Viser opslag med etiketten Magnus Iuel Berg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Magnus Iuel Berg. Vis alle opslag

lørdag den 27. august 2022

Anmeldelse: 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel & BERGHAIN i Bøssehuset

Grafik/lay-out: Malik Grosos (24 Mulige afgrunde) & Dina Rosenmeier  (Berghain)


Hvad er det, der giver os denne lyst til at give slip og lade os falde? Hvad er det i os, der higer efter tilintetgørelsen - og mødet med det ultimative? Hvorfor vil vi hænge ud over afgrunden? 

To aktuelle teaterforestillinger tager os med helt derud, hvor der ingen vej er tilbage. Velkommen til 24 MULIGE AFGRUNDE i Østre Kapel under Sydhavn Teater og BERGHAIN i Bøssehuset på Christiania.


Grafik/layout: Malik Grosos.

24 MULIGE AFGRUNDE

MEMENTO MORI - Husk, at du skal dø!

Vi ved det godt! 

I 24 MULIGE AFGRUNDE bliver vi mindet om det igen og igen. Det er en rasende billedstorm udsat for 4 stemmer, der kommer med hver sin afgrund, fra hver sit faglige felt. Bodil Øland er klassisk sopran. Nikolaj Nørlund er musiker, Martin Gæbe er danser og Maria Carmen Lindegaard er skuespiller. Instruktøren Lene  Skytt har sat dem i scene. Inden premieren siger hun til mig: "Hvis du spørger mig om, hvilken genre det er, så aner jeg det ikke." Så det undlader jeg at gøre. 




"For det niende: Liv. Levende væsner. Bevidsthed. En sten, kan ikke tænke. En messingkrone kan ikke tænke. Krystaller tænker ikke. Ikke som bjørne. Ikke som ulve. Ikke som hvaler og fugle og aber og børn. Min hunds sørgmodige øjne. Det hvide lys fra min computer."
 
Uddrag fra Peter-Clement Woetmanns tekst til 24 MULIGE AFGRUNDE.

Det hvide kapelrum er i sig selv et råt, hårdt rum, der har sin egen stemme og smukhed med en lidt forfalden storhed. Det er her Sydhavn Teater holder til og spiller flere af deres forestillinger. Jeg er blevet skreget ad i FJER//MAJINSKI (2018) en frysende kold vinterdag, hvor der intet formildende var at finde i rummet, men hvor taget kunstnerisk løftede sig. I DITTE MENNESKEBARN (2021) sprang den sociale indignation direkte på mig og jeg blev slået til pindebrænde. I 24 MULIGE AFGRUNDE har scenografen Allan Frausing skabt 15 ophængte kobberplader i forskellige størrelser, der står som en visuel ramme om de 24 dødshymner, der musikalsk er komponeret af Adi Zukanovic. Der kan slås på pladerne, og de kan aktiveres usynligt uden at de direkte anslås, og bruges i forestillingen som en stor percussion-opstilling. Et slag lyder som ét slag, men det er miket op, så der ræsonnerer i kroppen på os. Når slag følger på slag, så rammer det os som mange slag. Og når slagene falder i stadigt hurtigere rytme, bliver de pludselig til skud.




Lys og lyd af henholdsvis Rasmus Månsson og Maria Pi er frydefuldt samstemt med lyden fra kobberpladerne og de fire medvirkendes stemmer. Det er simpelthen lavet så æstetisk lækkert, at det er en fryd at opleve. Som det så ofte sker, er de største kunstneriske dommedagsprofetier overfødighedshorn af livskraftige og livsduelige manifestationer, der står i direkte kontrast til tekstens dødslængsel, der er formuleret som stærke uafviselige sangtekster af Peter-Clement Woetmann.




Ordet "sangtekster" lyder muntert, det er det ikke, men til gengæld er det en timelang tour de force, hvor intentionen holdes oppe nonstop af den gradvise nedtælling fra 0 til 24. Det er mesterligt gjort. Det lyder fantastisk. Visuelt er det overdådigt - og det er en kraftpræstation af alle involverede. Det hele kædes sammen af denne længsel efter at give slip, efter at tage springet, efter at lade sig falde ud over kanten. Der er intet, der holder os tilbage. Der er intet tilbage. Der er kun undergangen. Ja, det lyder mørkt, hårdt, uforsonligt og dystopisk, hvilket det også er, men sjældent har oplevelsen af det været så kunstnerisk stærkt og uafviseligt. Det er en sand fryd.



Tillykke med denne skønne ensembleforestilling. 

Teatret længe leve!


*


Grafik/layout: Malik Grosos.

24 MULIGE AFGRUNDE

Co-produktion mellem Lene Skytt og Sydhavn Teater

27. august - 24. september 2022

60 minutter

Instruktør: Lene Skytt 
Dramatiker: Peter-Clement Woetmann
Performere: 
Nikolaj Nørlund, Maria Carmen Lindegaard, Martin Gæbe og Bodil Øland
Komponist: Adi Zukanovic
Komponistassistent: William Gerdes
Scenograf: Allan Frausing
Kostumierer: Camilla Lind og Johanne Rasmussen
Koreograf: Karina Dichov Lund
Produktionsleder: Nicole Johansen
Lysdesigner: Maria Pi
Lydtekniker/Afvikler: Ramus Månsson
Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen
Byg & Konstruktion: John Nyby



-----------------------------------------------

Grafik/layout: Dina Rosenmeier.


BERGHAIN

Vi træder ind i Christianias Bøssehus, hvor lyset er slukket, så det kun er farvede lysstriber der glitrer gennem rummet fra den ophængte diskokugle i midten. Vi får at vide, at vi kan være over det hele, inden forestillingen starter, men at vi skal trække ind på midten senere, for spillerne kører på rollerskates rundt om dansegulvet i midten, og det er der vi skal være. Om vi er tilskuere eller gæster på natklubben BERGHAIN i Berlin, er svært at afgøre, vi er i realiteten begge dele. De fem hurtigtkørende spillere er alle miket up, så vi kan høre deres tale, selv om forestillingen lydmæssigt er tætstyret og tungt orkestreret af de to musikere/disjokeys, der står på et forhøjet plateau yderst. Bag dem er der en skærm, hvor computergenereret grafik pumper ud over os lige som ravenattens pulserende rytme. Vi er til ravenight på natklubben BERGGHAIN, Am Wriezener Bahnhof, i Berlin.


Foto: Laura Ioana V.


Den unge fyr, Daniel Neil Ash, med de modebevidst hullede og flåede jeans forsøger at komme indenfor i den eftertragtede natklub, men det er ikke let. Par, grupper og turister er på forhånd diskvalificeret. Han får hjælp af den åleslanke, danske Christian Vincent, i stramme sorte tights med en plastikoverdel og iført en kasket med museører. Skægget, det sorte outfit og museørene fuldender illusionen. Han er musen, fristeren – og den, der fører indenfor. Han er djævelsk forførende og sætter  scenen og fører os og den unge fyr gennem den sorte nat og ind i det kropsvridende univers med dark room og toiletter, hvor der sker lidt af hvert. Noget af det udsættes hovedpersonen for. og andet ser han kun. Omkring de to sværmer den indsmigrende Theresa Mangara, amerikanske Kristen Flanagan og islandske Jon G. Vopnfjörð. De spiller alle med overskud og i fin samklang med hinanden, alt imens de dygtigt navigerer rundt på rollerskates.


Foto: Laura Ioana V.


I Matrix-filmenes indledende del kan Neo vælge, om han vil følge den lille kanin og tage den farvede pille. Det er et valg, for vil du ud og hjem igen, og lade som om intet af dette er virkeligt, så er det bare afsted. Alternativt kan man vælge at synke ned i hullet - ”Down The Rabbit Hole” er teatrets navn, og her bliver det flertydigt, for vi befinder os i Bøssehuset. Et sted, hvor alt kan ske.

Det er forførende og overrumplende at blive kørt rundt i ring i Magnus Iuel Bergs engelsksprogede BERGHAIN. Det hele ligger i den dygtige iscenesættelse af Jeremy M. Thomas. Eller det er måske rigtigere at sige, at det ligger i koreografien, for alting er i bevægelse. Ud og ind, rundt og about. Som tilskuer og dansende på dansegulvet vender man sig hele tiden efter de forbirullende og cirkulerende skuespillere, der snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de kører i ring.


Foto: Laura Ioana V.


Repetitionen burde aflive dramaet, men det er så dygtigt forførende lavet, at de slanke medvirkende passer perfekt til den slanke tekst, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget dybde og klangbund, der kan lægges ind i en tekst der udsiges, mens der køres på fuld fart på rollerskates, så stykket må nødvendigt køres hjem på andre hjul og energier.

Jeg lod mig lokke til af dramatikeren bag, Magnus Iuel Berg, der tidligere har skrevet den mesterlige HEROIN (2021)  og voldsomme I Støvet fra regnen (2022). To kammerspil for to mandlige spillere. De første to bevæger sig sammen ud på kærlighedens slagmark, mens de to andre drog ud i den virkelige krig. Ingen af de fire slap uskadt fra det, men teatret sejrede, og det var to skønne oplevelser, som jeg gik rystet fra. Rystet og befriet. Det er sådan noget, teater kan.

Det har Jeremy Thomas også bevist, at han evner. Måske i knap så udbredt grad, men han er en dygtig instruktør, der af og til har leveret perler som Venus in Fur (2017) og  Old Times (2021)  samt The Shy Manifesto (2022).


Foto: Laura Ioana V.


Den unge fyr spilles af Daniel Neil Ash, der bar monologen The Shy Manifesto, der spillede samme sted med samme instruktør for 2 år siden. Det var en djævelsk morsom fortælling om den mislykkede Cullum, der var en bogorm, ude af trit med sine omgivelser, ude af trit med livet. 15 år efter møder vi ham igen, hvor han går og samlet skidt op på Bournemouth beach. En stærk tekst spillet med charme og stålsat vilje. I BERGHAIN er vi inde i et helt andet univers. Det indadvendte er blevet iført rollerskates, og vi er på vej ned i et hul, der som "Alice i Eventyrland" fører direkte ned i en omvendt verden. Måske lander vi i et eventyr, eller også lander vi midt i den store fortabelse. Det er en udfordring af os selv – et fald ud over afgrunden. Vi er til rave-party i 1990´erne. Musikken er komponeret og styres live af Simon Muschinsky, fra det tidligere “When Saints Go Machine”.

Jeg var helt fortumlet, da jeg kom ud derfra. Det var en stærk sanselig oplevelse. Eller i hvert fald et forsøg på forførelse. Nogle gange er det en fornøjelse at slippe fodfæstet og lade sig flyve – eller falde. Det er nok ikke det sundeste, klogeste eller mest vise, men måske skal man slippe kontrollen, for netop at genvinde den. Det hele kan lade sig gøre i BERGHAIN.



BERGHAIN
Bøssehuset på Christiania
25. august - 10. september 2022
70 minutter


Director: Jeremy Thomas-Poulsen

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Composer/Musician: Simon Muschinsky

Cast: Daniel Niel Ash, Kristen Flanagan, Jon G. Vopnfjörð, Theresa Mangara, Chris Vincent

Producer: Down The Rabbit Hole

Press photography: Laura Ioana V

Spilleperiode: 25. august – 10. september 2022

Spillested: Bøssehuset, Mælkevejen 69D, 1440 Kbh. K.



*

søndag den 12. december 2021

Anmeldelse: HEROIN på Teater Får302


Foto: Emilia Therese.

Vi træder direkte ind i sjælens mørke. Der er tåget, og scenen er kun svagt oplyst. Vi starter med en telefonsamtale mellem de to elskende, Martin og Markus. Deres navne er næsten identiske, og det er deres historier også, men som rumpartikler, der suser forbi i hver deres bane, mødes de hele tiden på forskudte punkter. De når aldrig rigtigt sammen. Jo, næsten, for de oplever øjeblikke af intens lykke og forelskelse, og så alligevel ikke. For de befinder sig hele tiden forskudt af hinanden. De tiltrækkes og afstødes af hinanden som magneter, der hele tiden higer efter at være sammen og som alligevel ikke formår det. Ikke i længden. 


Foto: Emilia Therese

Magnus Iuel Bergs stramme og stærke tekst er skarpt instrueret af Johan Sarauw. Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen spiller henholdsvis Martin og Markus. De er sidst i 20´erne og helt i drifternes vold. Selv om der også er stoffer i historien, er det kærligheden, der er det stærkeste stof i historen. Det er dét stof som de begge bliver høje på og afhængige af. Men med opturen følger nedturen. De er stærkt knyttet sammen af bånd, som de ikke kan kappe, men som de i længden heller ikke kan leve med. Efter 5 år slider de sig løs af hinanden, for selv kærligheden må give op - til sidst. 


Foto: Emilia Therese

Det spiller ikke den store rolle, at historien udspiller sig mellem to mænd, kærlighed er kærlighed, og min kvindelige ledsager sagde bagefter, at hun havde tænkt på sit eget kærlighedsliv, mens vi så forestillingen. For teksten og forestillingen formår at berøre os lige i hjertet. Den er pågående, rå, råbende, sparkende og elskende. Det er sådan kærligheden er. Den hiver i os, og hiver os ud over vore grænser. Vi griber ud og fanger hinanden, og kan måske bære hinanden i én time, ét døgn, én uge, én måned - eller et helt liv. Nogle hænder er skabt til at gribe og andre til at tabe. Eller måske er det noget, vi kan lære at blive bedre til? Men fælles for os alle er, at vi higer mod denne formæling, og mod mødet med den anden, den elskede. Det er dét, som lyser op i mørket. For mørkt er der - på scenen og i rummet, hvor kærligheden eller rettere forelskelsen foregår. 


Foto: Emilia Therese

Forelskelsen og kærligheden i stykket er en lysende gnist omgivet af mørke. Der er ingenting til at distrahere fra det egentlige. Sådan er det i kærlighedens rum. Gulvet, loftet og væggene er sorte. Gulvet er belagt med sort grus. Det ligner lava, og det ville passe godt symbolsk til stykket. Som skudt op af et krater og ejakuleret ud over de to spillere, der gør det imponerende godt. De er intenst og ubrydeligt låst sammen i de 75 minutter forestillingen varer. Der er kun dem og kærligheden. Intet andet. Det er alt. Men det er også nok. Mere end nok.  Alt i forestillingen er enkelt, skarpt og præcist. Der er intet unødvendigt. Det gælder både ordene, instruktionen, spillet, scenografien, lyden og musikken. 


Foto: Emilia Therese

Det hele er båret af en enkelhed, der kun er de færreste forundt at arbejde med. Alene dét er betagende og uhyre effektivt. At det tilmed fungerer så eminent og understøtter hinanden på fineste vis, gør det endnu mere fængslende. Det skal ses og opleves. 


HEROIN
Gæstespil af Zangenberg Teater
på Teater Får302
8. - 19. december 2021
75 min.

Dramatiker: Magnus Iuel Berg
Skuespillere: Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen
Instruktør: Johan Sarauw
Scenograf: Nina Helledie
Lysdesign: Sebastian Just Olsen
Lyddesign og musiker: Malte Nordtorp
Instruktørassistent: Theresa Lange

*

Aldersgruppe: 16 år og op
Varighed ca. 75 min.

HEROIN spiller kl. 20:00  mandag-fredag 
og kl. 17:00 lørdag og søndag.

HEROIN er støttet af Dansk Skuespillerforund og af Københavns Kommunes Scenekunstudvalg
Co-producent: Teater Zangenberg

Hjemmeside & billetter 

*

Læs også anmelelsen af Magnus Luel Bergs 

I STØVET FRA REGNEN

*