Viser opslag med etiketten Dansehallerne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dansehallerne. Vis alle opslag

fredag den 6. september 2024

Anmeldelse: ROMEO & JULIET - UP CLOSE med Iceland Dance Company i Dansehallerne

 

 Foto: Hörður Sveinsson.

De 10 dansere (syv kvinder og tre mænd) kommer ind og stiller sig på række foran scenen, hvorefter de en efter en introducerer sig selv og fortæller, hvilke roller de har i forestillingen. Det får os til at trække på smilebåndet, for det er tydeligt, at dette ikke bliver en klassisk opførelse af Shakespeares tragiske kærlighedsdrama. Men der tages revanche i 2. del, der er væsentligt mørkere. Men de gør det selvfølgelig også for at skabe et bånd og en kontakt til publikum. Én sender hilsner til en danser iblandt publikum, der selv har danset i forestillingen i en tidligere version, der "slet ikke ligner denne". De så at sige ruller en forståelsesløber ud, som vi kan bevæge os videre udad, og på den måde møde ROMEO & JULIET - UP CLOSE.  Eller rettere lægger de op til, at vi skal åbne vores sanser, for at tage imod forestillingen. Den åbenhed er også nødvendig.


 Foto: Hörður Sveinsson.

Det er et sanseorgie, vi bliver præsenteret for. Når vi ser noget UP CLOSE, så zoomer vi ind på enkelte detaljer, der får helheden til at forsvinde. Her er den væk med det samme. I den indledende scene efter introduktionen  er dansens eneste akkompagnement deres stemmer, der rejser sig som en mur mod publikum, men det er humoren, der bliver ved med at fastholde kontakten til publikum. Fra starten kommer de ind i kødfarvede heldragter med påsatte udposninger. Jeg når at tænke "Kvium", før de begynder at tale. Det tager straks luften ud af det højdramatiske kærlighedsdrama, som Shakespeare skrev omkring 1591. 


 Foto: Hörður Sveinsson.

Forestillingen opføres i 2. akter afbrudt af en 25 minutters pause mellem akterne.  Hvor 1. akt er vild utæmmet og sprudlende og den lyse del af historien, så er 2. akt den kontrasterende blodindsmurte mørkere del.

Forestillingen indgår i festivalen OPENINGS i Dansehallernes nyåbnede lokaler i Carlsberg-byen. Festivalen har kørt fra den 3.9 - fortsætter til den 8.9 . i morgen, så der er stadig mulighed for at opleve det islandske gæstespil i eftermiddag kl. 14.


 Foto: Hörður Sveinsson.

Sergei Prokofievs berømte balletmusik skaber endnu en bro ind i værket, og da den buldrer frem, samler den også koreografisk dansernes bevægelser. Det fornemmes,  at dansens puls også daler en kende. Ikke meget, men lige nok til at holde os fast gennem forestillingen.

Forestillingens vildskab er betagende. Den skaber sit helt eget rum. Selv om alt er gennemkoreograferet ned til mindste detalje, virker det alligevel som improvisation. Så frit og sprudlende virker det. Det er vildt at opleve.

ROMEO & JULIET - UP CLOSE er en ny moderne version af Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir værk skabt sammen med danserne fra Gärtnerplatz Theatre i München i 2018. Det oprindelige værk blev normineret til den prestigefulde tyske teaterpris, Der Faust. I 2021 blev værket givet videre til Iceland Dance Company, og er nu præsenteret i Dansehallerne i en UP CLOSE-version. Stadigvæk koreograferet og instrueret af Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir. Erna Ómarsdóttir har været kunstnerisk leder af Iceland Dance Company fra 2015.


Foto: Hörður Sveinsson.


ROMEO & JULIET - UP CLOSE

Iceland Dance Company

Dansehallerne, København:

6. - 7. september 2024   

Indgår i åbningsfestivalen Openings

fra den 3. - 8. september 2024

i Dansehallerne



Artistic Directors and Choreographers: 
Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir. 

Music:
 Sergei Prokofiev & Skúli Sverrisson (Watching Water).


Prokofiev: Romeo and Juliet performed by London Symphony Orchestra
. 
Conducted by: André Previn. 

Set: 
Chrisander Brun. 
Vídeo:
 Valdimar Jóhannsson in collaboration with Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir. 

Costumes:
 Karen Briem & Sunneva Ása Weishappel. 

Lighting:
 Pálmi Jónsson. 

Dancers:
 Bjartey Elín Hauksdóttir, Elín Signý Weywadt Ragnarsdóttir, Erna Gunnarsdóttir, Eydís Rose Vilmundardóttir, Félix Urbina Alejandre, Inga Maren Rúnarsdóttir, Luca Pinho Seixas, Saga Sigurðardóttir, Sarah Fisher Luckow, Shota Inoue.

Hjemmeside & billetter 

(Der er venteliste til i dag kl. 14)


*


Se oversigten over de 

301 andre anmeldelser


*


søndag den 6. november 2016

Anmeldelse: D´ARC i Dansehallerne


Fotograf: Mirko Borscht


Oven over os troner en hvidklædt kvinde med et rødt flag: Jeanne D´Arc. Tror først at hun er en voksfigur, men det er den levende Jeanne D´Arc. Hun er placeret oven på et glasbur midt i rummet. Lige under hende – i glasburet – sidder en nøgen mand: Gilles de Rais. Han sidder på en forhøjning. Måske er han vanvittig, for fra tid til anden slår han en knytnæve ind i de tykke vægge så det gungrer, og de nærtstående gisper og flytter sig.
 
Fotograf: Mirko Borscht

Mens Jeanne D´Arc flager og musikken tordner imod os, rejser de to hovedpersoners stemmer sig som to kakafoniske tårne omkring os. Men pludselig bliver der stille. Ganske lette toner smyger sig gennem rummet. Det er en billedstorm. Det regner ned over os med stærke billeder. Der er en mand, hvidpudret, der bevæger sig langsomt gennem rummet som en vandrende smerte. Hans ansigt er forvredent. En sortklædt tilsløret kvinde smyger sig også rundt. Hun bærer en tilknappet kjolefrakke med slæb, hat, handsker og paraply. Alt sammen sort. Fra tid til anden krydser den hvidpudrede mand og den sortklædte kvinde hinanden som tavse kommentarer til de to talende hovedpersoner.
Både Jeanne D´Arc og Gilles de Rais skifter tøj og vandrer op igennem historien, hvor de indtager helt andre roller, der alligevel er de samme – i nye forklædninger. De fører os glidende fra deres egen tid og op til vores – og videre. Vi bevæger os via Afrika, via Auschwitz, Aleppo og videre op til nye pigtrådsindhegninger. Der står ikke længere ”Arbeit macht frei” over lejrens indgang, men i stedet ”Gammeldags og hygge”. Forestillingen slutter med en fest og en sang – men stadig er vi bag indhegningen, så det er svært at sige om vi er frie eller tilfangetagne. Eller som Jeanne D´Arc siger – nu iført pailletter og festkjole: Hvad har meningen egentlig været med det hele?
 
 Fotograf: Mirko Borscht


Det er de store meningers teater. Det handler om at være menneske – og om at overleve. Om forskellige måder at være menneske og overleve på. Men også om Europa og om vores blodige fortid. Om alt det, der har gjort os til det vi er i dag. Det er ingen glorværdig fortælling. Vores rejseførere på rejsen er en idealist og en krigsforbryder: Jeanne D´Arc og Gilles de Rais. De var samtidige og våbenbrødre - og endte begge på bålet.

Forestillingen spørger:


"Er du klar til at dø for det, du tror på? Og er det rigtigt at gå i døden for sin tro? Hvorfor bliver et ungt menneske radikaliseret og tror på, at sagen helliger alle midler?"

Med udgangspunkt i myten om Jeanne D’Arc har Teater Nordkraft og Sydhavn Teater sammen skabt en fabulerende teatralsk refleksion over et Europa i opbrud. Det er et udsagn, der rammer som en knytnæve midt i vor europæiske selvforståelse. Det er en bedrift.
Fotograf: Mirko Borscht
 

Undervejs er det ens egen interesse og nysgerrighed, der styrer hvad man ser og oplever, og hvor tæt man vælger at placere sig. Hvis det lyder anstrengt og ubehageligt, så føltes det faktisk lige omvendt. Publikumsinvolvering er næsten altid kunstig og kun sjovt for dem, der ikke selv bliver udvalgt, men i D´ARC lykkes det, fordi vi allerede er med i kraft af at vi bevægede os rundt mellem skuespillerne – og det gør kun forestillingens pointer tydeligere.

På et tidspunkt står jeg og stirrer ind i glasburet, hvor Jeanne D´Arc er fanget og menneskeligt er ved at gå i opløsning. Hun er tilsølet og gennemvædet. Hun fanger mit blik, eller også fanger jeg hendes, men hun fastholder det. Det er et vildt blik, et desperat blik som fra et såret dyr, for hun er reduceret til instinkt – rent overlevelsesinstinkt. Det er det eneste der er tilbage af hende. Det er det sidste hun er og har. Det er det blik som jeg tager med mig hjem.
 
 Fotograf: Mirko Borscht

Det er en forestilling som det tager lang tid at fordøje. Den er så tætpakket med ord, billeder, tableauer og sansninger, at den tvinger én i knæ. Den er på én gang prægtig og aldeles ufordøjelig. Ligesom sit emne, der er umuligt at komme til livs. Det vil ikke fastholdes, men leve sit eget liv – ligesom forestillingen, der umulig kan falde til ro, sådan som en provokation skal være, når den samtidig er et kunstnerisk pletskud, der rammer midt i dødens hjerte – og derved på en sær omvendt måde netop vækkes til live igen. Som fugl Fønix genopstår forestillingen/installationen, når den basker op fra det bål, der endte med at fortære både Jeanne D´Arc og Gilles de Rais. Den så at sige tilintetgør sig selv og tager tilskuerne med i faldet. Det er et gigantisk fald – som skal opleves.
Instruktion, installation, skuespil, billedsætning, musik, lys og video - alt arbejder sammen på fineste vis i denne imponerende opsætning. Også selvom indledningen og afslutningen sagtens kunne forkortes lidt.  

*

Som en indgang til forestillingens univers er at det godt at vide lidt om de to hovedpersoner:
Jeanne d'Arc (1412-1431) også kaldt "Jomfruen fra Orleans" var en fransk helgeninde og hærfører fra Hundredårskrigens sidste fase. Hun blev brændt på bålet som kætter i Rouen. Hun blev rehabiliteret i 1456 og er en fransk national heltinde.

Gilles de Rais (1405-1440) var en fransk adelsmand og Jeanne d'Arcs soldaterkammerat. Han blev dømt for at tortere, voldtage og myrde snesevis, hvis ikke hundredvis af små børn, hvoraf hovedparten var drenge.

*

Dansehallerne, København, fra den 4. – 19. november, man-fre kl. 20, lør kl. 18.

 

 Iscenesætter:
Mirko Borscht

 Medvirkende:
Mille Maria Dalsgaard, Olaf Højgaard, Malik Grosos, Jørgen Callesen, Carlo Størup og Christian van Schijndel

Scenograf:
Christian Beck

 Musik:
Carlo Størup

 Kostumer:
Elke von Sivers

Videodesigner:
Hannes Hesse

 Scenografassistent:
Alberte Husted Larsen

Forestillingsleder:
Sasja Ekenberg

 
Forestillingen D’ARC er en co-produktion mellem Teater Nordkraft i Aalborg og Sydhavn Teater og er støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Spar Nord Fonden, Dansk Skuespillerforbund

Læs mere. Se trailer.
                                                                                                              

Her er 2 citater fra forestillingens pressemateriale:
”For at forstå hvad der sker lige nu i Europa er vi nødt til at se tilbage på den europæiske historie. Vi må se på de krigsdramaer, der har været og forstå vores egen rolle i dem for at kunne lægge dem bag os. Og skabe en ny fremtid sammen…
”Vi har en bekvem evne til at se europæeren som humanist og menneskerettighedsforkæmper: Frihed, lighed og broderskab! Men under dække af rationalitet og under en tynd fernis af medmenneskelighed lurer en sadistisk, magtsyg kontrolfreak m/k. Og det er dette menneske, der stikker sit hæslige fjæs frem i D’ARC.”

 

fredag den 19. august 2016

Anmeldelse: EN ANDEN KROP i Dansehallerne

 
Foto: Christoffer Askman

 
Vi ifører os skoskånere, før vi bliver ført indenfor i laboratoriet. Lyset er dæmpet og koncentreret omkring arbejdsbordene, hvor alt er sat frem til forskning og skabelse af liv.

Vi har bevæget os indenfor i Frankensteins værksted. Det er på én gang æggende og frastødende. Ligesom den efterfølgende forestilling af Anders Christiansen. Vi bliver placeret bag afspærringstape, som om vi er tilskuere til en trafikulykke, mens vi følger arbejdet med at skabe en menneskelig form ud af papmaché. Arbejdet, udført af en enlig mand iført kommunal arbejdskittel, bliver udført hurtigt og mekanisk. Snart efter er den kunstigt skabte krop færdig. Det gyser i mig, da den tunge papmaché-krop også får hoved og ansigtstræk. Noget vækkes til live. Måske en erindring?
 
Et rullebord køres ind mellem publikum, der viger til side. Op af en kummefryser hives en stor menneskeligende stoffigur, der sprættes op og fyldes med kartofler, før den syes sammen igen.
 
Enkelt og udtryksfuldt er scenografien skabt af Lise Klitten. Det hele akkompagneres af frysende flot eksperimenterende computermusik af Jakob Brandt-Pedersen. Lydgengivelsen er både smuk og voldsom. Musikken glider rundt om os. Den hvælver sig op over os, for i næste nu at ville begrave os i et brusende og tilintetgørende lydhav. Musikken tolker alle rummets stemninger og byder op til dans. En musette flyder gennem rummet. Gennem gemytligheden strømmer alt det andet: vanviddet, uhyggen, alt det uforståelige og ikke mindst den nysgerrighed som forestillingen nærer sig af. Det er den som leder os igennem, for hvordan skaber man liv? Hvordan giver man livet kunstigt videre? Hvad er liv – og hvad er et menneske? Der bliver ikke mælet ét ord gennem den 1½ time lange seance. For det er mere en seance end en egentlig forestilling.


Foto: Christoffer Askman
 
På magisk vis skifter lyset (designet af Michael Breiner) og en stor væg åbner sig ud til omverdenen, da et kæmpestort sort gardin lydløst glider til side og vi træder ud i en ny dimension – sådan føles det. For første gang inviteres vi til at sidde ned på en rigtig publikumsopbygning. Lidt efter falder jeg i søvn, kortvarigt. Måske var det min sidemands søvn, der lokkede mig væk fra forestillingen, men jeg oplevede det snarere som om jeg sov mig tættere på, for i det ordløse rum, hvor forestillingen udspiller sig, er man som publikum på konstant arbejde, for vi skriver hver især den historie som det er overladt til os at presse ud af den lyd- og billedstrøm, der strømmer imod os og tager os med. Det er både udmattende og krævende, men også uhyre inspirerende – og det hele værd. Slummer eller ej.
 
EN ANDEN KROP har det hele. Den er tung som en livløs krop og let som den livsånde, der forsøges at gives videre. Den er lige netop til stede i det øjeblik, hvor den døde krop vækkes til live. Lige der hvor jeg vækkes af min slummer og møder livet og dets barskhed i et kort frysende teatralsk øjeblik på en scene i Dansehallernes laboratorium, hvor alt kan ske.
 

Foto: Christoffer Askman
                                          ----------------------------------
 

Ide, koreografi og dans: Anders Christiansen
Scenografi og kostumedesign: Lise Klitten
Musikkomposition: Jakob Brandt-Pedersen
Lysdesign: Michael Breiner
Lys- og lydafvikling: Yaw Darko
Scenografisk assisent: Mira Vinzents
Scenografisk medhjælp: Magnus Klitten
Foto & videotrailer: Christoffer Askman
Yderligere musik: Yiddisch Mazurka
 
Spilleperiode i Dansehallerne:
18, 19, 20 & 23, 24, 25 august 2016
      Læs mere

fredag den 8. november 2013

Anmeldelse: BODYLAND i Dansehallerne


                                         Fotograf: Christoffer Askman
 
Hvor er det befriende for en gang skyld ikke bare at være omgivet af ord. Det giver mulighed for at synke ned i en helt anden sanselighed. Og så passer det alligevel ikke, for der er ord med i koreografparret Oded Graf og Yossi Bergs nye forestilling i Dansehallerne: BODYLAND. Men ordene bliver brugt anderledes. I første scene, hvor en enlig mandlig danser (og forestillingen har kun mænd på scenen) står yderst på scenen indrammet af en følgespot kun iført shorts og gummisko, gør han de forskellige ord for sine forskellige kropsdele til melodiøse ordremser, der snart væves sammen med flere ord for andre kropsdele og små sammenkædende historier, samtidig med at berøringer af de nævnte kropsdele lidt efter lidt knyttes sammen til bevægelsesmønstre, der meget vel kunne være sådan som koreografparrets koreografimønstre opstår. For der er humor i forestillingen. Fra starten af ved jeg ikke om det er tilsigtet at jeg kommer til at trække på smilebåndet, og det fortsætter ind i næste scene, hvor samme danser har grebet et sjippetov, og sjipper i takt til høj popmusik. Det er meget enkelt. Så enkelt at det slet ikke er noget, og alligevel bygger det langsomt op alt som forestillingens fem dansere en efter ind indfinder sig på scenen og sjipper med i takt. Det er faktisk dejligt at to af danserne forskudt af hinanden på et tidspunkt taber takten og ryger ud af rytmen. Jeg håber at det er tilsigtet, for det giver netop det daglige liv til scenens monotoni, der gør at det får liv og lever. De snurrende sjippetove, der afgiver en inciterende svirrende lyd, tegner samtidig små lyn og lysglimt igennem luften, der gør at denne nærmest ikke-scene afgiver noget særligt. Sin helt egen smag og en lyd. Jeg kunne blive ved med at kigge på det. Det er ikke noget. Ikke rigtigt, og alligevel fungerer det som en port, hvorigennem jeg betaget kan sidde og kigge ind. Som når man tanktomt kigger fortabt ind i et bålsteds flammer. Så dygtigt er det lavet, at jeg suges dybt ind i mig selv.
 

Fotograf: Christoffer Askman
 

Der er noget i koreografparrets formsprog, der både betager og holder mig fangen. Danserne er meget individuelle, og der er kælet for deres sceniske individualitet. For de er spændende i al deres forskellighed. 
Forestillingen ligger og balancerer et sted imellem det problematiserende i vores forhold til det kropslandskab som vi uvægerligt bevæger os ind i, når vi har en krop og lader den og dens former komme i kontakt med sig selv og hinanden. Måden danserne bevæger sig rundt på er afslappet. Det er noget casuelt over denne afslappethed, for selv om det er stramt koreograferet, er det også legende. Formsproget har en lethed, og det ser ud som om danserne har det sjovt. Det virker hverken prætentiøst eller selvoptaget. Dette er en undersøgelse af kroppen. En vandring hen over kroppen. Materialet er ikke spor mystisk. Vi er alle i besiddelse af det. Det er allemandseje, og måske netop derfor også så svært at gå til, selv om det her fremstår let og ubesværet. Men koreografparrets tilgang gør det så forfriskende og klart i sit udtryk.

 
 
Fotograf: Christoffer Askman

Efter sjippescenen er det black out. Bagerst på scene glider noget luftigt knitrende og sølvglimtende frem. Er det en lang pølse? Nej, det er såmænd bare en flere meter lang fod, der lægger sig til rette bagest i venstre side. Bagefter tager to funklende og knitrende flimrende sølvposeting form som to hænder, der ender med at lægge sig til rette på foden. Der gentager de den undersøgelse som danseren i første scene indledte. Senere stiller de fem dansere sig forskudt af hinanden op på scenen og gør deres kroppe til topografiske kort, hvor de udpeger forskelige steder og benævner dem med stednavne og byer. På den måde får vi både Danmark, Israel, Palæstina, Frankrig og Tyskland bragt i spil. Igen knyttes der små anekdoter om dette og hint til de nævnte steder. Det karakteriserer meget godt forestillingen, for den er hverken alvorlig eller pjattet, men menneskelig, og det er koreografparrets fortjeneste at de får placeret denne genkendelige menneskelighed på scenen. Først og fremmest i kraft af de fem mandekroppe, der bukkes sammen og strækkes ud, og som villigt lader sig bruge som byggeklodser i en større geografisk kropspyramide. Alt sammen gjort så let og ubesværet.

 

Fotograf: Christoffer Askman

Kropssproget er intimt. Det er hverken udpræget mandigt eller kvindeligt, men bare menneskeligt, og er båret af den store nærhed og intimitet mellem danserne på scenen. Også en stor seksualitet, men uden at være rettet mod noget. Den er der bare som en vågen tilstedeværelse i en naturlig afsøgning af kroppens muligheder. Det ville være forkert at fremhæve nogen af danserne på bekostning af andre, for der er ingen solister. Eller også er der fem solister. Men det er tænk som en ensembleforestilling, hvor alle er med til at bygge et større kropskort op. Og sådan fungerer det også.

 


Fotograf: Christoffer Askman

Vi er inviteret med til en fest. Forestillingen kan ikke beskyldes for at være tynget af for meget indhold, men det, der skal til, er der - og det efterlader mig som tilskuer med en anden og ny - og væsentlig mere spændende - opfattelse af min bedste ven: kroppen.

Tak for den opfordring til at lytte efter de ting som kroppen hvisker til mig. Det har fået mig til at undres og blive mere nysgerrig efter at finde ud af hvilket kropstopografisk kort jeg selv bærer rundt på, og hvilke byer og steder, der allerede er indtegnet på den.

 


Fra pressemeddelelsen:

Oded Graf og Yossi Berg begyndte deres samarbejde i 2005. Siden har de optrådt, skabt forestillinger og vundet internationale priser. De udforsker konstant nye må­der at anskue dans og performance på i dialog med forskellige kulturer. Inspireret af tidens strømninger udfordrer de sig selv og publikum og har ry for at skabe fysisk kraftfulde, underholdende og originale forestillinger, der rækker ud efter langt flere end det gængse dansepublikum.

PÅ OG BAG SCENEN

Idé & iscenesættelse ODED GRAF & YOSSI BERG
Performere SØREN LINDING URUP, PIERRE ENAUX, ROBIN ROHRMANN, ODED GRAF & YOSSI BERG
Musik JULIA GIERTZ

Dramaturgi CARMEN MEHNERT
Scenografi & kostumer SILLE DONS HELTOFT

Kostumeassistent CAMILLA LIND
Objektbygger ANNA BARSE

Lysdesign ANDREAS BUHL

Koreografi & iscenesættelse: Oded Graf & Yossi Berg

København, Dansehallerne 7.-16. november
Aarhus, Bora-Bora i Aarhus 11.-12. december

http://www.youtube.com/watch?v=XF8ZBC7ji_w#t=13

mandag den 12. november 2012

Anmeldelse: "Circus of life" i Dansehallerne.


Foto: Natascha Tiara Rydvald/ Freddy Tornberg/ Line Riise. Grafik: Robin Neil Hart

En falleret cirkustrup tager os med i manegen og fortæller små humoristiske og groteske historier fra det virkelige liv om vores skyggesider og fejlbarligheder.
De to dansere er tydelige og klare som typer. Han er klædt i bukser og skjorte. Gemytlig og afbalanceret. Han kigger appellerende ud på os - sit publikum. Han stiller sig an, angler efter vores gunst og bejler til os efter forståelse og accept. Umiddelbart skjuler hans løse påklædning hans krop, og det varer lidt inden vi bliver klar over, hvor ekvilibristisk han formår at bevæge sig. Måske fordi både han og hun fra starten af gør alt for at nå os. Hun er lavere end han. Iført en trapezdragt med kavalergang. Mens han er den smilende, er hun den mutte. Han er den dygtige, mens hun er den, der forsøger at være det. Mens han opviser de smukkeste og mest graciøse ballettrin og positioner, følger hun lige i hælene på ham, og forsøger at gøre ham kunsten efter. Men hun er plump, det lykkes ikke for hende. Hun er fuld af vilje, men trækkes ned mod gulvet, når han svæver. Hun kan et par enkelte trin, og dem gentager hun igen og igen. Mens han svæver, hører vi lyden af hendes tyngde, når hun rammer gulvet. Hun ved det godt, og han ved det. Hun står også lidt for tæt på ham. Som om hun vil fortære ham. Men sådan er der jo så meget. Sådan er livet. I cirkus.


                                                                                                             Foto: Natascha Tiara Rydvald


Der er noget tilsyneladende umiddelbart og nærværende over deres tilsynekomst. Der i det hvide projektørlys på scenen foran os. Vi er der for at blive underholdt – i livets kabaret. Men det er os selv, der optræder. Vi er i livets kabaret eller cirkus, hvor vi skiftevist smiler og gyser. Vi ler fordi vi gennemskuer deres stillen sig an, fordi de to dansere for en stund ifører sig de roller vi selv har spillet og stadigvæk spiller - og det gennemskuer og genkender vi. Vi kigger ind i troldspejlet som de holder frem mod os og genkender det vi ser derinde. Men spejlet gengiver alting på en fortegnet og forvreden måde. Den introducerende og annoncerende sprechstallmeister stemme byder os indenfor til denne skueret, hvorefter der diskes op for vores øjne.

Vi kigger på dem - og ler af os selv. Vi fremstår groteske og karikerede sådan som vi bliver udstillet. Vi bevæger os rundt på en losseplads fuld af kasserede tirader og forslidte grimaser. Vi er forsvundne bevægelser og aflagte attituder som de to danserede elegant ifører sig og genopliver. De lyser kortvarigt op i mørket og efterlader os med glimt af levet liv – glimt af os selv. På en gang er der noget både storladent og sølle over det.  Det er kasserede drømme, der bliver vakt til live. De spjætter kortvarigt i lyset før de igen dør ud som nedbrændte håb, mens vi håber på noget bedre. Men vi har kun os selv og dette jordeliv. Det er et morads af ituslåede drømme og håb. Vi bliver ved med at håbe - og råbe. Bliver ved med at tro på noget andet og bedre. Ved med at tro at vi nok skal overleve det - livet.
                                                                                                         Foto: Natascha Tiara Rydvald

Danserne er stærke, autoritative, men også sølle og genstridige. De er bærere af vores drømme og også af vores mareridt, og det er svært at se, hvornår det skifter, men det sætter sig i kroppen som skrift. Forestillingen er garneret med virkelighedsbilleder, der er tilført som virkelighedsfragmenter, der som glasskår funkler på scenegulvet indtil de bliver trådt op i dansernes fødder, og gør det smukke grimt. Lige under forestillingens meget æstetiske og perfektionerede overflade gemmer der sig en besk civilisationskritik. Vi hører et hyldestbrev til Anders B.B. (alias Breivik) skrevet med en beundrerindes eget blod og om et kinesisk gadebarn hvis kvæstelser ingen tager notits af. Om en kvinde, der har sex med 23 mænd på én time. Vi hører så meget – og ved så lidt. Men i Pernille Gardes fermt konstruerede og dygtigt iscenesatte forestilling ser og oplever vi det hele. Det danses, mimes og fremføres flot og indbydende af Tiziana Fracchiolla og Alexandre Bourdat.

Vi bliver siddende til alt er ovre - og forestillingen slutter. Det efterlader os med en smag af savsmuld i munden. Jeg har svært ved at komme derfra. Bliver siddende som en af de sidste. Bagefter driver jeg rundt udenfor. Sætter mig i cafeen uden at kunne falde til ro. Jeg drikker en kop kaffe, mens jeg synker oplevelsen. Men den lader sig ikke så let affeje. Den bliver siddende i mig og jeg bærer løsrevne fragmenter med mig videre. Måske har nogle af dem sat sig på tværs, for jeg forsøger at få dem til at falde til ro. Prøver at få dem til at fylde mindst muligt, for igen at få plads til mig selv.