Viser opslag med etiketten Jesper Hyldegaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jesper Hyldegaard. Vis alle opslag

fredag den 30. juni 2023

Anmeldelse: DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr.


Det er en fryd at opleve Moliéres DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets smukke have i Bredgade. Historien er enkel, men forviklinger er der mange af: Harpagon (Karen-Lise Mynster) er husfaderen, der elsker sine penge højere end noget andet. Hans børn, Cleante (Jeppe Ellegaard Marling) og Élise (Andrea Øst Birkkjær) har bare at indordne sig, når han frejdigt planlægger deres ægteskabelige fremtid, styret udelukkende af, hvad der økonomisk bedst kan svare sig. Uagtet at sønnen er dybt forlibt i Mariane (Nanna Skaarup Voss), mens datteren elsker Valere (Joachim Kubel). Frosine (Tina Gylling Mortensen) forsøger at få alle smedet sammen på bedste vis i håb om et lille bitte lån, før hun selv går bankerot. Men der er ingen hjælp at hente hos husfaderen, der kun hjælper sig selv, men selv nyder at benytte sig af andres hjælp. Især når det er gratis. Han har gravet sine penge ned i haven, mens han herser og regerer med husets tjenende ånder: La Fleche (Jesper Hyldegaard) og Mester Jacques (Peter Flyvholm). Tilmed har Valere ladet sig ansætte som hushovmester, for at indynde sig hos husfaren ved at tale ham efter munden i et forsøg på at vinde husfarens agtelse, men ikke mindst for at være nær ved datteren. Valere smisker og smisker, men let er det ikke. 


Foto: Bjarne Stæhr.


Sideløbende er der historien om to adskilte børn, der endelig finder sammen med deres forsvundne far, Anselme (Steen Stig Lommer). Der skal en mægler og politikommissær til at få kabalen til at gå op, begge spillet af Jakob Weble. Men hele kabalen går op til sidst. Undervejs er der de fornødne forviklinger og intriger. Det hele afvikles og spilles belevent og rapt i Madeleine Røn Juuls imponerende instruktion. Hun har bearbejdet stykket i Jesper Kjærs oversættelse. Gøje Rostrup har kreeret scenografi og kostumer.


Foto: Bjarne Stæhr.


Det er en folkelig fornøjelse at gå i Grønnegårdsteatret. Man sidder på røde bænke. Der er et godt udsyn. Skuespillerne er miket up, så man hører alt, hvad der bliver sagt. Også mågerne, der lystigt boltrer sig hen over hustagene i Bredgade. Det trækker betydelig latter, når Harpagon skælder ud på mågerne, når de larmer ekstra meget. Det er en ønskerolle for Karen-Lise Mynster - og for os andre. I scenerne, hvor Karen-Lise Mynster og Tina Gylling Mortensen er sammen, fyldes scenen af deres stærke spil, og vi kan som publikum ikke ønske os bedre selskab. Det er teater, når det er bedst. Deres timing er perfekt. De drejer rundt og sværmer om hinanden som bier om en sukkerknald. Det er lystent teater. Tina Gylling Mortensen er pragtfuld som Kirsten Giftekniv. Gøje Rostrup har klædt dem på, så deres kostumer siger det hele, inden de får sagt et ord. Den ene er prægtig, farverig og voluminøs. Den anden er sølle, grå og gerrig. Når de tørner sammen på scenen, står tiden stille. De har os i deres hule hånd. Og vi elsker det. Vi ved allerede fra starten, hvordan det vil gå, så det handler udelukkende om, hvordan det hele løses op. 


Foto: Bjarne Stæhr.


DEN GERRIGE er godt nok skrevet i 1668, hvor Moliére selv spillede hovedrollen, men de knap 400 år har ikke forældet problematikken. Det var grov kost dengang og var måske også grunden til, at Moliéres andre stykker TARTUFFE (1664), DON JUAN (1665) og MISANTROPEN (1666)  var meget mere spillet i samtiden. Mange følte sig formodentlig ramt af stykket og sådan er det måske stadig i dag.


Foto: Bjarne Stæhr.


Vi kender ham alle. Karen-Lise Mynter i bukserollen er ubetalelig. Hun arbejder sig i karakteristikken af den gerrigske af alle lige ind i hjertet på os. Egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget, der er værd at holde af ved ham, og alligevel er det en fryd at opleve, hvordan han skælder og smælder af alt og alle. Det er kun naturligt at mågerne også får deres fur. Men det rager dem. De flyver frejdigt skrigende videre. De skider det hele en lang march. Ligesom Harpagon gør. Der er ikke noget, der kan røre dem. Jeg ved ikke, hvad der optager mågerne. For Harpagon er det kun pengene. Det er sølle og trist, men på Grønnegårdsteatrets scene er det til stor moro for os alle.


Foto: Bjarne Stæhr.


Komedie er noget af det sværeste. Det skal se så tilsyneladende skødesløst ud, men det hele handler om timing. Karen-Lise Mynster får en velfortjent applaus efter sin store dødsscene. Det er urkomisk.

Hvor er det egentlig løjerlig. Vi ler og ler, mens hovedpersonen klager sin nød højere og højere. Hvor er det grotesk. Men sådan er livet. Vi lider og vi ler. Komedie og tragedie er tæt forbundet, og kan opleves med fynd og klem på Grønnegårds Teatret under en fri og åben himmel i Bredgade - og det er det hele værd.


Foto: Bjarne Stæhr.


DEN GERRIGE 

af Moliére

Grønnegårds Teatret

Odd Fellow Palæets have

28. juli - 26. august 2023


Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Peter Flyvholm, Jacob Weble og Steen Stig Lommer 

Iscenesættelse og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul 

Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup 

Oversættelse: Jesper Kjær 

Koreografi: Esa Alanne

Lyddesign og - teknik: Steen Larsen

Lysdesign og afviklingsteknik: Mikkel Magnus Olsen

Scenemester og produktionsleder: Andreas Vium Bjørn

Forestillingsleder og regissør: Anette Grove Frandsen

Sceneteknisk afvikling: Sofus Sean Bassett og Fabian Constantineanu

Instruktørassistent: Michael Vennike Nielsen

Sufflør: Christoffer Lund Skov

Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.


Hjemmeside & billetter


*

Se oversigten over de 

251 andre anmeldelser


*

lørdag den 8. april 2017

Anmeldelse: ET HUS PÅ SAND OG HÅB på Teater Får302


Fotograf: Thomas Cato
 
Da vi kommer ind i teatersalen er den første overraskelse at alt er bygget om, så scenen nu er blevet placeret på langs ud for de lange bænkerækker. Det der tidligere var en af byens mindste scener, fremstår nu i sin ombyggede form som væsentlig større. Næste overraskelse er forestillingens sprudlende spillestil. Den er dikteret og orkestreret af den ferme og iderige instruktør, Egill Pálsson. Men det undrer ikke, for hans seneste forestilling er Mammutteatrets både gribende og passionerede ”De danser alene”. Tredje overraskelse er Lucas Svenssons poetiske tekst, hvilket heller ikke overrasker efter hans to tidligere forestillinger skrevet specielt til Teater Får 302: ”Smerten” og ”Sympati for djævelen” – der begge har været blandt teatrets store successer inden for de sidste år. I tilgift kan man opleve to af teatrets faste skuespillere, Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard, der frydefuldt jonglerer sig igennem den knap 3 timer lange forestilling. Med på scenen er Mette K. Madsen og Jesper Hyldegaard. De fire yder en glimrende og overdådig indsats i et meget stramt arrangement, der kun lykkes fordi det er muligt at holde det høje tempo oppe hele vejen igennem, og alligevel falder både teksten og arrangementet til ro i hænderne på de dygtige skuespillere.
 
Fotograf: Thomas Cato
Faktisk er teatrets 30 års jubilæumsforestilling med underteksten ”En samtidsdiagnose fortalt over 100 år” smukt, smukt teater. Det fremstår enkelt, men er det langtfra. Egentlig burde det være umuligt at lave en tæt og sammenhængende historier om de sidste 100 år – og især om et særligt hus i Toldbodgade. Nærmere betegnet huset, hvor teatret har haft til huse siden starten i 1987.
 
Fotograf: Thomas Cato
Forestillingen er som ét stort myldre-billede, hvor skæbner og personer tegner de forgangne 100 år. Der er den enfoldige pige fra landet, Dea, der kommer i huset hos Torkild Therkildsen. Han er journalisten, der starter hos Information, men ender hos Ekstra Bladet. Der er sønnen, Lars Axel, opkaldt efter politikeren Aksel Larsen. Han forsøger at få moren til at sælge deres lejlighed i huset, for at tækkes en entreprenant spekulant som han er hemmeligt forelsket i. Han dør samme dag som Simon Spies, og de mødes samme dag på stranden i Rungsted. Spies er gode venner med Mogens Glistrup. Trådene knyttes sammen på kryds og tværs på mange finurlige måde. Rammefortællingen er Henrik Mandrake, der kommer tilbage fra USA i 2016, netop som Donald Trump vinder over Hillary Clinton. Han kommer tilbage til datterens bryllup, der er lagt på årsdagen for det skæbnetræf, der binder mange af forestillings historier sammen.
Fotograf: Thomas Cato
Hele forestillings tidsramme skrives undervejs ind på én lang kridtstreg, der strækker sig fra den ene side af bagvæggen til den anden. Det kan sine steder være svært at holde de mange personer ude fra hinanden, men det sker når et århundrede skal fortælles, for så glider personer og begivenheder sammen i tidens malstrøm, og alligevel fremstår forestillingen som en yderst elegant leg med historien og husets historie. Det er en fornøjelse at overvære, så stig ombord i tidsmaskinen og nyd rejsen tilbage gennem de forgange 100 år. Det er som at vandre ned igennem historien. Store og små oplevelser, kærlighedshistorier, livshistorier blandes med politiske begivenheder og er med til at tegne et fascinerende tidsbillede at livet som det er blevet levet i det hus, hvor forestillingen udspiller sig den dag i dag.


Grafik: Maibritt Amsler

 

ET HUS PÅ SAND OG HÅB
Spilleperiode: 27.3. – 28.4.2017

Medvirkende: Charlotte E. Munksgaard, Mette K. Madsen, Jesper Hyldegaard, Birgitte Prins
Instruktør: Egill Pálsson
Dramatiker: Lucas Svensson
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lysdesigner: Sonja Lea
Lyddesigner: Jes Theede
Kostumier: Camilla Lind
Assisterende instruktør: Tine Byrdal Jørgensen
Oversætter: Johanne Lykke Holm
Scenografassistent: Nynne Larsen
Bygger: René Frisch