Velkommen til Gammelfestivalen

Død og hygge på plejehjemmet

                Fotos: Alan Pary

Hvad sker der når livet ender?

Digteren Benny Andersen mener ikke, at der er noget at frygte: ”At gå i barndom er ikke det værste”, for som han siger ”så havde han en dejlig barndom”. Forsvinder man brat eller udviskes vi gradvist? Er det som et lys, der gradvist går ud eller kommer vi herfra med bulder og brag, under stor smerte? Ingen ved det, og som filminstruktøren Henning Carlsen skrev i sine erindringer, 16 år inden han selv drog videre:

”… kan man med nogen ret mene, at det er lidt ved siden af at beskæftige sig med sin egen død i en bog, der har karakter af erindringer. På den anden side er det lidt sent, når éns død er noget, man er henvist til at tænke tilbage på. Jeg er kommet dertil, at jeg ikke nærer den mindste angst for at befinde mig på den anden side af livets grænse. Det er kun grænsepassagen og de omstændigheder, hvorunder den kommer til at foregå, der kan få det til at gyse i mig. Der er ikke megen trøst at hente i, at der jo er så mange før én selv, der er kommet igennem det. ”Der er endnu ikke nogen, der har taget skade af at dø,” fungerer ligesom ikke rigtigt. Når det kommer til stykket har vi jo vidst, om ikke fra starten, så dog længe, at på et eller andet tidspunkt skal vi på en eller anden måde lempes over denne grænse. Nogle bruger ligefrem hele livet på at forberede sig på det. Efter min mening er der ikke andet end at krydse fingre og håbe på, at det sker på en facon, så man ikke lægger mærke til det. Det er en forfængelig teori, når man fortæller sig selv, at det sikkert er værst for de efterladte. For nogle efterladte er det måske endda en lettelse, at man har forføjet sig bort. For resten skal de jo selv den samme vej før eller senere. Så mødes vi, og i tanken om det kan jeg finde en smule trøst, i tanken om vort fælles bidrag til det biologiske kredsløb, der i denne sammenhæng så nødigt omtales som fødekæden..”

Fra ”Gammelbogen II”, der igen er citeret fra Henning Carlsens ”Mit livs fortrængninger”(Gyldendal, 1998)

Henning Carlsen skulle have åbnet festivalen, men på en Gammelfestival er det ikke noget odiøst i at enkle af de medvirkende, ikke når at få åbningen med. Men Carlsen er stadig på programmet, for døden er ingen undskyldning. Paul Hüttel læser op fra ”Mit livs fortrængninger”, før visningen af Carlsens dokumentarfilm fra 1961: ”De gamle” (32 min.).

Gammelfestivalen holder fast, hvor andre slipper. Det er aldrig for sent at blive gammel.

HJERTELIGT VELKOMMEN til  Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet