EFTER DEN SIDSTE FORESTILLING

Så er det ved at være slut med opførelserne af ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater.

Efter et stykke tid finder enhver forestilling sit eget leje, og det er også sket for Elisabeth von Rosen i monologen.

Da jeg overværede forestillingen forleden, var der en kvinde, der efter forestillingen forlod teatret grædende.
Man glemmer det selv. Glemmer, hvor stærkt det virker første gang man oplever noget. Og det er en voldsom tekst. Jeg har især glædet mig over, hvor smukt Elisabeth har formået at dykke ned i stoffet og taget det på sig, og det er ekstra smukt at Ulla Koppels instruktion har understøttet det og har givet pladsen og roen som teksten kræver. Det er et menneske af kød og blod vi sidder overfor. Det er ikke bare en rolle. Det er et menneske – og det fornmmer jeg meget tydeligt i den smukke iscenesættelse.
Der er noget insisterende og vedholdende ved hovedpersonens levede liv, der tydeligt trænger igennem både tekst og forestilling. Det er blandt andet det man sidder tilbage med efter forestillingen.
Det er en stille smerte, der er ved at slide én over.
Det er også blevet en provokerende forestilling, for den insisterer og giver sig ikke. Den insisterer på sit eget nærvær. Og det er hårdt at sidde igennem – men også nødvendigt.




Så tak til Verdens Mindste Teater for denne fantastiske opsætning. Både til Annemette Albrectsen, der lægger husrum til. Til Ulla Koppel, der så fornemt har instrueret – og ikke mindst Elisabeth von Rosen, der aften efter aften har kæmpet for at bjerge denne svære livshistorie i land.
Også en stor tak til Aihua Yan, der har haft modet til at fortælle om alt det hun har oplevet under Kulturrevolutionen, så det først har kunnet blive gengivet i portrætsamtalebogen, der siden dannede baggrund for det, der blev til monologen om, hvad der skete bag de blå bjerge.
Forestilingen flyttes afslutningsvist til bådteatret LIVA2, hvor den spilles ved en lukket forestilling, mandag den 28.11., for alle ansatte ved RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, København. Efterfulgt af en faglig diskussion.
Desuden er RCT ved at lave en dokumentarfilm over det forløb som Aihua har været igennem siden hun for 2 år siden begyndte sin behandling hos dem. En forhandling, der siden er gennemført og afsluttet. Hendes psykolog, Linda Nordin har i bogudgivelsen af ”Bag de blå bjerge” skrevet et flot efterord, hvori hun beskriver benhandlingsforløbet. Både hvor svært det var i det hele taget at få begyndt og hvor smukt det er at se, når et helt sammenkrøllet sind alligevel folder sig ud og sætter nye blomster.
Aihua Yan er nu parat til selv at gå igang med at ville skildre hele sin livshistorie i en bog.