Khalid Albaih, sudansk tegner, på Friby-ophold i København
”Khalid
Albaih er et af de virkelig intelligente indslag i arabisk politisk kritik.
Hans bidende karikaturer blev ikoniske under det arabiske forår, hvor
aktivister tog dem til sig som en del af protesten. Nu er han i København.”
Efter den officielle velkomst var Khalid Albaih først i samtale med Rasmus Boserup (der har skrevet citatet
ovenfor) og bagefter med Charlotte Bagger Brandt, hvorefter Khalid selv
præsenterede og kommenterede en række af sine tegninger, hvorefter der var mulighed
for at stille spørgsmål. Det hele sluttede med, at Hovedbiblioteket bød på noget at drikke og spise.
Rasmus Boserup (seniorforsker
ved Dansk Institut for Internationale Studier(DIIS) med en Ph.d. i arabisk og
en fransk doktorgrad i historie og kulturstudier) indledte med at fortælle om,
hvordan han selv første gang stødte på Khalids tegninger på nettet lige efter
at han var kommet på Facebook. Det var under det arabiske forår i 2011, og han
boede i Cairo med sin familie. Khalids tegninger var ikonografiske for revolutionen,
og billederne gik verden rundt. Ganske særligt billedet med hånden bemalet med
de arabiske landes flag og med teksten: ”The rest will follow”, der indikerede
at dette blot var starten på noget endnu større.
Rasmus Boserup: ”Hvad var
det specielle ved det tidspunkt i 2011, ud over at du selvfølgelig blev verdensberømt
for dine tegninger, for det var bl.a. via dem at jeg blev klar over, at noget meget
større var på vej, men hvornår opdagede du det, og hvordan oplevede du det selv?”
Khalid Albaih: ”Alting
startede mange år før det, der siden blev kendt som det arabiske forår, for vi
blev hele tiden holdt uden for politisk indflydelse. Der var ingen steder, hvor
vi kunne udtrykke os selv og debattere, hvad der skete. Vi fik altid at vide, at
vi ikke vidste nok og heller ikke forstod nogen ting. men internettet gav os en
ny platform, hvor vi kunne kommunikere og lære hinanden at kende. Det var på et
tidspunkt, hvor jeg forgæves havde forsøgt at få mine tegninger publicerede.
Hver gang jeg kontaktede en avis, så blev jeg afvist, fordi mine tegninger var
anderledes. De havde ingen tekst, intet sprog, netop fordi jeg ønskede at de
skulle være internationale. jeg ønskede at de skulle være forståelige for den
anden del af verden, for resten af verden. Det var problemet, for vi var lukket
inde og ingen andre vidste, hvad der skete i vores del af verden – og det
vidste vi heller ikke selv. Så sprogbarrieren var en stor del af det. Det endte
med, at en redaktør bogstavelig talt sparkede mig ud med bemærkningen: ”De er
ikke sjove!” og jeg svarede, at det var fordi situationen ikke var sjov. For mig
var det et livsomvendende øjeblik, for jeg behøvede faktisk ikke hans 200 læsere,
for jeg gik ”on line”. Det var sikkert allerede inden Facebook, og da det så kom lagde jeg tegninger ud der. Først
var det bare mine venner, der likede dem og delte dem. Det var i en periode,
hvor jeg mødte en masse mennesker, der over hele verden prøvede at gøre det
samme, for at omgå og overvinde det, der forhindrede os i at komme til orde.
Det var en masse forskellige kunstnere, og vi dannede en slags gruppe, selv om
mange af os i dag endnu aldrig har mødtes, og nogle af dem er mine nærmeste
venner, og vi kommunikerer dagligt. Så da Mohammed Bouazizi
satte ild til sig selv i Tunesien, var det sådan vi alle følte. Der var en sådan
desperation, og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Det var en meget vanskelig
tid, men vi vidste alle, at hvis det først startede, ville det aldrig ende. Jeg
tog et foto af min hånd, hvor den ene finger havde det tunesiske flag, mens de
øvrige var det egyptiske, sudanske, algeriske og liberiske flag, for det skete
i alle de lande. Nu er det blevet undertrykt i alle landene, så det var kun i Tunesien
at det skete, men alle vidste at det ville ske. Da jeg postede det on line tog
det fart. Det var utroligt at se, hvor mange, der brugte min tegning. Selv om
jeg knapt nok kendte nogen tunesere, så følte vi os så forbundne. Alle følte
sig forbundne. Alle var på twitter og facebook. Det var et tidspunkt, hvor vi
alle arbejdede sammen.”
Rasmus Boserup: ”Da jeg
sagde, at jeg ikke så det komme, mente jeg, at jeg selvfølgelig så protesten
der var på vej, men var ikke klar over, at det ville blive SÅ stort. På det
tidspunkt havde jeg boet i Cairo i 3 år, og det var tydeligt at det kogte.
Ingen ønskede systemet mere, og det var sikkert det samme i alle landene. Så
det du gjorde med det billede var, at du gav ild til den protest, der var.
Faktisk var jeg dengang skeptisk, for lige bag protesten var der et dybt
skræmmende system. Jeg kendte det fra Algeriet og Egypten, og havde set dele af
det i Syrien. Ja, alle steder jeg havde været i den arabiske verden de sidste
15 år. Det skræmte mig virkelig, og jeg tænkte at de aldrig ville lade det ske,
men det skete... Men hvordan opfatter
du situationen i dag, for selv om det er slået ned, koger det stadig under
overfladen. Hvordan forholder du dig til det i dag?”
Khalid Albaih: ”Dengang vidste ingen af os,
hvad der skete, men vi vidste, at det her var noget som vi måtte gøre. Ordet ”aktivister” kunne vi ikke forholde os til. Det
var bare noget vi gjorde, men vi vidste også, at de aldrig nogensinde ville
ophøre med at forsøge at stoppe det, fordi magten er baseret på det.
Det er ikke kun det enkelte land som det involverer, men hele verden. Det var
ikke bare de enkelte regeringer, men hele verden, der var bekymret for, hvad der
skulle ske. Det var tydeligt at omverdenen var bekymret. Vi var nogle folk,
der blev inviteret til Italien, hvor en professor spurgte os: ”Hvad tror I at
der vil ske?” Det anede vi ikke. Vi var bare glade for at vi ikke var blevet fængslet.
Professoren sagde: ”Det er godt for jer, men det er ikke godt for os! For før
var der kontrol med, hvad der skete, men ikke længere! Vi ved godt,
at det var skidt for jer, men det var godt for os.” Så vi ved godt at der er
internationale interesser i, at dette område skal forblive aflukket og
kontrolleret."
Rasmus Boserup: ”I dag er
der massiv kritik af omverdenens manglende støtte, for dengang var der
stor støtte, men i dag er den forsvundet. Det i hvert fald den kritik som jeg
hører nu.”
Khalid Albaih: ”I dag
kan vi ingenting gøre. Modrevolutionen er meget, meget stærk. Landenes ledere
siger det ligeud: ”Vil I have os – eller Syrien?” Det er trist. I dag kan jeg
ikke engang tage hjem til Sudan.”
Charlotte Bagger Brandt er kurator
og kunstrådgiver, uddannet i idé- og kunsthistorie, og har startet ”Råderum” - et mobilt
kontor for samtidskunst, der har til formål at udvide, udfordre og sprænge de
konventionelle rammer for kunst.
Charlotte Bagger Brandt: ”På
spørgsmålet om, hvor du kommer fra, har du udtalt: ´Jeg kommer fra internettet.´
Hvad mener du med det?”
Khalid Albaih: ”Tidligere
var internettet det sted, hvor du følte dig mest hjemme, følte dig velkommen og tryg.
Der var, sådan det var
og sådan vi følte det. Det var et sted, hvor man kunne kommunikere frit. Det
var en fantastisk følelse for mange af os, for det var første gang at vi fik
mulighed for at blive hørt. Jeg er født i Rumænien, voksede op i Sudan, studerede
i Emiraterne og har undervist her og der og alle vegne. Så jeg ER fra
internettet, og alle steder forstår folk hvad jeg mener, når jeg siger det. Det er en så
globaliseret verden, og alle trends går i de samme retninger. Det er de samme i Sudan som i Maine i USA. Der er en masse, der er forbundent. Det er det smukke,
det er det grænseløse. Der er ikke fysiske grænser, selv om vi altid havde
problemer med selv at rejse, for det kunne vi ikke. Vi kunne ikke se verden, og
verden kunne heller ikke se os. For os var internettet et sted, hvor du ikke
behøvede noget visum. Et sted hvor vi kunne kommunikere med mennesker fra steder, som vi
end aldrig havde hørt om. Internettet var frit, men desværre er det de samme folk
som vi dengang bekæmpede, der i dag ejer internettet.”
Charlotte Bagger Brandt: ”Men jeg
ved, at det igen har ført til, at du nu arbejder på andre niveauer og andre
platforme i et forsøg på at tilbageerobre noget af den tabte frihed, der
tidligere var på internettet. Vil du fortælle om det?”
Det ville Khalid gerne, for han arbejder på flere interessante projekter og en bogudgivelse. Der er heldigvis mulighed for at møde ham ved mange andre lejligheder, mens han er i København på Friby-ophold. Næste gang er på den kommende festival
hvor han fortæller om sine satiretegninger.
Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika
og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"
og foregår i Salonen på Østerbro,
torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
- og er i samarbejde med Dansk PEN.
----
Der var især ét spørgsmål fra salen, der fortjener
særlig opmærksomhed, og som til fulde beviste, at det ikke er hvem som helst vi
har fået på besøg de næste 2 år.
Først spørgsmålet (her betydeligt forkortet): ”Profettegningerne...
selv i Danmark kan man være forfulgt og have brug for politibeskyttelse. Hvad
tænker du om det?”
Khalid Albaih: ”Jeg arbejder på en helt anden måde
og i en helt anden del af verden. Jeg og min generation af satiretegnere
forsøger så meget som vi nu kan, at nå folk, også selv om de ikke er fra vores
land eller vores religion. Det er en tid, hvor vi føler at det er nødvendigt at
protestere, så for mig er det at pege fingre og lave vittigheder ikke noget vi
gør. Jeg er ikke enig i, hvad de gør, men de har friheden til at gøre det.
Ingen skal dræbes for det. Men det skal de forvente! Virkelig! Jeg kender mange
mennesker, der er blevet fængslet, torteret og dræbt for meget mindre end det.
Op gennem historien er der en masse manuskripter fra mange forskellige lande –
også fra Afrika, hvor profeten er tegnet og gengivet. Så det handler egentlig
ikke om at tegne profeten. Det er slet ikke emnet, og det har det aldrig været.
Det vigtige er HVEM, der tegner og HVORFOR, de gør det? Det har altid været mit
spørgsmål. Du kan gøre det. Det kan du da. Det er fint, men HVORFOR gør du det? Hvad er det
som du forsøger at sige? Er du modig? Hvordan modig? Hvad kæmper du for? Du
kæmper mod folk, der i forvejen slår andre ihjel. Jeg ved ikke, hvad du
forsøger at opnå med det? Så min mission, hvis jeg skulle forsøge at tegne
noget om det, ville være at forsøge at starte en dialog med disse mennesker om
det, og vise dem at der er en masse andre måder... Hele
glorificeringen af den, der tegnede profeten, og det at gøre vedkommende til en helt,
ligegyldigt hvad tegningen ellers udtrykte, forstår jeg ikke. Udfordringen er
at gøre det, og slet ikke HVORFOR han gjorde det? For hvad betyder det – og hvordan
vil det hjælpe andre? Alle tilstedeværende her kan tegne profeten og poste det
on line, og i morgen vil de have et interview med The Times. Men hvad betyder
det? Hvad er det som du forsøger at gøre? I Frankrig har der været optøjer om
det længe inden dette her skete. Der er intet nyt i det. Det er en anspændt situation
og et anspændt tidspunkt. For alle kunstnere og journalister er det egoistisk
at tænke, at det her er det, jeg vil gøre, uanset omkostningerne. For man sætter ikke bare sig selv på spil, men
også alle andre. De dræbte satiretegnere er blevet kendt fordi de er hvide, de er
franske – og fordi de tegnede profeten. Mens der samtidig blev slået en masse
ihjel, fordi de kæmpede for friheden i deres lande, men det er der ingen, der
hører om eller kerer sig om.”
Samtalerne er oversat fra engelsk af undertegnede.
---------------------------
Pernille Bærendtsen, der var moderator på det vellykkede velkomstarrangement, har skrevet denne fine artikel på bibliotekets hjemmeside, hvor Khalid Albaih bl.a.
siger:
’Jeg
er ikke vant til biblioteker. I den arabiske verden og i det meste af det
globale Syd ser vi på det at gå i skole, som noget der ikke handler om at tænke
selv, men om at lære udenad og at repetere. Jeg blev glad for få at vide, at
jeg skulle have base på Københavns Hovedbibliotek, men det var først da jeg
begyndte at komme her regelmæssigt, at jeg så hvordan systemet er vævet sammen
med resten af samfundet. Biblioteket er et meget åbent rum, hvor der tilbydes
fri viden, som kan hjælpe dig med at undersøge ting. Det er rart at sidde her
og bare iagttage mennesker’,
forklarer Khalid.
Khalid
holder tit til i Hovedbibliotekets café ved hovedindgangen, hvor man kan finde
ham med en stak kunstbøger og sin computer i gang med at tegne:
’Som tegner er det det, du gør - du
observerer for at finde ud af, hvad der er det mest specielle ved en person, så
du kan fremhæve den ting; Hvis du har stort hår, giver jeg dig større hår, hvis
du er en idiot, gør jeg dig til en større idiot.’
FØLG
KHALIDS ALBAIHS ARBEJDE HER:
Mød Khalid Albaih på den kommende festival BILLEDER AF LIV,
hvor han fortæller om sine satiretegninger. Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika
og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"
og foregår i Salonen på Østerbro, torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21
- og er i samarbejde med Dansk PEN.
Læs mere om festivalen:
Festivaltrailer:
https://www.facebook.com/events/219374962185354/
Festivalens podcast-kanal:
Festivalens podcast-kanal:
---------
