Anmeldelse: ULVEHØJEN på Teater V

Fotograf: Lars Horn

Københavnerpremiere. Gæstespillende teaterkoncert fra Limfjordsteatret.

Sangene fra Sebastians 40-år gamle LP ULVEHØJEN (1977) er nyfortolket af Lasse Popp og bandet UMPASS. Egentlig er det far og søn, for bassisten Bastian Popp er søn af Lasse Popp, der giver krop og stemme til alle sangene. UMPAS, der er ungt, råt og sammenspillet så det er en fryd, er af Lene Bek Nielsen klædt på så de med deres hår og skæg giver amish-jødiske mindelser. De er sat op imod en lige så rå og grov scenografi, bestående af opretstående rektangulære tilspidsede spånplader, der gør det ud for en rolig baggrund, hvorover der forestillingen igennem opprojiceres film af Kim Fast Jensen. Ofte med Lasse Popp og UMPAS gående og spillende igennem en skov, eller hoppende i vandet fra en mole, eller afbildet fra en animeret julefrokost eller i et afsluttende gruppekram fra en fodboldkamp. Men ellers mest drivende skyer, hav i bevægelse og skove, der flyder forbi som billedmæssigt akkompagnement  til sangene.

 

Fotograf: Lars Horn

Lasse Popp er både skuespiller og musiker, og har tidligere prøvet kræfter scenisk med musik og tekster af CV Jørgensen, Sting og Tom Waits. Som sanger og skuespiller er han fascinerende at betragte og følge igennem forestillingens 11 sange. Mest af alt ligner han en krydsning mellem en pirat og garvet vindblæst Limfjordsfisker. Det vilde og barske blandes med noget androgynt. Den sorte hat kan både gøre det ud for en sydvest og kunne også have været båret af Buster Keaton. De har det fysiske til fælles. Popp har tydeligvis en hemmelighed, der gør at vi ikke ved, hvor vi har ham, men det sætter ham fri på scenen, når han fx brøler af os, sådan som han gør i forestillingens finale. Han brøler og brøler, og man får indtrykket af at han kan blive ved i det uendelige. At det aldrig stopper – og at det brøler videre inde i os bagefter.

 

Fotograf: Lars Horn

Som musikalske bølger ruller sangene ind over os. Hver sang har sin rytme og sit drive. Forestillingen, iscenesat umådelig fermt og legende af Marlene Smith, emmer af scenisk overskud. Enhver sentimentalitet er som blæst væk. Lasses lidt hæse sang er i centrum. Mange af sangene bliver næsten sunget vrængende, spottende og fyldt med en bitterhed, der også er synlig i teksterne, for ”Ulvehøjen´” er en af Sebastians mørkere, mere melankolske og samfundskritiske plader. Det passer fint sammen med bandets bastante og barske musikalske udtryk, sammensat af klezmer, balkan, blues og rock. Det er iscenesætterens store gevinst at alt det umage så fint kommer til at passe sammen. For det er straks tydeligt, at dette er den eneste mulige måde at fortolke og yde det samlede album retfærdighed på. De to flotteste numre er ”Vintervise” og ”Her er en sang”, og som samtidig er de to af albummets lyriske sange, der stadig befinder sig på Sebastians repertoire. Den sidste er meget passende også den afsluttende sang. Den er gennemkomponeret, ligesom de øvrige, i et nyt, vildt og halsbrækkende arrangement. Som en sang i vinden, men kunstnerisk mejslet ind i sten som et monument over en tid. Både dengang og nu. På samme måde som det er to generationer, der er på scenen og som mødes på den ulvehøj som musikken og sangene udgør. For ulvehøjen er et sted ude i skoven, hvis ikke det netop er et udtryk for, hvad Danmark var og er.  Betragtet fra den vinkel, fremstår det musikalske værk næsten profetisk. Som en frygtelig 40 år gammel profeti over, hvordan det netop er blevet i dag, hvor nationalromantikken buldrer omkring os, mens fascismen lurer i kulissen og ”vi forskanser os bag vores skærme i kontakt med hele verden, og ikke særlig meget med hinanden. Hvor alle er medlemmer af flere fællesskaber over nettet, end man lige kan tælle, mens de mere nære relationer afløses af tomhed, isolation og ensomhed...” (som teaterlederen Gitte Malling formulerer det i programindledningen). Sebastian supplerer det med ordene: ”Rent politisk var det en stram periode efter tiden med hippier og ungdomsoprør. Pladen indeholder lidt mere dystre og tænksomme tekster, hvor jeg prøver at forudse nogle af de ting, der vil ske i fremtiden. Der er en kulde i nogle af numrene, der handler om den højredrejning og de fascistiske tendenser, man oplevede rundt omkring i den periode, og som man også ser i verden i dag.”  

 

Fotograf: Lars Horn

Eneste skønhedsplet er i den karikerede kærlighedssang ”Laila-la-la”, hvor det virker akavet at Popp først forsøger at skjule en buket roser, som siden overrækker til en kvinde på første række, som om sangen er til hende. Men der SKAL være en skønhedsplet, så man bedre kan se og glæde sig over den professionelle perfektionisme, der hersker og præger alt det øvrige i ULVEHØJEN.

 

Fotograf: Lars Horn

Det gav en ekstra dimension til københavnerpremieren at opleve forestillingen med sangenes ophavsmand siddende blandt publikum. Han var også til stede på scenen, for på orglet var der placeret et lille fint indrammet portrætbillede af Sebastian. For måske er Kim Larsen den de fleste forbinder med en nationalskjald, men det burde faktisk i højere grad være Sebastian, for hans vid, visioner og store formåen som komponist er lysår hævet over den første. Det står klart efter at have været oppe på ULVEHØJEN sammen med Lasse Popp og UMPAS.

Der var udsolgt til københavnerpremieren i aftes, men der er stadig billetter til de øvrige forestillinger til og med søndag. Den er turen til Valby værd. Se den!
 

Fotograf: Lars Horn

 

ULVEHØJEN

Gæstespil fra Limfjordsteatret på Teater V i Valby fra den 10.-14. januar 2018.

Medvirkende: Lasse Popp og  UMPAS: Sune Pors Andersen, guitar, Simon Skov, orgel, tværfløjte, sax og klarinet, Mads Brander Fjeldvig, trommer, Bastian Popp, kontrabas.

Instruktør/koreograf: Marlene Smith,

Scenografi, teknik og animation: Kim Fast Jensen

Kostumer: Lene Bek Nielsen

Lys: Rasmus Hvilshøj Pedersen  

Billetter og hjemmeside.

Læs mere på Limfjordsteatrets hjemmeside

Fotograf: Lars Horn

 

 

ULVEHØJEN

 

Fredløse ulv

månen er fuld

synger og segner sanseløst omkuld

Fredløse ulv

jager i sult

krydser og ser sine potespor forfulgt

 

Og der er kun eet øje

og det er tand for tand

og den iskolde vind

og vildmarkens lov

gennem marv og ben

 

Fredløse ulv

de hører dig nu

de kommer fra mørket og flår din pels itu

Fredløse ulv

løber dit blod

i hjertet på dem, der før har stødt dig ud?

 

Og jeg tror, jeg har løjet

som ulvens overmand

jeg har den iskolde vind

og vildmarkens lov

gennem marv og ben

 

 

Tekst & musik:Sebastian

Titelnummeret fra lp´en ULVEHØJEN (1977)