Anmeldelse: DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr.

Det er en fryd at opleve Moliéres DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets smukke have i Bredgade. Historien er enkel, men forviklinger er der mange af: Harpagon (Karen-Lise Mynster) er husfaderen, der elsker sine penge højere end noget andet. Hans børn, Cleante (Jeppe Ellegaard Marling) og Élise (Andrea Øst Birkkjær) har bare at indordne sig, når han frejdigt planlægger deres ægteskabelige fremtid, styret udelukkende af, hvad der økonomisk bedst kan svare sig. Uagtet at sønnen er dybt forlibt i Mariane (Nanna Skaarup Voss), mens datteren elsker Valere (Joachim Kubel). Frosine (Tina Gylling Mortensen) forsøger at få alle smedet sammen på bedste vis i håb om et lille bitte lån, før hun selv går bankerot. Men der er ingen hjælp at hente hos husfaderen, der kun hjælper sig selv, men selv nyder at benytte sig af andres hjælp. Især når det er gratis. Han har gravet sine penge ned i haven, mens han herser og regerer med husets tjenende ånder: La Fleche (Jesper Hyldegaard) og Mester Jacques (Peter Flyvholm). Tilmed har Valere ladet sig ansætte som hushovmester, for at indynde sig hos husfaren ved at tale ham efter munden i et forsøg på at vinde husfarens agtelse, men ikke mindst for at være nær ved datteren. Valere smisker og smisker, men let er det ikke. 

Foto: Bjarne Stæhr.

Sideløbende er der historien om to adskilte børn, der endelig finder sammen med deres forsvundne far, Anselme (Steen Stig Lommer). Der skal en mægler og politikommissær til at få kabalen til at gå op, begge spillet af Jakob Weble. Men hele kabalen går op til sidst. Undervejs er der de fornødne forviklinger og intriger. Det hele afvikles og spilles belevent og rapt i Madeleine Røn Juuls imponerende instruktion. Hun har bearbejdet stykket i Jesper Kjærs oversættelse. Gøje Rostrup har kreeret scenografi og kostumer.

Foto: Bjarne Stæhr.

Det er en folkelig fornøjelse at gå i Grønnegårdsteatret. Man sidder på røde bænke. Der er et godt udsyn. Skuespillerne er miket up, så man hører alt, hvad der bliver sagt. Også mågerne, der lystigt boltrer sig hen over hustagene i Bredgade. Det trækker betydelig latter, når Harpagon skælder ud på mågerne, når de larmer ekstra meget. Det er en ønskerolle for Karen-Lise Mynster - og for os andre. I scenerne, hvor Karen-Lise Mynster og Tina Gylling Mortensen er sammen, fyldes scenen af deres stærke spil, og vi kan som publikum ikke ønske os bedre selskab. Det er teater, når det er bedst. Deres timing er perfekt. De drejer rundt og sværmer om hinanden som bier om en sukkerknald. Det er lystent teater. Tina Gylling Mortensen er pragtfuld som Kirsten Giftekniv. Gøje Rostrup har klædt dem på, så deres kostumer siger det hele, inden de får sagt et ord. Den ene er prægtig, farverig og voluminøs. Den anden er sølle, grå og gerrig. Når de tørner sammen på scenen, står tiden stille. De har os i deres hule hånd. Og vi elsker det. Vi ved allerede fra starten, hvordan det vil gå, så det handler udelukkende om, hvordan det hele løses op. 

Foto: Bjarne Stæhr.

DEN GERRIGE er godt nok skrevet i 1668, hvor Moliére selv spillede hovedrollen, men de knap 400 år har ikke forældet problematikken. Det var grov kost dengang og var måske også grunden til, at Moliéres andre stykker TARTUFFE (1664), DON JUAN (1665) og MISANTROPEN (1666)  var meget mere spillet i samtiden. Mange følte sig formodentlig ramt af stykket og sådan er det måske stadig i dag.

Foto: Bjarne Stæhr.

Vi kender ham alle. Karen-Lise Mynter i bukserollen er ubetalelig. Hun arbejder sig i karakteristikken af den gerrigske af alle lige ind i hjertet på os. Egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget, der er værd at holde af ved ham, og alligevel er det en fryd at opleve, hvordan han skælder og smælder af alt og alle. Det er kun naturligt at mågerne også får deres fur. Men det rager dem. De flyver frejdigt skrigende videre. De skider det hele en lang march. Ligesom Harpagon gør. Der er ikke noget, der kan røre dem. Jeg ved ikke, hvad der optager mågerne. For Harpagon er det kun pengene. Det er sølle og trist, men på Grønnegårdsteatrets scene er det til stor moro for os alle.

Foto: Bjarne Stæhr.

Komedie er noget af det sværeste. Det skal se så tilsyneladende skødesløst ud, men det hele handler om timing. Karen-Lise Mynster får en velfortjent applaus efter sin store dødsscene. Det er urkomisk.

Hvor er det egentlig løjerlig. Vi ler og ler, mens hovedpersonen klager sin nød højere og højere. Hvor er det grotesk. Men sådan er livet. Vi lider og vi ler. Komedie og tragedie er tæt forbundet, og kan opleves med fynd og klem på Grønnegårds Teatret under en fri og åben himmel i Bredgade - og det er det hele værd.

Foto: Bjarne Stæhr.

DEN GERRIGE 

af Moliére

Grønnegårds Teatret

Odd Fellow Palæets have

28. juli - 26. august 2023

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Peter Flyvholm, Jacob Weble og Steen Stig Lommer 

Iscenesættelse og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul 

Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup 

Oversættelse: Jesper Kjær 

Koreografi: Esa Alanne

Lyddesign og - teknik: Steen Larsen

Lysdesign og afviklingsteknik: Mikkel Magnus Olsen

Scenemester og produktionsleder: Andreas Vium Bjørn

Forestillingsleder og regissør: Anette Grove Frandsen

Sceneteknisk afvikling: Sofus Sean Bassett og Fabian Constantineanu

Instruktørassistent: Michael Vennike Nielsen

Sufflør: Christoffer Lund Skov

Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

251 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: ALMA MAHLER i Arbejdermuseets Festsal

De to kvinder følger hinanden rundt på scenen som to magneter. Den ene er lille og lys, mens den anden er høj og mørk. Som to temperamenter spejler de sig i hinanden. Katrin Weisser spiller den gennemgående (tale)rolle som Alma Schindler (senere med efternavnet Mahler), og Radmila Rajic synger og agerer alt det øvrige: den kuede søster, omgivelserne og mændene omkring hende. Det er i flæng Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Burckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka (og mange flere).

Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Pianisten, Rikke Sandbergs brilliante spil lyder faktisk som et helt orkester. Enkelte gange er hun med på scenen sammen med de andre og agerer veninde, der tager en selfie. Det er med andre ord en fortælling om Alma Schindler, der både foregår dengang og nu. Som en historie, der er foregået til alle tider og som stadig er aktuel. Det er den lidt slidte fortælling om den evigt opofrende kvinde og hustru, der gennem historien har støttet og tjent mangt en mandlig kunstner. Men mest er det en skildring af, hvad inspiration og talent gør ved et menneske – om det så er en mand eller en kvinde. For Gustav Mahler gjorde det ham overfølsom og diktatorisk. I et kendt (og berygtet!) forlovelsesbrev til Alma beder han hende om at lægge sit eget kunstneriske talent til side, for som han skriver, er der kun plads til én komponist i familien – og det er ham. Alma VED, at det er forkert, men hun elsker ham, og overgiver sig til sit nye hverv som medarbejdende hustru. Også for at slippe væk fra sin egen familie, der smuldrer bag hende.

I det omtalte brev skriver Mahler også, at Alma er forkælet, og at det ikke er det samme som at have en personlighed, og at hun heller ikke bare får det ved at gifte sig med ham. Det er selvfølgelig fornærmende, men heller ikke uden en vis grad af sandhed.

Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Scenografen Gøje Rostrup har bagest placeret tre sorte tavler, hvorpå der forestillingen igennem med kridt skrives navne på de berømte mænd, som Alma siden bliver beskyldt for at samle på, men som hun siger i forestillingen, var de ikke hendes trofæer. Det var snarere hende, der var deres. Men hun giver sig ikke hen til noget nemt liv. Selv om hun ægges af suset fra operapublikummet i Wien, første gang hun viser sig i Mahlers loge efter at deres forlovelse er annonceret.

Hele første halvdel af forestillingen handler om tiden inden Mahler, og om tiden op til at de bliver gift, hvorefter anden del handler om det, hun opnåede og især ikke opnåede bagefter.

Fotograf: Kenneth Kreutzmann

Det ægteskabelige liv med Mahler bliver ingen dans på roser. Mahler komponerer ”Kindertotenlieder”, da deres 10-årige datter dør, og det kommer også til at indvarsle det efterfølgende dødfødte barn. Alma duer med andre ord ikke til det, der bliver forventet af hende. Hun overvejer, om hun vil kunne finde tilbage til sig selv og den hellige skaberenergi hun engang følte sig besjælet af, før hun opgav selv at komponere, FØR Mahler. For måske kunne hun begynde at komponere i al hemmelighed, men oplever, at man ikke kan skabe i hemmelighed. Hun kan i hvert fald ikke, hvilket får hende til at reflektere over, at historisk set er mændenes selvtillid altid blevet understøttet og bygget op af kvinderne, der stod tæt rundt om dem, mens kvinderne står alene - altid.

Forestillingen giver ikke bare mæle til hendes historie, men også stemme til hendes sange. Ud af forestillingens 13 sange er de 8 komponeret af Alma med tekster af Heine, Falke, Bierbaum, Rilke og Novalis. De resterende 5 sange er af Mahler, hvoraf de 4 er  med tekst af Friederich Rückert. 3 fra ”Five Rückert Songs” (1904) og 1 fra "Kindertotenlieder" (1902), mens den 5. er med tekst af Franz Werfel. Alle bliver smukt og tilbageholdt sunget af Radmila Rajic, der fortolker dem med en varm glød. De ligger godt for hendes mezzosopran-stemme.

Dramatikeren Eva Sommerstad Holten springer i 2. del af monologen let og lidt vel hurtigt frem til slutningen, hvor Alma ligger på en forhøjning og tænker tilbage på sit liv, mens hun tænker på at ville skrive sine erindringer. Alt imens ordet PERSONLIGHED skrives med store bogstaver på tavlerne bagved, der er enkelt og effektfuld oplyst i Frederik Munck Vinthers lyssætning.

Slutningen står lidt bleg og forløser ikke den fine intensitet og stærke kunstneriske integritet, der ellers præger forestillingen, men det tilgiver man gerne, eftersom det øvrige er så smukt afstemt efter hinanden. Det gælder både teksten og musikken, og ikke mindst det energiske og veltimede spil de to kvinder imellem. De fremstår som hinandens dragende modsætninger, og er betagende at betragte sammen. De er som solen og månen, der kredser om hinanden. Den ene belyser den anden, skaber klangrum for det usagte og giver sangstemme til det, der alligevel bliver sagt – med sang.

Det har tydeligvis været en leg for instruktøren Kenneth Kreutzmann at få mest muligt ud af det, der var. Først og fremmest er det de to spillere, og det er dygtigt og effektivt håndteret. Det store sjæledrama virker fint som et kammerspil. Uden at det bliver gjort mindre af det. Heller ikke i Arbejdermuseets forholdsvis store festsal til premieren.

Copenhagen Chamber Performance

i samarbejde med Teater Undergrunden præsenterer

ALMA MAHLER

Ide & koncept: Radmila Rajic

Instruktør: Kenneth Kreutzmann

Tekst: Eva Sommerstad Holten

Scenografi: Gøje Rostrup

Lys: Frederik Munck Vinther

På scenen: Radmila Rajic og Katrin Weisser

Pianist: Rikke Sandberg

*

Premiere torsdag den 13. 9. 2018:
Arbejdermuseets Festsal

Fredag den 14. 9. 2018:
Teater undergrunden, Galaksen i Værløse

Lørdag den 15. 9. 2018:
Admiral Gjeddes Gaard


*

Læs mere om Alma Mahlers liv:

Hjemmeside og billetter

*

Tidligere anmeldt forestilling med
Copenhagen Chamber Performance:

Brecht og dødssynderne (2016)

***