Anmeldelse: ”George Kaplan” på Husets Teater

Opstilling til gruppebillede. Men der er noget galt. De oplæste paroler klinger ikke rigtigt. En af de fem, en kvinde, hiver sin maske af, for det er umuligt både at se teksten og læse den højt, mens man har maske på. Hun insisterer på at enten skal man have maske på eller også skal man læse. Det er umuligt at læse med maske på. Det udvikler sig til tumult. Det er svært at få ørenlyd og endnu sværere at blive enige om noget. For hvad laver de egentlig sammen og hvorfor? Hvorfor skal de altid mødes i det afsides beliggende sommerhus? Er det en aktion eller en manifestation - og er det del af et oprør? Hvad er det egentlig de vil?
 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Der leges kispus med publikum lige fra starten. Snart narres vi til at tro det ene og snart det andet. Vi deler rådvildheden. I referat lyder det ikke som meget at være fælles om. Men teksten er så fermt skrevet af den unge franske dramatiker FRÉDÉRIC SONNTAG at den veksler mellem det morsomme og det bidende sarkastisk og balancerer dygtigt imellem det karikerede og det sandsynlige. En fornemmelse af noget snigende breder sig. Det er snedigt udtænkt og djævelsk velskrevet. Vi er så tæt på at forstå, hvad det drejer sig om, og alligevel smutter betydningen os af hænde hele tiden. Hvad sker der når idealismen bliver skinger, og når visionen bliver sløret og virkeligheden ikke længere hænger sammen? Hvad betyder det, når vi ophæver virkeligheden og træder ind i vores egen selvskabte verden? Hvad sker der, når idealisme bliver aktivisme, der munder ud i terrorisme? Hvem er George Kaplan? Hvad er George Kaplan? Er vi alle George Kaplan?

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Forestillingen er inddelt i tre akter, der spilles uden pause. I 1½ time sidder vi på pinde. Ordene galoperer gennem luften. Første akt, i sommerhuset, fungerer som ekspositionsdelen, hvor temaet præsenteres og gennemspilles som var det et stykke musik, der langsom foldes ud og gennemspilles i forskellige intervaller og tempi. I anden akt overværer vi en workshop, hvor højtbetalte og velkvalificerede manuskriptfolk byder ind på opbygningen af senarier omkring oprør, angreb og terrorisme. Det er det samme, der gennemspilles i nye omgivelser med andre mennesker. Teksten er bygget ind i samme konstruktion, sådan så man som publikum begynder at ane en større sammenhæng. For hvad er det egentlig vi er vidne til? Hvad er det der foregår? Det er ikke som det ser ud. Slet, slet ikke. Det samme gentager sig i tredje akt, hvor vi har bevæget os ned af magtens korridorer og hvor påklædningen er stramme habitter og figurskårne spadseredragter. Nogle af manuskriptforfatternes vilde ideer er blevet virkelige.
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?

 



 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Stykket er som en kinesisk æske, hvor scener og ord er pakket ind i hinanden. Efter den afsluttende black out er der især en replik fra 2. akt, der står tilbage og klinger gennem mørket, og som måske siger noget om George Kaplan og ikke mindst om denne seværdige forestilling:

”… det handler ikke om at fortælle historier.... Det handler om at fremkalde det man ikke kan se. Det man aldrig før har set. At skabe billeder som foruroliger og forstyrrer vores drømme og erindring. At fremkalde skyggerne, spøgelserne. Det handler om at kaste lys over netop det udsnit af mørket, som giver skyggerne liv.”

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Måske er det hele vores menneskelighed, der står på spil, for hvad er der tilbage, hvis vores fælles fortælling ophører? Det er spørgsmål som forestillingen rejser. Det er illusionsløst teater, der gør ondt langt inde i sjælen. Vi er magtesløse i hænderne på det glimrende skuespilhold bestående af Mads Wille, Henrik Prip, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Sarah Boberg. Den unge begavede franske dramatikers tekst er svær at spille og endnu sværere at få til at leve. Det er faktisk bemærkelsesværdigt at det lykkes så godt. Instruktøren Christoffer Berdal har orkestreret stemmerne på scenen, så vi krymper os. Spillerne opbyder det fineste ensemblespil. Det er forrygende. Kun Henrik Prip er det forundt at træde ud af ensemblet og have en monolog i slutningen af 2. akt. Det sker så uigenkaldeligt at stykket for en stund lægger sig til hvile, og giver en slags lindring, lige der hvor smerten er stærkest. Det er knugende uhyggeligt, men der rummes også poesi i tomrummet mellem liv og død, hvor håbet folder sig sammen og tilintetgører sig selv. Det er svært at komme til live efter forestillingen. Det er svært at finde tilbage i sig selv. Efter dette teaterstykke er man en anden.  

 

 

GEORGE KAPLAN

 EN THRILLERKOMEDIE OM KAFFE, KONSPIRATIONSTEORIER OG CLIFFHANGERS

MED: MADS WILLE, HENRIK PRIP, ELLEN HILLINGSØ, OLE LEMMEKE, SARAH BOBERG

MANUSKRIPT: FRÉDÉRIC SONNTAG OVERSÆTTELSE: MAJ BOVIN OG CATHERINE LISE DUBOST

INSTRUKTION: CHRISTOFFER BERDAL SCENOGRAFI: PETER SCHULTZ

 

 

Husets Teater fra d. 9. marts til 13. april 2013.

 http://www.husetsteater.dk/side.asp?side=9&id=391