen. Han troede, jeg sov, men det gjorde jeg ikke. Hvalpene havde ikke fået øjne endnu, så de kunne ikke se, hvad der skete. Det kunne jeg. Dagen efter klippede far halen af de andre hvalpe med en tang. Et lille piv fra hver hvalp, så lå der fem sorte stumper, der lignede små tuscher med rød farve ud af. De fem hvalpe bliver svære at komme af med, fordi de er et uheld, det siger min mor. Far har lovet at finde nye hjem til dem alle fem. Men det har han ikke gjort endnu, så derfor bor de ude i legehuset. Det er en af de ting, der gør min mor rigtig sur.” (s. 24)

Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio. 

Umiddelbart når man træder ind i bogens univers, tænker man uvilkårligt, om det nu også er en voksenbog, men ganske langsomt føres vi tilbage til barndommens stier, og måske har vi glemt (med vilje?), hvor råt det også kan være. Pludselig går det op for én, hvor ubarmhjertig naturen også er - for sådan er livet på landet også. Det med at leve i pagt med naturen klinger ikke længere helt så smukt... I bogen gøres der også nar af de unge, der er flyttet ind i det nærliggende kollektiv. Det har de kun gjort for sjov, forstås det. De er på en slags udflugt til virkeligheden, men for bogens centrale søskendepar er det ingen leg, for det er også en bog om overlevelse, for liver er på mange måder en kamp imod tilværelsen. For bogens to piger er der ikke megen forsoning. Der er ikke tale om at romanen er tilstræbt rå, og alligevel er den - på en måde. Den balancerer et sted mellem "Emil fra Lønneberg" og så den råhed, der er børnenes egen. Eller i hvert fald den som børnene får påduttet af forældrene. Det er altid svært at afgøre, hvad der kom først: ægget eller hønen? Livet er ikke for nybegyndere.

Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio. 

”Farmor og farfar kan ikke lide min mor, de synes ikke, hun kan gøre rent. Det kan hun heller ikke, hun kan hverken lide at rydde op eller gøre rent. Det kan far heller ikke, ingen af dem er gode til det, men de roder på hver deres måde.” ( S. 33)

”Bare far kommer hjem, inden farmor ringer igen. Hvis farmor spørger, hvordan vi har det, skal vi sige ’godt’, også selvom det ikke passer. Hvis mormor spørger, hvordan det går, skal vi sige ’ikke så godt’ og håbe på, at hun giver os nogle penge. Det gør hun sommetider, men det er slet ikke nok, siger min mor. Hun fik mange flere penge og gaver, da hendes far levede.” (s. 37)

Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio. 

Sproget er børne-rapt. Det er de talende pausers sprog.

Der er en afgrund, der åbner sig bag en sætning som:

”Vi spiser kolde frikadeller uden sovs og uden far.” (s. 45)

Eller i denne tilsyneladende neutrale konstaterende sætning:

"Både Kristine og jeg gør, som Mille siger, fordi hun er ældst, ellers må vi ikke være med." (s. 111)

Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio. 

Hele hovedpersonens korte liv og tilknytning til faren kan opsummeres i bogens næsten afsluttende betratning af titlens sherifstjerne og dens betydning for hovedpersonen:

"Jeg kan mærke sherifstjernen i lommen, tager den op og holder den op over mit ansigt. Det er næsten mørkt i værelset. Jeg finder aldrig sheriffen, der har tabt den, og far er her ikke. Jeg kan selv tage den på, bare indtil far kan få den." (s. 117)

Det er en fornøjelse at læse Birgiite Bregnedals debutbog som voksenforfatter. Den virker uniddelbart så let og ligetil, men det skal man ikke lade sig narre af. Vi har alle brug for vor egen sherifstjerne!

Birgitte Bregnedal: 

PIGEN MED SHERIFFSTJERNEN

Roman

124 sider

Forlaget Fru Nysgerrig

- Udgivelsesdato: 30. august 2021 -