fredag den 23. juli 2021

Anmeldelse: TEGNER AF TIDEN af Louise C. Larsen

Omslagsfoto: ”Københavnsk Morgen”, Klods-Hans, No. 51, 16. september 1910.

 

Som Louise C. Larsen (LCL) skriver: ”Valdemar Andersen arbejdede på tværs af kunst, kunsthåndværk og industri. På tværs af den tredeling og lagdeling i indbyrdes spændingsforhold, vi almindeligvis sætter op mellem de tre størrelser. Selv markerede han klart og entydigt sit standpunkt: Han var kunstner.”

Den kunsthistoriske gennemgang af Valdemar Andersens liv og værk har overskriften: Tegner af tiden, og undertitlen: Lethed og nærvær i Valdemar Andersens streg. For kunsthistorikeren med speciale i satiretegninger startede det hele for 11 år siden, da LCL modtog to store mapper med 1500 skitser, lærreder, prøvetryk og avisudklip fra hele Valdemar Andersens karriere. Mapperne var første gang dukket op i sønnen, tegneren, Ib Andersens atelier i Fredensborg i 2004. LCL var blevet tilkaldt for at lade indholdet tilgå samlingen af bladtegninger på Kort- og Billedsamlingen i Det Kgl. Bibliotek. Som LCL skriver: ”Alting vokser, mens vi er væk fra det” – og sådan gik det også med tilblivelsen af denne bog.

Valdemar Andersens aktive kunstnerliv strakte sig over en 30-årig periode fra 1998-1928, hvor han døde af leukæmi som bare 53-årig.


Illustration fra bogen: Plakat for Politiken, 1908, 
Danmarks Designmuseum.

”Han lavede ”tidstypisk Japan-Slyng” som tapetforlæg for C. Krügers Tapetfabrik og broderimønstre for Chr. Permin. Snart kom også plakater og bogbind til, foruden mængden af tidsskrifter, han bidrog til. Det første tiår efter 1900 synes hans produktion nærmest at eksplodere, og det kunne ligne en kroning af hans anstrengelser, da han blev ansat på Politiken i 1908.”  

Valdemar Andersen skabte de første forsider til søndagstillægget i Politiken. Det skulle med tiden blive en institution i dansk kultur. Det var ”originalværker, der blev skabt direkte til avisens læsere, som kvitterede med at hænge forsiderne op på deres vægge. Hans sidste værker skulle derfor vise sig at række videre til nye generationer af tegnere og deres beskuere.”

Det var værker som han signerede. Med en soloudstilling på Den Frie i 1912, sammen med Harald Moltke, cementerede han sit ståsted. Udstillingen sammen med hans mindeudstilling på Charlottenborg november 1928, er den vigtigste samlede dokumentation af hans livsværk.


Illustration fra bogen:
Zoologisk Have; Kirgiser-Karavane Direkte fra Asiens Stepper, 1900, 
Danmarks Designmuseum.

Som LCL skriver: ”Valdemar Andersen er der og er der alligevel ikke i dansk kunsthistorie. Hans navn dukker op igen og igen i oversigter over den danske kunst i det 20. århundrede, men gerne som navn og uden nærmere analyse. Hans livsværk falder hver gang uden for den valgte linjeføring for den pågældende oversigt.”

Zoologisk Have var en ophobning af visuelt materiale for Valdemar Andersen. Det er stærke værker fra hans hånd, der viser hans dybe forståelse og indlevelse i andre levende væseners væren. I det hele taget var han en venlig maler, der tegnede og illustrerede i en frustreret tid. Første verdenskrig skabte formuer herhjemme, indtil Landmandsbanken krakkede i 1922. Det betød mange udsmykningsopgaver for Valdemar Andersen, og derfor blev det så som så med papirarbejdet i de år. Til gengæld gav det mulighed for offentlige restaureringsopgaver og enkelte udsmykninger.

Det siger meget om ham og hans væsen, når det lykkedes ham at holde sg ude af kunstnerfejden eller bondemalerstriden i 1907, hvor ikke mindst Johns V. Jensen og Herman Bang stod stejlt over for hinanden som to af datidens mest betydelige kunstnere i en defineringskamp om det syge og det sunde, og om forskellige måder at forvalte sit kunstneriske talent på.  Både Bang og Brandes fortrak til udlandet. Valdemar Andersen formåede at holde sig gode venner med stridens bagmænd. Men det hjalp også at han var sygemeldt i perioden, så ingen krævede hans stillingtagen i konflikten mellem Karl Madsen og Gudmund Hentze, der kastede de første sten.


Illustration fra bogen: Johs. V. Jensen-portræt. 
(1905. Bly, gouache på ahornplade, 60 x 49 cm. Privateje.) 
LCL skriver om portrættet: ” Johannes V. Jensen positionerede sig som den gennemskuende. Den, som besidder indsigten, opnået gennem det koncentrerede blik, og hans portræt rummer det hele: Vi beskuere er dyr i Johannes V. Jensens verdensbillede, laverestående væsener, som endnu ikke har formået at gennemskue noget som helst.” (s.87) ) ”Dette er ikke alene et portræt af forfatteren Johannes V. Jensen, det er også en refleksion over, hvad det vil sige at agere portræt.” (side 89)


For samtiden var der med Valdemar Andersenen en kontrast mellem at være tegner contra maler, der vel stadig gør sig gældende, men selv virkede det ikke som om han var bærer af det, da han netop trivedes så fint på flere forskellige banehalvdele samtidig. I forbindelse med udstillingen på Den Frie i 1921, skriver LCL: ”Hvis man sætter kritikken op mod de bevarede værker fra udstillingen, fornemmes klart forskellen til en kunstkritik, filtret ind i ambitioner, frustrationer og higen, hvorfra kun sjældent noget kunne løses op. Det har kun gjort den tegner, der konstant fandt løsninger og syntes at besidde sjælefred oveni, så meget desto mere øretæveindbydende.”


Illustration fra bogen: Portræt af Henri Nathansen, 1911, 
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.


Der er en fin karakteristik af Henri Nathansen-portrættet, der var med på Den Frie. Portrættet blev bestilt med et ønske om at han skulle foreviges lige så smukt som Marie Krøyer blev det af gemalen på de samtidige Skagensmalerier:

”Sjældent har en model bidraget så bevidst i kompositionen af sit eget portræt.” s. 180

LCL har et smukt og smidigt sprog, og bogen er skrevet med en glødende indlevelse, der gør, at man kan se det levende for sig, som i beskrivelsen af ophængningen på udstillingen i 1912. Det er i sådanne passager, at vi mærker LCLs egen kunstneriske ånde: ” Valdemar Andersen måtte sætte i scene. Hans professionalisme lå i at tænke i rum, og de til udstillingen skabte portrætter af byens ansigter blev sat i spil, så Cavlings høje hat modsvarede Nansens hvide vest længere henne ad væggen, mens det bugtende lys i en våd bygade fandt sin modpart i en ligeledes bugtet vej op til et hus. Tilsvarende var portrætterne hængt op, så linjerne i de portrætteredes arme gentog sig eller spejlede sig i hinanden. Underspillede linjeforløb på hvert lærred fandt deres fortsættelse på billedplanet ved siden af sig.” s. 183 Det går igennem hele bogen. Ja, det er allerede til stede i bogens første og indledende sætning: ”Valdemar Andersen tegnede sin samtid, ligesom han skabte værker, der formede hans samtid.”

LCL citerer sluttelig Københavns anmeldelse af mindeudstillingen fra den 8. november 1928: ”Der er mange Ting paa denne Udstilling, der tyder paa, at denne Kunstner, hvis han havde kunnet holde sig den overfladiske Aktualitet helt fra Livet og havde faaet Tid til større Fordybelse, kunde være naaet til at give større og varigere Værdier.”, og slutter med avisens ord: ”Man giver sig ikke ustraffet Døgnaktualiteten i Vold.” (s. 255).


Det er en fornøjelse at følge LCL´s varme gennemgang af Valdemars liv og værk. Det har samtidig været en kunsthistorisk lystvandring gennem perioden. Det har været både berigende og appetitvækkende. Den meget fyldige gennemgang af kunstnerfejden i 1907 (også kaldet bonde-opgøret) virker først lidt for omstændelig, men det er svært ikke at se paralleller til vor tid i dag, hvor det måske stadig er den samme polarisering mellem land og by, der gør sig gældende?


Foto: Helle Sheffmann

Louise C. Larsen: Tegner af tiden. 

Lethed og nærhed i Valdemar Andersens streg.

Syddansk Universitetsforlag 2021

352 sider. Gennemillustreret.

 


 Mød forfatteren og kunsthistorikeren, Louise C. Larsen

på den kommende festival ÆG & HÅB

og hør hende fortælle og vise fotos fra bogen på 4. festivaldag

torsdag den 12. august 2021 kl. 19-21 i Salonen på Østerbro

 *

Ingen kommentarer: