Omslag: Mathias Joong Dahl Jeppesen
Abdellah
Taïa skriver som en drøm. Faktisk er teksten en drøm. En drøm efter liv, efter
at blive levende, efter at mærke livet, efter at overgive sig til livet, verden
og ikke mindst kærligheden. Teksten er som drevet frem af vilje og lyst til
fortabelse. Måske kan man inddele os mennesker i netop to kategorier: de der
holder fast og de der slipper? Bogens forfatter tilhører i så fald sidste
kategori, men måske er det for at få bedre fast, at man skal slippe?
Her
er bogens første afsnit:
”Jeg
var i mit andet liv. Jeg havde lige mødt døden. Jeg var taget af sted. Og så
kommet tilbage. Jeg løb. Jeg løb. Hurtigt, hurtigt. Hurtigt, hurtigt. Hvorhen?
Hvorfor? Lige nu ved jeg det ikke. Jeg kan ikke huske det hele. Som det er nu,
kan jeg faktisk ikke huske noget som helst. Men det skal nok komme, det ved
jeg.”
I
starten søger jeg efter en rød tråd, efter noget at holde fast i. Men det er
der ikke. Jo, der er masser af tråde, men ingen som kan holde det hele. Heller
ikke for forfatteren, og det er her at udfordringen ligger, for at læse
”Arabisk vemod” er at kaste sig ud i frit fald, men teksten får vinger og stiger
op og flyver væk. Under læsningen giver det ofte sug i maven. Det er når
teksten løfter sig. Det er fascinerende at følge Abdellah Taïa gennem
teksten og sproget i den smukke oversættelse af Simon Hartling. Jeg har ikke
læst den franske original (”Une mélancolie arabe”), så egentlig kan jeg ikke bedømme
oversættelsen, og alligevel… for sproget i oversættelsen smyger sig rundt om én og lægger
sig helt tæt op ad kroppen. Hvert et åndedrag registreres med en særegen
nysgerrighed. Det MÅ betyde at det er en vidunderlig oversættelse af en tekst,
der kan klare og overleve på de vilkår som en oversættelse kræver.
For
en nøgtern betragtning er der ikke meget at hente. Henkastede betragtninger,
løs struktur og ingen bagkant. Eller som det mere og mere går op for læseren
igennem bogen, der næppe kan kaldes en roman, at det er sådan livet er. For
livet er ikke en roman med en start, midte og en slutning. Det er kun når vi
bevæger os i det faste og konventionelle. I ”Arabisk vemod” lykkes det forfatteren
at vise os livet i al sin flygtighed og fastholde
fornemmelsen på skrift. For her er alt og intet. Men uden nysgerrighed går
det ikke. Det gælder også for læseren. Det er ganske fascinerende.
”Arabisk
vemod” er en rejse mod selvet. En søgning efter at finde hjem. For
forfatteren er det tydeligvis en rejse hen imod og ind i kærligheden. Bogen er fuld af modsigelser. Det er det der gør den så ene-stående, så forblæst,
så stakkels – og så storladen.
”Det
var en onsdag. Døden havde peget på mig. Den kom imod mig, og den kunne sagtens
se mig. Klart og tydeligt. Jeg gik den lige i møde. Jeg så den ikke.” (s. 12).
Det
er et lille musikstykke, der er så mesterligt orkestreret, at det antager en hel
symfonisk klang. Det giver ingen mening at forsøge at referere handlingen, der er som solen der bevæger sig hen over den
marokkanske himmel, og følger hovedpersonen/forfatteren, hvad enten han er hjemme
eller i Kairo eller i Paris. Han er på jagt efter livet, meningen og
kærligheden.
”Jeg
genoplevede døden, højspændingsstrømmen der hen imod slutningen af min barndom
var gået igennem mig for blidt og nænsomt at pulverisere mig, knuse mig i
tusind stykker, bortset fra at jeg denne gang ikke besvimede. En dag vil jeg
fortælle dig om første gang, jeg døde.” (s. 49).
*
Forlæggeren
fortalte mig forinden, at bogen slet ikke handlede om homoseksuel kærlighed, men
netop om kærligheden som begreb, og så var det underordnet, hvem der var den
elskede. Da jeg begyndte læsningen syntes jeg ikke at det passede, for efter de
første afsnit virkede det næsten som om det var modsat – og så skete der alligevel
noget under læsningen. For det der først sprang i øjnene udviskedes gradvist,
og i stedet for den elskede (der i dette tilfælde var drenge og mænd, alt efter
hovedpersonens egen alder) var det netop skildringen af lysten, denne higen
efter kærlighed, der stod tilbage. Den som vi alle – i større eller mindre grad
– er styret af. Ligegyldigt hvordan den så ser ud. Og det på trods af, at Abdellah Taïa har en
ganske enestående position i den arabiske litterære verden, hvor han er den
eneste marokkanske forfatter, der åbent har vedkendt sig sin homoseksualitet,
selv om det fortsat er strafbart i hjemlandet. Det giver ham en særstatus,
men bogen kan sagtens stå alene uden at være bannerfører for andet end sig
selv. Den fortjener i lige så høj grad at blive vurderet ud fra for sine egne litterære
kvaliteter.
Bogomslaget til "Englene fra Frelsens Hær" er en gengivelse af filmplakaten.
I 2015 udkom ”Englene fra Frelsens Hær” (”L’armée du salut”), der er forfatterens første roman på dansk. Titlen er lidt problematisk, for det er ingen frelst roman – i den forstand. I 2012 filmatiserede han selv bogen og fik overraskende nok tilladelse til at optage den i sit hjemland, hvor den heller ikke bagefter blev forbudt. ”Englene fra Frelsens Hær” er lige så smukt oversat af Simon Hartling som ”Arabisk vemod” og har meget mere form og opbygning. Det gør den umiddelbar lettere at gå til, alt efter hvad man ønsker som læser. Selv er jeg ikke i tvivl om at ”Arabisk vemod” er min favorit, men det er klart at begge bøger er præget af forfatterens fine sprogfornemmelse og pulsslag. Sprogligt er de på én og samme tid forfinede og barske. Transparente af nærvær, tilstedeværelse, desperation og lykke. De er som aftryk af livet og kærligheden – og måske allermest af solen, der bevæger sig hen over himlen i en gigantisk bue. Den som ser det hele ”og som aldrig har været min ven”.
Forfatterens tredje danske udgivelse: ”Et sted at dø”(”Un Pays de mourir”) er lige udkommet (ligesom de to tidligere) på det lille ambitiøse forlag, Avids, i forbindelse med forfatterens besøg på Louisiana Literature i sidste måned. Men endnu lader avisanmelderne vente på sig.
