Omslag: Peter H. Olesen med foto af Karsten Bjarnholt. Vignet. Lise Rønnebæk.
Karsten Bjarnholt åbner sin
seneste digtsamling DEN DYBERE MENING med et citat fundet på en bilrude i
København K, hvori der skældes og
smældes over en andens uhensigtsmæssige bilparkering. Så er scenen sat, og hvad
den dybere mening angår, så kan alting ske efter den åbning. Udgivelsen består af 37 digte og 1 novelle
og er ifølge værklisten nr. 23 siden Bjarnholts debut i 1970.
I det første digt MELANKOLIUM skriver Bjarnholt: ”og vennerne dør/en efter en. Jeg spurgte/hende om melankolien findes/hvis man står på hænder”
Sproget er som en trampolin, hvor melankoli og humor blandes og skaber billeder i hovedet på læseren. Hvis der er tale om trampolinspring, så drejer det sig om nøje indstuderede spring og hop. Det er en sagtmodig lunhed, der kæder stort og småt sammen, så jeg som læser læner mig velbehageligt tilbage, for jeg er i selskab med en ferm pennefører.
I digtet DEN ØDE Ø handler det om ”…drømmen om en dag at blive reddet”
Der er kongedigte og digte ”om splejsen/i familien/der ikke vil/vokse.”
Sproget bobler vellystigt. Der er hele tiden en flertydig dobbelthed, som i digtet KOLONIHAVEN, hvor der står: ”Sammenholdet er fantastisk/vi passer os selv i haverne/undtagen vores formand/der har kontrol på hjernen.”
Sproget bliver som nyvasket, når det i LUFTPOSTBREV bliver vasket frit af andre betydninger end det, der oprindelig lå i ordet. Det er netop det, der er så spændende ved lyrik som denne, hvor vi låner et nyt blik på livet og verden. Måske kan man ligefrem sige, at lyrikerne vasker verden ren for os, for med bare enkelte linjer at genskabe verden, fra før den gik af led. Det er en fornem gerning. Halsløs, udsat og marginaliseret – og alligevel formår den, når der er saft og kraft i sproget og en masse på hjertet parret med en vellystig og nysgerrig tilgang til gerningen, at hæve sig op over det hele – og lade os se os selv og livet i et befriende nyt perspektiv.
I MORGENLYS lukkes vi ind i skabelsen af en lykkerus, der er så tyst smittende, at den forplanter sig direkte til læseren. Jeg har slet ikke lyst til at træde ud igen. Vil gerne blive der – og jeg skynder mig at genlæse digtet.
Bjarnholt er en ældre herre, men digtet er så dugfriskt, som var det skrevet med en purung bevidsthed, der indtager verden og glæder sig over det største i det mindste for første gang.
I ORDET VI IKKE KUNNE HUSKE og VI STOD TIDLIGT OP er det alt det uforståelige, der sætter sig fast i vor bevidsthed, og alt det forunderlige der aldrig forlader os.
Nogle af digtene formår som i JORDBÆR at sige det hele, uden at sige noget.
”Den gamle hund døde om vinteren/Jeg så det øjeblik hvor hundens lille sjæl/forlod den som et lysglimt i frosten/
Og derefter lå den i kulden og stivnede/indtil den blev gravet ned helt derhenne/hvor vi har jordbær om sommeren.”
Liv og død kædes sammen. Sammenhængen mellem den døde hund og de kommende jordbær giver mening til meningsløsheden, og alting opnår den smukkeste balance, når det hele registreres og præciseres så konkret, som Karsten Bjarnholt formår det her.
Det er lidt det samme, der sker i DEN MORGEN, hvor døden og livet danser sammen, men alligevel finder sammen i et trist favntag, der også rummer sin egen mening:
”Ved siden af den døde i sengen/lå katten i en solstribe på gulvet/På ruden flaksede/en dagpåfugleøje
Senere kom sygeplejersken/i den kommunale bil/og lukkede sig ind/med nøglen til nr. 7A.”
Det er ingen normal TOGTUR, men det er sigende for Bjarnholts poesi, når en ganske almindelig og måske kedsommelig DSB-tur befolkes med engle. Billetkontrollen bliver en visitation til Himlen og lader det slutte med linjerne:
”Englen ringer til hende/der lyver om at der er/fri abort til uge 18.
Endelig Nørrebro/hvor tiden står stille/som et ur der er gået i stå/
Gud sidder på en bænk/oppe i lyset og sludrer/med en hjemløs.”
Digtning kan om noget give os et blik ind i det hinsides – og lade os se indad. Når vi læser digte, får vi et konglomerat af livet. Vi låner digterens ord og øjne, og med dem kan vi - i de heldigste øjeblikke - se os selv og livet på ny. Det er som om digtningen endnu mere end skønlitteraturen formår at bringe os længere ind på livets ubetrådte stier og vise os nye steder, måske fordi alting er så komprimeret og fortættet, sådan som det er i DEN DYBERE MENING.
Halvvejs gennem digtsamlingen virker det som om, at der slet ingen mening er, eller som om der er mange meninger – og at det har sin egen mening, at jeg som læser netop sidder med Bjarnholts seneste digtsamling – og føler mig meget beæret over det.
Meningen er måske, sådan som der står i SJÆLEN PÅ DR. LOUISES BRO:
”I digtet er den/dét bogstaverne/skjuler.”
I HAN ÅBNER DØREN og FOR SIDSTE GANG møder vi ensomheden og selvmordet. Men vi ser det indefra. Det sætter en krog i sjælen, og vi tager det med os videre.
Digtet kredser om det, der er - og især om det, der ikke er.
I NERVØSITET ”vil han skrive et digt/om de ting på bordet/hun ikke bar ud.”
I titeldigtet finder vi katten igen: ”varme øjne/og katten der ligger/i en solstribe på gulvet/og sover evigheden tynd.”
I ALLE MENNESKER ER TURISTER konkluderes det til sidst: «Vi ér turister/ i hinandens/liv!»
At vandre gennem Karl Bjarnholts seneste digtsamling er som at sætte sig i solen og lukke øjnene, mens solen varmen én og tankerne falder til ro. Han kombinerer de første og de sidste sansninger på en måde, så liv og død bliver eét. Det er måske den dybeste mening!
Mit yndlingsdigt fra samlingen er dette:
GLEM IKKE DE BLÅ BADEBUKSER
Selvfølgelig skal han ikke tro
han er noget ud over det almindelige
fordi han engang red på en bølge
i blå badebukser og blev løftet
på bølgen højere op end havet
kan bære en lystløgner.
Spørg hellere mågerne og fiskene
og de krabber der tror at fisk
flyver om ham på en bølge
i et anfald af harme og vægtløshed
Men tæl dem ikke, bølgerne
Du bliver gammel af det.”
Der er kongedigte og digte ”om splejsen/i familien/der ikke vil/vokse.”
Sproget bobler vellystigt. Der er hele tiden en flertydig dobbelthed, som i digtet KOLONIHAVEN, hvor der står: ”Sammenholdet er fantastisk/vi passer os selv i haverne/undtagen vores formand/der har kontrol på hjernen.”
I MORGENLYS lukkes vi ind i skabelsen af en lykkerus, der er så tyst smittende, at den forplanter sig direkte til læseren. Jeg har slet ikke lyst til at træde ud igen. Vil gerne blive der – og jeg skynder mig at genlæse digtet.
Bjarnholt er en ældre herre, men digtet er så dugfriskt, som var det skrevet med en purung bevidsthed, der indtager verden og glæder sig over det største i det mindste for første gang.
”Den gamle hund døde om vinteren/Jeg så det øjeblik hvor hundens lille sjæl/forlod den som et lysglimt i frosten/
Og derefter lå den i kulden og stivnede/indtil den blev gravet ned helt derhenne/hvor vi har jordbær om sommeren.”
Liv og død kædes sammen. Sammenhængen mellem den døde hund og de kommende jordbær giver mening til meningsløsheden, og alting opnår den smukkeste balance, når det hele registreres og præciseres så konkret, som Karsten Bjarnholt formår det her.
Det er lidt det samme, der sker i DEN MORGEN, hvor døden og livet danser sammen, men alligevel finder sammen i et trist favntag, der også rummer sin egen mening:
”Ved siden af den døde i sengen/lå katten i en solstribe på gulvet/På ruden flaksede/en dagpåfugleøje
Senere kom sygeplejersken/i den kommunale bil/og lukkede sig ind/med nøglen til nr. 7A.”
”Englen ringer til hende/der lyver om at der er/fri abort til uge 18.
Endelig Nørrebro/hvor tiden står stille/som et ur der er gået i stå/
Gud sidder på en bænk/oppe i lyset og sludrer/med en hjemløs.”
Meningen er måske, sådan som der står i SJÆLEN PÅ DR. LOUISES BRO:
”I digtet er den/dét bogstaverne/skjuler.”
Digtet kredser om det, der er - og især om det, der ikke er.
GLEM IKKE DE BLÅ BADEBUKSER
Selvfølgelig skal han ikke tro
han er noget ud over det almindelige
fordi han engang red på en bølge
i blå badebukser og blev løftet
på bølgen højere op end havet
kan bære en lystløgner.
Spørg hellere mågerne og fiskene
og de krabber der tror at fisk
flyver om ham på en bølge
i et anfald af harme og vægtløshed
Men tæl dem ikke, bølgerne
Du bliver gammel af det.”
Karsten Bjarnholt
DEN DYBERE MENING
36 digte og 1 novelle
Melodika 2026, 57 sider
.jpg)
Omslag: Peter H. Olesen med foto af Karsten Bjarnholt.
Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser
fra KULTURDAGE I ISHØJ.
Mød kARSTEN bJARNHOLT
om lørdagen den 19. september 2026
Se program
Plakat: Lise Rønnebæk.
