Det er en fryd at opleve Moliéres DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets smukke have i Bredgade. Historien er enkel, men forviklinger er der mange af: Harpagon (Karen-Lise Mynster) er husfaderen, der elsker sine penge højere end noget andet. Hans børn, Cleante (Jeppe Ellegaard Marling) og Élise (Andrea Øst Birkkjær) har bare at indordne sig, når han frejdigt planlægger deres ægteskabelige fremtid, styret udelukkende af, hvad der økonomisk bedst kan svare sig. Uagtet at sønnen er dybt forlibt i Mariane (Nanna Skaarup Voss), mens datteren elsker Valere (Joachim Kubel). Frosine (Tina Gylling Mortensen) forsøger at få alle smedet sammen på bedste vis i håb om et lille bitte lån, før hun selv går bankerot. Men der er ingen hjælp at hente hos husfaderen, der kun hjælper sig selv, men selv nyder at benytte sig af andres hjælp. Især når det er gratis. Han har gravet sine penge ned i haven, mens han herser og regerer med husets tjenende ånder: La Fleche (Jesper Hyldegaard) og Mester Jacques (Peter Flyvholm). Tilmed har Valere ladet sig ansætte som hushovmester, for at indynde sig hos husfaren ved at tale ham efter munden i et forsøg på at vinde husfarens agtelse, men ikke mindst for at være nær ved datteren. Valere smisker og smisker, men let er det ikke.
Sideløbende er der historien om to adskilte børn, der endelig finder sammen med deres forsvundne far, Anselme (Steen Stig Lommer). Der skal en mægler og politikommissær til at få kabalen til at gå op, begge spillet af Jakob Weble. Men hele kabalen går op til sidst. Undervejs er der de fornødne forviklinger og intriger. Det hele afvikles og spilles belevent og rapt i Madeleine Røn Juuls imponerende instruktion. Hun har bearbejdet stykket i Jesper Kjærs oversættelse. Gøje Rostrup har kreeret scenografi og kostumer.
Det er en folkelig fornøjelse at gå i Grønnegårdsteatret. Man sidder på røde bænke. Der er et godt udsyn. Skuespillerne er miket up, så man hører alt, hvad der bliver sagt. Også mågerne, der lystigt boltrer sig hen over hustagene i Bredgade. Det trækker betydelig latter, når Harpagon skælder ud på mågerne, når de larmer ekstra meget. Det er en ønskerolle for Karen-Lise Mynster - og for os andre. I scenerne, hvor Karen-Lise Mynster og Tina Gylling Mortensen er sammen, fyldes scenen af deres stærke spil, og vi kan som publikum ikke ønske os bedre selskab. Det er teater, når det er bedst. Deres timing er perfekt. De drejer rundt og sværmer om hinanden som bier om en sukkerknald. Det er lystent teater. Tina Gylling Mortensen er pragtfuld som Kirsten Giftekniv. Gøje Rostrup har klædt dem på, så deres kostumer siger det hele, inden de får sagt et ord. Den ene er prægtig, farverig og voluminøs. Den anden er sølle, grå og gerrig. Når de tørner sammen på scenen, står tiden stille. De har os i deres hule hånd. Og vi elsker det. Vi ved allerede fra starten, hvordan det vil gå, så det handler udelukkende om, hvordan det hele løses op.
DEN GERRIGE er godt nok skrevet i 1668, hvor Moliére selv spillede hovedrollen, men de knap 400 år har ikke forældet problematikken. Det var grov kost dengang og var måske også grunden til, at Moliéres andre stykker TARTUFFE (1664), DON JUAN (1665) og MISANTROPEN (1666) var meget mere spillet i samtiden. Mange følte sig formodentlig ramt af stykket og sådan er det måske stadig i dag.
Vi kender ham alle. Karen-Lise Mynter i bukserollen er ubetalelig. Hun arbejder sig i karakteristikken af den gerrigske af alle lige ind i hjertet på os. Egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget, der er værd at holde af ved ham, og alligevel er det en fryd at opleve, hvordan han skælder og smælder af alt og alle. Det er kun naturligt at mågerne også får deres fur. Men det rager dem. De flyver frejdigt skrigende videre. De skider det hele en lang march. Ligesom Harpagon gør. Der er ikke noget, der kan røre dem. Jeg ved ikke, hvad der optager mågerne. For Harpagon er det kun pengene. Det er sølle og trist, men på Grønnegårdsteatrets scene er det til stor moro for os alle.
Komedie er noget af det sværeste. Det skal se så tilsyneladende skødesløst ud, men det hele handler om timing. Karen-Lise Mynster får en velfortjent applaus efter sin store dødsscene. Det er urkomisk.
Hvor er det egentlig løjerlig. Vi ler og ler, mens hovedpersonen klager sin nød højere og højere. Hvor er det grotesk. Men sådan er livet. Vi lider og vi ler. Komedie og tragedie er tæt forbundet, og kan opleves med fynd og klem på Grønnegårds Teatret under en fri og åben himmel i Bredgade - og det er det hele værd.
DEN GERRIGE
af Moliére
Grønnegårds Teatret
Odd Fellow Palæets have
28. juli - 26. august 2023
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Peter Flyvholm, Jacob Weble og Steen Stig Lommer
Iscenesættelse og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul
Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup
Oversættelse: Jesper Kjær
Koreografi: Esa Alanne
Lyddesign og - teknik: Steen Larsen
Lysdesign og afviklingsteknik: Mikkel Magnus Olsen
Scenemester og produktionsleder: Andreas Vium Bjørn
Forestillingsleder og regissør: Anette Grove Frandsen
Sceneteknisk afvikling: Sofus Sean Bassett og Fabian Constantineanu
Instruktørassistent: Michael Vennike Nielsen
Sufflør: Christoffer Lund Skov
Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar