Viser opslag med etiketten Irak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Irak. Vis alle opslag

torsdag den 28. april 2022

10: Frode Z. Olsen: ”København – Bagdad”


Foto: Michael Svennevig. 

Hvad laver en dansk politimand i Bagdad?
Krigsrøgen havde dårligt lagt sig, da kriminalinspektør og forfatter Frode Z. Olsen kom derned. Frode skriver om det, han har erfaret, men især om det, som aldrig kom med i politirapporterne.

Hør Frode på den 10. festivalpodcast.
Kan også høres på YouTube.
Offentliggjort lørdag den 30. april 2022.



”Jeg blev sendt til Irak i efteråret. På det tidspunkt havde Danmark sammen med det som man kaldte koalitionen under ledelse af amerikanerne angrebet Irak og væltet styret. Sadam var drevet på flugt.  Der var stadig borgerkrig. Men hvorfor var vi der? Hvad kunne vi gøre? Rent historisk synes jeg, at det er vigtigt, at det er fastholdt på en eller anden måde. Derfor skriver jeg om det.”



Frode Z. Olsen har fotograferet,
og beretter om billederne:


"Det første billede viser det daværende irakiske indenrigsministerium (MOI), hvor jeg gjorde tjeneste. Billedet er brugt på coveret af ”København-Bagdad”.



"Det andet er taget fra toppen af MOI ud over Bagdad, 
i baggrunden ses Al-Shaheed-monumentet, 
som blev bygget 1983 i mindet om det irakiske folks lidelser 
under den 8 år lange krig mod Iran. 
Det er en god tanke at rejse monumenter over lidelser,
men man kan diskutere, om eftertiden ser dem
som en påmindelse om, hvor galt det gik."



"Det tredje er den såkaldte ”Victory Arch” i Zawra Park 
i det centrale Bagdad. Det er en paradeplads opført i 1986 
også i mindet om ofre og lidelser i krigen mod Iran. 
Jeg har taget billedet en dag i januar, lige over middag."  



"Fjerde billede er af en hvalp, jeg fandt under en trappe tæt ved MOI. 
Dens mor dukkede ret hurtigt op og alt så ud til at være ok. 
Herreløse men det er jo det samme som frie, 
selvom omgivelserne ikke var de bedste."


Mød Frode Z. Olsen på 2. festivaldag,
tirsdag den 9. august 2020 kl. 15-21
i Global Art Gallery i Vanløse


Foto: Michael Svennevig. 


Musikken på podcasten:

Charbel Rouhana & The Beirut Oriental Ensemble

med et lille uddrag fra åbningsnummeret "om el maradam"

taget fra cd´en: "HandMade" (2008)

(indkøbt i Damaskus, Syrien).

*


Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig. 

Maria-Leonore Christensen: Red Maden 

Hver morgen i 10 år har Maria-Leonore Christensen hentet overskudsmad fra Irma, Rema, Aldi og Lagkagehuset, og fordelt det mellem venner og naboer - mod til gengæld at få donationer til tre projekter i Uganda, Kenya og Indien for bl.a. gadebørn og børnehjemspiger. Der er nu indsamlet over en mio. kroner. Det blev for nylig fejret ved en fest med etiopisk mad og bagefter med jazz i haven hjemme hos den 74-årige Maria-Leonore Christensen i Kastrup. Oprindelig uddannet lærer fra Berlin, men har arbejdet på Skt. Petri Skole og Kofoed Skole i København, og siden videreuddannet sig som Diakonisse, hvilket bragte Maria-Leonore til Vestre Fængsel: ”Der er altid noget at le ad i Vestre Fængsel.” Det tror man gerne, for Maria-Leonore har et stort udsyn og en smittende latter. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 7. maj 2022.



*

Foto & layout: Michael Svennevig.


Lyt til uddrag fra de forrige 5 festivalpodcasts
Hver weekend er der en ny. Lyt med her
Læs mere om festivalen her
#forvandling

*

tirsdag den 10. november 2015

Salam Ibrahim og "In the Depths of Hell"

Nu er jeg menneske igen - 8
 
“Here I was, in the middle of a true story, its characters of flesh and blood: my wife, my friend and her husband, our comrades lost in the wilderness, entire families with their endless stories. Families sitting around fires tell stories of their long journey to the Turkish borders. I heard unbelievable stories.”
 
Salam Ibrahim: In the Depths of Hell" (USA, 2014)

 
 Still taget fra Uddrag https://youtu.be/aOIYqlJNGFI filmet af Hilal Lamaa (Copenhagen Productions)

Sprog og ord lægger sig nysgerrigt op ad hinanden, når arabisk og engelsk blandes i 3 oplæsninger fra den selvbiografiske flygtningeroman ”In the Depths of Hell”(USA, 2014) af forfatteren Salam Ibrahim (Irak), der læser på arabisk sammen med skuespilleren Sue Hansen-Styles (England), der læser på engelsk. Egentlig skulle Salam på arabisk have læst sin tekst fra bogen sammen med Sue på filmuddraget fra arrangementet, men det arabiske må vi have til gode til selve arrangementet.

Det er en hård bog at læse. Men det er også en nødvendig bog, der bliver stående som vidnesbyrd for det, der er sket. Som et mindesmærke over de lidelser, der har været – og som forfatteren stadig bærer med sig, såvel fysisk som psykisk. Bogen er som et rekviem og er hård som en knytnæve. Det er slet ikke velbehagelig læsning, men hvordan skulle den også kunne være det. Jøderne har Auschwitz som deres smertepunkt. Kurderne har Saddam Husseins giftgasangreb i Anfal som deres. Bogens undertitel  ”A documentary novel about a survivor of chemical warfare in Iraq” siger det hele. Med et næsten ubærligt smerteligt greb om læseren gør den i passager bogen til tindrende litteratur, der tillader at vi ser med hans øjne. Vi ser alt det forfærdelige, men også den bagvedliggende kærlighed, der har båret og drevet forfatteren og beretningen frem.
 
 
 Her to uddrag fra bogen:
 
Om Umm Fuad ved sin mands grav:
“As soon as we finished our meal Umm Fuad asked about her husband´s grave. The faces of those present were confused and we gazed at each other waiting for someone to be brave enough to take the initiative. She asked the question twice more. Our hearts sank to the bottom of our feet and we persisted in silence, turning our eyes away towards the peaks and hills and treetops until we were saved by Bahar, who said, "I will take you to it."”
“I was focusing on her standing there and noticed that she had started to mutter something. There was something dignified and magnificent about her silent mutterings. Then, slowly, her voice started to be heard. Though weak and distorted at first, little by little it became more understandable and clear enough for us standing off to the side to understand. She started telling their love story as if he was standing there, occasionally responding as though they were having a conversation.”
 
 
Det næste uddrag skildrer forfatterens tanker, mens han er i Holland for at vidne ved menneske-rettighedssdomstolen i Haag i sagen mod de ansvarlige for giftgasangrebet ved Anfal, som forfatteren selv blev udsat for.
 
"I could not find the Dutch taxi driver who was supposed to be waiting for me at the airport in Amsterdam. I waited a bit before I made a call to one of my friends living in The Hague who advised me to take the train. I bought a ticket and went down to the railway platform. Night had fallen. I sat in a chair next to the window and relaxed while contemplating the faces of the passengers. I was listening to the Dutch language but could not understand it. Their faces were different than the Danish. There was definitely a larger mixture of races in the workers and travelers at the airport, the people waiting on railway platforms, the tram passengers... For some reason it made me more comfortable. No one was staring at you, or ignoring you after long glance. At best, if wanting to engage in a conversation, the first thing that one said would remind you that you were a foreigner and make you feel like an outsider: "Hvor kommer du fra?" ("Where are you from?")
Despite having gained Danish citizenship, I can still feel the deep gap between myself and some of the native citizens; they have a tendency to put up barriers over the smallest detail during any interaction. This is what happens to foreigners every day in Denmark. Slowly, my mind drifted away again, away from the passengers and the noise of the vehicle…"


Det sidste uddrag skildrer forfatterens flugt lige inden de når frem til den  tyrkiske grænse.
 
"“Let’ s go!”
We were heading down through the risky mountain paths. The sounds of liveliness were coming from the waiting crowds, giving us hope to continue on our way. We were no longer thinking about the two guys who left us there, hopeless, but about the future and what we were to expect. Before we could reach the crowd and blend in with them, the two women changed their Peshmerga clothing and put on the traditional Kurdish attire we had taken. We then blended with the crowd. Everything was shared, from misery to cups of tea to food. The refugees had become like a large family, facing the unknown together, trapped between the Turkish border guards on one side, and the advancing Iraqi army on the other. We joined a family for a meal and they gave us food, water and hot tea for it was very cold and we were in a mountainous region. I don't know how we spent that night surrounded by the light of small fires among the rocks. I was imagining myself living in a novel telling of enduring civil war, deportation, fear and tyranny. Those memories reminded me of John Steinbeck's novel The Grapes of Wrath, and One Hundred Years of Solitude by Marquez."
 
"I stood up from where I was sitting, and my wife asked me, "Where are you going?"
"I'm going for a walk." "I fear losing you."
I replied laughing, "We are all lost!" and added, "Don't worry. I'll be back.""
 
 

Illustration: Bodil Molich


 Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":





Blog-indlæg om arrangementet: