Gammelfestivalen II - i sort/hvidt (2014)

 

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der kun er halvgammel. Jeg har fulgt en masse mennesker på en rejse ind i et land som jeg endnu ikke selv er nået til. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? For det er ikke et spørgsmål om at blive klogere. Det er i højere grad et spørgsmål om at stå ved sin nysgerrighed og finde ud af, hvordan det ser ud der. Omkring 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet og døden. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig lige der mellem livet og døden?

På den første Gammelfestival i 2010 var det overraskende, hvor muntert det blev. På trods af temaet, eller måske netop på grund af det. Om livet og døden - og den meget korte afstand, der kan være imellem dem. Det at italesætte det usagte, frisætter en masse energi. Latteren vokser videre ud af det. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, knytter det os sammen og gør os mere nærværende. Vi bliver synlige i al vores skrøbelighed, og det styrker os. Og latteren gør os endnu stærkere. De der går og ruger over det, eller de som er bekymrede for det der kommer, tænker det, men siger det ikke højt.  Men på en Gammelfestival er det muligt at tale om det. Det knytter sammen og giver fællesskab. Det bliver en kvalitet, noget værdifuldt, at have viden, kendskab og erfaring. Især på en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet. Alt det der plejer at ligge gemt ude i periferien blev trukket ind i lyset. Det viste sig at meget af det ikke var nær så privat som vi måske troede. Det var noget vi var fælles om, for det handlede mere eller mindre om det samme. For hvad står vi tilbage med inden lyset slukkes? Hvad er der tilbage af os? Hvor meget kan vi redde med på vejen hen mod det endegyldige slutpunkt?

Som forfatter Egon Clausen sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden der er syg. Han sammenlignede det med en teenager, der er rastløs og som hele tiden vil videre. Det er klart at det bevirker at en masse mennesker kommer i klemme imellem de eksisterende normer, når det understøttes af ungdommen, der naturligt nok er rastløs, utålmodig og altid på spring.

 

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en drømmerejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Per stedfortræder oplever vi noget som vi ellers ikke selv kan nærme os – før tiden, hvor en skuespiller med sin stemme og sin krop giver det liv. Det skete også med sang og musik.  Musikken trænger ind bagerst i bevidstheden og frisætter glemte minder, der ellers synes tabte.

Samtalerne var en vigtig bestanddel af festivalen. En samtale er noget af de mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. Og forstår at lytte. En vigtig del af at tale sammen - er at lytte. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig. Selv er jeg ikke gammel nok, så jeg ser det fra et andet sted. Men det betyder også at jeg ser på det med yngre øjne, for selv om jeg er halvgammel, er jeg med mine 50 år stadig kun lidt mere end halvt så gammel som festivalens ældste gammelgæster.

I  Jacob Jessens plejehjemsfilm ”Den sidste station”, der blev vist på kulturnatten, følger vi  fire gamle kvinder, der flytter ind på Betaniahjemmet. Det stærke ved filmen er netop at det bliver set gennem den unge instruktørs øjne. Hans ungdommelige stemme klinger mod de gamles rynker. Det giver en musikalitet. En slags dynamisk modsætning.

 

Et af de store privilegier ved at arrangere en stor festival er kontakten til en masse mennesker, der reflekterer over hvad de har oplevet og hvad det har afstedkommet af nye tanker for dem. Jeg har fået lov til at citere to af de tilbagemeldinger som jeg har modtaget:

"Før forstod jeg det, men nu er det som om at jeg kan mærke det. Jeg hørte på de gamle mennesker og jeg hørte at de gamle mennesker ikke troede at børn havde så mange tanker om det at være gammel og jeg hørte hvordan de gamle mennesker kæmper for ikke at miste værdigheden i vores samfund og hvordan de mærker på egen krop at blive skubbet længere og længere ud – der er ikke plads til dem på fortorvene og der er ikke længere nogen der vender sig om og kigger interesseret efter dem. Jeg kom til at tænke på et forsøg, jeg har hørt om, hvor en dansk kvinde iklædte sig en burka og prøvede at tage med en offentlig bus. Hun oplevede at blive betragtet og behandlet på en helt anden og dårligere måde end når hun normalt tager bussen. Måske er det det samme for ældre mennesker, desværre. Vi skal alle lære hinanden at kende, så alle kan blive behandlet med respekt af alle. Jeg tænker meget over hvad min rolle er i det her, hvad jeg kan gøre for at hjælpe andre, så de har det bedre. Hvordan jeg kan gøre en forskel for andre i mit liv, hvad det er jeg skal satse på. Men lige nu i skrivende stund, så tænker jeg at jeg bare skal blive ved med at være lyttende, nærværende og nysgerrig i forhold til andre mennesker, men jeg er så bange for at ikke at være på vej mod et mål, bange for at gå i stå og glemme at gøre noget i hverdagens trummerum, hvor jeg jo sidder godt og grundigt fast. Jeg får til tider udlængsel og drømmer om hvordan livet ellers kunne være, men jeg elsker også det liv jeg har. Jeg vil bare så gerne gøre en forskel og have mig selv med."

 Sheila Anni Andersen har indsamlet de børne- og ungdomsstemmer, der går som en rød tråd igennem Gammelbogen. Derudover har hun også fået sine tre børn til at reflektere over det at være gammel. Læs mere om det her.

  

Alice Faber (konsulent og tegner) sendte mig disse ord:

 "Det at blive gammel er et utrolig spændende emne og det er så væsentligt, at du tager dette emne op. Der ligger lige under vores overflade en nedvurdering af gamle mennesker og stadig en stor undren over, at man kan noget, når man har en del års erfaringer. Bare det, at blive mødt med, at man ser yngre ud end årene siger, er dybest set noget underligt noget."

Det har været en meget stor glæde at se og opleve, hvor fint det hele har forplantet sig. Som initiativtager er det muligt at udstikke en kurs og farve en del af stemningen, men det forplanter sig kun, når det sker i et dynamisk samarbejde med de medvirkende og samarbejdspartnerne, sådan så alting passer sammen og forstærker hinanden, sådan som det viste sig at gøre på Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet.

Der skal også lyde en varm tak til alle der så generøst har stillet op til festivalen (faktisk alle, der er blevet spurgt!). Men alt dette havde slet ikke været muligt, hvis ikke Betaniahjemmets forstanderpar Laust og Kirsten Sørensen  havde lagt den varme menneskelige klangbund for alt det, der kom til at udspille sig under festivalen, hvor også David Blazek og Jette fra Betaniahjemmet  var med til at forme og gelejde hele afviklingen af Gammelfestivalen igennem. Betaniahjemmet øvrige ansatte, beboere,  pårørende og især de frivillige var med til at sørge for den gode stemning og med til at generere det overskud, der lagde varmt sig rundt om alle festivalens arrangementer.

En hjertelig tak skal lyde til alle dem, såvel medvirkende som samarbejdspartnere, der har været med i processen.

 

 

Alle fotos af David Blazek.

 

Festival-links:

 

Gammelfestivalen (2014) - i sort hvidt:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-sorthvidt-2014.html

Gammelfestivalen (2014) - i farver:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-farver-2014.html

Halvvejs gennem Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/halvvejs-gennem-gammelfestivalen-2014.html

Baggrund, portrætter og reaktioner:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/baggrunden-for-gammelfestival-ii-2014.html

Mød Stine Bitsch-Larsen (født 1918):
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-stine-bitsch-larsen-fdt-1918.html

Mød Ghita Nørby:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-ghita-nrby-pa-gammelfestivalen.html

Af børn og fulde folk...:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/af-brn-og-fulde-folk.html

Begravelser i Ghana:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/begravelser-i-ghana.html

Velkommen til Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/velkommen-til-gammelfestivalen.html

Velkommen til Gammelfestivalen i næste uge:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/velkommen-til-gammelfestivalen-der.html

En fortælling om liv og død:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html

Jern ruster ikke!:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/jern-ruster-ikke.html

Havevandring med naturvejlederen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

Gammelfestival Det sidste suk (i 2010): http://www.forlaget-epigraf.dk/gammle.html

PRESSE-LINKS:

Frederiksberg Bladet: http://minby.dk/frederiksberg-bladet/doed-og-hygge-paa-betaniahjemmet/

Frederiksberg Lokalavis:
http://www.betaniahjemmet.dk/Files/Layout/undersider/artikler/festival%20fejrer%20alderdom%2002.10.14.pdf   

Sydsjællandske Tidende: http://www.sn.dk/vordingborg/vigtigst-er-hvordan-man-lever-livet/artikel/440278

Frederiksberg Lokalavis (2. gang): http://ftp-lokalavisen-frb.dk/arkiv/1127/mobile/index.html

TV2/Lorry: http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2014/10/14?video_id=96187

Herlev Bladet: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/390/html5/  (se side 27)

Sygeplejersken:   http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2014-12-34-1-Anmeldelser.aspx
 

Om mennesker og masker,

Om en forlist barndom
- og en bortadopteret søster.

Michael Svennevig præsenterer sin roman 

”GIV MIG LIV”.

Oplæg holdt i OK-KLUBBEN på Frederiksberg,

mandag den 27.februar 2012.

Med et efterord af billedkunstneren og forfatteren

Alice Maud Guldbrandsen.

Jeg arbejder med psykisk udviklingshæmmede voksne og har gjort det gennem de sidste 17 år. Jeg har fast 10 timer om ugen og det er det jeg ernærer mig ved. I årenes løb er de blevet mine venner. Og jeg elsker arbejdet. Jeg skriver også bøger. Mest romaner, men jeg har også skrevet en portrætsamtalebog, for andre mennesker interesserer mig. Jeg kan godt lide at tale med andre. Det gør mig klogere, både på mig selv – og på de andre.

Jeg er også dramatiker. Nogle gange iscenesætter jeg selv mine teaterstykker. Af og til optræder jeg også med mine tekster. Faktisk har jeg levet og åndet gennem teatret før jeg begyndte at skrive bøger. I 12 år lavede jeg dukketeater for børn og voksne, så jeg er også dukkemager og dukkefører. Og så laver jeg festivaler og arrangementer. Bl.a. har jeg arrangeret Gammelfestivalen Det Sidste Suk.

Jeg har mange roller eller kasketter som jeg på skift tager af og på. Sådan er det nok for de fleste af os! Kasketter, roller og masker har det til fælles at de ændrer den måde vi er på og den måde som vi opfatter verden på.

Historien i dag handler om det, der ligger bag. Vi skal ind i et nøgent rum, hvor der ikke er noget at gemme sig bag. Derind hvor vi er allermest sårbare og forsømte. Det er slet ikke er rart at være der – for det er derinde vi møder os selv. Sådan som vi er, når maskerne og kasketter falder af os. Det er næsten ikke til at holde ud at være der – men det er derinde, alle de gode historier er. For mig som forfatter er det, når det bliver farligt at jeg rammer noget af det som jeg gerne vil sætte fri. Når jeg tør tage kampen op – med mig selv. Jeg har udkæmpet den kamp med min barndom. Måsker er det en kamp som I forlængst har lagt bag jer. Nogle udkæmper den tidligt, andre sent. Nogle bruger hele livet på at undgå at komme den nær. Mens andre dyrker den. Men som de fleste bearbejder og redigerer vi vores livshistorie løbende. Så på en måde er vi alle forfattere.

Forfattere på vores eget liv. For vi gennemskriver, bearbejder og beslutter hvordan vi vil huske det vi oplever. Vi kan ikke ændre det, der sker, men vi kan ændre måden vi opfatter det på.

Både som menneske og forfatter interesserer det mig, hvordan vi former og lever vores liv. For der er en masse forbundet med det og en masse energi bundet til det. Det er som et indre kraftværk, der hvert øjeblik kan futte af, men det er også så energifyldt at det afgiver energi. Men det gør ondt. Livet gør ondt.

Min seneste roman, ”Giv mig liv”, handler om min barndom. Romanen udkom her i sommer, og udgivelsen fejredes med en teaterforestilling med samme titel i Apostelkirke på Vesterbro. Forestillingen opførte jeg sammen med Thulla, der er sanger og komponist, og i denne sammenhæng - også skuespiller.

Sammen havde vi været i Holbæk, hvor jeg er opvokset, og havde optaget lyde fra min barndom. Det var lyde fra kirkegården, hvor jeg legede. Den tunge knirkende kirkegårdslåge, duernes kurren og ensomheden mellem gravene. Det var skrigende måger nede fra havnen, hvor jeg sad og kiggede ud over fjorden – og drømte mig væk. Og det var fodtrin nede fra kælderen, hvor vi løb og legede – og skræmte livet af hinanden.

Jeg har altid haft fornemmelsen af at jeg var omgivet af hemmeligheder. Hemmeligheder som ingen talte om, men som jeg hele tiden stødte ind i. Ligegyldigt hvor jeg gik. Ligegyldigt hvor forsigtigt jeg bevægede mig rundt.

For mange år siden fortalte min mormor mig at jeg havde en søster. På det tidspunkt havde jeg været enebarn i godt og vel 30 år, så... jeg glemte det. Det var jeg nødt til, for det var for overvældende. For uhåndterligt. Så jeg begravede det dybt inde i mig.

Men så havde jeg en drøm....

(Oplæsningen af starten på romanen ”Giv mig liv”).

Da jeg vågnede var jeg helt rundt på gulvet. Det var en af de drømme som man ikke glemmer igen. Den var så tydelig, at jeg ikke var i tvivl om, at det ikke var nogen almindelig drøm. Det var en af de drømme, der ville sige mig noget og som krævede at blive hørt. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at reagere. Det kunne ikke længere forties.

Det var ikke let at spørge min mor om det. Det var akavet. Den eneste måde jeg kunne gøre det på, var at spørge hende en dag vi var ude at cykle. Vi kørte ved siden af hinanden, og jeg spurgte: ”Mor, der er noget jeg gerne vil spørge dig om - Har jeg en søster?”

Og så svarede hun: ”Hvorfor spø´r du?” ”Hvorfor spø´r du?....”? Hun sagde ikke: Nej, selvfølgelig har du ikke det. Men ”Hvorfor spø´r du?...”.Så vidste jeg besked. Det gjorde noget ved mig. Alt det ordløse jeg havde fornemmet fik et navn.

Senere skrev jeg en ansøgning til Familiestyrelsen for at forsøge at få kontakt med hende - min søster. Som bror kunne jeg ansøge uden at behøve tilsagn fra mine forældre. Selvfølgelig var det svært at fortælle det til dem, men for dem var det endnu sværere at tale om. Ja, næsten umuligt. Efter så mange år var døren ind til deres hemmelighed groet helt til, men uden at det havde formindsket smerten.

Min far græd, når han så ”Sporløs”. Min mor havde kapslet det inde. Det var svært at vide, hvad hun egentlig følte. Oven i det så var det lykkedes min mor at føde min søster uden at nogen lagde mærke til det. Det virker fuldstændig usandsynligt, men det lykkedes.

Min egen fødsel, 2 år tidligere, mindede om det. Min mor ville ikke have mig. Hun opsøgte en englemagerske, men løb væk derfra igen. Der var ingen, der vidste det, da jeg kom til verden. Jeg blev født 3 måneder for tidligt, så jeg må have været sej, siden jeg overlevede.

Da de ringede fra hospitalet og fortalte at min mor havde født, vidste hendes mor ikke at datteren havde været gravid, selv om hun boede hjemme.

Der var heller ingen andre, der vidste det, da min mor fødte min lillesøster. Hun blev straks bortadopteret.

Mine forældre blev skilt 10 år senere, og min mor forklarer, at hun ikke kunne overkomme at have 3 børn – for hun regnede også min far med...

35 år senere skrev jeg ansøgningen til Familiestyrelsen. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne vedlægge et brev til min søsters adoptivforældre. Jeg startede brevet med at skrive: ”Kære venner...”

Hvad skulle jeg ellers skrive, for jeg kendte dem jo ikke – og vidste heller ikke, hvad de hed. De ville få mit brev og så var det op til dem, om de vil fortælle noget til deres datter – min søster. Hvis de ikke havde fortalt hende, at hun var adopteret, var det jo ikke sikkert at de vil sige noget til hende.

Jeg postede brevet, og blev stående ved postkassen, længe. Jeg blev pludselig bange for om brevet nogensinde ville nå frem – for breve kan jo godt blive væk og forsvinde. Jeg mærkede det i maven. Ville jeg mon nogenside få svar? Familiestyrelsen havde godt nok lover mig, at jeg ville få svar indenfor 3 måneder, hvad enten det så blev positivt eller negativt. 3 måneder var meget lang tid... 3 måneder... der var mere end 90 dage... det var længe at vente.

Mens jeg ventedde, tænkte jeg på min barndom. Min tavse barndom. Alt det jeg ikke kunne huske. For jeg kan ikke huske noget. Jo, jeg kan huske mine legekammerater, hvordan de så ud og hvad vi legede. Jeg husker alt om dem, men mine forældre... de er væk. Som om jeg ikke vil huske dem.

Fx. husker jeg, at jeg går op ad trappen til vores lejlighed, stikker nøglen i låsen, åbner og går ind – og så... ikke mere... De er simpelthen forsvundet fra min erindring. Pist borte. Som om de aldrig har eksisteret. Som om jeg har villet glemme dem.

Der går kun et par uger før jeg får en mail, der begynder med ordene:

”Hej, jeg er din lillesøster, Marianne...”

Vi begynder at maile til hinanden – og bliver hurtigt enige om, at vi indtil videre er nødt til at holde mine forældre udenfor. Eller vores forældre... Der er så meget vi skal have indhentet.

Da jeg første gang ringer til hende føler jeg mig helt sammensurret indeni. Hvordan vil hendes stemme være? Vil den være lys eller mørk? Vil det være en rar stemme som jeg umiddelbart synes om – eller...?

Jeg siger ikke noget om det jeg tænker. Forsøger at slå det ud af hovedet, indtil til hun selv foreslår, at vi skal mødes. Det sker et par uger senere. Hun foreslår at vi skal mødes på en café på Amager.

Det er sommer, midt under jazzfestivalen, og da hun ved, hvordan jeg ser ud (for jeg havde vedlagt brevet et foto), er det hende, der må holde udkik efter mig, for jeg ved jo ikke, hvordan hun ser ud.

Hun har sat sig udenfor, og jeg er straks klar over at det er hende. Der sidder ikke andre, men jeg kan også MÆRKE det. Det ér hende. Der er slet ikke nogen, der kommer ud for at høre, hvad vil have. Måske fordi vi sikkert har lignet to forelskede, der har siddet helt opslugt af hinanden.

Jeg havde taget en flaske rødvin med i tasken og den drak vi nede på stranden, mens vi lå i sandet og kiggede ud over havet, mens solen gik ned - og vi fortalte hinanden om alt det liv vi havde levet - uden hinanden.

Jeg syntes, at jeg havde vundet i lotteriet. Ja, jeg følte mig næsten forelsket. Det var berusende. Som at være beruset i champagne. Det boblede op i næsen og fik alting til at blive så let, så let – som om det var sæbebobler, der blæste afsted i vinden. Som om al tyngden var blæst væk.

Jeg fortalte alle om det, men sagde ikke noget til mine forældre. Det her var noget som Marianne og havde lyst til at have for os selv – uden dem. Så måtte det andet komme senere.

På et tidspunkt mailede Marianne til mig og spurgte om det er meningen, at jeg vil beholde hende som en hemmelighed, og så forstod jeg, at det var på tide at involvere mine forældre. De havde begge fået en kopi af ansøgningen, men jeg havde ikke fortalt dem, at jeg havde fået svar – og heller ikke at jeg nu havde fået kontakt med Marianne, deres datter.

Jeg besluttede mig for at invitere dem ud i mit kolonihavehus sammen – og så fortælle det til dem dér. Mine fraskilte forældre er meget glade for hinanden og de snakker og griner og fortæller løs. Det varede mange timer inden jeg kunne få mulighed for at sige: ”Jeg har samlet jer i dag, fordi der er noget jeg gerne vil fortælle jer...”

Det var som om det helt punkterede det hele, og det bliver tydeligt at den glade stemning bare havde været et dække over usikkerheden, men jeg kunne straks berolige dem med at min søster var glad og veltilfreds, at hun var gift og havde en søn – og boede i Kastrup. Hun hun havde haft en dejlig opvækst og bar ikke nag over at have været blevert bortadopteret – for hun havde haft det glimrende og havde ikke manglet noget.

Der bredte sig straks en næsten euforisk stemning - og så skålede vi for Marianne.

Siden mødtes min søster med både min mor og min far. Umiddelbart virkede det som om det ville være lettest for min far, og meget sværere for min mor. Men det skulle vise sig at være lige omvendt. Den afgørende forskel var nok at min mors nuværende mand tilskyndede hende til det og støttede hende i processen.

Min roman slutter for 5 år siden med det brev som jeg skrev til Marianne - og som jeg også sendte til mine forældre - efter at vi havde mødtes ude i min kolonihave. Det vil jeg gerne slutte med at læse.

Og så skylder jeg at sige, at når jeg lader bogen slutte for 5 år siden, er det for ikke at befamle de impliceredes følelser unødigt. De har alle tre læst, kommenteret og godkendt romanmanuskriptet inden det blev trykt.

(Oplæsning af slutningen på romanen ”Giv mig liv”)

BAGEFTER:

Jeg er så heldig at have en gæst med i dag. Det er forfatteren og billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen. Måske har I endda hørt hende holde oplæg her i klubben om ”Tavshed blev min sang” om bombningen af Den Franske Skole?

Det var faktisk Alices ide, som hun gav videre til Poul, at jeg skulle fortælle om romanen og familiehistorien her. Alice har fortalt mig så indlevet om det som hun har fået ud af romanen, og ikke mindst det bud som hun synes at den har til alle med en familie. Så på opfordring har jeg bedt hende om at gentage det i dag, og det kan så passende danne overgang til, hvis der skulle være nogen, der har lyst til at spørge om noget.

Jeg byder velkommen til Alice Maud Guldbrandsen!

Efterord af Alice Maud Guldbrandsen

til Michael Svennevigs præsentation af bogen 

"GIV MIG LIV",

mandag den 27. februar 2012 

i OK-klubben på Frederiksberg.

…. Tak, Michael. Og tak til jer, der er til stede, fordi jeg må komme med nogle efterord til bogen, ’Giv mig liv’ – og dens fine og dybtgående præsentation.

Ja, det er unægtelig en grum, bevægende og næsten ubegribelig historie fra det virkelige liv. Så jeg går ud fra, at I nok sidder og grubler lidt endnu …. Selv synes jeg, at der er så stor dybde og mange lag bag ordene på de 159 velskrevne sider – at de sætter mange tanker i sving.

Sådan havde jeg det i hvert fald første gang, jeg læste – ikke bogen. Men det allerførste manuskript i sommeren 2010, hvor Michael bad mig komme med kommentarer til det.

Da bogen udkom sidste år, læste jeg den selvfølgelig igen - i den færdige form. Og lige nu har vi alle sammen lyttet til Michael’s gribende beretning om bogens baggrund, handling og tilblivelse.

Men det er ikke kun ’en grum historie.’ For jeg synes også, at den rent sprogligt er så fint, enkelt, følsomt - og ikke mindst usentimentalt beskrevet, at den også er en meget smuk og stærk familiehistorie på én og samme gang. En bog, hvis indhold uvægerligt burde fange de fleste folks opmærksomhed. Måske i særlig grad forældre i denne generation. Det vil sige – jer, der er flest til stede af i dag - inklusiv mig selv.

Ved Michaels præsentation af ’Giv mig liv’ – og især om alle de hemmeligheder og den ensomhed, der omgav ham i barndommen, følte jeg mig straks tilbage i 1945 igen. Der hvor mit dilemma opstod og hed ’tavshed’! Det var den tavshed, forældre med børn, der overlevede bombardementet af DFS - blev tilrådet som bedste medicin for at glemme alt det stygge, vi havde set og oplevet. Men det var en ’fejlmedicinering’ – for ingen af os glemte – men gemte …

Som Michael har jeg altså også gået rundt med noget, der føltes som en indvendig knude af ensomhed i mere end 30 år. Noget af knuden blev - sikkert i lighed med Michael - løst ved at skrive en bog. Min om begivenheden og ved fremover at udskifte tavsheden med talegaven. Det er måske lidt upassende udtrykt. Men ved endelig ’at efterlade ligene i lasten’ - fik jeg faktisk liv! Så med Michaels livshistorie er jeg ikke i tvivl om, at han også har fået en meget stor del af det, han i titlen næsten råber eller insisterer på i bydeform … ’Giv mig liv’ …!

Som helhed synes jeg, at bogen virker flot og befriende, fordi historien også rummer den spontane glæde og humor – som kun børn er i besiddelse af. Den, der altid udtrykkes på den mest umiddelbare måde.

Livshistorien, ’Giv mig liv’ er naturligvis alene Michaels egen forestilling og opfattelse af den. Det vil sige, den er skrevet ud fra et subjektivt synspunkt - og derfor med rette kaldes ’roman’! Men andre – og her kan jeg ikke lade være med at tænker på, hvis mine tre sønner – en af dem på alder med Michael – ville have gjort det samme – og modsat min opfattelse!

Men da faktum altså er den, at vi alle hver især har hver sin egen opfattelse af det samme – måtte jeg i så fald bøje mig – om jeg ville eller ej 

Fordi historiens indhold er spulet for bitterhed, anklage, had og andre negative følelser, synes jeg allermest - at den drejer sig om mennesker og kærlighed. Og med disse svære, tunge og brogede begreber mener jeg virkelig, at bogen lægger stærkt op til debat. Måske for at skabe egne facit. Altså dem, der er menneskeligt umuligt at gøre på andres vegne? Meeen, gisninger, meninger - og ikke mindst eventuel brug af selvindsigt - kunne måske bane vejen til en vis forståelse … ?

Pudsigt nok – og lidt overraskende - fornemmede jeg under vejs i læsningen, at Michaels og min individuelle barndom – på trods af generations- og aldersforskel - var meget ens: Ensomhed, jagten efter tryghed, udøvelsen af diverse ’kreative’ påfund og aktiviteter, ensartede adfærdsmønstre mv. Da jeg derudover ikke erindrede at have har hørt mine egne børn - eller andre af samme årgang – udtrykke sig om noget lignende, undrede det mig meget. For hvad var det mon i hans og mit barndomsliv, der gjorde dem så ensartede?

Det er desværre lidt sjældent, at en bogillustration roses, fremhæves eller fortolkes. Men her til sidst vil jeg gerne have lov til at sige, hvad den fortalte mig:

Fotografiet foroven viser ansigtet af en køn lille dreng med et følsomt og mildt udtryk i. Et indtrængende, men lidt drømmeagtigt blik i de smukke barneøjne - og et let smil på munden. Fotografiet forneden - en port med et smukt og meget dybt perspektiv i sig. I det sidste ser jeg Michaels personlige mål med bogen – kampen for friheden til hans eget liv og dets indhold. Men der er lang vej forude. For målet ligger som den lille firkantede brik – dybt og inderst inde i perspektivet. Måske det er det, jeg skimter i fotografiets udtryk foroven?

Har jeg mon ret i nogle af mine betragtninger – eller hvad synes I .. ?

 

 

----------------------------------------------------

 

Se fotos fra teaterforestillingen baseret på romanen.

 

----------------------------------------------------

 

udgivelsesreception i Apostelkirken onsdag den 7.4. kl. 18.30-20.30

Karsten Wraae Larsen er ung debutant - og kirketjener i Apostelkirken.
Karstens første digte blev bragt i litteraturmagasinet Hvedekorn for et par måneder siden. Han bidrog også til udgivelsen af festivalteksterne til ”Gammelfestivalen Det Sidste Suk”, der udkom i januar - også på forlaget Epigraf. Karsten læste op for første gang i sommers til et udendørsarrangement i Dansk Forfatterforenings have. Under den nys overståede Gammelfestival var han med til at arrangere kirkens festivalbidrag ”Memento Mori”, hvor en lokal bedemand havde udlånt en hvid kiste, som blev stillet op i stearinlysenes skær, mens kirkens organist, Rasmus Anthonisen, spillede orgelimprovisationer til, afbrudt af små læsninger. Det gør han også til Karstens udgivelsesreception i Apostelkirken onsdag den 7.4. kl. 18.30-20.30., hvor der bliver serveret mad, kage og orgelbrus. Derudover kan man høre Karsten læse op fra den spritnye digtsamling ”Punkterblomst”. Alle er velkommen – og det er gratis.
Adressen er: Apostelkirken, Saxogade 13, 1663 København V.

Her er en smagsprøve fra et digt fra ”Punkterblomst”:
Drømmene er her stadig
midt i mit vågne øje
tumler jeg omkuld
stadig i mit øje
mine arme sover
mit hjerte hamrer en vuggevise

Igen søndag den 30. maj kl. 11.30-13.00 præsenteres endnu en ny digtsamling: "Hvor ligger paradis?" – af den irakiske digter og maler Shamal Adel Salim i Apostelkirken. Der vil samtidig være fernisering på hans maleriudstilling, der hænger i juni-måned. Der vil være oplæsning på dansk og kurdisk.
De to digtere er nærmest som dag og nat. Den ene vælder over med forunderlige nydannede ord, der slynger sig rundt om læseren og helt tager vejret fra een – det er Karsten, mens Shamal bruger så få ord som muligt, og rammer noget almenmenneskeligt, der lader læseren selv søge videre.

Det er ikke første gang at Apostelkirken, slår sig løs med digte og digtere.
Kirken afholdt en åben digterworkshop under Sommerfestivalen Stemmerne omkring os ledet af den herboende dansk/tyrkiske digter og forfatter Adil Erdem i sommers. Alle digtene blev bagefter bragt i Vesterbro Bladet. Ved samme workshop deltog også billedkunstneren Doris Bloom (billedet), hvor hun med farve og bjælder på fødderne dansede et maleri frem. Det var en betagende oplevelse.




Apropos fotos:
Det er Karsten med briller og skæg. Bjørn Bensby har fotograferet.
De er taget da vi bar Doris Blooms store maleri igennem byen. Det er Doris, klædt i blåt, som går i midten. Vi bar maleriet nede fra Nyhavn, op gennem Strøget og ud til Apostelkirken, hvor maleriet indgik i det 11 timer lange arrangement De Brændte Broers Land den 17.1.09 med bl.a. Ulla Henningsen og Anders & Benjamin Koppel. Det var mig, der stod for arrangementet sammen med kirkens præst Niels Nymann Eriksen.
Fotografen Bjørn Bensby, der også er historiefortæller, medvirkede i arrangementet med en fortælling fra den nordiske mytologi.