Nu er jeg menneske igen - 6
For 20 år
siden blev forfatteren Kirsten Thorup stillet en ganske særlig opgave udfordring, der
blev en kæmpe udfordring og kastede Kirsten Thorup ud i en enorm research blandt tyrkiske piger og deres forældre, blandt
iranske politiske flygtninge og blandt bosniske krigsflygtninge, og som resulterede
i forestillingen ”Projekt Paradis” på Betty Nansen Teatret i Peter Langdals
instruktion i december 1996. Et stykke i tre dele på tilsammen 4 timer, der
forgik på 3 scener. Skuespillet udkom i bogform kort efter premieren på
forlaget GAD. Men hvad har ændret sig siden dengang? Hvad var det mest
overraskende som hun stødte på under sin rearch på et tidspunkt, hvor debatten
var så meget anderledes? På et tidspunkt, hvor fronterne slet ikke var trukket
op som de er i dag. Hvad er der sket i årene siden, og hvordan ville det tage
sig ud, hvis hun i dag skulle skrive stykket igen? Og hvad er det egentlig i
hende, der har fået hende til igen og igen at engagere sig og give stemmen til
dem som ingen har? Hvor kommer det engagement fra?
Jeg er
meget glad for at have mulighed for at spørge Kirsten Thorup om det til
arrangementet i overmorgen på Betaniahjemmet.
Her er et
uddrag fra manuskriptet til forestillingen ”Projekt Paradis. En triologi” (GAD,
1997). Det er
taget fra den midterste del med titlen: ”Talkshow”.
”22.Træerne.
Hvis jeg er ligeglad med hvad danskerne tænker, rammes jeg ikke så dybt af al den propaganda imod flygtninge i medierne og fra nogle politiske partier.
Jeg var tvunget til at flygte. Jeg er ikke her for at udnytte det danske system. Danskerne glemmer at flygtninge ikke er ofre. Vi er stærke mennesker. Vi har taget store beslutninger. Vi har gjort modstand. Vi er som træerne. Når vi kommer her, har vi kun rødder. Der er ikke noget over jorden. Så vokser vi op igen. Plantet om i den fremmede jord. Vi mister forbindelsen med vores rødder. Nu er der kun stammen og grenene, de grønne blade. Alt det der er over jorden. Men vi har intet rodnet mere. Vores rødder er kappet af. Sådan nogle træer er lette at vælte.”
Hvis jeg er ligeglad med hvad danskerne tænker, rammes jeg ikke så dybt af al den propaganda imod flygtninge i medierne og fra nogle politiske partier.
Jeg var tvunget til at flygte. Jeg er ikke her for at udnytte det danske system. Danskerne glemmer at flygtninge ikke er ofre. Vi er stærke mennesker. Vi har taget store beslutninger. Vi har gjort modstand. Vi er som træerne. Når vi kommer her, har vi kun rødder. Der er ikke noget over jorden. Så vokser vi op igen. Plantet om i den fremmede jord. Vi mister forbindelsen med vores rødder. Nu er der kun stammen og grenene, de grønne blade. Alt det der er over jorden. Men vi har intet rodnet mere. Vores rødder er kappet af. Sådan nogle træer er lette at vælte.”
Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":
FB-side: https://www.facebook.com/events/179171192421576/
Uddrag på film: https://youtu.be/aOIYqlJNGFI
Uddrag på film: https://youtu.be/aOIYqlJNGFI
Blog-indlæg om arrangementet:
1) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/det-bedste-og-det-vrste.html
2) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/prolog-nu-er-jeg-menneske-igen.html 1) http://msvennevig.blogspot.dk/2015/11/det-bedste-og-det-vrste.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar