Anmeldelse: EN ANDEN KROP i Dansehallerne

 

Foto: Christoffer Askman

 

Vi ifører os skoskånere, før vi bliver ført indenfor i laboratoriet. Lyset er dæmpet og koncentreret omkring arbejdsbordene, hvor alt er sat frem til forskning og skabelse af liv.

Vi har bevæget os indenfor i Frankensteins værksted. Det er på én gang æggende og frastødende. Ligesom den efterfølgende forestilling af Anders Christiansen. Vi bliver placeret bag afspærringstape, som om vi er tilskuere til en trafikulykke, mens vi følger arbejdet med at skabe en menneskelig form ud af papmaché. Arbejdet, udført af en enlig mand iført kommunal arbejdskittel, bliver udført hurtigt og mekanisk. Snart efter er den kunstigt skabte krop færdig. Det gyser i mig, da den tunge papmaché-krop også får hoved og ansigtstræk. Noget vækkes til live. Måske en erindring?

 

Et rullebord køres ind mellem publikum, der viger til side. Op af en kummefryser hives en stor menneskeligende stoffigur, der sprættes op og fyldes med kartofler, før den syes sammen igen.

 

Enkelt og udtryksfuldt er scenografien skabt af Lise Klitten. Det hele akkompagneres af frysende flot eksperimenterende computermusik af Jakob Brandt-Pedersen. Lydgengivelsen er både smuk og voldsom. Musikken glider rundt om os. Den hvælver sig op over os, for i næste nu at ville begrave os i et brusende og tilintetgørende lydhav. Musikken tolker alle rummets stemninger og byder op til dans. En musette flyder gennem rummet. Gennem gemytligheden strømmer alt det andet: vanviddet, uhyggen, alt det uforståelige og ikke mindst den nysgerrighed som forestillingen nærer sig af. Det er den som leder os igennem, for hvordan skaber man liv? Hvordan giver man livet kunstigt videre? Hvad er liv – og hvad er et menneske? Der bliver ikke mælet ét ord gennem den 1½ time lange seance. For det er mere en seance end en egentlig forestilling.

Foto: Christoffer Askman

 

På magisk vis skifter lyset (designet af Michael Breiner) og en stor væg åbner sig ud til omverdenen, da et kæmpestort sort gardin lydløst glider til side og vi træder ud i en ny dimension – sådan føles det. For første gang inviteres vi til at sidde ned på en rigtig publikumsopbygning. Lidt efter falder jeg i søvn, kortvarigt. Måske var det min sidemands søvn, der lokkede mig væk fra forestillingen, men jeg oplevede det snarere som om jeg sov mig tættere på, for i det ordløse rum, hvor forestillingen udspiller sig, er man som publikum på konstant arbejde, for vi skriver hver især den historie som det er overladt til os at presse ud af den lyd- og billedstrøm, der strømmer imod os og tager os med. Det er både udmattende og krævende, men også uhyre inspirerende – og det hele værd. Slummer eller ej.

 

EN ANDEN KROP har det hele. Den er tung som en livløs krop og let som den livsånde, der forsøges at gives videre. Den er lige netop til stede i det øjeblik, hvor den døde krop vækkes til live. Lige der hvor jeg vækkes af min slummer og møder livet og dets barskhed i et kort frysende teatralsk øjeblik på en scene i Dansehallernes laboratorium, hvor alt kan ske.

 

Foto: Christoffer Askman

                                          ----------------------------------

 

Ide, koreografi og dans: Anders Christiansen

Scenografi og kostumedesign: Lise Klitten

Musikkomposition: Jakob Brandt-Pedersen

Lysdesign: Michael Breiner

Lys- og lydafvikling: Yaw Darko

Scenografisk assisent: Mira Vinzents

Scenografisk medhjælp: Magnus Klitten

Foto & videotrailer: Christoffer Askman

Yderligere musik: Yiddisch Mazurka

 

Spilleperiode i Dansehallerne:
18, 19, 20 & 23, 24, 25 august 2016

      Læs mere