Ørkendrømme: Anmeldelse: LIVSFORTÆLLINGER. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom af Benthe Ploug

tirsdag den 1. juli 2025

Anmeldelse: LIVSFORTÆLLINGER. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom af Benthe Ploug

”Ingen kan bygge dig den bro ad hvilken netop du må overskride livets flod. Ingen undtagen du alene. Ganske vist findes der talløse stier og broer og halvguder, som vil bære dig over floden, men kun på bekostning af dig selv, du vil da pantsætte og miste dig selv. Der findes i verden én eneste vej, som ingen undtagen du kan betræde.”

Citatet er af Friedrich Nietzsche, og Benthe Ploug gengiver det i bogens fyldige indledning. Jeg føler umiddelbart en form for spændt forventning til de ventende vidnesbyrd, som bogen lader til at være fuld af, og ærgrer mig over, at jeg først skal læse både forord og indledning, før jeg først på side 32 når frem til en præsentation af de stemmer, der optræder i bogen. Men det er med fuldt overlæg og det viser sig både at være viist og forstandigt, for de efterfølgende stemmer har brug for det opbyggede rum som skitseres på de første sider, men det opdagede jeg først væsentligt senere.

Der er meget som jeg tager med mig fra læsningen. Blandt andet dette udsagn fra indledningen: ”Hvis vi bliver 85 år, men vores tanker, adfærd, vaner og bevidsthed fortsat kredser om de samme emner, som da vi var 40, må vi spørge os selv og hinanden om værdien i at blive næsten dobbelt så gammel i dag som for 100 år siden. Hvad er det uvurderlige og helt enestående i et langt liv, hvis det liv primært leves med en repeterende adfærd?”

Bente Ploug er uddannet psykoterapeut i England. Hun har været praktiserende gennem en årrække samt undervist på højskoler og været superviser indenfor socialpsykiatrien og misbrugerområdet. Har studeret ved Esalan Instituttet i USA. Auroville i Indien og Damanhur i Italien. Gennem mere end 20 år været leder af Psykoterapeutisk Uddannelses Center i Hillerød. Men vigtigst i denne bogsammenhæng er, at hun bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Der er en fornøjelse at læse. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

”Men ældre kan noget, yngre ikke kan. Ælde kan genkende cyklusser, erindre historierne og sætte dem i perspektiv, de har rigtig meget, de kan give videre til egne og andres børn og børnebørn. De kan dele ud af deres liv og deres livshistorier til gavn og glæde for andre, der så kan få sat deres eget liv i perspektiv. De kan hjælpe os alle til at finde ind til noget almenmenneskeligt – vi har alle været børn – og er vi heldige, bliver vi alle gamle.” (indledningen, s. 19).

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten, sådan som det sker i det næste citat, der skildrer, hvordan forfatteren selv er til stede i det skrevne uden at trænge sig på. Det er en balancegang, der ikke er nem, men det fungerer her:

”William Faulkner, der i 1949 modtog Nobelprisen i litteratur, skriver et sted at: ”Fortiden dør aldrig, den er end ikke fortid.” Vi bærer vores historie med os på ondt og godt, ”borte findes ikke”, som min ungdomskæreste sagde og kyssede mig i nakken, mens jeg for rundt og ledte efter noget, jeg troede var blevet væk. Intet andet end materielle ting kan blive væk, selv om det ikke ligger lige fremme foran os.” (s. 21).

Benthe Ploug spørger fx: ”Hvad nu, hvis det jeg skal stille op er ensbetydende med at være og ikke at gøre?” (s. 22). Senere skriver hun: ”Vi kan måske ikke få svar på spørgsmålet om, hvorfor vi lever, men vi kan undersøge og finde ind til, hvordan vi ønsker at leve.”

Bagefter er banen kridtet op til de medvirkende, der er en blanding af velkendte stemmer fra det offentlige rum og af mere anonyme stemmer, der har særligt stærke historier og levede livserfaringer. De er alle blevet bedt om at besvare samme spørgsmål:

Hvad er noget af det væsentligste, du har lært i dit liv?

Hvad er den største gave, livet har givet dig?

Hvad vil du give videre til den næste generation?

Bo Schiøler (70 år) beretter om ustabilitet i opvæksten og om at bryde forholdet til en meget dominerende mor allerede som 15-årig. Om angst og behandling på Montebello daghospital, og konkluderer: ”Konkret videregiver jeg en hel masse sange. Jeg har altid vægtet, at når jeg skriver sange, må jeg aldrig lyve, jeg må aldrig være smart, jeg skal være helt ærlig. Jeg har skrevet over 700 sange, hvoraf de 200 er rigtig gode, resten er skrevet, fordi der sad nogle børn, der var lovet nogle sange til på tirsdag!” Det er en stærk menneskelig beretning.

Christian Andersen (72 år) beretter om, at han i en alder af 21 år, fik en betændelsestilstand i ryghvirvlen, ”der gav mig mange smerter og gener. Men det åbnede også min verden op, for jeg begyndte at interessere mig for andre dimensioner af livet”. Han konkluderer bl.a. ”Vi er som Vorherres strikkepinde, og vi skal passe på, at vi ikke taber maskerne.”

Særligt interessant er det at læse, hvad Erik Gyllenkrone-Rystenstenen (85 år) svarer. Det er typisk de levede liv, der når ud til grænserne og også gerne overskrider dem, der giver stof til eftertanke. Der er også flere skildringer af kvindeliv, der blot lever indenfor de afstukne grænser, og de erfaringer bliver i denne sammenhæng blot affyringsrampen for de mere ekstraordinære livserfaringer, der brænder igennem med størst lys og lue – og som er fascinerende at læse. Men der er også beretningen fra Else Olsen (91 år). Den er rørende og virker som en fredfyldt bølge. Eva Hansen (70 år) efterlader en åndelighed, der også inspirerer. Gerda Tune Andersen (82 år) beretter: ”Mødet med de fremmede kulturer og religioner, ikke mindst med buddhismen, satte sig tydelige spor i de værker, jeg kom til at lave, og har betyder meget for min udvikling.” (s. 85).

Det er stærkt, når Inge Lise Thorkild-Hansen (81 år) skriver: ”Jeg vidste godt, at jeg levede mit liv forkert, især fordi jeg levede på andres præmisser, men jeg gad ikke gøre noget ved det, jeg var åndeligt doven.” I samme beretning skildrer hun sin mands død: ”En af de sidste dage, han levede, da jeg sad ved hans seng, bad han mig om at slukke det stærke lys, der brændte ved hans side, og jeg måtte sige, at hvis han ønskede det lys slukket, måtte han selv gøre det, da han var den eneste, der kunne gøre det, og så faldt han hen.” Det er en af bogens mest spændende beretninger. Måske fordi den også er problematisk, da den rejser det svære spørgsmål, om vi hjælper andre, fordi vi ikke formår at hjælpe os selv – eller hjælper vi, fordi det samtidig er en måde at hjælpe og heale os selv på?

Det er det overraskende og tankevækkende, der bliver stående efter endt læsning.

I afsnittet om Jens Hjorth (76 år) fortæller han om at købe et folkevognsrugbrød, fordi de ville til Indien. De kørte 38.000 km. Han konkluderer at det er ”vigtigt at huske på, at had binder, det er kun kærligheden, der kan gøre os frie.”

Karin Aase Larsen (87 år) fortæller: ”…det gik op for mig, at jeg kun så den virkelighed, jeg ville se.” På spørgsmålet om, hvad der er den største gave, livet har givet dig?, svarer hun: ”At få lov til at se og erkende.”

Det er rørende og smukt, når 91-årige Kirsten Weikop slutter med ordene: ”Glæd dig over dit liv, og lad dig ikke begrænse, jeg har for eksempel lige købt en boksmadras med 25 års garanti.”

Det går igennem flere af bogens tekster, at noget af de vigtigste har været fællesskabet eller den betydning, som de har haft for andre eller andre har haft for dem.

Der er flere i bogen, der siger alt det forventelige. Alt det, der klinger alt for rigtigt og som dårligt kan anfægtes, for det kan vi alle enes om, men i denne spændende og alsidige samling vidnesbyrd, kommer det til kort. Det ender som ord og som filosofisk tågesnak. Det gælder selvfølgelig ikke for dem, der lever efter det. Enhver er salig i sin tro. Men det løfter sig ikke fra papiret. Man kan omvendt sige, at nogle af de fremhævede samtaler netop glimter, eftersom de andre også er med. De tager afsæt i det levede liv og bringer det helt tæt på os. Det er en nærende oplevelse at læse de 32 bud på, hvad livet har at tilbyde – og hvad vi kan give tilbage til livet.