udgivelsesreception i Apostelkirken onsdag den 7.4. kl. 18.30-20.30

Karsten Wraae Larsen er ung debutant - og kirketjener i Apostelkirken.
Karstens første digte blev bragt i litteraturmagasinet Hvedekorn for et par måneder siden. Han bidrog også til udgivelsen af festivalteksterne til ”Gammelfestivalen Det Sidste Suk”, der udkom i januar - også på forlaget Epigraf. Karsten læste op for første gang i sommers til et udendørsarrangement i Dansk Forfatterforenings have. Under den nys overståede Gammelfestival var han med til at arrangere kirkens festivalbidrag ”Memento Mori”, hvor en lokal bedemand havde udlånt en hvid kiste, som blev stillet op i stearinlysenes skær, mens kirkens organist, Rasmus Anthonisen, spillede orgelimprovisationer til, afbrudt af små læsninger. Det gør han også til Karstens udgivelsesreception i Apostelkirken onsdag den 7.4. kl. 18.30-20.30., hvor der bliver serveret mad, kage og orgelbrus. Derudover kan man høre Karsten læse op fra den spritnye digtsamling ”Punkterblomst”. Alle er velkommen – og det er gratis.
Adressen er: Apostelkirken, Saxogade 13, 1663 København V.

Her er en smagsprøve fra et digt fra ”Punkterblomst”:
Drømmene er her stadig
midt i mit vågne øje
tumler jeg omkuld
stadig i mit øje
mine arme sover
mit hjerte hamrer en vuggevise

Igen søndag den 30. maj kl. 11.30-13.00 præsenteres endnu en ny digtsamling: "Hvor ligger paradis?" – af den irakiske digter og maler Shamal Adel Salim i Apostelkirken. Der vil samtidig være fernisering på hans maleriudstilling, der hænger i juni-måned. Der vil være oplæsning på dansk og kurdisk.
De to digtere er nærmest som dag og nat. Den ene vælder over med forunderlige nydannede ord, der slynger sig rundt om læseren og helt tager vejret fra een – det er Karsten, mens Shamal bruger så få ord som muligt, og rammer noget almenmenneskeligt, der lader læseren selv søge videre.

Det er ikke første gang at Apostelkirken, slår sig løs med digte og digtere.
Kirken afholdt en åben digterworkshop under Sommerfestivalen Stemmerne omkring os ledet af den herboende dansk/tyrkiske digter og forfatter Adil Erdem i sommers. Alle digtene blev bagefter bragt i Vesterbro Bladet. Ved samme workshop deltog også billedkunstneren Doris Bloom (billedet), hvor hun med farve og bjælder på fødderne dansede et maleri frem. Det var en betagende oplevelse.




Apropos fotos:
Det er Karsten med briller og skæg. Bjørn Bensby har fotograferet.
De er taget da vi bar Doris Blooms store maleri igennem byen. Det er Doris, klædt i blåt, som går i midten. Vi bar maleriet nede fra Nyhavn, op gennem Strøget og ud til Apostelkirken, hvor maleriet indgik i det 11 timer lange arrangement De Brændte Broers Land den 17.1.09 med bl.a. Ulla Henningsen og Anders & Benjamin Koppel. Det var mig, der stod for arrangementet sammen med kirkens præst Niels Nymann Eriksen.
Fotografen Bjørn Bensby, der også er historiefortæller, medvirkede i arrangementet med en fortælling fra den nordiske mytologi.

Efter det sidste suk... rapport fra Gammelfestivalen

Der er noget med humor og alvor, der passer godt sammen. Til festivalens åbningsarrangement blev der i hvert fald grint meget. Det blev en både spændende og intens aften.
Hjertet i festivalen er de gamles egne historier. Alderspræsidenten, der fortalte i Erindringsværkstedet var 103 år. Det var fascinerende at høre disse levede fortællinger.
I Mødestedet blev der fortalt om at blive gammel i Letland, Angola, Indien og Iran. Det var personlige beretninger fra andre kulturer der både gjorde verden meget større - og samtidig understregede at vi alle er forbundet af liv og død.
Herman Bangs "Irene Holm" dansede sin sidste dans i Vester Vov Vov, og dagen efter var det festivalens sidste to suk på Teatret ved Sorte Hest. Om eftermiddagen med samtaler om at rejse, om at møde en tiger og om at sidde på et dødsleje. Der var også et eventyr om Ældrebyrden og et afsluttende causeri, der kunne tage vejret fra de fleste.
Til monologerne om aftnen var publikum så meget på dupperne, at det næsten var umuligt at få dysset dem ned. Jeg har aldrig oplevet en sådan stemning før.
Der har været en næsten euforisk stemning omkring festivalen. Jeg ved ikke, hvorfra den er kommet. Muligvis fordi festivalen gav lejlighed til at åbne ind til alt det lukkede inde i os. Indtil alt det som vi normalt ignorerer eller fortrænger.

Jeg følte mig meget priviligeret, da jeg gik og pakkede sammen ude på teatret forleden aften, mens der blev interviewet til ÆldreTv på scenen og til P1´s Eksistens, i foyeren. Seniorradio har også været på banen ved flere af festivalens arrangementer.
Her bagefter er det stadig overrumplende at det hele er gået så godt. Men jeg har jo haft nogle fantastiske sparringspartnere. Tak til alle jer, der har bidraget under festivalen!
At festivalen som en luftballon er steget så smukt op i luften, og har afstedkommet så stor interesse og opmærksomhed, er vidunderligt.
Der har været fulde huse til alle arrangementer på nær til det mest eksperimenterende i Apostelkirken. Det var alligevel for spændende med kisten, stearinlysene og orgelspillet. Ikke desto mindre blev det nok festivalens blideste, stærkeste og mest spirituelle arrangement.

Selv om festivalen kom ind på centrale emner i forhold til liv, død og alderdom, skabte det også en let og munter tone, der paradoksalt nok skabte rum til alvoren. Det har måske netop været festivalens fortjeneste. Og hvad er der så bagefter det sidste suk? Ingenting... et ingenmandsland... eller bare en pause inden det hele begynder igen?
Jeg tror på det sidste. Måske tørrer sukkene ud og bliver til perler på den forståelseskæde, der binder livet og døden sammen, og giver det hele mening, og bekræfter rigtigheden i og nødvendigheden af at lave Gammelfestivaler og udgive Gammelbøger...

Mange glade hilsner
Michael Svennevig

festivalarrangør

DET SIDSTE SUK

Teatret ved Sorte Hest, Søndag den 10. januar 2010 kl. 19-21.00

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på en afslutning
Reading på 4 monologer om huller i tiden, hjemmehjælpere, afbrændte engle, faldne fjender og gangstativer der kan holdes fra at køre skævt ved at fylde dem med vin.

TOMAS LAGERMAND LUNDME:
"Hjemmehjælperens øvelser, blandt andet på gulv"
Instruktører: Lars Henning og Anna Neye.
Skuespiller: Niels-Martin Eriksen
En monolog, der kredser om, hvad det indebærer at være en hjemmets hjælper, nu da gangstativ, støttesokker og krykker forhindrer den daglige, legemlige omgang med gulvet. Om alder, desperation og en sjælden snert af lykke. For hvem hjælper i virkeligheden hvem? Og hvorfor?

MICHAEL SVENNEVIG:
”Af en afbrændt engels erindringer”
Skuespiller: Grethe Mogensen
Det er ikke let at være engel. Med årene komme man til at føle sig stadig mere som menneske. Det er følelserne, der gør det, og man vænner sig aldrig til at dø. Selv om det kun er en overgang. For en dag slutter det alligevel.

TRISSE GEJL:
”Det sidste hvæs”
Skuespiller: Henning Palner.
Komponist/akkompagnatør: Jørgen Messerschmidt
En monolog om det poetiske hul i verden efter et menneske – og om den upoetiske, usminkede og grimme død. Hvad er erindringen andet end en konstruktion?
Og hvad er kroppen andet end et pumpeværk?

JENS BLENDSTRUP:
”Med håb skal alder fordrives”
Instruktør: Michael Svennevig.
Skuespiller: Ebba Nørager
”Det er en fest at blive gammel. Hver evig eneste dag er en dans om døden. Der er ingen der siger noget, hvis jeg går i stå over et blad, der falder af træet. Hun er gammel tænker de, hun er nok senil. Men det er jeg ikke, jeg bruger bare tiden, som jeg vil og tiden er fuld af huller, når man bliver gammel.”

GAMMELFESTIVALEN Det Sidste Suk foregår på Vesterbro fra den 6.-10. januar 2010

Gammelfestivalen Det Sidste Suk - januar 2010

Festivalåbning:

Teatret ved Sorte Hest: 

Onsdag den 6. januar kl. 19-21.30

Samtaler med Kirsten Thorup, 

Jesper Klein og Anne Marie Ejrnæs.

Reading med Cay Kristiansen og Nonny Sand fra Kirsten Thorups roman “Ingenmandsland”. Lancering af Gammelbogen..

Plejecentret Plejebo: 

Torsdag den 7. januar kl. 13-14.30 

Erindringsværksted II

Det handler om at have mod, at turde gøre det man tror på. Gamle mennesker har oplevet meget, deres vilkår var anderledes dengang. Forfatteren Anne Hjælmsø og fortælleren Malene Rose har fået fire stærke personer til at fortælle om oplevelser, der gjorde indtryk på dem. 

Alle uanset alder er velkommen i Palmehaven.

Mødestedet: 

Torsdag den 7. januar kl. 18-21

Højskoleaften om liv og alder.

Hvordan er det at blive gammel i andre kulturer, 

og hvornår er man gammel der?

Mennesker fra forskellige lande beretter om deres liv, 

og om hvad alder betyder for dem.

Apostelkirken: 

Fredag den 8. januar kl. 19-22

”Mementi Mori”

En meditativ rejse langs den yderste grænse.

En hjælp til at opsøge det fortrængte, før det opsøger os.

Stilhed, musik og ord til modig eftertanke.

Vester Vov Vov: 

Lørdag den 9. januar kl. 13-16

Mød Anne Marie Helger og se filmatiseringen 

af hendes Herman Bang-forestilling ”Irene Holm”.

I samarbejde med Romansk Filmklub.

Festivalafslutning:

Teatret ved Sorte Hest: 

Søndag den 10. januar kl. 14-16.30

Samtaler med Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, 

Marie Thøger og Palle Kjærulff-Schmidt.

&

Teatret ved Sorte Hest: 

Søndag den 10. januar kl. 19-21

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på 

”Det Sidste Suk”.

Monologer af Trisse Gejl, Tomas Lagermand Lundme, 

Michael Svennevig og Jens Blendstrup. Reading med Niels-Martin Eriksen, 

Grethe Mogensen, Ebba Nørager og Henning Palner.

Festivalarrangør: Michael Svennevig

Der er gratis entre til arrangementerne

- men til filmarrangementet tages entré på 100,- kr. 

I Mødestedet kan man spise med for 20, -kr.

Der anbefales tilmelding til arrangementerne 

på Teatret ved Sorte Hest og i Vester Vov Vov.

Samarbejdspartnere:

Teatret ved Sorte Hest,

Vesterbrogade 150, 1620 København V. 

Plejecentret Plejebo,

Saxogade 61, 1662 København V.

Mødestedet,

Valdemarsgade14,3. sal, 1665 København V.

Apostelkirken,

Saxogade 13, 1663 København V.

Cafébiografen Vester Vov Vov,

Absalonsgade 5, 1658 København V.

Det er aldrig for sent at blive gammel

Gammelfestivalen Det Sidste Suk fra den 6.-10. januar 2010 i København.

Det handler om levet liv, og om hvordan vi forholder os til livet og døden. Om at være i live og på vej, og så pludselig ikke længere at være det.


På festivalen kan man møde
Kirsten Thorup, Jesper Klein, Anne Marie Ejrnæs, Palle Kjærulff-Schmidt, Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Marie Thøger og Anne Marie Helger.

Festivalen strækker sig over 5 dage og består af 7 arrangementer:

to samtalearrangementer på Teatret ved Sorte Hest
en eftermiddag med livshistorier i Palmehaven på Plejecentret Plejebo
en højskoleaften om at blive gammel i andre kulturer i Mødestedet
en meditativ rejse langs den yderste grænse i Apostelkirken
filmvisning og samtale om Herman Bangs ”Irene Holm” i Vester Vov Vov

4 halvgamle dramatikere giver deres bud på ”Det sidste suk” på Teatret ved Sorte Hest:
Trisse Gejl, Tomas Lagermand Lundme, Michael Svennevig og Jens Blendstrup.

Samtidig med festivalen udgives en række festivaltekster – kaldet Gammelbogen, der indeholder bidrag fra 24 forfattere, fortællere, digtere, skuespillere og ganske almindelige mennesker, der måske slet ikke er så almindelige, når det kommer til stykket. Gammelbogen rummer romanuddrag, essays, digte, refleksioner, interviews, levnedsbeskrivelser, erindringer og fortællinger om levet liv. Om at blive gammel. Om dødedans og hip-hop. Kort sagt om alt det, der er imellem liv og død.


God fornøjelse med bog og festival

Michael Svennevig
festivalarrangør

Det er aldrig for sent at blive gammel

TAVSHEDEN, DER TALTE

 

 "Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd? – og så i en kirke. 

I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama. Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt."

Michael Svennevig

   

 "Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker." 

Alice Maud Guldbrandsen

En forestilling bliver til: TAVSHEDEN, DER TALTE

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

 

Tanker og refleksioner om forestillingen

Programtekst

Jeg læste Alice Maud Guldbrandsens bog ”Tavshed blev min sang” i januar 2009. Jeg var på et 3 ugers skriveophold på Jeckels Hotel i Gl. Skagen og havde taget flere bøger med, men da jeg læste Alices bog vidste jeg, at her var historien jeg havde ventet på. Sammen med Thulla og Niels Vigild lavede jeg sidste sommer forestillingen HEGN på Teatret ved Sorte Hest, der handlede om en irakisk asylansøger i Sandholmlejren, og derfor havde jeg lyst til at undersøge, hvordan det præger et menneske at være truet på livet og føle hele sit liv styrte sammen omkring sig. Men denne gang foregik det ikke i et fremmed land langt herfra, men midt i København - på Frederiksberg Allé.

Det var en historie om, hvor dybt det præger og mærker et menneske.

Alice oplevede det som 5-årig. Det tog hende 40 år at at bryde tavsheden og opsøge sine gamle skolekammerater, og endnu nogle år før det blev til en bog.

Jeg kontaktede Alice og spurgte, om vi skulle lave et samarbejde. Det stod mig klart at Alice selv skulle fortælle sin historie, hvis hun kunne. På samme måde som hun gør i bogen. Bogen er faglitterær, så det var ikke gjort ved bare at optræde med bogteksten. For at give det scenisk liv måtte jeg lave en helt ny tekst. Thulla var igen straks med på at komponere musikken. Også danseren Dwight Powell har jeg med stor fornøjelse arbejdet sammen med før, og han sagde også ja til at medvirke.

Jeg mødtes flere gange med Alice, så hun havde mulighed for at vænne sig til at optræde som sig selv. Jeg ønskede for alt i verden ikke, at hun skulle spille, men bare være sig selv. Og det er slet ikke så enkelt som det lyder. Men Alice tog hurtigt teksten til sig. Men det var svært, for hvad var det egentlig vi lavede? Var det teater, var det oplæg eller vidnesbyrd – og så i en kirke. I stedet for at kalde det en forestilling, er det måske rigtigere at sige at det er et doku-drama, for det balancerer et sted mellem virkelighed og drama.

Alice sidder i en stol og fortæller sin historie, der suppleres af en kommentator, der skiftevis er navigatøren oppe i flyet, der kaster bomberne ned over skolen, og Alices indre tanker, da hun spærres inde i skolens kælder, men også Alices far, der bagefter går rundt imellem ruinerne og leder efter hende. Det hele er holdt enkelt og stramt. Den eneste undtagelse er der, hvor bomberne rammer skolen. Her har Thulla komponeret musik af hypnotisk og tranceagtig karakter - som Dwight improviserer til.

Så manglede jeg blot den skuespiller, der skulle kommentere Alices historie, og det endte med at blive mig selv.

Kirkerummet er historiens tavse medspiller. Rummet emmer af ritualer og fordybelse, og bærer en del af sin alvor med sig ind i forestillingen. Bag bogen og forestillingen ligger vores ønske om at vise, at man godt KAN komme igennem. At der altid er håb, selv når det ser sortest ud. Men at det præger et menneske for livet.

Michael Svennevig, dramatiker & instruktør

 

 

Foto venligst udlånt af Danmarks Tekniske Museum, Zone-samlingen

 

 

ALICE MAUD GULDBRANDSEN
Refleksioner om den dag i marts 1945

 

 

Vi, der overlevede, blev mødt med dyb tavshed. Ingen talte om det. Man troede, at hændelsen kunne ties ihjel. Det var datidens ’medicin.’

Jeg voksede op, sådan lidt i min egen tavse og indesluttede verden indeholdende et hav af ubesvarede spørgsmål, uforløst angst, omgivet af et utrygt indre mørke. I den tilstand groede alt, ikke mindst fornemmelsen af tab og forladthed, sig større.

Det gav næring til mange års dyb tankevirksomhed, efterrationalisering og sortering mellem virkelighed og den drømmeverden, jeg ubevidst havde søgt skjul i.

Først årtier senere fik jeg samlet de mange tråde sammen og mod nok til at bryde den rungende tavshed ved at sætte ord på begivenheden og de tanker, som jeg havde gjort mig i tidens løb. I 2005 – på 60-årsdagen for katastrofen - udkom bogen ’Tavshed blev min sang.’ Heri beretter jeg bl.a. om, hvordan jeg som et 5-årigt børnehavebarn oplevede den værste dag i mit liv, men også det mest afgørende øjeblik, fordi jeg ikke blev dræbt.

Set i bakspejlet skiftede tilværelsen fra total tryghed den onsdag morgenen i 1945 til det absolut modsatte to timer senere samme dag, hvor jeg pludselig befandt mig alene i skolens mørke kælder begravet i murbrokker.

At sætte ord og derefter stemme på tavsheden var en uvurderlig hjælp til opnåelse af det manglende led: fornemmelsen af fuldkommen ’befrielse.’ Det fik jeg derved, selv om en bid af tavsheden altid vil forblive i mig.

 

OM PREMIEREDAGEN
den 4.9.09 i Apostelkirken, Saxogade 13, Kbh. V

Allerede fra kl. 18.00 kan man ude foran kirken opleve en af de gamle ambulancer af samme type som dem, der var med under redningsarbejdet på Frederiksberg Allé.

Det er Zonetjenesten fra Nyvang ved Holbæk, der møder op uniformeret og fortæller om automobilen som optakt til aftenens premiere på forestillingen TAVSHDEN, DER TALTE.

I pausen er der mulighed for - for sidste gang - at se udstillingen ”Smertens Kunst”, der åbnede under Sommerfestivalen ”Stemmerne omkring os” i august. Den er organiseret af Alice Maud Guldbrandsen, der også er billedkunstner. På udstillingen udstiller hun sammen med to andre malere: Shamal Adel Salim (Irak) og Nargiz Galib (Azerbaijan). Begge med flygtningebaggrund. Der er også mulighed for at se asylbørnenes tegninger fra Sandholmlejren. De er udvalgt og kommenteret af Gwynneth Llewellyn.

Efter pausen er der en samtale mellem Alice Maud Guldbrandsen og Michael Svennevig.