Foto: Per Morten Abrahamsen
Forestillingen indledes med et skud og slutter med et. Det
er historien om en vildand. Om at ofre sig for det man har kært, men også om, hvad
der sker, når man ofrer sig forgæves. Teksten er god. Det er en klassiker, der
handler om livsløgne og om ”den ideelle fordring”. Om idealer og livsløgne. Gregers
Werle, rigmandssønnen, og hans gamle skolekammerat Hjalmar Ekdal, hvis far er
gået i hundene, mødes igen efter mange år. Tidligere var de to sønners fædre
kompagnoner, men den ene kom i fængsel og den anden blev frifundet. Den ene fik
sig snoet udenom på grund af manglende beviser, mens den anden blev fængslet,
for noget som de vist begge havde været lige gode om. Rigmandssønnen har det
godt på fornemmelsen, og for at råde bod på det, gør han det til sin livsopgave at åbenbare hele sandheden for sin gamle
skolekammerat.
Sønnernes roller er fra Ibsens hånd slet ikke så lette at
gå til, for hvis de spilles for entydige, bliver stykket uinteressant, så det
står og falder med skuespillerne i sønnernes roller. I Thomas Bendixens lydefri
iscenesættelse spilles de fuldt dækkende af Morten Suurballe og Kristian
Halken. Det er et godt greb at lade Surballes rigmandssøn fremstå nervesvækket
og manieret, for det gør hele hans forsæt med ”at ville gøre en forskel” endnu
mere skingert. Især i mødet med Kristians Halkens elskelige familiefar.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Halken spiller så afvæbnende menneskeligt, at vi føler med
ham, selv om han er påfaldende svag og ude af trit med omgivelserne og sig selv.
Hans hængende skuldre og sjokkende gangart. Vi genkender hans sårbarhed, hans
glæde og forladthed. Hans lykke er så lille og så skrøbelig, at den er dømt til
at gå under, og det er det, der sker i mødet med rigmandssønnen Gregers.
Selv ikke datterens rolle, Hedvig (Neel Rønholt), der på
papiret virker gammeldags og ude af trit med en ung pige af i dag, falder
igennem, når den bliver spillet så begavet og hengivent som det sker her.
Bodil Jørgensen, der spiller hans kone, Gina, slår ikke ud
efter ham, for hun ved alt for godt at han vil styrte ved den mindste modgang.
I stedet støtter hun ham, og hjælper ham ind i det lykkeland han søger mod, indtil det hele ramler sammen. Bodil Jørgen er noget ganske særligt, for
ingen kan som hun være sitrende. At sætte hende op mod Werle-familiens stålsatte
nye husbestyrerinde i skikkelse af Camilla Bendix er en fornøjelse at iagttage.
Det er kun en ganske lille scene de to har i 4. akt, men den svier helt ind i
sjælen. Rollebesætningen er mere end fin. Den er kongelig.
Foto: Per Morten Abrahamsen
Det er svært at skabe intimitet på Skuespilhusets kæmpestor
scene. Opsætningen er stor og spektakulær, men det er stadigvæk et kammerdrama,
der ville kunne spilles lige så godt, hvis ikke bedre på en ganske lille scene
og næsten uden rekvisitter. For vi ser aldrig vildanden. Det hele ligger lige
under overfladen og bobler. Ibsen formår at hage sig fast i de sprækker, der er
i de menneskelige forsvarsværker. Han ridser og kradser, indtil den første mursten
løsner sig. Så nok én og én til. Til sidst er det hele væk.
Hvis Ibsen har en morale, er det at vi skal vogte os for ”den
ideelle fordring”. I stykket viser han os hvorfor. Der er mange, der vil tale
vores sager - på vores vegne. Det er de farligste.
Dog gør strygninger i tekstens begyndelse, hvor 3 mindre
roller er skåret væk, at Gregers Werles slutbemærkning om ”at være den 13. til
bords” delvist falder til jorden. De strøgne passager i starten, relaterer sig
til det. Det fjerner noget af det ildevarslende, der foregriber slutreplikkens
pointe. Historien er så fint orkestreret fra Ibsens hånd, at det griber
forstyrrende ind, når man forkorter og derved ændrer, for det er i starten at der
bygger op til slutreplikken. Udeladelsen gør at Gregers kommer til at fremstå
dæmonisk, som om han med vilje har
villet være ond, men det er netop Ibsens pointe, at hans ærinde er det
modsatte. Han vil det gode og det ideelle,
selv om det kun er det onde han opnår.
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar