Viser opslag med etiketten Nicolas Bro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nicolas Bro. Vis alle opslag

fredag den 13. marts 2015

Anmeldelse: CATERING af Mammutteatret på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen
 
I Mammutteatrets seneste forestilling ”Catering” er der en engel. Det er englen, der er forestillingens formildende omstændighed. Det er englen der gør at forestillingen er til at holde ud, for det er ubærligt at skæbnen er så ond, som den skildres for hovedpersonen Lilja (Nanna Skaarup Voss). Lilja er 17 år og opvokset midt i Estlands intethed. Faren er for længst forsvundet og moren (Tina Gylling Mortensen) er rejst til USA med sin nye mand (Ken Vedsegaard). Det er meningen at Lilja skal følge efter senere, men hun hører ikke mere fra moren. En tante tager sig af hende, selv om de ligger i åben strid. Liljas veninde (Josephine Park) lokker hende til at prostituere sig.  Sammen sniffer de lim. Vennen Volodja (Morten Holst) drømmer om at blive kæreste med Lilja, og da hun redder ham fra at springe ud fra en bro knyttes der bånd i mellem dem, og Volodja bliver ved med at gentage at nu er det ham, der skal redde hende. Men der er ingen redning. Heller ikke selv om Lilja oplever en smuk forelskelse i lokkeprinsen Andreas (Joachim Fjelstrup). Scenerne de to imellem kommer til at fremstå som en oase midt forestillingens mørke. Men det er kold beregning, for det er blot for at lokke hende med til Danmark, hvor hun prostitueres i endnu værre grad. Derved sluttes den cirkel, der indledes ved at Nicolas Bro i forestillings begyndelse onanerer til gratis sexfilm med Lilja på nettet. Til sidst er han blot en af de mange, der selv køber sig tid hos Lilja. En blandt mange mænd. Så mange at hendes underliv bliver så ødelagt at hun skal sys sammen. Det er det man kan se på plakaten til forestillingen, der bærer undertitlen: ”Vi leverer dine fantasier”. Nogle fantasier er andres mareridt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Mammutteatret har eksisteret i over 30 år. Mammutten er husvild og omflakkende. Måske er det en af grundene til at dens produktioner altid er skræddersyet til de skiftende lokaliteter, hvor de spiller. På billetten stod der ”Edison, Siloen”. Siloen er for mig et nyt spillested. Jeg antager at det er Edisons lille prøvesal, der med stor opfindsomhed og enkelhed bruges i forestillingen med scenografi af Katrine Gjerding, effektfuldt belyst af Mads Nielsen.
Mammutten er en Mercedes indenfor dansk teaterliv. Det er ensembleteater, selv om det aldrig er samme spillere. Men ofte med de bedste skuespillere – og så er der altid mange med i forestillingerne. Her er ingen monologer eller opsætninger med to på scenen. Der spilles på hele klaviaturet. Den kunstneriske fane er blevet holdt højt gennem hele teatrets historie. Mammutten formår at give livet tilbage til teatret. Den er et pejlemærke i en tid, der bliver stadig mere overfladisk.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Historien om Liljas liv og undergang er en slags moderne Lulu-skildring. Den planter en issyl midt i panden på publikum, men formår at gøre det med så stor og rig kunstnerisk forløsning, at det løfter sig. Det er et under at det kan lade sig gøre, for temaet er kulsort, men endnu engang formår mammutten at trampe lige ind i hjertet af problematikken. ”Catering” er skuespillernes teater, der viser hvad en god tekst kan forvandles til, når den gives videre til de bedste spillere i den dygtige instruktør Maria Kjærgaard-Sunesens hænder. Det er forbløffende, hvordan forestillingen løfter sig. Volodja, der dør, bliver til englen, der fører både publikum og Lilja væk fra den barske virkelighed. Han bliver selve forløsningen i historiens trøstesløse univers selv om han i Mortens Holsts skikkelse, engel eller ej, aldrig bliver til andet end en omvandrende smertebærer. Det flot og smertefuld spillet, og helt i pagt med historiens iboende trøstesløshed.
 


Foto: Per Morten Abrahamsen

 
Alt vi ser er lavet så enkelt som overhovedet muligt. Her er ingen smarte eller billige teatertricks og effekter. Historien er forløst med stor teknisk kunnen. Alting er stramt og så fint styret, at det aftvinger respekt. Det er svært at tale om forestillingens humor, men den glimter og lyner forløsende  i det kulsorte univers og kaster på nogle måder et forsonligt skær over forestillingen. Det gør at man som publikum kan holde det ud og står det igennem.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen

”Catering” er en tour de force i hvad teatret formår, når det er lagt i hænderne på de bedste både foran og bag ved scenen. ”Catering” er en grum, men kunstnerisk meget vellykket og smukt forløst forestilling om udløsning og mennesker der er kommet i klemme i livet. En nødvendig og kulsort forestilling nedsunket i sit eget mørke.
Se den, hvis du tør!



Foto: Per Morten Abrahamsen



Gæstespil på Edison fra den 12.3.-1.4.2015.
Medvirkende: Josephine Park, Nanna Skaarup Voss, Joachim Fjelstrup, Morten Holst, Ferdinand Glad Bach, Ken Vedsegaard, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro og Claus Flygare.

Med tekster af: Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen samt Maria Kjærgaard-Sunesens bearbejdelse af LILJA 4-EVER af Lukas Moodysson (Teaterforlag: Nordiska Aps – København)

Idé og koncept: Mammutteatret
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenografi: Katrine Gjerding
Lyddesign: Ida Jacobsen
Lysdesign: Mads Nielsen
Korarrangement: Rosa Lux
Instruktørassistent: Nicole Johansen


Mammutteatrets kunstneriske ledelse: Nicolas Bro, Maria Kjærgaard-Sunesen, Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare.

Forestillingens trailer:
ttps://vimeo.com/120463181

Foto: Per Morten Abrahamsen

fredag den 20. september 2013

Anmeldelse: ONDE ÅNDER i Skuespilhuset




”Brødrene Karamazov”, ”Idioten” og ”Raskolnikov” er de tre mest kendte Dostojevskij-romaner. Den fjerde i rækken er ”De Besatte, der siden er nyoversat med titlen ”Onde Ånder””. Enhver tid har sine oversættelser, for sproget skifter, men måske er den ”gamle” titel stadigvæk den mest præcise og mest rammende?

De omfangsrige og vidtforgrenede russiske mesterromaner burde være umulige at omsætte til teater, enten skal man gøre det meget minutiøst og præcist, og det giver dårligt teater, eller også skal man gøre det som det nu kan opleves i Skuespilhuset: frækt og pågående. Langt inde i forestillingen må man som tilskuer stadig spørge sig selv om, hvad det er vi er vidne til? Er dette virkelig Dostojevskij? Det er svært at genkende, men alligevel er det der, farligheden og det snigende. Netop det som romanerne er så gode til, er kongenialt oversat til et dynamisk og fængende teatersprog, der blæser publikum bagover i den 3½ timer lange forestilling.


Selvfølgelig er man udmattet efter forestillingen, for det er voldsomt. Voldsomt spændende. Dostojevskij bliver rigtig farlig, når vi føler at dramaet træder direkte ind fra gaden – og ligeså vel kunne foregå i dag – her. Det er det som den vilde opsætning netop understreger. Forestillingen har masser af kant og brod, mens uhyggen kommer snigende, ganske langsomt.
Endnu en gang glimrer Nicolas Bro i en bærende hovedrolle, denne gang som Piotr. Han præsenteres som konferencier i et øretæveindbydende talkshow, inden han selv træder ind i handlingen. Det handler om politik og forførelse. Folkeforførelse. Nicolas Bro har et særligt talent for at spille disse farlige og morsomt dæmoniske karakterer ligesom han gjorde i Jokum Rohdes ”Manson”, med tråd tilbage til Katrine Wiedemanns opsætning af ”Faust”. Det er samme vilde drive og energi, der præger ”Onde ånder”. Han evner at kombinere det med en slesket sødme, der er uimodståelig. Eller det vil sige... den ældre herre som ved siden af mig, sad nærmest demonstrativt med korslagte hænder og oste langt væk af at dette ikke var den tilbagelænede kongelige skuespilaften som han havde set frem til. Hans kone lod som om hun klappede bagefter, men det var bare på skrømt.
Forestillingen (og romanen) er ikke hyggelig. Det bliver Dostojevskij aldrig. Det er dødsens skræmmende, fordi vi føres helt ind i hjertet af personerne. Der er ingen forstillelse. Vi ler og lider med dem, for vi forstår dem så godt. Det udspiller sig her og nu – især i denne opsætning.
Persongalleriet er stort og vidtforgrenet og man skal holde tungen lige i munden, for at holde styr på personerne. Sådan er det også i romanen, men teatret har sine egne virkemidler og det kommer tordnende imod os. Det er en fornøjelse at blive visuelt blæst bagover. Scenografien af Christian Friedländer imponerer i et veloplagt samspil med lyssætningen af Antonio Rodrigues-Andersen, så det virker som om den gamle verden brister og forsvinder. Om den nye verden er så meget bedre, bliver stående som et åbent spørgsmål. Der spilles scenografisk med musklerne, og ikke nok med at det ser smart og fermt ud, det er samtidig den perfekte løsning på de utallige sceneskift, som den splintrede historie kræver. Instruktionen af Alexander Mørk-Eidem fører alle forestillingens elementer sammen og gør det til en så flot samlet oplevelse.
Kirsten Olesen og Henning Jensen repræsenterer den gamle rige overklasse, der bliver væltet omkuld. De har hver deres søn, og dramaet udspiller sig imellem disse to, hvis venskab bliver en farlig cocktail for omgivelserne – med dødelig udgang for de fleste. Sønnerne spilles af Jakob Cederholm og Nicolas Bro. Den første er skildret som en elegant slyngel, mens den anden er den inkarnerede ondskab selv. Det er måske nok lidt svært at forstå hvorfor stykkets øvrige personer er så fascineret af Cedergrens Stavron selv om han i sceneversionen fremstår som den bedre halvdel af Pjotr. I romanen er det ham, der er hovedpersonen, men i sceneversionen står og falder alting med Pjotr – i Nicolas Bros skikkelse. Og hvilken skikkelse. Han er stor som en vandbøffel og farlig som et krydsermissil, samtidig får han os til at glemme sin volumen, når han i frysende øjeblikket formår at fremstå så ynkværdig at vi næsten kommer til at holde af ham. Fantastisk hvad han formår med sine roller. Både hvad han får ud af rollerne og hvad roller får frem i ham.
Stavron har i de 5 års fravær fra familien giftet sig med en mentalt handicappet kvinde, Maria. Ikke nogen let rolle, men Signe Egholm Olsen spiller rollen yderst dækkende og flot.
Fedka er rendyrket psykopat, og bliver ligeså dækkende spillet af Troels Thorsen, der gør det så grumt godt at Pjotr til sammenligning kommer til at virke helt sympatisk. Men spillemæssigt er det scenerne mellem faren og sønnen, Piotr og Stepan (Nicolas Bro og Henning Jensen), der bagefter står og dirrer, fordi deres samtaler indkapsler hele forestillingens tema. Det er en kamp på verdensbilleder, hvor den gamle alt for godt ved, at han har spillet med lånte kort, og at hans tid ringer ud, for den unge repræsenterer den nye tid. At det gamle verden nødvendigvis må gå under for det nye. En skræmmende ny tid. Det handler om sammenstødet mellem den nye og den gamle verden. Og så handler det om fanatisme. Det går aldrig af mode. Se forestillingen – hvis du tør!
 
 
 
Iscenesættelse: Alexander Mørk-Eidem
Scenografi og kostumer: Christian Friedländer  
Lysdesign: Antonio Rodrigues-Andersen  
Oversættelse: Niels Brunse|
Bearbejdelse: Alexander Mørk-Eidem




Henning Jensen Stepan Trofimovitj Verkhovenskij  
Kirsten Olesen Varvara Stavrogin  
Nicolas Bro Pjotr Verkhovenskij  
Ditte Gråbøl Praskovja Drozdova  
Jakob Cedergren Nikolaj Stavrogin  
Peder Holm Johansen Kaptajn Lebjadkin  
Benjamin Kitter Ljamsjin  
Anders Mossling Liputin                                       
Helle Fagralid Liza Drozdova  
Signe Egholm Olsen Maria Lebjadkin  
Nanna Skaarup Voss Irina Sara
Cecilie Hjort Ullner Masja Sjatov  
Asbjørn Krogh Nissen Kirillov
Troels Thorsen Fedka
Alexander Clement Mavrikij  
Asger Gottlieb Aleksej  
Elliot Todd Crosset Sjigaljov  
Karin Heinemeier Darja Sjatov  
Christian Tafdrup Sjatov
 
 
 
 
 
 

 
Skuespilhuset, Store Scene, 18.10.-19.11. 2013.

Teatrets Hjemmeside:
http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/skuespil/onde-ander