ANMELDELSE: SNE på Husets Teater

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den forlader os aldrig. Den er inde i os.

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”, der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber.

 

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere elskerinde, og at de stadig holder kontakten.

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

SNE er frit efter den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret - ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (der i FIX & FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført  for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Medvirkende:

Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda

 

Manuskript:

Hakan Savas Mican & Oliver Kontny

 

Instruktion:

Alexa Ther

 

Scenografi:

Camilla Bjørvad

 

Lysdesign:

Antonio Rodrigues-Andersen

 

Lyddesigm:

Jes Theede

 

Oversættelse:

Kristian T. Erhardsen

 

Husets Teater

Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014

Anmeldelse: ”George Kaplan” på Husets Teater

Opstilling til gruppebillede. Men der er noget galt. De oplæste paroler klinger ikke rigtigt. En af de fem, en kvinde, hiver sin maske af, for det er umuligt både at se teksten og læse den højt, mens man har maske på. Hun insisterer på at enten skal man have maske på eller også skal man læse. Det er umuligt at læse med maske på. Det udvikler sig til tumult. Det er svært at få ørenlyd og endnu sværere at blive enige om noget. For hvad laver de egentlig sammen og hvorfor? Hvorfor skal de altid mødes i det afsides beliggende sommerhus? Er det en aktion eller en manifestation - og er det del af et oprør? Hvad er det egentlig de vil?
 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Der leges kispus med publikum lige fra starten. Snart narres vi til at tro det ene og snart det andet. Vi deler rådvildheden. I referat lyder det ikke som meget at være fælles om. Men teksten er så fermt skrevet af den unge franske dramatiker FRÉDÉRIC SONNTAG at den veksler mellem det morsomme og det bidende sarkastisk og balancerer dygtigt imellem det karikerede og det sandsynlige. En fornemmelse af noget snigende breder sig. Det er snedigt udtænkt og djævelsk velskrevet. Vi er så tæt på at forstå, hvad det drejer sig om, og alligevel smutter betydningen os af hænde hele tiden. Hvad sker der når idealismen bliver skinger, og når visionen bliver sløret og virkeligheden ikke længere hænger sammen? Hvad betyder det, når vi ophæver virkeligheden og træder ind i vores egen selvskabte verden? Hvad sker der, når idealisme bliver aktivisme, der munder ud i terrorisme? Hvem er George Kaplan? Hvad er George Kaplan? Er vi alle George Kaplan?

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Forestillingen er inddelt i tre akter, der spilles uden pause. I 1½ time sidder vi på pinde. Ordene galoperer gennem luften. Første akt, i sommerhuset, fungerer som ekspositionsdelen, hvor temaet præsenteres og gennemspilles som var det et stykke musik, der langsom foldes ud og gennemspilles i forskellige intervaller og tempi. I anden akt overværer vi en workshop, hvor højtbetalte og velkvalificerede manuskriptfolk byder ind på opbygningen af senarier omkring oprør, angreb og terrorisme. Det er det samme, der gennemspilles i nye omgivelser med andre mennesker. Teksten er bygget ind i samme konstruktion, sådan så man som publikum begynder at ane en større sammenhæng. For hvad er det egentlig vi er vidne til? Hvad er det der foregår? Det er ikke som det ser ud. Slet, slet ikke. Det samme gentager sig i tredje akt, hvor vi har bevæget os ned af magtens korridorer og hvor påklædningen er stramme habitter og figurskårne spadseredragter. Nogle af manuskriptforfatternes vilde ideer er blevet virkelige.
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?

 



 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Stykket er som en kinesisk æske, hvor scener og ord er pakket ind i hinanden. Efter den afsluttende black out er der især en replik fra 2. akt, der står tilbage og klinger gennem mørket, og som måske siger noget om George Kaplan og ikke mindst om denne seværdige forestilling:

”… det handler ikke om at fortælle historier.... Det handler om at fremkalde det man ikke kan se. Det man aldrig før har set. At skabe billeder som foruroliger og forstyrrer vores drømme og erindring. At fremkalde skyggerne, spøgelserne. Det handler om at kaste lys over netop det udsnit af mørket, som giver skyggerne liv.”

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Måske er det hele vores menneskelighed, der står på spil, for hvad er der tilbage, hvis vores fælles fortælling ophører? Det er spørgsmål som forestillingen rejser. Det er illusionsløst teater, der gør ondt langt inde i sjælen. Vi er magtesløse i hænderne på det glimrende skuespilhold bestående af Mads Wille, Henrik Prip, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Sarah Boberg. Den unge begavede franske dramatikers tekst er svær at spille og endnu sværere at få til at leve. Det er faktisk bemærkelsesværdigt at det lykkes så godt. Instruktøren Christoffer Berdal har orkestreret stemmerne på scenen, så vi krymper os. Spillerne opbyder det fineste ensemblespil. Det er forrygende. Kun Henrik Prip er det forundt at træde ud af ensemblet og have en monolog i slutningen af 2. akt. Det sker så uigenkaldeligt at stykket for en stund lægger sig til hvile, og giver en slags lindring, lige der hvor smerten er stærkest. Det er knugende uhyggeligt, men der rummes også poesi i tomrummet mellem liv og død, hvor håbet folder sig sammen og tilintetgører sig selv. Det er svært at komme til live efter forestillingen. Det er svært at finde tilbage i sig selv. Efter dette teaterstykke er man en anden.  

 

 

GEORGE KAPLAN

 EN THRILLERKOMEDIE OM KAFFE, KONSPIRATIONSTEORIER OG CLIFFHANGERS

MED: MADS WILLE, HENRIK PRIP, ELLEN HILLINGSØ, OLE LEMMEKE, SARAH BOBERG

MANUSKRIPT: FRÉDÉRIC SONNTAG OVERSÆTTELSE: MAJ BOVIN OG CATHERINE LISE DUBOST

INSTRUKTION: CHRISTOFFER BERDAL SCENOGRAFI: PETER SCHULTZ

 

 

Husets Teater fra d. 9. marts til 13. april 2013.

 http://www.husetsteater.dk/side.asp?side=9&id=391