Ørkendrømme: Kirsten Olesen

Viser opslag med etiketten Kirsten Olesen. Vis alle opslag

tirsdag den 10. maj 2022

STEMMENS KRAFT: Ulla Henningsen er med på festivalen

Foto: Majka Bjørnager, ÆG & HÅB, Enghave Kirke, 2021.

Ulla Henningsen tager turen fra Nordjylland for at være med på festivalen, og i år, hvor det er det 15. festivalår og derfor jubilæumsfestival, gør det mig ekstra glad, når nogle af de kunstnere, jeg skatter højest, stiller op på festivalen.

Ulla var med første gang på festivalen for en del år siden, og hun har i den forbindelse indtalt en monolog af Stig Dalager og en festivalprolog af mig.

Vi optog min festivalprolog ude i mit 6 kvadratmeter store kolonihavehus, og Ulla Henningsen bekræfter mig igen og igen i, at de virkelig store kunstnere er de mest ydmyge. Kunstnerisk set. Efter hendes altid meget velforberedte indtalinger, kigger hun spørgende hen på mig: ”Vil du have at jeg gør det igen? Var den god nok?”

Foto: David Blazek, MED & UDEN SMYKKER, Verdenskulturcentret, 2016.

Vi var sammen i flere timer, og jeg nød at arbejde med teksten i hendes selskab. Hun bragte min tekst helt andre steder hen, end jeg havde forestillet mig. Hendes diktion og stemmemæssige intonation er uforlignelig. Jeg hører helt nye ting i teksten. Hun åbner teksten for mig. Selv om jeg kender den til bunds, kan hun stadig tilføre teksten så meget nerve og tilstedeværelse, at jeg glemmer at det er min egen. Hun kan med sin stemme løfte en tekst, så det ikke længere bliver min/forfatterens. Hun gør det til sin egen, og det er en fryd at opleve.

Jeg har oplevet det samme med Kirsten Olesen. For mange år siden havde jeg skrevet en monolog til en græsk skuespiller og været i Athen for at hjælpe med at få den opført, men det blev aldrig til virkelighed. Det samme gjaldt en opførelse herhjemme, men Kirsten Olesen stillede op i Træstubben under en teaterfestival, jeg arrangerede på Vesterbro, og lavede en reading på den 45 minutter-lange monolog. Der oplevede jeg, at teksten på samme måde gled mig af hænde. Den fik sit eget liv og fløj fra mig og videre ud i verden. Det er samme fryd jeg oplever, når Ulla påtager sig at læse en festivalprolog.

Selv om jeg egentlig synes, at jeg allerede har skrevet det, jeg skal skrive (hvad angår bøger og teater), elsker jeg sådanne opgaver. Eftersom jeg under arbejdet med teksten hører den pågældende skuespillers særegne diktion.

Foto: David Blazek, MED & UDEN SMUKKER, Verdenskulturcentret, 2016

Det gjaldt også, da jeg for et pa år siden skrev en prolog til Bodil Jørgensen, som mestrer både komikken og det tragiske. Det er noget ganske særligt at få lov til skrive til en skuespiller med dén formåen og det format. (se film med prolog og samtale)

Og nu kan jeg så glæde mig til at skrive jubilæumsprologen til Ulla Henningsen.

Det endelige festivalprogram offentliggøres sidst i denne måned.

Lyt med her:

Ulla Henningsen på Festivalåbningen 2021.

Uddrag fra festivalprologen 2021.

Uddrag fra festivalprologen fra podcast med festivalhøjdepunkter 2021. (Også på YouTube)

Ulla Henningsens festivalindtaling af Stig Dalagers monolog:

”Jeg kunne ikke fortælle min historie”, 2018.

Foto & layout: Michael Svennevig.
 
Hver weekend er der en ny festivalpodcast. Lyt med her
Kan også høres på YouTube.
Læs mere om festivalen her. 
#forvandling

*

fredag den 20. september 2013

Anmeldelse: ONDE ÅNDER i Skuespilhuset

”Brødrene Karamazov”, ”Idioten” og ”Raskolnikov” er de tre mest kendte Dostojevskij-romaner. Den fjerde i rækken er ”De Besatte, der siden er nyoversat med titlen ”Onde Ånder””. Enhver tid har sine oversættelser, for sproget skifter, men måske er den ”gamle” titel stadigvæk den mest præcise og mest rammende?

De omfangsrige og vidtforgrenede russiske mesterromaner burde være umulige at omsætte til teater, enten skal man gøre det meget minutiøst og præcist, og det giver dårligt teater, eller også skal man gøre det som det nu kan opleves i Skuespilhuset: frækt og pågående. Langt inde i forestillingen må man som tilskuer stadig spørge sig selv om, hvad det er vi er vidne til? Er dette virkelig Dostojevskij? Det er svært at genkende, men alligevel er det der, farligheden og det snigende. Netop det som romanerne er så gode til, er kongenialt oversat til et dynamisk og fængende teatersprog, der blæser publikum bagover i den 3½ timer lange forestilling.

Selvfølgelig er man udmattet efter forestillingen, for det er voldsomt. Voldsomt spændende. Dostojevskij bliver rigtig farlig, når vi føler at dramaet træder direkte ind fra gaden – og ligeså vel kunne foregå i dag – her. Det er det som den vilde opsætning netop understreger. Forestillingen har masser af kant og brod, mens uhyggen kommer snigende, ganske langsomt.

Endnu en gang glimrer Nicolas Bro i en bærende hovedrolle, denne gang som Piotr. Han præsenteres som konferencier i et øretæveindbydende talkshow, inden han selv træder ind i handlingen. Det handler om politik og forførelse. Folkeforførelse. Nicolas Bro har et særligt talent for at spille disse farlige og morsomt dæmoniske karakterer ligesom han gjorde i Jokum Rohdes ”Manson”, med tråd tilbage til Katrine Wiedemanns opsætning af ”Faust”. Det er samme vilde drive og energi, der præger ”Onde ånder”. Han evner at kombinere det med en slesket sødme, der er uimodståelig. Eller det vil sige... den ældre herre som ved siden af mig, sad nærmest demonstrativt med korslagte hænder og oste langt væk af at dette ikke var den tilbagelænede kongelige skuespilaften som han havde set frem til. Hans kone lod som om hun klappede bagefter, men det var bare på skrømt.

Forestillingen (og romanen) er ikke hyggelig. Det bliver Dostojevskij aldrig. Det er dødsens skræmmende, fordi vi føres helt ind i hjertet af personerne. Der er ingen forstillelse. Vi ler og lider med dem, for vi forstår dem så godt. Det udspiller sig her og nu – især i denne opsætning.

Persongalleriet er stort og vidtforgrenet og man skal holde tungen lige i munden, for at holde styr på personerne. Sådan er det også i romanen, men teatret har sine egne virkemidler og det kommer tordnende imod os. Det er en fornøjelse at blive visuelt blæst bagover. Scenografien af Christian Friedländer imponerer i et veloplagt samspil med lyssætningen af Antonio Rodrigues-Andersen, så det virker som om den gamle verden brister og forsvinder. Om den nye verden er så meget bedre, bliver stående som et åbent spørgsmål. Der spilles scenografisk med musklerne, og ikke nok med at det ser smart og fermt ud, det er samtidig den perfekte løsning på de utallige sceneskift, som den splintrede historie kræver. Instruktionen af Alexander Mørk-Eidem fører alle forestillingens elementer sammen og gør det til en så flot samlet oplevelse.

Kirsten Olesen og Henning Jensen repræsenterer den gamle rige overklasse, der bliver væltet omkuld. De har hver deres søn, og dramaet udspiller sig imellem disse to, hvis venskab bliver en farlig cocktail for omgivelserne – med dødelig udgang for de fleste. Sønnerne spilles af Jakob Cederholm og Nicolas Bro. Den første er skildret som en elegant slyngel, mens den anden er den inkarnerede ondskab selv. Det er måske nok lidt svært at forstå hvorfor stykkets øvrige personer er så fascineret af Cedergrens Stavron selv om han i sceneversionen fremstår som den bedre halvdel af Pjotr. I romanen er det ham, der er hovedpersonen, men i sceneversionen står og falder alting med Pjotr – i Nicolas Bros skikkelse. Og hvilken skikkelse. Han er stor som en vandbøffel og farlig som et krydsermissil, samtidig får han os til at glemme sin volumen, når han i frysende øjeblikket formår at fremstå så ynkværdig at vi næsten kommer til at holde af ham. Fantastisk hvad han formår med sine roller. Både hvad han får ud af rollerne og hvad roller får frem i ham.
Stavron har i de 5 års fravær fra familien giftet sig med en mentalt handicappet kvinde, Maria. Ikke nogen let rolle, men Signe Egholm Olsen spiller rollen yderst dækkende og flot.
Fedka er rendyrket psykopat, og bliver ligeså dækkende spillet af Troels Thorsen, der gør det så grumt godt at Pjotr til sammenligning kommer til at virke helt sympatisk. Men spillemæssigt er det scenerne mellem faren og sønnen, Piotr og Stepan (Nicolas Bro og Henning Jensen), der bagefter står og dirrer, fordi deres samtaler indkapsler hele forestillingens tema. Det er en kamp på verdensbilleder, hvor den gamle alt for godt ved, at han har spillet med lånte kort, og at hans tid ringer ud, for den unge repræsenterer den nye tid. At det gamle verden nødvendigvis må gå under for det nye. En skræmmende ny tid. Det handler om sammenstødet mellem den nye og den gamle verden. Og så handler det om fanatisme. Det går aldrig af mode. Se forestillingen – hvis du tør!