Om mennesker og masker,

Om en forlist barndom
- og en bortadopteret søster.

Michael Svennevig præsenterer sin roman 

”GIV MIG LIV”.

Oplæg holdt i OK-KLUBBEN på Frederiksberg,

mandag den 27.februar 2012.

Med et efterord af billedkunstneren og forfatteren

Alice Maud Guldbrandsen.

Jeg arbejder med psykisk udviklingshæmmede voksne og har gjort det gennem de sidste 17 år. Jeg har fast 10 timer om ugen og det er det jeg ernærer mig ved. I årenes løb er de blevet mine venner. Og jeg elsker arbejdet. Jeg skriver også bøger. Mest romaner, men jeg har også skrevet en portrætsamtalebog, for andre mennesker interesserer mig. Jeg kan godt lide at tale med andre. Det gør mig klogere, både på mig selv – og på de andre.

Jeg er også dramatiker. Nogle gange iscenesætter jeg selv mine teaterstykker. Af og til optræder jeg også med mine tekster. Faktisk har jeg levet og åndet gennem teatret før jeg begyndte at skrive bøger. I 12 år lavede jeg dukketeater for børn og voksne, så jeg er også dukkemager og dukkefører. Og så laver jeg festivaler og arrangementer. Bl.a. har jeg arrangeret Gammelfestivalen Det Sidste Suk.

Jeg har mange roller eller kasketter som jeg på skift tager af og på. Sådan er det nok for de fleste af os! Kasketter, roller og masker har det til fælles at de ændrer den måde vi er på og den måde som vi opfatter verden på.

Historien i dag handler om det, der ligger bag. Vi skal ind i et nøgent rum, hvor der ikke er noget at gemme sig bag. Derind hvor vi er allermest sårbare og forsømte. Det er slet ikke er rart at være der – for det er derinde vi møder os selv. Sådan som vi er, når maskerne og kasketter falder af os. Det er næsten ikke til at holde ud at være der – men det er derinde, alle de gode historier er. For mig som forfatter er det, når det bliver farligt at jeg rammer noget af det som jeg gerne vil sætte fri. Når jeg tør tage kampen op – med mig selv. Jeg har udkæmpet den kamp med min barndom. Måsker er det en kamp som I forlængst har lagt bag jer. Nogle udkæmper den tidligt, andre sent. Nogle bruger hele livet på at undgå at komme den nær. Mens andre dyrker den. Men som de fleste bearbejder og redigerer vi vores livshistorie løbende. Så på en måde er vi alle forfattere.

Forfattere på vores eget liv. For vi gennemskriver, bearbejder og beslutter hvordan vi vil huske det vi oplever. Vi kan ikke ændre det, der sker, men vi kan ændre måden vi opfatter det på.

Både som menneske og forfatter interesserer det mig, hvordan vi former og lever vores liv. For der er en masse forbundet med det og en masse energi bundet til det. Det er som et indre kraftværk, der hvert øjeblik kan futte af, men det er også så energifyldt at det afgiver energi. Men det gør ondt. Livet gør ondt.

Min seneste roman, ”Giv mig liv”, handler om min barndom. Romanen udkom her i sommer, og udgivelsen fejredes med en teaterforestilling med samme titel i Apostelkirke på Vesterbro. Forestillingen opførte jeg sammen med Thulla, der er sanger og komponist, og i denne sammenhæng - også skuespiller.

Sammen havde vi været i Holbæk, hvor jeg er opvokset, og havde optaget lyde fra min barndom. Det var lyde fra kirkegården, hvor jeg legede. Den tunge knirkende kirkegårdslåge, duernes kurren og ensomheden mellem gravene. Det var skrigende måger nede fra havnen, hvor jeg sad og kiggede ud over fjorden – og drømte mig væk. Og det var fodtrin nede fra kælderen, hvor vi løb og legede – og skræmte livet af hinanden.

Jeg har altid haft fornemmelsen af at jeg var omgivet af hemmeligheder. Hemmeligheder som ingen talte om, men som jeg hele tiden stødte ind i. Ligegyldigt hvor jeg gik. Ligegyldigt hvor forsigtigt jeg bevægede mig rundt.

For mange år siden fortalte min mormor mig at jeg havde en søster. På det tidspunkt havde jeg været enebarn i godt og vel 30 år, så... jeg glemte det. Det var jeg nødt til, for det var for overvældende. For uhåndterligt. Så jeg begravede det dybt inde i mig.

Men så havde jeg en drøm....

(Oplæsningen af starten på romanen ”Giv mig liv”).

Da jeg vågnede var jeg helt rundt på gulvet. Det var en af de drømme som man ikke glemmer igen. Den var så tydelig, at jeg ikke var i tvivl om, at det ikke var nogen almindelig drøm. Det var en af de drømme, der ville sige mig noget og som krævede at blive hørt. Og jeg vidste, at jeg var nødt til at reagere. Det kunne ikke længere forties.

Det var ikke let at spørge min mor om det. Det var akavet. Den eneste måde jeg kunne gøre det på, var at spørge hende en dag vi var ude at cykle. Vi kørte ved siden af hinanden, og jeg spurgte: ”Mor, der er noget jeg gerne vil spørge dig om - Har jeg en søster?”

Og så svarede hun: ”Hvorfor spø´r du?” ”Hvorfor spø´r du?....”? Hun sagde ikke: Nej, selvfølgelig har du ikke det. Men ”Hvorfor spø´r du?...”.Så vidste jeg besked. Det gjorde noget ved mig. Alt det ordløse jeg havde fornemmet fik et navn.

Senere skrev jeg en ansøgning til Familiestyrelsen for at forsøge at få kontakt med hende - min søster. Som bror kunne jeg ansøge uden at behøve tilsagn fra mine forældre. Selvfølgelig var det svært at fortælle det til dem, men for dem var det endnu sværere at tale om. Ja, næsten umuligt. Efter så mange år var døren ind til deres hemmelighed groet helt til, men uden at det havde formindsket smerten.

Min far græd, når han så ”Sporløs”. Min mor havde kapslet det inde. Det var svært at vide, hvad hun egentlig følte. Oven i det så var det lykkedes min mor at føde min søster uden at nogen lagde mærke til det. Det virker fuldstændig usandsynligt, men det lykkedes.

Min egen fødsel, 2 år tidligere, mindede om det. Min mor ville ikke have mig. Hun opsøgte en englemagerske, men løb væk derfra igen. Der var ingen, der vidste det, da jeg kom til verden. Jeg blev født 3 måneder for tidligt, så jeg må have været sej, siden jeg overlevede.

Da de ringede fra hospitalet og fortalte at min mor havde født, vidste hendes mor ikke at datteren havde været gravid, selv om hun boede hjemme.

Der var heller ingen andre, der vidste det, da min mor fødte min lillesøster. Hun blev straks bortadopteret.

Mine forældre blev skilt 10 år senere, og min mor forklarer, at hun ikke kunne overkomme at have 3 børn – for hun regnede også min far med...

35 år senere skrev jeg ansøgningen til Familiestyrelsen. Jeg havde fået at vide, at jeg kunne vedlægge et brev til min søsters adoptivforældre. Jeg startede brevet med at skrive: ”Kære venner...”

Hvad skulle jeg ellers skrive, for jeg kendte dem jo ikke – og vidste heller ikke, hvad de hed. De ville få mit brev og så var det op til dem, om de vil fortælle noget til deres datter – min søster. Hvis de ikke havde fortalt hende, at hun var adopteret, var det jo ikke sikkert at de vil sige noget til hende.

Jeg postede brevet, og blev stående ved postkassen, længe. Jeg blev pludselig bange for om brevet nogensinde ville nå frem – for breve kan jo godt blive væk og forsvinde. Jeg mærkede det i maven. Ville jeg mon nogenside få svar? Familiestyrelsen havde godt nok lover mig, at jeg ville få svar indenfor 3 måneder, hvad enten det så blev positivt eller negativt. 3 måneder var meget lang tid... 3 måneder... der var mere end 90 dage... det var længe at vente.

Mens jeg ventedde, tænkte jeg på min barndom. Min tavse barndom. Alt det jeg ikke kunne huske. For jeg kan ikke huske noget. Jo, jeg kan huske mine legekammerater, hvordan de så ud og hvad vi legede. Jeg husker alt om dem, men mine forældre... de er væk. Som om jeg ikke vil huske dem.

Fx. husker jeg, at jeg går op ad trappen til vores lejlighed, stikker nøglen i låsen, åbner og går ind – og så... ikke mere... De er simpelthen forsvundet fra min erindring. Pist borte. Som om de aldrig har eksisteret. Som om jeg har villet glemme dem.

Der går kun et par uger før jeg får en mail, der begynder med ordene:

”Hej, jeg er din lillesøster, Marianne...”

Vi begynder at maile til hinanden – og bliver hurtigt enige om, at vi indtil videre er nødt til at holde mine forældre udenfor. Eller vores forældre... Der er så meget vi skal have indhentet.

Da jeg første gang ringer til hende føler jeg mig helt sammensurret indeni. Hvordan vil hendes stemme være? Vil den være lys eller mørk? Vil det være en rar stemme som jeg umiddelbart synes om – eller...?

Jeg siger ikke noget om det jeg tænker. Forsøger at slå det ud af hovedet, indtil til hun selv foreslår, at vi skal mødes. Det sker et par uger senere. Hun foreslår at vi skal mødes på en café på Amager.

Det er sommer, midt under jazzfestivalen, og da hun ved, hvordan jeg ser ud (for jeg havde vedlagt brevet et foto), er det hende, der må holde udkik efter mig, for jeg ved jo ikke, hvordan hun ser ud.

Hun har sat sig udenfor, og jeg er straks klar over at det er hende. Der sidder ikke andre, men jeg kan også MÆRKE det. Det ér hende. Der er slet ikke nogen, der kommer ud for at høre, hvad vil have. Måske fordi vi sikkert har lignet to forelskede, der har siddet helt opslugt af hinanden.

Jeg havde taget en flaske rødvin med i tasken og den drak vi nede på stranden, mens vi lå i sandet og kiggede ud over havet, mens solen gik ned - og vi fortalte hinanden om alt det liv vi havde levet - uden hinanden.

Jeg syntes, at jeg havde vundet i lotteriet. Ja, jeg følte mig næsten forelsket. Det var berusende. Som at være beruset i champagne. Det boblede op i næsen og fik alting til at blive så let, så let – som om det var sæbebobler, der blæste afsted i vinden. Som om al tyngden var blæst væk.

Jeg fortalte alle om det, men sagde ikke noget til mine forældre. Det her var noget som Marianne og havde lyst til at have for os selv – uden dem. Så måtte det andet komme senere.

På et tidspunkt mailede Marianne til mig og spurgte om det er meningen, at jeg vil beholde hende som en hemmelighed, og så forstod jeg, at det var på tide at involvere mine forældre. De havde begge fået en kopi af ansøgningen, men jeg havde ikke fortalt dem, at jeg havde fået svar – og heller ikke at jeg nu havde fået kontakt med Marianne, deres datter.

Jeg besluttede mig for at invitere dem ud i mit kolonihavehus sammen – og så fortælle det til dem dér. Mine fraskilte forældre er meget glade for hinanden og de snakker og griner og fortæller løs. Det varede mange timer inden jeg kunne få mulighed for at sige: ”Jeg har samlet jer i dag, fordi der er noget jeg gerne vil fortælle jer...”

Det var som om det helt punkterede det hele, og det bliver tydeligt at den glade stemning bare havde været et dække over usikkerheden, men jeg kunne straks berolige dem med at min søster var glad og veltilfreds, at hun var gift og havde en søn – og boede i Kastrup. Hun hun havde haft en dejlig opvækst og bar ikke nag over at have været blevert bortadopteret – for hun havde haft det glimrende og havde ikke manglet noget.

Der bredte sig straks en næsten euforisk stemning - og så skålede vi for Marianne.

Siden mødtes min søster med både min mor og min far. Umiddelbart virkede det som om det ville være lettest for min far, og meget sværere for min mor. Men det skulle vise sig at være lige omvendt. Den afgørende forskel var nok at min mors nuværende mand tilskyndede hende til det og støttede hende i processen.

Min roman slutter for 5 år siden med det brev som jeg skrev til Marianne - og som jeg også sendte til mine forældre - efter at vi havde mødtes ude i min kolonihave. Det vil jeg gerne slutte med at læse.

Og så skylder jeg at sige, at når jeg lader bogen slutte for 5 år siden, er det for ikke at befamle de impliceredes følelser unødigt. De har alle tre læst, kommenteret og godkendt romanmanuskriptet inden det blev trykt.

(Oplæsning af slutningen på romanen ”Giv mig liv”)

BAGEFTER:

Jeg er så heldig at have en gæst med i dag. Det er forfatteren og billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen. Måske har I endda hørt hende holde oplæg her i klubben om ”Tavshed blev min sang” om bombningen af Den Franske Skole?

Det var faktisk Alices ide, som hun gav videre til Poul, at jeg skulle fortælle om romanen og familiehistorien her. Alice har fortalt mig så indlevet om det som hun har fået ud af romanen, og ikke mindst det bud som hun synes at den har til alle med en familie. Så på opfordring har jeg bedt hende om at gentage det i dag, og det kan så passende danne overgang til, hvis der skulle være nogen, der har lyst til at spørge om noget.

Jeg byder velkommen til Alice Maud Guldbrandsen!

Efterord af Alice Maud Guldbrandsen

til Michael Svennevigs præsentation af bogen 

"GIV MIG LIV",

mandag den 27. februar 2012 

i OK-klubben på Frederiksberg.

…. Tak, Michael. Og tak til jer, der er til stede, fordi jeg må komme med nogle efterord til bogen, ’Giv mig liv’ – og dens fine og dybtgående præsentation.

Ja, det er unægtelig en grum, bevægende og næsten ubegribelig historie fra det virkelige liv. Så jeg går ud fra, at I nok sidder og grubler lidt endnu …. Selv synes jeg, at der er så stor dybde og mange lag bag ordene på de 159 velskrevne sider – at de sætter mange tanker i sving.

Sådan havde jeg det i hvert fald første gang, jeg læste – ikke bogen. Men det allerførste manuskript i sommeren 2010, hvor Michael bad mig komme med kommentarer til det.

Da bogen udkom sidste år, læste jeg den selvfølgelig igen - i den færdige form. Og lige nu har vi alle sammen lyttet til Michael’s gribende beretning om bogens baggrund, handling og tilblivelse.

Men det er ikke kun ’en grum historie.’ For jeg synes også, at den rent sprogligt er så fint, enkelt, følsomt - og ikke mindst usentimentalt beskrevet, at den også er en meget smuk og stærk familiehistorie på én og samme gang. En bog, hvis indhold uvægerligt burde fange de fleste folks opmærksomhed. Måske i særlig grad forældre i denne generation. Det vil sige – jer, der er flest til stede af i dag - inklusiv mig selv.

Ved Michaels præsentation af ’Giv mig liv’ – og især om alle de hemmeligheder og den ensomhed, der omgav ham i barndommen, følte jeg mig straks tilbage i 1945 igen. Der hvor mit dilemma opstod og hed ’tavshed’! Det var den tavshed, forældre med børn, der overlevede bombardementet af DFS - blev tilrådet som bedste medicin for at glemme alt det stygge, vi havde set og oplevet. Men det var en ’fejlmedicinering’ – for ingen af os glemte – men gemte …

Som Michael har jeg altså også gået rundt med noget, der føltes som en indvendig knude af ensomhed i mere end 30 år. Noget af knuden blev - sikkert i lighed med Michael - løst ved at skrive en bog. Min om begivenheden og ved fremover at udskifte tavsheden med talegaven. Det er måske lidt upassende udtrykt. Men ved endelig ’at efterlade ligene i lasten’ - fik jeg faktisk liv! Så med Michaels livshistorie er jeg ikke i tvivl om, at han også har fået en meget stor del af det, han i titlen næsten råber eller insisterer på i bydeform … ’Giv mig liv’ …!

Som helhed synes jeg, at bogen virker flot og befriende, fordi historien også rummer den spontane glæde og humor – som kun børn er i besiddelse af. Den, der altid udtrykkes på den mest umiddelbare måde.

Livshistorien, ’Giv mig liv’ er naturligvis alene Michaels egen forestilling og opfattelse af den. Det vil sige, den er skrevet ud fra et subjektivt synspunkt - og derfor med rette kaldes ’roman’! Men andre – og her kan jeg ikke lade være med at tænker på, hvis mine tre sønner – en af dem på alder med Michael – ville have gjort det samme – og modsat min opfattelse!

Men da faktum altså er den, at vi alle hver især har hver sin egen opfattelse af det samme – måtte jeg i så fald bøje mig – om jeg ville eller ej 

Fordi historiens indhold er spulet for bitterhed, anklage, had og andre negative følelser, synes jeg allermest - at den drejer sig om mennesker og kærlighed. Og med disse svære, tunge og brogede begreber mener jeg virkelig, at bogen lægger stærkt op til debat. Måske for at skabe egne facit. Altså dem, der er menneskeligt umuligt at gøre på andres vegne? Meeen, gisninger, meninger - og ikke mindst eventuel brug af selvindsigt - kunne måske bane vejen til en vis forståelse … ?

Pudsigt nok – og lidt overraskende - fornemmede jeg under vejs i læsningen, at Michaels og min individuelle barndom – på trods af generations- og aldersforskel - var meget ens: Ensomhed, jagten efter tryghed, udøvelsen af diverse ’kreative’ påfund og aktiviteter, ensartede adfærdsmønstre mv. Da jeg derudover ikke erindrede at have har hørt mine egne børn - eller andre af samme årgang – udtrykke sig om noget lignende, undrede det mig meget. For hvad var det mon i hans og mit barndomsliv, der gjorde dem så ensartede?

Det er desværre lidt sjældent, at en bogillustration roses, fremhæves eller fortolkes. Men her til sidst vil jeg gerne have lov til at sige, hvad den fortalte mig:

Fotografiet foroven viser ansigtet af en køn lille dreng med et følsomt og mildt udtryk i. Et indtrængende, men lidt drømmeagtigt blik i de smukke barneøjne - og et let smil på munden. Fotografiet forneden - en port med et smukt og meget dybt perspektiv i sig. I det sidste ser jeg Michaels personlige mål med bogen – kampen for friheden til hans eget liv og dets indhold. Men der er lang vej forude. For målet ligger som den lille firkantede brik – dybt og inderst inde i perspektivet. Måske det er det, jeg skimter i fotografiets udtryk foroven?

Har jeg mon ret i nogle af mine betragtninger – eller hvad synes I .. ?

 

 

----------------------------------------------------

 

Se fotos fra teaterforestillingen baseret på romanen.

 

----------------------------------------------------