Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl.

Foto: Søren Kjeldgaard

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl på festivalen, når hun er i samtale om ”REJSEN” (Siesta, 2014) med den marokkanske forfatter Saida Benakrich, der bl.a. skriver:

 

 

"For der er uendelig langt fra den hverdag i den lille barndomsby Tetouan til den danske hverdag, jeg oplever nu, så det kunne skabe kaos i selv den mest velordnede hjerne. Det er, som om alle de tillærte normer, bestemt og formet af historie og kultur, og som har givet mening og farve til mit livsindhold, i det nye land opleves som værdiløse eller måske direkte i modstrid med det, der er almindelig praksis i Danmark. Nyt sprog, ny kultur og anden måde at omgå hinanden på og at kommunikere på. Kunne jeg være sikker på, at et kindkys betyder det, jeg tror? Kunne jeg egentlig være sikker på noget som helst? Slagte- og spiseregler, familietraditioner, vielser, særlige fridage og helligdage, speciel humor og en del andet som f.eks. noget så simpelt som det at gå over vejen. Med tiden lærer jeg, at trafik ikke bare er trafik. I Marokko indretter bilisterne sig efter fodgængerne, da man bare kan træde ud foran dem, når man skal over vejen. Men i Danmark bliver man med høj sandsynlighed kørt ned, hvis man går ud foran en bil, fordi bilisterne ikke er vant til det.

 

 

Jeg tænker, at hvis alt det, som Danmark står for, er rigtigt, så er alt, hvad jeg har lært og gjort indtil nu, forgæves, forgæves. Alt skulle læres igen. Alt skulle begyndes forfra. Og uden den daglige kontakt med familie, venner og naboer vokser følelsen af afmagt sig hurtigt stor.”

Hør samtalen mellem de to om aftenen på festivalens 2. dag, hvor Ulla Henningsen læser op fra bogen. Inden da har jeg en samtale med Malene om at arbejde med andres historier, for det er noget som Malene gør meget. Både faktiske og fiktive fortællinger. Det har bl.a. resulteret i Roma-monologen "Syng altid for dine børn, når de skal sove”, der til festivalåbningen fremføres af Karin Bang Heinemeier.

 

 

Foto: Karoline Liberkind

 

Ved samme lejlighed introducerer Malene den unge akkordeon-virtuos, Samson William Nenic, der er af roma-oprindelse.

 

Foto: David Blazek

 Derudover læses to af Malenes historier i serien "Tro håb og kærlighed". Den første "Tørklædet" læses af Poul Parsberg og handler om to lesbiske piger og det tørklæde som skiller dem. Det er allerede om fredagen.

 

"Passet", der læses af Marie-Lydie Nokouda, er om lørdagen, handler om radikalisering og det vi tror, vi ved - men som vi slet ikke kan være så sikre på alligevel. De to korte historier kan på overfladen synes at handle om noget fremmedartet og eksotisk, men handler nok mest om følelser, drømme og håb, som forener os alle, alene fordi vi er mennesker.

 

Anmeldelse: FRØ, en roman af Mads Nygaard

Fotograf: Tao Lytzen

Fridtjof går meget imod sin vilje ind på et værtshus. Han har ladet sig overtale, og der kaster en kvinde sig over ham – og de kommer til at danne par og får en søn sammen. For Fridtjof er værtshuse noget af det værste. Han er ansat i Frøkorpset, hvor han uddanner og træner unge frø-aspiranter ved at arrangere overlevelsesture for dem. Et tv-hold filmer Fridtjofs arbejde, og det er et scoop for dem, da han gakker ud for åbent kamera. Hans overordnede får afværget at det kommer med i den endelige udsendelse. Til gengæld bliver udsendelsen centreret om Rene. Rene har overhovedet ingen mulighed for at gennemføre overlevelsesturene, men hans kamp er godt tv. Det er da også Renes kluntede håndtering af en granat, der gør at Fritjofs lunger bliver perforerede, og det sætter en stopper for Fridtjofs videre karriere Frøkorpset.

 

 

Det er en historie om bristede drømme og store forhåbninger. Om knuste illusioner.  Slet og ret en historie om at være menneske - på godt og ondt.

Sproget er friskt og funklende, hårdt pumpet og overraskende. 

Det er ikke for ingenting, at det er nærliggende at sende den underfundige og originale norske forfatter Erlend Loe en tanke under læsningen. "FRØ" minder på mange måder om Loes ”Naiv.Super.” (1996)  - i form og udtryk.

Teksten trænger i blodet, hvor detonerer. Det er meget morsomt, fordi det er så tragisk.

 

Det er en mørk beretning drevet at et lyst tindrende blik på verden. Der er et håb og en fandenivoldskhed i teksten, der spilles op mod en udslettende nihilisme. Som om kampen om det gode og onde eller om lyset og mørket udkæmpes inde i hver enkel af romanens personer. "Frø" er på én gang både diffus og hårdslående. Morsom og dybt tragisk.

 

Det er vandkantslitteratur skrevet med blottede nerver og med et fast greb om sproget.

Er du i forvejen fan af Erland Loe, så grib fat i ”FRØ”, men gør det også alligevel. Det er en voldsom, men skøn beretning ude fra, hvor kragerne ender. Først efter læsningen forstår man fuldt ud, hvorfor de vender netop dér.

 

Anmeldelse: ERINDRING OM KÆRLIGHEDEN af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup arbejder sig ned under overfladen, der hvor det gør allermest ondt og hvor vi er mest hudløse og sårbare. Men romanen anviser også muligheder og liv - og gør opmærksom på et rigt, myldrende følelsesliv. Det er på én og samme tid både ubærligt og frydefuldt.

Det er en stor roman. Både af omfang og indhold. 460 sider inddelt i 3 dele. I 1. del møder vi datteren og moren. Datteren forsøger at krybe i skjul for at komme så langt væk fra moren som muligt. Barnet vokset op, bliver teenager og flygter hjemmefra. Det er som om det kun kan blive sig selv ved helt at afbryde kontakten til moren. Moren er skildret som en, der på én gang både er livgivende og destruktiv. Der er gribende barndomsscener, hvor datteren sidder og lytter til morens samtaler med en hjemløs, der blot 20 år tidligere havde sin gang i hjemmet, men som siden har givet slip og har ladet sig falde. Barnet kan høre det i deres samtale. Alt det der ikke bliver sagt eller bare antydes. Alt det som barnet desperat forsøger at forstå og blive en del af, inden hun mange år efter flygter hjemmefra. Moren bliver syg, og faren er ikke sen til at give datteren og hendes fravær skylden.

I 2. del bliver datteren selv voksen og får et barn som hun ikke evner at tage hånd om. Efter et par år er rollerne byttet om, og datteren er blevet mor for moren. Beskrivelserne af deres symbiotiske forhold er uudholdelige at læse, for de elsker hinanden. Eller rettere er det moren, der elsker datteren, betingelsesløst. Men det er fuldstændig uigengældt, og så omfattende at det vælter alt andet omkuld. Den voksne datter bliver kunstner. Det er hendes måde at overleve på. Overleve det svigt som har sat sig fast inde i hende. Hun bruger smerten og vreden. Det giver liv og kraft til de værker, der har gjort hende til en internationalt anderkendt kunstner, der laver kropsbaserede performances, hvor hun udstiller sig selv - og sin smerte. Senere mødes de igen, men kun for at skilles. For moren Tara, er datteren Siri, blevet en kærlighedsbesættelse. Hun vil gøre alt for datteren, mens faren for længst er forsvundet, og har endt med at tage sit eget liv.

I 3. del møder vi dem mange år senere. Efter at Siri har frabedt sig enhver kontakt, har Tara fundet sig en anden kærlighed som hun har bundet sit senere liv op på, men hun går ikke med til begravelsen. For ”hun kendte ham alligevel ikke rigtig”. I mødet med en hjemløs udlænding, som hun inviterer til at bo i boligkompleksets tomme garage, går hun det uvisse i møde. Hun forlader sit trygge, men tomme liv og smækker døren bag sig og finder sig til rette i sin egen hjemløshed.  I slutningen mødes Tara og Siri igen. Men hvordan det spænder af skal ikke afsløres her.

I ”Erindring om kærligheden” møder vi os selv der, hvor vi er allermest sårbare, allermest uforståelige, allermest sammensatte og kaotiske. Thorup har en ganske særlig evne til at afdække sprækkerne i et menneskesind. For hvad er et menneske, når vi er mest uforståelige for os selv og hinanden? Men det er også en bog om hjælpsomhed og engagement. Om at blive menneske. Om at tage livet på sig og stå ved det.

Steven Hart og ”What's Going on”

 

 

 

Steven er mørk, ikke sort. Hans hud er glat og gyldenbrun. Hans øjne er bløde og årvågne. Det er svært at tro på hans alder, for han ligner én på 40, men siger at han er 20 år ældre. Han er høj, spinkel af bygning, bevæger sig rask og taler engageret og varmt om sit arbejde. Han er gospel-sanger og entertainer. Sammen med en pianist tager han især rundt hos ældre og fortæller om den afroamerikanske sangtradition, om de sorte slavers vilkår, den amerikanske borgerkrig og borgerrettighedstiden i 1950/60-erne med Martin Luther King i spidsen..

Selv er han adopteret sammen med sin tvillingsøster og opvokset i Nakskov. Han har det afroamerikanske i blodet, men taler et smukt klingende og melodisk dansk. Allerede som 12-13-årig, mens hans plejeforælde hørte tysk schlagermusik, fik han fat i den første LP med Janis Joplin. Han begyndte at spille guitar og optrådte med ”Leaving on a jetplane” på et lokalt viseværtshus. Senere skrev han selv en sang som han fremførte på den lokale amatørscene. Siden har han sunget og optrådt med bl.a. sang, dans, foredrag, skuespil og børneteater.  

               

Hans møde med Etta Cameron mange år senere blev skelsættende. Han havde tilmeldt sig et dobbelt weekendkursus med afsluttende koncert. 3 måneder efter ringer Etta Cameron til ham og vil have ham med som 1. bas i sit gospelkor ”Voices of joy”. Det blev til et 15 års samarbejde med op til 35 engagementer årligt ved siden af hans egne optrædener. Nu tager han rundt og fortæller om deres turnéliv sammen. Hans stemme bliver varm, når han taler om hende. Stemme er dyb og melodisk – og så har jeg end ikke hørt ham synge. Men den brede klangfulde resonansbund i hans stemme fornægter sig ikke.

Så godt som han holder sig, må han have været blændende smuk dengang for mange år siden, da han startede. Så det overrasker ikke, da han begynder at fortælle om at han også optrådte med et ild- og slangeshow. Terese hed den 3 meter lange slange. Slangetæmmeren Anniqa havde givet den videre til Alecia før Terese endte sin karriere som en del af Stevens ild- og slangeshow.
 

 

 

 

Han er tydeligvis en livskunstner. Han nævner et par kolleger som det ikke går så godt for, og det går ham på. Han vil gerne hjælpe og guide dem. Han ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Han vil gerne give sin positivitet videre. Det behøver han ikke sige, for det fornemmer man tydeligt. Det er oplagt at han har noget at give af, for det udstråler han. Livet forekommer ham let, selvom han siger at det selvfølgelig indeholder masser af alvor og nogle gange modgang. Men han er den type som glider med og lader livet glide igennem sig.  Der er for mange herhjemme som er for selvhøjtidelige mener han. Slap nu lidt af og ”leg” lidt mere. Men alligevel hører man tydelig alvoren i et af hans yndlingsnumre ”Whats Going On” af Marvin Gaye.                                                           

 

Han beretter om det discoshow som han har arbejdet på gennem længere tid og som han gerne vil rundt med. Han kan ikke lade være med at illustrere, hvad man mener med at han også synger Marvin Gaye´s ”What's Going on” og Barry White´s ”You're the First, the Last, My Everything”. Bare et par strofer hensætter straks én i de tos sangeres musikalske universer. Steven taler om det bordeau-farvede jakkesæt som han skal have på og den guld Rolls Royce med stjernebaggrund, der er på plakaten til hans kommende discoshow. Jeg ser for mig, hvordan han sætter sig til rette bag rettet i discobilen, starter og kører afsted ud imod solnedgangen syngende Barry White´s ”You´re my First, my Last, my everything”.

 

 

Mød Steven Hart til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER, hvor han akkompagneres af Knud Sandbæk Nielsen og underholder med en musikalsk hjertestund. Læs og hør mere her.

Anne Marie Ejrnæs og Senegal

Foto: Morten Holtum

 

I Anne Marie Ejrnæs´ seneste novellesamling ”Sent” (Gyldendal, 2015) møder vi i ”LinkedIn” Maria, en folkepensionist der også er forfatter – forfatter til en roman om oplevelser 32 år tidligere i Senegal.

 

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det drejer sig om Anne Marie Ejrnæs´ roman ”Ravnen”(Rosinante, 1983).  De to fortællinger slynger sig sammen til én beretning. Med små fine tråde broderes der et sirligt mønster, som det først er muligt at se klart mange år efter – eller er det?

Men det er ikke kun små fine sting, for flere steder er stoffet revet over. Der er denne fortættede voldsomhed i tonen. Alt ser så tilsyneladende fint og ordnet ud, men lige under overfladen lurer livet og drifterne.

Lige under Afrikas overflade råder der kaos og fortabelse – og ikke mindst kærlighed. For først og fremmest er det en kærlighedshistorie om at give sig hen. Eller kampen for ikke at gøre det – og så alligevel at måtte opgive og give sig det fremmede i vold. For fremmedheden er her skildret gnistrende frisk og lokkende skræmmende. Det er der hele tiden som et sug i maven. Det er et helt kontinent, der træder frem for læseren.

Det er det som litteratur kan. Den kan bringe læseren med sig og placere os lige midt i tvetydigheden, for hvad er det egentlig der sker? Hvad er det der sker, når paraderne sænkes?

Det er også historien om at ingenting er som det ser ud. Det gemmer sig altid en anden fortælling nede under overflade. Måske en historie der strider mod vores sunde fornuft. Måske kan man ligefrem konkludere efter endt læsning at man skal give sig livet i vold for at forstå at livet er så meget mere end det vi selv formår at holde i hånden.

 

 

Hør Anne Marie Ejrnæs fortælle om Senegal og Afrika som hun har skildret det i ”LinkedIn” og ”Ravnen”. Om hvad mødet med Afrika betød og betyder for hende. Det gør hun i en samtale med Michael Svennevig til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER , søndag den 14.8. 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. Læs mere om festivalen og se programmet.

Festivalbeskrivelse og program på Facebook.

 
Festivaltrailer.

Mika Filborne: Der må ikke være nogen grænser i musikken

                                                                                                                      Fotograf: Michael Linnas

 

Oplev Mikas musik på lørdag til opvarmnings-arrangementet AT FINDE HJEM i Vedbæk og igen på festivalen MED OG UDEN SMYKKER, hvor han musikalsk binder de tre aftenarrangementer sammen med sit klaverspil. Derudover akkompagnerer han Ulla Henningsen i ”God Bless The Child” og indgår i et lyrisk/musikalsk samarbejde med digteren Sternberg omkring Sternbergs ”Tidsrejsedigte”.

-En enkelt tone kan give mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet, hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine 3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der blev straks helt stille. Klavertonerne gled lige så stille ind i os, og gjorde noget ved os. Vi var ikke mere de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the dark” og ”Black Rose”.

 

Mika Filborne fortæller, at han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen. Det trak en lige linje frem mod Saturnus.

-Jeg spillede i DOOM-bandet Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for 38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere enhed.

 

Måske forstår jeg allerbedst koblingen mellem de for mig, meget forskellige universer, når jeg lytter til Mikas ”Demon´s Eye”, hvor der ligger en tågeindhyllet speak i baggrunden, der slutter manende med ordene ”Wake up”. For hvordan spille i et heavy metal-band og samtidig have denne overjordiske lyd i musikken, der gør det mere overjordisk end underjordisk? Måske er det netop Mikas åbenlyse talent, der bygger bro mellem de to, og gør vandringen gennem hans musikalske universer så fascinerende.

I ”Death and beauty” ligger der en vedvarende grundtone, der klinger gennem det, der mest minder om en evighed. Et ganske let klavertema slynger sig rundt om den første tone, hvorefter fløjtelyden gør svælget mellem døden og skønheden forunderlig og evig. Lydene bliver trukket ud så længe at det næsten ikke er til at holde ud, og alligevel er det behageligt at lytte til. Det sætter sig inde i kroppen og virker umådelig spændingsopbyggende og åbner til en indre verden. Som musik på den yderste dag, hvor alting er stoppet, og hvor der kun er de første toner af det helt nye og spæde liv der spirer frem.

 -Jeg synes at det er fantastisk, når de forskellige genrer møder hinanden. Hvis det swinger, er jeg med. Musik har ingen grænser. Det skal bare slippes fri. Der må ikke være nogen grænser, fortæller Mika før vi skilles.

 

 

Anmeldelse: Anne Nielsen: NATBOG

 Fotograf: Lars Nielsen

NATBOG er en roman det tager lang at læse. Man er nødt til at læse den ad mange gange, for den hager sig fast indeni, hvor den river og slår. Selv om den af udseende både er lille og umiddelbart tilgængelig, skal man ikke lade sig narre. Det er kun umiddelbart at den fremstår enkelt. Det første indtryk er at det er let at træde ind i romanens univers, men til gengæld er den svær at forlade igen, for som klæbrigt spindelvæv klæber de enkelte ord fast til læseren. Som et mørkt kvad om arvesynd, og om hvordan de forskellige ting imploderer, og styrter sammen inde i os. Det er måske derfor at bogen er vigtig. Den viser nødvendigheden af at tage hånd om det i tide. Det er stilheden og alt det usagte der detonerer. Men på overfladen går det godt for bogens personer. De har både overskud, økonomiske midler og muligheder for at flytte sig, men med de indre tilstande forholder det sig sværere, for der er de kørt fast. Som om det ydre liv har fået en form som det indre liv aldrig har kunnet voksne ind i og igennem. Som størrelser der aldrig vil vokse sammen.

Det er en fantastisk rejse som romanens personer gennemlever. Det er en NATBOG, der bliver til en DAGBOG. Det er historien om en rejse. Det er rejsen tilbage til ophavet. Det er Bolettes rejse. (I bogens bliver hun bare kaldt Bo). Det er skildringen af rejsen tilbage til der, hvor hun voksede op, da hun tager tilbage for at være med til farens begravelse. Det er også mødet med tomrummet efter søsteren, der begik selvmord. Det er mødet med søsterens søn, Johannes, der fremstår nærmest forældreløs i en verden hvor faren er forsvundet og moren er død. Men der er også en farmor, der har bundet det hele sammen – og også gør det i romanen. Det vil være synd at røbe mere af handlingen her.

Det har givet ikke været nogen nem bog at skrive. Roman er skrevet med en gribende autenticitet, for det lykkes forfatteren at fastholde personerne i en nedadgående spiral. Ned mod en intethed om noget af det vi frygter allermest. Men det er også dragende. Det at stå der ved dybet og kigge ud over kanten og tænke, hvad nu hvis…? Det giver mange mindelser om Anne Nielsens første roman SNEFALD (2011), der tog afsæt i at hun på en parisertur overværer at en kaster sig ud fra Eiffeltårnet. Der er noget deterministisk og dysfunktionelt over forfatterens universer. Noget nådesløst, uimodsigeligt og endeligt. For her er en forfatter der skriver imod et nulpunkt.  Måske er det netop derfor at hendes bøger er så spændende - og farlige? For her er tyngde, der modsvares af en frydefuld ordknaphed. Stemningen og universet er så fortættet. Der er ingen lange ordguirlander, der slynger sig side op og side ned. Det er meget kort, præcist og velkomponeret. Der er ingen omveje. Kun den direkte vej. Derfor er det en både frydefuld og smertefuld læsning. Ordknapheden modsvares af personernes indre flodbølger af følelserne der slår imod læseren. Det giver plads til håbet. Også selv om indholdet langtfra lægger op til det, giver det romanen et overskud, selv om det stadig er en tung og hård lille bog. Der er så meget at sige, og så lidt der bliver sagt.  

Alle personer lever liv i splid med sig selv og kæmper for at overleve og for at klare sig igennem livet. Der er også masser af lys i det mørket som NATBOG udgøres af. Et lys der fører videre frem. Det føles som en udfrielse. Som at komme hjem.

 

 

ANNE NIELSEN: NATBOG

247 sider

Byens Forlag 2016

Redaktion: Marie Hauge Lykkegaard

Omslag: Sara Itkin

www.byensforlag.dk

Udgivelsesdato: 25.4.2016